Vildtforvaltningsrådet har netop indsendt deres anbefaling til fremtidens hjortevildtforvaltning og dermed ufrivilligt åbnet døren til en debat om, hvem der skal bestemme i dansk jagtlovgivning.
Kommentar af Michael Sand, Netnatur.dk
Hjortejagten er reduceret med 3,5 måned. Det blev det mest iøjnefaldende resultat af den indstilling, som Vildtforvaltningsrådet nu sender til Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Den Nationale Hjortevildtgruppes forslag om indførsel af SMS-kontrol bestod åbenbart ikke trykprøven i Vildtforvaltningsrådet og kom således ikke med i forslaget.
I Vildtforvaltningsrådet er der derimod massiv opbakning til, at der indføres arealbegrænsning.
Efter Vildtforvaltningsrådets indstilling er røgsløret i den lange proces dermed endelig ved at lette. Det er endnu svært at orientere sig, men klart står det, at jægerne kan miste 3,5 måneders jagttid på hjort. Og at der er lagt op til et ny begreb i dansk jagtpolitik, der hedder arealbegrænsning.
Det fremsendte arealkrav er for så vidt ikke det interessante. Det afgørende er, at ministerens rådgivende råd mener, at de skal have udvidede beføjelser, hvis jagt- og vildtforvaltningen fremover skal styres.
Nationale og regionale jagttider er ikke længere tilstrækkelige. Afskydningen skal reguleres også ved hjælp af arealbegrænsning.
Under et af Jægerforbundets dialogmøder – afholdt efter forslaget var fremsendt – fik formanden for Vildtforvaltningsrådet Jan Eriksen den sidste replik
– Det er ikke cyklisterne, der bestemmer færdselsreglerne i dette land, og det er ikke jægerne, der bestemmer, hvordan jagtlovgivningen skal være. Men I er en meget vigtigt stemme.
Det er der næppe noget opsigtsvækkende i … Det står ret klart for de fleste danske jægere.
Men den noget bombastiske udtalelse fra rådets formand er alligevel en døråbner til en mere principiel debat. For hvem er det egentlig, der skal bestemme, hvordan jagtloven skal være?
Skal fremtidens vildtforvaltning fortsat lægges mere eller mindre ukritisk i hænderne på Vildtforvaltningsrådet.
Eller er der tegn i sol og måne på, at vildtforvaltningspolitikken står overfor en ny periode.
Folketingspolitikeren Thomas Danielsen (V) har fulgt den igangværende debat om fremtidens kronvildtforvaltning. Og han ønsker ikke, at anbefalingen fra rådet skal stå alene og uimodsagt.
Han har derfor taget initiativ til en åben høring, hvor et bredt fagligt udvalg skal belyse fremtidens hjortevildtforvaltning.
Dette initiativ er åbenbart faldet i god jord hos læserne af Netnatur.dk. Flere end 600 har klikket på ”syntes godt om” artiklen, der beskriver dette forslag.
Høringen er åben for alle og ifølge Netnatur.dks oplysninger er halvdelen af de 150 pladser allerede booket, hvilket tolkes som udtryk for meget stor interesse for sagen.
Står det til Danielsen vil man også fremover se en åben debat om jagtpolitikken blandt landets folkevalgte politikere.
Tiltaget er kun en naturlig konsekvens af den udvikling, der har kendetegnet rådet de sidste mange år. Det faglige bliver efter meget at dømme ofte skubbet i baggrunden til fordel for det politiske.
Det er ikke kun et spørgsmål om hvorvidt man kan høste af naturens overskud. Det har blandet sig mange andre hensyn ind i processen.
Og for at tilgodese så mange synspunkter som mulig, indgås der de berømte studehandler. Rådet har flyttet sig fra et fagligt til et mere politisk funderet råd.
Og dermed har Vildtforvaltningsrådet i princippet sat spørgsmålstegn ved sin egen eksistensberettigelse.
Indbydelsen til den åbne høring betyder da også, at Vildtforvaltningsrådets indstilling ikke er godkendt endnu. Først d. 24. august skal forslaget stå den endelig trykprøve.
Her skal Vildtforvaltningsrådets formand stå på mål for det fremførte forslag, som bygger på antagelsen om, at de danske jægere ikke kan finde ud af det.
Han skal også redegøre for, at Vildtforvaltningsrådet også er svaret på de problemer, som Vildtforvaltningsrådet selv har påpeget.
Formanden kan ikke læne sig op af enigheden i rådet. Det er ikke i sig selv et argument.
Derfor vil han blive afkrævet en faglig redegørelse, der sandsynliggør at kortere jagttid på hjort vil give øget afskydning af hinder.
Det fremsendte forslaget åbner nemlig ikke op for, at der kan skydes flere hundyr.
Og det rejser nye spørgsmål.
Måske er det slet ikke jægerne, der ikke kan finde ud af det. Måske er det lovgivningen, der er for stram i forhold til de udfordringer, som land- og skovbrug står med i forhold til den eksplosive vækst i antallet af krondyr.
Måske er den voldsomme udvikling i bestanden først og fremmest et udtryk for at de danske jægere holder den danske lovgivning. Lovgivningen påbyder dem nemlig at stoppe jagten længe før det bliver mørkt og hind og kalv træder ud på markerne.
Formanden for Vildtforvaltningsrådet er dog ikke i tvivl om hvor ansvaret skal placeres.
– Vi har en bunden opgave med at skabe balance i kronvildtbestanden, og uenighed blandt jægerne har stået i vejen for en frivillig løsning siden 2004, udtaler han ifølge DJ’s hjemmeside.
Dette postulat vil sikkert også blive udfordret i den nye demokratiske proces, der er varslet i dansk jagtpolitik.
Der jo trods alt to måder at hæve andelen af voksne hjorte på. Enten kan man begrænse jagttrykket på hjortene – eller også kan men øge jagttrykket på hinder.
Og hvorfor Vildtforvaltningsrådet har stirret sig blind på den ene løsningsmodel, kan der kun gisnes om.
Det er trods alt ikke den påståede lave andel af voksne hjorte, der får landbruget til at beskytte deres afgrøder med elektriske hegn. Det er det samlede antal dyr bestående af både hjort, hind og kalv.
Vildtforvaltningsrådets indstilling ligner da også mere regulær fordelingspolitik end det ligner ansvarsfuld forvaltning.
Det har været vigtigere at bevare brunstjagten for de få end det har været at værne om den senere anlagte efterårsjagt for de mange.
Det har de forskellige organisationer omkring bordet i Vildtforvaltningsrådet formået at blive enige om. Selv Danmarks Jægerforbund vælger at stå bag den del af forslaget. Også selv om det er meget tvivlsomt om forslaget fører til den andel af voksne hjorte, som der efterlyses.
Enigheden i rådet er vigtigere end noget andet. Selv Danmarks Naturfredningsforening, der tidligere har sendt brunstjagten en bredside, har indstillet kritikken.
Men det bliver næppe sidste gang DN vil påstå, at de danske brunsthjorte ikke bliver anvendt til menneskeføde.
Men når den debat dukker op igen, kan der meget vel være indført arealbegrænsning som princip i dansk vildtforvaltning. Om såfremt dette princip breder sig i den almindelige forvaltning, er der lagt op til mange spændende debatter.
Jægerforbundet bakker ikke op om arealbegræsning, hævdes det i den pressemeddelelse, der udgik fra Vildtforvaltningsrådet i går. Desværre tilgik denne skrivelse ikke Netnatur.dk, selv om vi p.t. er det eneste medie, der har vist debatten væsentlig interesse.
Hvad Jægerforbundet mener to minutter efter lukketid er naturligvis mindre interessant. De er en del af planen og har selv været med til at indstille den til Vildtforvaltningsrådet, som nu altså har valgt at sende den videre til miljø- og fødevareministeren.
Desværre er der for sent med en fortrydelsespille.
Forslaget er sendt videre og det rejser spørgsmålet om, hvem der har talt de fleste jægers sag.
Jægerforbundet repræsenterer kun en godt en tredjedel af de danske jægere og selv blandt medlemmerne ser det ud til at forbundet mangler opbakning til deres eget forslag. Det viser de netop afholdte dialogmøder.
En undersøgelse gennemført på de sociale jagt-medier påpeger desuden, at mindre end hver tiende mener, at Jægerforbundet bør støtte den fremlagte plan.
Undersøgelsen er bestemt ikke repræsentativ. Overhovedet ikke. Men set i forhold til Jægerforbundets stærkt omdiskuterede fornemmelse for det tavse flertal, er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg ville læne mig op ad, hvis jeg var politiker og gerne ville imødese de danske jægers ønsker.
Det er da også denne virkelighed, som fremtidens vildtforvaltning kommer til at tage udgangspunkt i. Folket har nemlig fået en stemme på de sociale medier, og den lader sig ikke knægte. Den er for længst flyttet ind i det politiske liv, hvor den lever side om side med de signaler, der udgår fra organisationerne.
Om det er godt eller skidt er ikke en væsentlig debat, for det står ikke til at ændre.
Mere væsentlig er det at se på, hvordan den siddende minister på områder agter at skelne den faglige rådgivning fra de mere politisk motiverede indspark. Den debat er nemlig i høj grad væsentlig.
