Sæson efter sæson udløste bukkens opsatsstørrelse bukkefeber og og først da bukken gik ind i sit niende år og var på retur slap heldet for den stor buk op
Geddeholms-bukken indtog sit territorium i Geddeholmene som treårig, og i flere år herefter hvor den notorisk var i medaljeklasse, blev den ikke afskudt, fordi opsatsstørrelsen gav Henning Kørvels udenlandske jagtven bukkefeber, der resulterede i en forbier to år i træk. Først da bukken blev ni år og gik retur, lykkedes det for Henning Kørvel at skyde den, og fordi bukken havde strittet voldsomt imod, mente han, at det var fair play.
Tekst og foto: Henning Kørvel
En buk, der har alder og styrke til at hævde et territorium, foretrækker altid det bedste sted på reviret til sine enemærker.
Kravene er god dækning, læ, og der er adgang til såvel spisekammer som i brunsten til det antal råer, som en buk kan beslå, hvilket er to-tre.
Geddeholmene levede op til dette. Stedet har derfor også altid være regeret af skiftende store bukke, om hvilke der går mange spændende historier.
Min historie handler om en buk, der regerede over Gedde-holmene i seks år. Som sine forgængere kaldtes den slet og ret for Geddeholms-bukken, og den tog stedet i besiddelse som treårig. Bukken var da en attråværdig seksender i dobbelt ørehøjde, regelmæssig og med lange hvidpolerede for-, bag- og topsprosser.
Jeg skal sent glemme mit første møde med den, selv om det blev kortvarigt. Det var en aften nogle dage efter bukkejagtpremieren. Jeg havde lusket rundt i Hestehaven, der støder op til Gedde-holmene umiddelbart vest for denne. Jeg så ikke i første omgang Geddeholms-bukken, men kun et par råer, årsbukke og en toårig seksender, der åbenbarede sig i egene, før jeg sprang over grøften for at fortsætte gennem bøgene ud til sporet og videre til Geddeholmene.
Kløgtig ud over det sædvanlige
Vel ude af Hestehaven orienterede jeg mig med håndkikkerten til alle sider, før jeg fulgte markkanten frem imod hakket, der var indgangen til Geddeholmene.
Vinden var perfekt, og skridt for skridt kom jeg nærmere og tog riflen ned fra skulderen. Man kan jo aldrig vide, om bukken står der, og i næsten samme nu stod jeg ansigt til ansigt med Geddeholms-bukken.
Den stod lige inden for i hakket og snurrede rundt og forsvandt i samme øjeblik, den så mig, uden at jeg havde en chance for at sætte en kugle til den.
Hovedpynten? Givetvis i medaljeklasse.
Det ville ikke være i overensstemmelse med sandheden, hvis jeg påstod, at jeg ikke ærgrede mig lidt. Vel gjorde jeg det, men var samtidig fuld af beundring over bukkens skarpe sanser og vagtsomhed. Jeg kan nemlig godt lide bukke, der stritter imod, fordi det gør livtaget jævnbyrdigt. Jagten på ældre bukke er derfor gerne fair play. Livtaget med Geddeholms-bukken var det i hvert fald.
Efter den aften gik der lang tid, før jeg igen så Geddeholms-bukken. Til gengæld havde jeg i mellemtiden held til at erhverve nabobukkens skalp. Efter dette begyndte jeg mere målrettet at jage Geddeholms-bukken, men opnåede kun at støde den et par gange i det tætte skrub ved andehullet i midten af dens ”fæstning”.
Hen i juni var den som sunket i jorden, Skytten løste mysteriet fordi han en dag så, at den var søgt ud i en nærliggende remise, i hvis kant han så den esse.
Nu vidste jeg i det mindste, hvor den var, men det hjalp dog ikke på jagtheldet, for da 15. juli oprandt, levede Geddeholms-bukken stadig i bedste velgående.
Året efter lykkedes det den igen at klare sig helskindet igennem, hvilket gav en ide om, at den buk ikke var almindelig, men selv om den tilsyneladende var udstyret med en ”sjette sans”, var det samtidig velgørende at konstatere, at også den kunne fejle.
Beviset herfor fik jeg en uge inde i bukkejagten. Jeg havde været langt omkring på terrænet og ville bruge den sidste halve time i Hestehaven og Geddeholmene. Jeg gik gennem egene og derefter bøgene og nåede frem til sporet og fortsatte herfra til Geddeholmene, men havde ikke gået mere end et halvt hundrede meter, før jeg fulgte mig iagttaget af Geddeholms-bukken, der stod 75-80 meter fra mig og fulgte mine bevægelser. I samme sekund jeg lirkede riflen ned fra skulderen, forsvandt den og undlod ikke at smæle dybt, og jeg gætter på, at det fik selv muldvarpe til at fare sammen.
Fair play
Det var lidt min egen skyld. Hvis jeg havde brugt håndkikkerten, så ville der have været en chance for, at jeg ville have spottet bukken, før den så mig. Jeg havde kun mig selv at bebrejde og erkendte, at den buk var noget for sig selv.
Et par dage efter premieren det følgende år rendte skytten og min spanske jagtven, Rafael, ind i Geddeholms-bukken, da den en morgen stod på marken uden for Geddeholmene og slikkede solskin.
Hovedprydelsens størrelse var beklageligvis mere, end min jagtvens nervesystem kunne klare, fordi den givetvis var i guldklasse, og skuddet blev en blank forbier. Jeg så ikke bukken herefter i den sæson – kun de ungbukke, som den tolererede på dens enemærker. Heldet var derimod større til andre af distriktets store bukke.
Året efter fik skytten og min spanske jagtven på ny Geddeholms-bukken for med det samme resultat som året forinden, nemlig en forbier på grund af bukkefeber, fordi bukken stadig bar en mega opsats.
Alle var ærgerlige, men sket var sket. I den følgende tid tilbragte jeg megen tid på anstand i et gammelt kroget egetræ i Geddeholmene, men uden at se Geddeholms-bukken. Derfor begyndte jeg at satse på andre bukke. Geddeholms-bukken gav nu og da lyd fra sig, men reddede pelsen i yderligere et par sæsoner, indtil den nåede ind i sit niende (eller måske 10. år) år.
Jeg havde mere eller mindre opgivet den, indtil skytten en dag fortalte mig, at den var begyndt at gå retur, men stadig var pladsbuk i geddeholmene. En dag havde han set den stå i kanten ud til marken og kunne da konstatere, at der på den ene stang var en antydning af en forsprosse og en kort bagsprosse på den anden stang. Jeg har en svaghed for unikke bukke, herunder på retur, og skyttens melding gav mig igen lyst til at jage den.
Tre dage inde i sæsonen lykkedes det for mig at sætte den skakmat. Det var en smuk morgen, hvor jeg startede min pyrsch i Hestehaven og fortsatte ind i bøgene frem imod Geddeholmene. Som følge af den milde vinter var bladene på træer og buske allerede sprunget ud, hvilket grundet det tætte look gjorde det nødvendigt at bruge håndkikkerten oftere end normalt.
Straks efter at være nået ind i bøgene satte jeg den for øjnene. I nærheden af rævegraven så jeg en rå, der essede. Erfaringsmæssigt er det ofte tegn på, at bukken er i nærheden, og da det på grund af tørre blade i skovbunden ikke var muligt at rykke frem uden at støde råen og måske bukken, som ikke var synlig. Jeg besluttede derfor at blive stående ved en bøg for at se, hvad der skete.
Efter fem minutters tid holdt råen op med at esse og stirrede hen over ryggen i retning mod Geddeholmene. Jeg gættede på, at den havde hørt et andet dyr komme imod sig. Og ganske rigtigt. Ind på scenen kom en gammel buk med hovedet i linje med ryggen: Geddeholms-bukken. Den gav sig straks til at esse, mens jeg lagde riflen an mod træet, som jeg stod ved.
Bukken væltede i skuddet, sprællede lidt med løbene og lå så stille. Jeg gik hen til den stille og roligt og knælede ned og beundrede denne garvede kæmpe. Jeg kunne ikke lade være med at sige lavmælt:
”Gennem seks år har du trukket længste strå. I dag var det min tur. Det er fair play”.
Returstadiet var fremherskende. Bagsprosse på venstre stang og en antydning af forsprosse på højre stang. Topsprossen på begge stænger var hvidpolerede og spidse. I kamp med en anden buk var den en farlig modstander. Selv som returbuk var den i stand til at hævde sit territorium. Det tager jeg hatten af for.
Svært at forestille sig, at den før den gik retur, havde været en mega medaljebuk. Som det ses, så gik selv rosenkransene retur.
Sliddet på tænderne i underkæben vidner om Geddeholms-bukkens høje alder, og det skal endda tages i betragtning, at den levede et sted på reviret, hvor råvildt – fordi de åd ”smør” – havde mindre tandslid end råvildt i revirets vestlige del, hvor menuen var mere fiberholdig.
