Den demokratiske proces i forbindelse med Jagtens Hus har været mønsterværdig, hævder formanden for Danmarks Jægerforbund, som forsøger at smøre glasur på en spejlvendt demokratisk proces …
Kommentar af Michael Sand
“Det skriver han ikke”, var min første tanke, da jeg læste formandens leder i Danmarks Jægerforbunds netop udsendte medlemsblad Jæger. Men det gør han! Selv efter anden, tredje og fjerde gennemlæsning er der ikke noget at tage fejl af. Sort på hvidt fastholder formanden, at den demokratiske proces i forbindelse med beslutningen om Jagtens Hus kan stå som et godt eksempel på demokrati i Danmarks Jægerforbund.
Den udtalelse kan ikke bare skylles ned uimodsagt. Der må bankes på glasset og insisteres på en kommentar.
Jeg kan ikke vurdere, om formandens udtalelse skal tolkes som tegn på arrogance eller manipulation med dem, der ikke ved bedre … Eller om han rent faktisk mener det, han skriver: At debatten om Jagtens Hus virkelig skal stå som et godt eksempel på demokrati i Danmarks Jægerforbund.
Alle tre nævnte sandsynligheder er lige skræmmende …
Udtalelsen skal nemlig ses i forhold til, at medlemsbladet Jæger, forbundets største medlemsaktiv, ikke bragte en linje forud for den måske mest betydningsfulde beslutning i forbundets historie. Nemlig beslutningen om Jagtens Hus og en sammenlægning af forbundets nuværende to afdelinger.
Forbundets hjemmeside var også yderst sparsom med informationerne. Væsentlige detaljerne, som f.eks. at huset skal koste cirka 60 millioner, og at forbundet agter at låne cirka 40 millioner, var gemt så langt væk på hjemmesiden som overhovedet muligt.
Formandens fremhævning af den demokratiske proces i Danmarks Jægerforbund overser desuden, at de sociale jagtmedier i protest over processen kogte som aldrig før. Ja de kogte ligefrem over. Flere debat-tråde nåede over 500 indlæg. Enkelte over 1000.
Her på sitet valgte vi at forholde os kritiske til processen. Ikke til hvor huset skulle placeres, eller hvad det skulle koste. Men til den demokratiske proces alene. Den finder vi er helt uværdig for jægernes mest betydningsfulde medlemsorganisation med cirka 80.000 jagtinteresserede medlemmer.
Forbundets manglende information om Jagtens Hus skyldes næppe, at interessen blandt medlemmerne ikke var tilstede. Ikke færre end 143.000 besøg var der på Netnatur i januardagene, hvor debatten om Jagtens Hus og ikke mindst den manglende demokratiske proces i tilknytning til denne, var på sit højeste. Januar 2014 blev den mest besøgte vintermåned i sitets 13 år lange historie, hvilket vi især tilskriver skriverierne om Jagtens Hus.
Men hvorfor skrev medlemsbladet Jæger ikke om hovedbestyrelsens forkromede planer, før beslutningen skulle træffes? Dette spørgsmål har kun ét sandsynligt svar. Jeg kan ikke se andre, end at hovedbestyrelsen ikke ønskede debat om det, som de mente var den eneste rigtige løsning på spørgsmålet om Jagtens Hus, dets placering og dets tilknyttede budget. Derfor valgte de efter alt at dømme at holde kortene under bordet og tilsidesætte den demokratiske proces. Det er trods alt nemmere at holdningsbearbejde få hundrede delegerede end at overbevise cirka 80.000 medlemmer.
Men er dette så et godt eksempel på demokrati? Tværtimod. Heller ikke selv om man alene ser på processen på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde. Jeg vil kalde det en tilsidesættelse af den demokratiske proces. Ja jeg vil gå så vidt som at kalde det et kup af ånden i medlemsdemokratiet.
Der skal meget mere til et mønsterværdigt demokrati end evnen til at tælle til flertallet blandt de fremmødte delegerede. Delegerede som i øvrigt var hasteindkaldt for at tage stilling til hovedbestyrelsens forslag, som var fremlagt uden alternativer, selv om adskillige andre muligheder var undersøgt og holdt op imod den fremlagte Kalø-løsning.
Derfor havde en indrømmelse i formandens leder været mere passende end glasur på en kritisabel beslutningsproces. Som bekendt er det en god ide at gøre det rigtige, når alle andre muligheder er udtømte.
Hovedbestyrelsen med Claus Lind Christensen i spidsen burde naturligvis indrømme, at de tog en chance og satte demokratiet ud af spil. Kun derved kunne de være sikre på, at de fik deres vilje.
Motivet for denne handling er ikke så vanskelig at forstå. Det har altid været nemmere at få tilgivelse end at få tilladelse. Og da der tilmed har udviklet sig tradition for, at man i forbundet vælger at se fremad, når konflikterne bliver ubehagelige for den gode stemning, må man lade hovedbestyrelsen, at den så rigtigt. Beslutningen blev stemt hjem med overbevisende flertal!
Tilbage står de delegerede. Var det virkelig også deres ønske? Eller blev de først og fremmest anvendt som gidsler og i princippet tvunget til at tage stilling til et vidtrækkende forslag, som ikke havde været debatteret i tilstrækkelig grad blandt forbundets medlemmer og lokale græsrødder? Medlemmer som bevidst var holdt hen i uvished. Det kan der kun gisnes om.
Fakta er, at beslutningen nu er truffet. Og hvad end man måtte mene om processen, hvis der er plads til nuancer, kan man kun håbe, at de delegerede, der valgte at sige ja, trods alt er repræsentative for forbundets medlemmer. I den forbindelse må der ankes over redaktionens fotodækning af mødet.
En hurtig vurdering af forsamlingen kan nemlig lede til den (fejl)fortolkning, at de unge jægere slet ikke var til stede, da den vigtige beslutning skulle besluttes med et nej eller et ja. Hvem stemte egentlig på deres vegne? Når alt kommer til alt, er det trods alt de unge jægere, og ikke dem på billedet, der skal slæbe på gældsbyrden, når Jagtens Hus engang står færdigt og spejler sig over Kalø Vig som et monument over demokratiet i Danmarks Jægerforbund.
