Jagthunde fødes med evnen til markere, men skal man halve den fulde glæde sin apporterende jagthund skal man ikke undervurdere disciplinen under træningen
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Af Michael Sand
Langt de fleste stykker vildt, som bliver apporteret, bliver fundet, fordi hunden så vildtet falde mod jorden og derfor var klar over, hvor den skulle indlede sin eftersøgning.
En hund, der anvendes meget til jagt, kan udvikle en næsten overnaturlig evne til at markere en fugls fald over selv ganske betragtelige afstande.
Selv om evnen til at markere er overordentlig vigtig, er det sjældent særlig vanskeligt at lære hunden at holde fokus på det sted, hvor vildtet faldt. Den fødes med denne evne samt ikke mindst evnen til at huske, hvor den har set noget falde mod jorden.
Engang trænede jeg en lille labradorhvalp. Allerede i en alder af 9-10 uger viste hunden forståelse for at forbinde forskellige punkter i terrænet. Smed jeg en bold i ankelhøjt græs, som den ikke kunne finde, gik den tilbage til mine fødder og tog endnu engang bestik af situationen. Derefter tog den ikke fejl, og det var, som man kunne se dens selvbebrejdelse over i første omgang at have skudt forbi målet.
Under de første øvelser kan man sætte hunden af og bevæger sig små 20 skridt bort, hvorefter dummyen kastes højt op i luften, således at hunden tydeligt kan følge dens lange fald mod jorden.
Hunden skulle på det tidspunkt gerne være stabil og blive tilbage. Er det ikke tilfældet, må man tilbage i lektionerne og evt. med mere provokerende kast med dummyen lære hunden, at den skal blive, indtil den får besked på andet.
Når man efter kastet er tilbage ved hunden, peges der efter en lille pause mod apporten, hvorefter den sendes af sted. Den udstrakte arm er næppe nødvendig, eftersom hunden i langt de fleste tilfælde udmærket ved, hvor den skal begynde at søge. Men armen hjælper i de situationer, hvor den sendes ud efter en dummy, som den ikke har set falde. Her er det en fordel, at man kan sende hunden i den rigtige retning og dermed sikre sig, at den indleder apportsøget hensigtsmæssigt i forhold til vind og terræn og stedet, hvor vildtet faldt.
Ud
Efterhånden som hundens markeringer bliver mere eller mindre rutinepræget, kan man begynde at anvende kommandoen ud, da det senere kan vise sig overordentlig vigtigt, at hunden lærer signalet for at søge længere væk fra føreren, før den overlades til sig selv og det frie søg.
Ikke mindst under apportering i vand er det vigtigt, at man er i stand til at dirigere hunden over til søens modsatte bred, før den starter eftersøgningen. Anskudte ænder gemmer sig oftest i bevoksningerne langs søens bred, og derfor er det naturligvis afgørende, at hunden begynder eftersøgningen der, hvor chancen for et heldigt udfald er størst.
Efter at hvalpen er sendt ud mod en apport, den har set falde, kan den fløjtes ned. På dette stadie i dressuren burde det ikke volde problemer at stoppe den, når den er omkring 20 meter væk. Hvalpen vender sig så automatisk omkring og kigger på føreren, hvorefter man med opstrakt arm og løs hånd vinker hunden videre med kommandoen ud. De fleste hvalpe lærer hurtigt, at denne kommando betyder, at de skal gå væk fra træneren.
Det er god træning at bremse hunden under dens vej mod apportemnet, men øvelsen må ikke overdrives, da dette kan spolere hundens arbejdsglæde. Hundens reaktion og individuelle forståelse er også her retningsgivende.