Når emnet er skovfuglejagt, er det næsten altid urfugl og tjur, der refereres til, men der findes en mindre slægtning, som er nok så interessant
Hjerpen – den oversete skovfugl
Tekst: Niels Jørgen Henriksen. Foto: Niels Jørgen Henriksen m.f.
Når emnet er skovfuglejagt i vore nabolande, er det næsten altid urfugl og tjur, der refereres til, men der findes en mindre slægtning, som er nok så interessant i jagtlig henseende.
Med en længde på kun 35-39 cm og en vægt på omkring 400 gram for voksne fugle, er hjerpen.
Testrastes bonasia en af de mindre hønsefugle og den mindste af ”skovhønsene” i Europa. Nogen vil have hørt det engelske navn: Hazel grouse, som også går igen på tysk og hollandsk med Hazelhoen og Haselhuhn. Svenskerne og nordmændene bruger samme navn som os med hhv. järpe og Jerpe. Finnerne refererer til hanernes kald med navnet pyy.
Hjerpen er standfugl og findes i det meste af Sverige og Finland, dele af Norge, i størstedelen af Rusland, randstaterne, Belarus, og i Karpaterne, Alperne og de Dinariske Alper. En kæmpemæssig udbredelse, hvilket også betyder, at der findes en række underarter. Verdensbestanden anslås i et groft skøn til at ligge på mellem 13,4 mio. og 23,2 mio. voksne fugle (BirdLife International 2018).
Den europæiske bestand vurderes til at være på mellem 4 mio. og 7 mio. voksne fugle (BirdLife International 2021).
Den træffes ligesom de øvrige skovfugle typisk i ældre nåleskov med en frodig undervækst af
forskellige planter og træer, gerne i fugtige områder.
Diæten består uden for yngletiden af plantedele, inkl. knopper og bær, og bliver i yngletiden suppleret af insekter. Den normale kuldstørrelse er 3-6.
Bestandene rundt omkring har været vigende de senere årtier pga. ændret skovdrift med store maskiner og dræning, og den er derfor blevet fredet i nogle europæiske lande.
Jagten på den foregår både på traditionel vis som ved de andre skovfugle med stående eller stødende hund eller hund, der giver hals, når fuglen er jaget op i et træ, og den skydes ofte tilfældigt, når jagten gælder urfugl og tjur, men den jages også målrettet ved brug af lokkekald. Det sidste udøves gerne sidst på dagen, hvor hanernes kald imiteres.
Det er først og fremmest andre haner, der lokkes til for at jage den fremmede væk, men høner kan også blive lokket til. Ved denne jagt vil fuglene oftest sætte sig i et træ, og nogle fortrækker at bruge en salonriffel i stedet for haglbøssen til at nedlægge dem med.
Markus Malmivaara og den finske spids Ellie beundrer en hjerpe, som Ellie sørgede for kom for bøssen.Ved den traditionelle jagt vil haglbøssen være at foretrække, da en hjerpe letter som en lille kanonkugle, tit fra en gren i et træ, og flyver afsted i en hurtig, lige flugt, og de er generelt ikke så sky som deres større slægtninge.
De kan være meget svære at få øje på, uanset om de er på jorden eller i et træ, da deres smukke fjerdragt falder sammen med omgivelserne.
Er man heldig at nedlægge en af disse ”raketter”, så kan man ikke lade være med at beundre denne lille, smukke fugl, og man kan glæde sig til en delikatesse på middagsbordet.
