John Chris kan ikke genkende Claus Lind Christensens udlægning af medlemsudviklingen i Danmarks Jægerforbund, da forbundets egen hjemmeside viser en anden udvikling end den, formanden fremlægger i sin skrivelse på Netnatur.dk
John Chris: Det er da ikke troværdigt!
Synspunkt af John Chris
Ja, det meste af det, vi kan læse på Netnatur.dk d. 16. januar 2026 fra Danmarks Jægerforbunds formand Claus Lind Christensen, har vi vist alle hørt før. Og der er et par ting i den her ordstrøm fra Danmarks Jægerforbunds formand Claus Lind Christensen, som med rette kan debatteres.
LÆS DJ-formandens indlæg: At stå alene er ikke at stå stærkt
Overskriften på hans indlæg: At stå alene er ikke at stå stærkt. Men hvor ved han det fra?
For Danmarks Jægerforbund står jo aldrig alene i forbindelse med de indstillinger, som Vildtforvaltningsrådet (VFR) indstiller. Og den ene ting, jeg kan erindre, de har stået fast på, er, at de ikke bakker op om arealkrav.
Danmarks Jægerforbunds ”kamp” imod arealkravet har været SÅ usynlig, at ikke engang den tidligere næstformand i VFR kunne få øje på Jægerforbundets ”kamp” imod arealkravet.
LÆS: Arealkrav: Næstformand i Vildtforvaltningsrådet såer tvivl om DJ´s officielle holdning
Og så er der trangen efter, at ALT, der indstilles til VFR, SKAL der være konsensus om. Men når prisen for konsensus i en given sag bliver SÅ høj, at al faglighed, moral og etik sælges ud, ja, så skal man da sige fra.
Det er da dybt utroværdigt, at man altid skal høre på Danmarks Jægerforbunds høje idealer omkring faglighed, moral og etik, når det gang på gang sælges ud for at være garant for en konsensus, som er ligegyldig. Og DET er for svagt, og her har Henning Kørvel 100 % ret.
Og selv med denne lange ordstrøm om alle Jægerforbundets anstrengelser og hvor kompleks en verden, de skal manøvrere i, så kommer der stadig ingen forklaring på de helt fraværende resultater.
Hjortesagen som eksempel
Hjortevildtsagen er et rigtig godt eksempel. Der er igennem 12 år afholdt et utal af møder, brugt utallige ressourcer og produceret uendelig mange dokumenter, referater, rapporter og artikler i både lokale, regionale og nationale hjortevildtgrupper. Gennem Danmarks Jægerforbund og de respektive medlemmer af Vildtforvaltningsrådet – og af Vildtforvaltningsrådet selv. Og den eneste ændring, der er kommet, kom i 2016 og blev implementeret i 2017, og den havde hverken Vildtforvaltningsrådet eller Danmarks Jægerforbund noget som helst med at gøre.
Så hvad skal vi egentlig bruge alle de ord, som Claus Lind Christensen kommer med her?
Der er jo ikke mange, der længere tror på noget af det, der kommer fra Danmarks Jægerforbund alligevel.
Troværdigheden er væk!
Og så nævner Danmarks Jægerforbunds formand Claus Lind Christensen også, at han ikke kan genkende medlemsflugten fra Danmarks Jægerforbund.
Men her er tallene fra sidste repræsentantskabsmøde:
Og for at ramme denne sags alvor ind, så udtalte Claus Lind selv dette på et HB-møde den 18-11-2024:
”18-11-2024 HB-møde
CLC udfordrede hovedbestyrelsen på, hvorvidt HB ønsker at fastholde et konservativt budget på området eller er indstillet på at hæve ambitionen om at øge medlemsantallet og dermed indtægterne inden for et realistisk niveau ud fra den betragtning, at uden en stigning i indtægterne er der ikke den nødvendige økonomi til nuværende niveau.”
Og på et HB-møde den 22-10-2025 udtalte Jens Kjær (økonomiansvarlig i Danmarks Jægerforbund) dette:
”Trods et fald i medlemstallet stiger organisationsgraden, da der også er et fald i antal jagttegnsindløsere. Faldet i medlemstallet betyder, at der vil være tre pladser færre i repræsentantskabet i 2026.”
3 færre pladser til repræsentantskabet svarer til minimum 750 medlemmer.
Disse ”tabte” medlemmer, inkl. de 750 som nævnes ovenfor, udgør (med 2025-priser) en indtægtsnedgang på kr. 2.243.027,-
Så jeg kan ikke rigtig forstå, hvad det er, Claus Lind Christensen ikke kan genkende.
Jeg er da noget målløs over, at man skriver et læserbrev som dette, som er helt i modstrid med, hvad Danmarks Jægerforbund selv har ført til referat.
Det er da ikke troværdigt!
Helt galt … men er baglandet mon indforstået?
Nu kan det her jo lyde helt galt … Men fortvivl ikke, for læser man, hvad Danmarks Jægerforbund selv informerer deres medlemmer om, så kan man jo erfare, at Danmarks Jægerforbund allerede er ved at finde midler internt til at kompensere for ovennævnte indtægtsnedgang.
På side 17 i dette link kan man læse følgende:
”Hovedbestyrelsen havde holdt et godt møde med kredsformændene til drøftelse af Pulje D, som er de midler, kredsene har til rådighed. Her blev aftalt at nedsætte det hidtidige rådighedsbeløb pr. kreds fra 250 tkr. til 100 tkr. årligt, da det har vist sig, at kredsene sjældent gør brug af det fulde beløb.”
Så her er der da fundet 8 x kr. 150.000 = kr. 1.200.000,-
Og man må vel antage, at kredsene er indforstået med denne noget mindre tilskudsmulighed.
Arbejder DJ på at dække over anstrengte økonomi?
Men Danmarks Jægerforbund arbejder internt med flere muligheder for at dække deres anstrengte økonomi. Og her kommer Jægernes Naturfond ind i billedet, for der ligger en pose penge på + kr. 11.500.000,-. Disse kan man ikke røre, da de lovmæssigt er bundet til fonden, og jf. loven kan stifteren af fonden heller ikke selv søge midler fra fonden.
Men man kan jo vælge at vedtage fremadrettet, at de 20 kr., som hvert medlem betaler til fonden via deres medlemskab, IKKE længere skal gå til fonden, men derimod måske til driften af Danmarks Jægerforbund. Og er der 55.000 medlemmer, der hver betaler kr. 20,-, så er det jo yderligere kr. 1.100.000,- i kassen.
I dette scenarie beskrives her f.eks. løsning 2 ud af 4 foreslåede løsninger.
Løsning 2 lyder:
”At kontingentet ændres, så de 20 kr. pålægges kontingentet med det formål at styrke DJ’s økonomi”
(svarende til en kontingentstigning på ca. 2,3 %).
Og her beskriver Danmarks Jægerforbund så, hvad løsning 2 vil betyde (CITAT):
”Løsning 2 Denne løsning vil betyde en øget indtægt, som også vil blive indeksreguleret, men det vil være usynligt for det enkelte medlem, hvorfor kontingentet stiger, og det vil også være usynligt, hvad pengene vil blive brugt til.”
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over Danmarks Jægerforbunds gøren og laden, men blot fastholde, at jeg har noget svært ved at melde mig ind i sådan en forening her. Men jeg synes da, at der her er nogle gode emner at tage op på de foranliggende årlige jægerrådsmøder og kredsmøder.
Og så lige til sidst:
Knæk og bræk til Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelse og kredsformænd til deres møde- og jagtweekend i Skælskør i denne weekend.
LÆS også:




