I sidste uge afholdt 13 asiatiske lande en international konference om krybskytteri og illegal handel med truede dyr i Nepal. Konferencen har i særlig grad fokuseret på krybskytteriet mod tigre, elefanter og næsehorn …
Af WWF
Netop Nepal har gennem massiv anti-krybskytter-virksomhed opnået imponerende resultater. Siden 2011 har der ikke været et eneste kendt tilfælde af krybskytteri mod næsehorn. I perioden februar 2013 til februar 2014 var der heller ikke et eneste kendt tilfælde af krybskytteri mod elefanter og tigre.
– Vi er imponerede over de resultater, man har opnået i Nepal. Resultaterne viser, at krybskytteri kan standses. Nepal er et forbillede for alle lande, der martres af det modbydelige krybskytteri, siger WWFs generalsekretær Gitte Seeberg.
To tiger-dele beslaglægges pr. uge
Ifølge IUCN er der kun er 3.900 vilde tigre tilbage i naturen. Tigeren er moderat truet. Krybskytteri er den største trussel mod tigerens fortsatte overlevelse. Ifølge Traffic blev der mellem januar 2000 og april 2014 beslaglagt dele fra mindst 1.590 tigre. Det svarer til mere end to tiger–dele pr. uge.
Der er færre end 4.000 asiatiske næsehorn tilbage. To arter Java-næsehornet og Sumatra-næsehornet er kritisk truet. Hornet er næsehornets forbandelse. Næsehornets horn er særlig efterspurgt i Vietnam, Kina og andre asiatiske markeder, hvor overtroen hævder, at næsehorns-pulver kan kurere kræft og andre dødelige sygdomme.
Den asiatiske elefant er moderat truet. Elefanter, herunder de der lever i Afrika, dræbes af krybskytter på grund af deres elfenben, som smugles til Asien. Her anvendes elfenben til smykker og dekorationer.