Jagtens Forår, der er blevet navnet på den bevægelse, der med Facebook som talerør, argumenterer for demokrati og mere åbenhed i Danmarks Jægerforbund, tabte første runde, da Jagtens Hus blev stemt hjem …
Af Michael Sand
Jagtens Forår er den blevet kaldt. En endnu uorganiseret bevægelse, der trods uenighed om mangt og meget, er i opposition til ledelsen i Danmarks Jægerforbund. Det er især planerne om Jagtens Hus, der har fået kritikerne frem i skærmlyset i de sidste ugers uhørt hektiske Facebookdebat.
Men nu er det hele forbi. Jagtens Hus blev trods de mange kritiske indlæg på Facebook vedtaget, og dermed fik hovedbestyrelsen i Danmarks Jægerforbund sin vilje.
Udtryk for beslutsomhed, hævder tilhængerne, der er glade for, at bestyrelsen udviste handlekraft og på så kort tid “kørte planen” i mål. Ønsket om at samle Danmarks Jægerforbund under ét tag har været undervejs i årevis, og nu er det endelig en realitet.
Men beslutningen var alt andet end beundringsværdig, hævder kritikerne. Processen var en kujonagtig forestilling. Hovedbestyrelsen turde ikke tage debatten med medlemmerne. Derfor blev beslutningen gennemført bag om ryggen på medlemmerne, uden af de var informeret om de voldsomme byggeplaner til 60 millioner kroner. Hovedbestyrelsen turde ikke tage debatten.
En af de varmeste fortalere for en mere demokratisk beslutningsproces, er Ejner Gubi, der i mange år har været en del af det politiske liv i Danmarks Jægerforbund. På Facebook kommenterer han de delegeredes beslutning, hvor kun cirka 25% stemte imod hovedbestyrelsens forslag. Ejner Gubi siger bl.a. følgende:
“Mindretallet vil uden slinger i valsen gerne et fælles domicil og geografien var i store træk ikke årsag til modstanden.
Det mindretallet ville, var følgende:
Et mere sikkert grundlag for den foreslåede model, hvilket vi ikke fik.
En proces, som også tog hensyn til hele Jægerforbundets fundament; medlemmerne og foreningerne, hvilket vi ikke fik.
Et fælles domicil, som kan forsvares ift. investeringen, hvilket vi ikke fik.
Et fælles domicil, som ikke kun består af bygninger, hvilket vi ikke fik.
Et skudsikkert budget, hvilket vi ikke fik.
Et projekt uden tvivlsspørgsmål og løse ender, hvilket vi ikke fik.
Et projekt, hvor såvel ansatte som medlemmer vægter, hvilket vi ikke fik.
Et projekt, hvor købspriserne for grundarealet afspejler virkeligheden, hvilket vi SLET ikke fik.
Et projekt, som på alle måder kunne opfylde specifikationskravene, hvilket vi heller ikke fik.”
Ejner Gubi var selv på talestolen under det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i Fredericia. Men trods applaus fra salen faldt resultatet anderledes ud, da de 385 stemmer skulle gøres op.
“Nu er stemmerne afgivet og optalte, så tilbage har vi nu en tid, hvor medlemmerne for første gang og for alvor skal vurdere, om de nu også mener de fik den indflydelse på Jægerforbundets økonomiske dispositioner, de som medlemmer retfærdigvis kan forvente. Og om de nu også synes det er en god idé, at bruge den opsparede kapital og tilmed gældsætte sig for op til 40 mio. kr.”
“Jeg tør ikke umiddelbart spå på, hvad der vil ske med medlemstallet, men ift. det netop vedtagne projekt med tilhørende budget, vil det få fatale konsekvenser, hvis “bare” 5% af medlemmerne takker nej.”
“Dette har HB fået at vide under dagens møde, men da forslaget var strikket så snedigt sammen, at der kun kunne stemmes ja eller nej til det, af HB fremsatte forslag, havde mange ikke den fornødne is i maven til at sende HB hjem med et bundet mandat til at arbejde videre, men med et nyt projekt.” skriver Ejner Gubi.
Interessen for beslutningen om Jagtens Hus var stor, og mens de delegerede holdt vejret, buldrede debatten løs på Facebook. En enkelt tråd nåede omkring 450 indlæg, inden de delegerede sagde ja til hovedbestyrelsen indlæg.
Efterfølgende tog debatten en ny drejning. Nogle følte, de havde vundet. Andre at de havde tabt. Det gode gamle råd om at tabe og vinde med samme sind, holdt naturligvis ikke. Ofte er det nemlig vanskeligt at være sur, når man har vundet.
Ikke desto mindre var det indtrykket, som stod mest klart for dem, der fulgte diverse Facebook debatter, der udspandt sig efter afstemningen.
Vinderne og tilhængerne af hovedbestyrelsens handlekraftige beslutning benyttede aftenen til at kanøfle kritikkerne, der mente, at beslutningsprocessen var kujonagtig og udemokratisk. En ellers overvejdende saglig debat blev temmelig følelesladet, og også enkelte fra oppisitionen smed med brosten.
Intet er så lunefuldt som det danske forårsvejr, og det endnu uorganiserede Jagtens Forår må se i øjnene, at de tabte det første store slag om demokrati og mere åbenhed i toppen af Danmarks Jægerforbund. Over for det velorganiserede repræsentative demokrati var de magtesløse.