ISO’en er udover lukketid og blænde en af de tre elementer kameraet skruer på for at skabe et billede. Det er et udtryk for, hvor meget det lys der når gennem kameraet forstærkes.
Af Morten Hansen
Begrebet ISO er fra før den digitale tidsalder og er direkte overtaget fra dagene med film i kameraet. Har du haft et filmkamera husker du måske at man købte film med en ISO, ASA eller DIN angivelse. De dækker alle 3 over det samme, nemlig hvor lysfølsom filmen var. Hvis man købte en meget lysfølsom film, fik man lidt mere kornede billeder og købte man en knap så lysfølsom film undgik man korn. Man talte og om en hurtig film eller en langsom film.
Begrebet blev direkte overtaget på digitalkameraerne da virkemåden og effekten stort set er den samme. ISO står for “International Standards Organisation”, hvor ASA står for “American Standard Association”. På digitalkameraerne blev man internationalt enige om at benytte den internationale standard og derfor hedder det i dag ISO.
Hvor man tidligere havde film der var mere eller mindre følsomme, har man i digitale kameraer en sensor, der opfanger lyset. Når objektivets blænde har bestemt hvor meget lys, der når gennem objektivet, og kameraets lukker, har bestemt hvor lang tid lyset når ind – er der kun tilbage at bestemme hvor følsom sensoren skal være overfor det lys. der når frem. Dette gør man i princippet ved at kameraet måler hvor meget lys, der kom ind, og ganger det op.
Hvad der helt reelt foregår, er naturligvis mere kompliceret, og det er noget der udvikles og forbedres på konstant fra kameraproducenternes side. Problemet med at forstærke et signal er, at man også forstærker støj og fejl i signalet. Hvis du tager billeder i mørke omgivelser med en høj ISO, vil kameraet mangle informationer fordi det mangler lys. Disse manglende informationer vil kameraet kompensere for ved hjælp af avancerede matematiske beregninger. Resultatet er at du får dit billede, men det vil være fyldt med “fejl” der ses som korn, eller “støj”.
Der er grundlæggende to typer af støj i billeder taget ved høj ISO. Farvestøj (krominans) – hvor kameraet tog fejl af farver – og Lysstøj (luminans) – hvor kameraet regnede forkert med lyset. Zoomer du ind på et billede taget i mørke med høj, kan du tydeligt se hvordan billedet er blevet kornet.
I eksemplet her kan du tydeligt se at det meget blå billede er præget af grøn støj. Kameraet har været presset til sit yderste og resultatet er støj i billedet.
I filmdagene købte rutinerede fotografer nogle gange film med høj ISO for kornenes skyld. De kunne være en eftertragtet, kunstnerisk effekt på billedet. Støj fra digitale kameraer er ikke æstetisk kønt og derfor går fotografer med digitalkameraer op i at få så rene billeder som muligt, dvs tage billederne ved så lav ISO som muligt. Man kommer dog ofte ud i pressede situationer, hvor det kan være nødvendigt at skrue op for ISO’en for at få lyset til at “slå til”.
Af de tre faktorer ISO, blænde og lukker, er ISO’en den eneste, der er rent kunstig. Den beror på matematiske beregninger, foretaget ud fra signalet kameraets sensor opfangede. Kort fortalt kan man sige: Jo mere et billede består af matematik i stedet for lys, desto mere kornet og sløret bliver billedet.
