Synspunkt af Henning Kørvel: Hvad er behovet for forvaltningsplaner i dansk jagtforvaltning?
Hvad skal vi med forvaltningsplaner?
Synspunkt af Henning Kørvel
I Danmarks Jægerforbunds natursyn står der, at forvaltningsplaner vil medvirke til at sikre jagtens bæredygtighed. Men forvaltningsplaner bruges kun til truede arter og til at holde en given vildtart på et bestemt niveau som kortnæbbet gås.Bestanden af kortnæbbet gås er reduceret fra 80.000 til 60.000 stk., og bestanden og jagten overvåges konstant. Fordi forvaltningsplaner er et kompliceret stykke værktøj, hører det ikke i almindelighed hjemme i Danmark. Her har vi tradition for at regulere jagt med at skrue på jagttiden, og hvis jagten truer en art, skal jagttiden skrues ned.
Forvaltningsplaner er et uhyggeligt dyrt og kompliceret værktøj at bruge, og det ville se godt ud, hvis Danmarks Jægerforbund var fortaler for dette i stedet for at slå på så komplicerede mekanismer som forvaltningsplaner.
Der bør være mulighed for jagt på såvel private som offentlige arealer, inklusive søterritoriet, hvor jagt kan udøves på forsvarlig vis.
Jagt bør indrettes efter vildtets bestandsudvikling og det er derfor vigtigt, at der for relevante vildtarter (hvilke?) udarbejdes forvaltningsplaner, der kan medvirke til at sikre jagtens bæredygtighed. Dette står at læse i Danmarks Jægerforbunds natursyn.
Læs mere om Adaptiv forvaltning
Man tror først, at man har læst forkert, men nej, det står skam i natursynet, som er godkendt af Danmarks Jægerforbunds repræsentantskab, men betyder det så, at vi skal have forvaltningsplaner for de mest almindelige jagtlige arter som fasan, gråand, gæs og hjortevildt?
Nej, heldigvis ikke. Hvad skulle vi dog bruge dem til?
Forvaltningsplaner bruges kun for arter, som er truede, eller til at holde en bestand på et bestemt niveau.
Vi har i dag kun forvaltningsplan for kortnæbbet gås, der yngler på Svalbard.
Fordi kortnæbbede gæs anretter stor skade på norske landmænds afgrøder og på den sårbare tundra på Svalbard, ønsker man med forvaltningsplanen at reducere antallet af kortnæbbede gæs fra 80.000 til 60.000, hvilket er lykkedes.
Forvaltningsplaner vil undtagelsesvis blive brugt som i tilfældet med kortnæbbet gås, hvor bestanden af hensyn til norske landmænds afgrøder og tundraen på Svalbard reduceres til 60.000 for at kunne holde skadeseffekten på lavt blus fremadrettet.
Til dette er intens overvågning nødvendig, og professor Jesper Madsen er tovholder, og der findes en hjemmeside, http://kortnaib.au.dk med information til såvel jægere som andre interessenter.
Det giver helt sig selv, at forvaltningsplaner er både en dyr og omstændig foranstaltning, fordi det kræver megen overvågning af en bestand og jagten og udarbejdelse af rapporter, der koster ”det hvide ud af øjnene”, fordi kørepenge vil løbe op i svimlende beløb.
Styring af jagt med jagttiderne
Vi har i Danmark tradition for at regulere vildtbestande med jagttiderne, baseret på statusrapporten fra DCE forud for hver jagttidsrevision.
Her er der rigeligt med fakta og data om alle de vildtarter, som er jagtbare i Danmark, og fordi inden jagtbare arter er i tilbagegang, er der ikke behov for udarbejdelse af bestandsplaner for andre arter udover kortnæbbet gås. Forvaltningsplaner komplicerer tingene, og det er vel ikke det, som Danmarks Jægerforbund skal være fortaler for?
Harer og agerhøns følges i et andet spor, som der endda gives penge fra jagttegnsmidlerne til. Der skydes godt 27.000 harer og 11.000 agerhøns i Danmark, hvilket er en skygge af sig selv, fordi vi i 1940-erne og 1950-erne skød cirka 500.000 harer årligt.
Af råvildt skydes i dag godt 68.000, hvilket er næsten en halvering i forhold til 2009-2010, hvor tallet toppede med godt 133.000 stykker nedlagt råvildt.
Og hvis man om ikke skulle have en forvaltningsplan, så dog undersøgte årsagen til tilbagegangen i råvildtbestanden på landsbasis, så kunne jeg forstå det, men hidtil har Vildtforvaltningsrådet ikke villet foranstalte en undersøgelse på trods af, at bestanden omtrent er halveret i forhold til 2009-2010.
Et eller andet er jo galt. Den ”fynske råvildtsyge” kendes over hele landet, men vi kan altså ikke få at vide, hvorfor råvildt dør afkræftet af diare.
I natursynet står der endvidere, at jagt i Danmark skal udøves på et bæredygtigt grundlag og skal som udgangspunkt ske på både selvreproducerende bestande og ”naturnær udsætning”.
Det sidste forstår jeg simpelthen ikke. Hvad betyder ”naturnær”?
Hvis naturnær overhovedet skal give mening, så må det gælde for al udsætning, fordi den jo sker i naturen (naturnær), men det er nok ikke sådan, man skal forstå det begreb, som Danmarks Jægerforbund har opfundet til denne lejlighed.
Fasaner det mest populære vildt
Jeg vil ikke begive mig ud i spekulationer om en mulig fortolkning, men finder blot, at begrebet er underligt, når Vildtforvaltningsrådet har lagt låg over udsætninger med en regel om, at man på arealer over og under 100 hektar må udsætte 100 fasaner, og der med naturplaner kan udsættes 7-12 fasaner pr. hektar.
Hvad skal vi med andre regler udover disse for fasanudsætning?
Hvad enten vi kan lide det ej, er fasanen den mest populære vildtart, der nedlægges i det største antal, nemlig omkring 600.000.
Nogle har den ide, at hvis naturen var i orden i primært det åbne land, og fasan fandtes i store vilde bestande, så ville udsætning ikke være påkrævet.
Det kan delvist være rigtigt, men det var for at kunne skyde mere end under normale forhold, at Christian 8. i 1840 flyttede det kongelige fasaneri fra Jægerspris til Kongelunden på Amager og begyndte at udsætte fasaner der. Hvor fasanudsætning på Jægerspris mislykkedes, lykkedes det med stor succes derimod i Kongelunden. Og mange danske godser fulgte herefter med fasanudsætning.
Snart havde man opbygget en bestand på 700-1.100 fasaner, og man skød et år 500 stk., før udsætning af fasaner blev droppet, og den sidste kongejagt i Kongelunden blev afviklet i 1919.
I mange år i træk derefter udsatte man fasaner i Freerslev Hegn i Nordsjælland til kongelige fasanjagter. De sidste år udsatte man 1.700 fasaner, men udsætningen blev droppet i1980-erne, fordi ynglende duehøge gjorde fasanudsætning på stedet umuligt, og i stedet for lejede kongehuset i nogle år en dagjagt på fasaner på et sjællandsk gods.
Men det er en helt anden historie.
