Af Redaktionen
Elge og ulve må godt være her. Vaskebjørn, muntjack og nilgås må ikke.
De første nævnte er nemlig naturligt hjemmehørende, hvorimod de tre andre er såkaldte invasive arter.
EU har inddelt Europas dyr i hjemmehørende og ikke hjemmehørende grupper. Eller i dem der godt må være her og dem der ikke må.
Danmark har allerede tilsluttet sig EU’s kamp mod naturterroristerne. Og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der ellers ikke er meget for overimplementering af EU regler, er tilsyneladende gået ”all in” i kampen mod de fremmede elementer i vores fælles natur.
– Vi bruger enorme beløb på at bekæmpe invasive arter i de enkelte lande. De ødelægger vores natur, og de truer store økonomiske interesser. Derfor skal vi gå sammen i EU om en fælles indsats og fælles regler, så der er større chance for at få has på dem, siger altså landets miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Naturlig kamp mod naturlige udvikling
2015 vil især blive husket som det år, hvor elgen vendte tilbage til kongeriget. Godt nok kan det diskuteres om elgen reelt er vendt tilbage al den stund, at de svenske elge endnu er lige så meget under hegn som elgene i Ree Park og Skandinavisk Dyrepark.
På sigt skal elgene dog sluses fra et mindre til et større hegn. Men selv om elgene skal forblive under kontrollerede forhold, vil de leve ”naturligt” og ernærer sig af det, som det hegnede vildmoseområde kan producere af føde.
Det er nemlig hele ideen med elge i dansk natur. Måske viser det sig ligefrem, at elgen er ”the missing link” i den naturlige danske naturforvaltning.
Dansk natur trues nemlig i udpræget grad af naturlig tilgroning. Blandt andet på grund af manglende tilstedeværelse af store dyr som f.eks. elge og europæisk bison, som snart kan opleves fritgående på klippeøen Bornholm.
Død over den lille hjort
Jobbet som naturlig naturplejer kan dog ikke overlades til den asiatiske muntjack, som allerede har forvildet sig i midtjyske natur. Muntjak er nemlig på EU’s liste over uønskede arter, og er alt andet end ønsket i danske skovområder.
I England han man blandede erfaringer med den asiatiske hjortart, der på få årtier har formået at blive landets mest udbredte hjortevildtart.
Det har betydet, at arten er blevet en alvorlig udfordring for landets oprindelige flora. Især bundvegetationen i mere lysåbne skovområder kan lide overlast, når bestanden af den lille hjorteart bliver for stor, fordi der skydes for lidt.
Skal ulven på dødslisten?
Store bestande af hjortevildt kan Danmarks spirende ulvebestand måske tage sig af. Ulven må nemlig godt være her. Den er hjemmehørende. Eller det var den i det mindste for over 200 år siden.
Nu er den her igen. Og den skal være velkommen, lyder det i indbydelsen fra det mere officielle Danmark. Dog er det ikke alle landets indbyggere, der har skrevet under på den indbydelse.
Det er næppe gået nogen forbi, at ulvenes tilbagevenden har fået en blandet modtagelse. Langt fra alle ønsker den velkommen tilbage og ikke mindst udsigten til, at de første ulveunger snart kan opleves på dansk jord, har pustet nyt liv i den til tider ophidsede debat. En debat der har bølget op og ned siden Thy-ulven pludselig dukkede op i landets første reservatet længst mod nord.
I 2015 fik den danske ulvedebat dog en ekstra luns kød, da et svensk dagblad råt for usødet begyndte at skrive om den danske såkaldte fotofælde ulv.
Det er slet ikke en ulv, men en hybrid som der ses på billedet, udtalte en ulvedebattør, som desuden er professor og uddannet zoologisk konservator.
Betyder det, at ulven da skal på dødslisten, såfremt den finske ulvedebattør ellers har ret og den dansk ulv i virkeligheden slet ikke er en ulv, men en såkaldt hybrid? Altså en blanding mellem en ulv og hund.
Det spørgsmål var ikke så nemt at besvare, som det var at rejse. Og mens tilhængere af ulv tilsyneladende klamrede sig ukritisk til DNA-teorierne valgte modstandere af danske ulve lige så ukritisk at tage hybrid-teorierne for pålydende.
Det var ikke nemt og religion og tro fyldte som sædvanligt hullerne de steder, hvor dokumentationen virkede mangelfuld. Dermed forblev hver salig i sin tro.
Den nemme nilgås
Meget nemmere er det med nilgåsen. Her kan man allerede høre, at der er tale om en art, der ikke hører hjemme på vores breddegrader. Nilgås kaldes også for egyptisk gås.
Nilgåsens oprindelige yngleområde gik dog helt op til Donaufloden, som har sit udspring i det sydlige Tyskland. Måske er det derfor den lille gås ikke optræder på EU’s dødsliste, selv om den i Danmark er fredsløs og må jages hele året.
De nilgæs, der ses her i landet, menes nemlig at stamme fra et udslip i England, og på Naturstyrelsens hjemmeside kan man læse, at arten har en ret aggressiv adfærd overfor andre ynglende arter. Dårlig og utilpasset opførsel gør det naturligvis ikke nemmere for arten at blive slettet fra dødslisten og få en almindelig jagttid ligesom alle andre gæs, der kan finde ud af at tilpasse sig, som f.eks. den canadiske gås.
Gyldne sjakaler
2015 blev også året, hvor Danmark oplevede endnu en ny pattedyrart. Nemlig guldsjakalen.
– Det er altid vildt spændende og ganske sjældent at få nye arter af pattedyr i den danske natur, lyder det fra Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN), som dog vil drøfte det med sit bagland, hvordan organisationen skal forholde sig, hvis der kommer flere sjakaler til Danmark via den såkaldte grønne korridor, der går fra Sachsen mod den dansk/tyske grænse.
Men selv om DN er glade for nye pattedyrarter i Danmark, er det dog ikke alle arter, der er lige velkommen.
– Mårhunden er vi ikke glade for, lyder det f.eks. fra DN’s præsident.
En holdning som DN deler med Naturstyrelsen. Her er man heller ikke glade for mårhunden, der regnes som invasiv, da bestanden formentlig er grundlagt på undslupne pelsdyr.
“Mårhunden udgør også en trussel mod fugle og små pattedyr, fordi de ikke er vant til mårhunden”, lyder det fra Naturstyrelsen, der har sat store ressourcer ind på at bekæmpe mårhunden.
Målsætningen var nemlig klar: I 2015 skulle Danmark være fri for ynglende mårhunde.
Hvorvidt Naturstyrensen med tiden formår at få has på mårhunden og alle de andre fremmede arter i vores fælles natur, kan kun tiden vise. En ting står dog klart. 2015 blev året hvor kampen mod de fremmede for alvor blev skudt igang.
