Under et jernbanebyggeri i østafrika forsvandt arbejderne en efter en og da John Henry Patterson endelig fik nedlagt årsagen, opstod der en debat, som lever den dag i dag
Menneskeædende løver uden manke
Tekst: Henning Kørvel
Da ireren John Henry Patterson i 1898 førte tilsyn med et jernbanebyggeri over Tsavo River i Afrika, forsvandt arbejderne en efter en. Da han fandt ud af, at løver stod bag, lykkedes det ham efter nogle fejlagtige forsøg at skyde en mankeløs hanløve. Endnu en mankeløs hanløve blev skudt, og i dag debatteres det stadig, om de mankeløse løver måske er en underart.
John Henry Patterson (10. november 1867 – 18. juni 1947) stammede fra Ballymahon i grevskabet Westmeath i Irland.
Efter at have gjort tjeneste som officer i hæren i Indien, hvor han lærte overlevelse og ingeniørtjeneste, blev han i 1898 udkommanderet til den ugandiske jernbane, som blev kaldt for the Lunatic Line, men skeptiske opponenter kaldte den dog for Lunatic Express.
Han blev altid betegnet som oberst Patterson. Under ”Tsavo-mareridtet” var han sergent, men da han senere gjorde tjeneste i Boer-krigen, blev han forfremmet til oberst.
Mange moderne artikler og film giver indtryk af, at han var ansvarlig for hele jernbaneprojektet. Sandheden er, at han kun var ansvarlig for en del af linjen, idet han specifikt stod for at lede opførelsen af en bro til jernbanen over Tsavo River. Jernbanen gik fra Mombasa til Lake Victoria.
Under britisk opsyn blev arbejdet udført af en stor arbejdsstyrke af Hindu- og Swahiliarbejdere.
Tsavo oversættes frit som ”slagtestedet”, fordi det var en krigsskueplads, og der gennem tiden var sket mange ulykker her, og løver spredte skræk og rædsel under anlæggelse af jernbanen.
John Henry Patterson poserer med den første mankeløse hanløve, som han skød, og det bliver stadig debatteret, om de kan være en underart, Wikipedia.
Patterson ankom til Tsavo i marts 1898. Arbejderne var allerede begyndt at forsvinde. Først var han og de øvrige britiske overordnede tilbøjelige til at mene, at de mistede arbejdere enten måtte være deserteret, eller at de muligvis var blevet myrdet af andre arbejdere på grund af spillegæld.
Men cirka tre uger efter sin ankomst blev en Sikh-formand ved navn Ungan Singh, der var personlig bekendt med Patterson og en stabil arbejdskraft, angrebet i sit telt og ædt af en løve.
Patterson tog ud for at opspore løven, men indså snart, at den ikke var nogen almindelig løve. Heldigvis for ham havde han erfaring i tigerjagt fra Indien, men det rustede ham imidlertid ikke et hundred procent til at opspore og dræbe den vandaliserende løve, men hjalp ham dog alligevel.
Løver dræbte minimum 135 arbejdere
Hans bog ”The Man-Eaters of Tsavo” fra 1907 oplister en serie forsøg, som Patterson og andre udførte i forsøget på at skyde eller fange løven.
Men forsøgene slog næsten alle fejl, fordi de var amatøragtige, eller de var ramt af bad luck, men tænkeligt var det også, at forsøgene slog fejl, fordi løven var en ekstraordinær snu man-eater.
Det stod snart klart, at løven færdedes i et område af betydelig størrelse. Løven tog for eksempel en nat to mænd fra skinnehovedet, og få nætter senere slog den til på et sted, der blev kaldt for ”Engomani” 10 mil borte.
Oberst John Henry Patterson var i det meste af sit liv i militæret og ledte under Første Verdenskrig en jødisk enhed, som led svære tab. Wikipedia.
I 1898 dræbte løven cirka 135 arbejdere, men det præcise antal kendes ikke. Drabstallet lå højt til trods for ihærdige forsøg på at dræbe løven.
Patterson konstruerede en fælde i to sektioner, der var beregnet til, at bait skulle placeres i den ene part, og den anden part var beregnet til løven.
Fælden var en spektakulær sag, som det tog lang tid at bygge, og den blev genstand for megen hån fra de, som så den, men ikke havde bedre ideer til indretning af en fælde, der kunne fange løven. Den 3. december 1898 satte Patterson fælden for løven. Som bait brugte han et stykke af kroppen fra en indisk arbejder, som var blevet dræbt af løven.
Selv om det ville kunne opfattes som hjerteløst, så brugte Patterson bait fra dræbte arbejdere adskillige gange. Klokken 21.00 den aften smækkede fælden anden gang, løven blev fristet af baitet.
Det, der skete efterfølgende, lå på linje med alle de andre uheld, som havde hjemsøgt Patterson fra starten på at fange eller skyde løven.
I stedet for straks at skyde løven i fælden skød arbejderne vildt i alle retninger. Hovedrystende søgte Patterson til sit telt.
En kugle fra en arbejders .303-riffel ramte en stang i lemmen til fælden, så den knækkede, og det gjorde det muligt for løven at flygte. Det var et under, at løven kunne undslippe gennem den smalle sprække, men det viste Patterson, at den var mere en djævel end et rovdyr.
Natten før fældefiaskoen havde distriktsofficer Whitehead tilbragt natten i et træ. En af de menneskeædende løver sprang op efter ham og rev ham ned på jorden.
Heldigvis havde han riflen i hånden, og han sendte et kasteskud efter løven, der dog ikke ramte målet.
Løven bakkede, rystede hovedet og tog så en askari-sergent ved navn Abdullah og forsvandt med ham mellem kæberne.
Whitehead skød igen efter løven, men ramte ikke. Inden løven forsvandt ud af syne, udbrød askari-sergenten: ”Eh bwana, simba”, og så forsvandt løven med ham i nattemørket.
Løve-terroren nærmede sig imidlertid sin afslutning. Det lykkedes nemlig for Patterson at skyde den første menneskeædende løve, der var ude efter ham, da han sad i en machan og ventede på løven ved et bait fra en bavian.
Da lyset kom på himlen om morgenen, viste det sig, at løven var en stort set mankeløs hanløve. Men den anden man-eater voldte stadig problemer, og få nætter senere blev den observeret uden for den britiske vejinspektørs veranda.
Patterson fik endelig en chance til at skyde den, men løven blev anskudt, og den jagede Patterson og hans våbenbærer op i et andet træ. Herfra fik Patterson imidlertid has på bæstet med et skud fra en Martini-karabin.
Ægtepar syge under ekspedition
Pattersons bog er meget velskrevet og beskriver den fascination, der blev ”Løven fra Tsavo” til del, men tager ikke højde for samtlige aspekter.
De menneskeædende løver var nemlig en sensation, der både blev debatteret i det engelske parlament, og der blev skrevet om den i ”The London Times” og jagttidsskrifter.
Den victorianske overklasse elskede jagt, og i klubber og barer brugte de timer på at tale om, hvordan de mon selv ville have handlet i en tilsvarende situation.
Da Prinsen af Wales og jagtbetjenten Samaki Salmon mistede orienteringen i bushen i Congo 30 år senere, og de underholdt hinanden om natten med en flaske whisky, for at de kunne holde varmen, var løven fra Tsavo et af de emner, som Prinsen af Wales bragte frem til diskussion.
Baseret på Pattersons oplevelser er der lavet film om menneskeædende løver fra Tsavo ”The Ghost and the Darkness”.
Og selv i dag udgives der bøger om emnet, for eksempel ”The Lions of Tsavo” (2004) af Bruce Patterson, (der dog ikke er i familie med John Henry Patterson) og ”Ghosts of Tsavo” (2002) af Philip Caputo.
Den spektakulære fælde, som fangede løven, fordi en arbejders skud knækkede en stang i lemmen, så løven slap ud for snart at blive skudt af Patterson. ”Legends of the African Frontier”, Safari Press.
Mange moderne jægere har kritiseret Pattersons metoder og kaldt dem amatøragtige og fuskeri, men man skal huske, at han var manden med riflen på stedet, og han ikke havde hundred års erfaringer at støtte sig til, og han havde ikke megen opbakning.
Han blev stillet over for en unik situation og handlede modigt med en stor personlig risiko og fik til sidst valuta for sin indsats.
Da Patterson var færdig med jernbanen og brobyggeriet over Tsavo River, kaldte andre eventyr på ham, og da Boer-krigen brød ud i 1900, blev han midlertidigt udnævnt til løjtnant i the 20th Regiment of Imperial Yeomanry.
Han gjorde sig udmærket og fik en orden – DSO. Med rang af førsteadjudant af The Essex Yeomanry vendte han tilbage til England i 1901, men blev snart sendt til tjeneste i Sydafrika med rang af oberstløjtnant med kommando over the 33rd Regiment of Imperial Yeomanry.
John Henry Patterson hviler her ud under en af sine ekspeditioner. ”Legends of the African Frontier”, Safari Press.
Efter Boer-krigens afslutning vendte Patterson tilbage til Essex Yeomanry og rejste meget i de næste 10 år og sommetider som observatør for the King’s African Rifles.
I 1907 blev han chef for Game Warden i Britisk Østafrika, og han havde denne position i to år. I den periode var han involveret i en begivenhed, som senere inspirerede Ernest Hemingway til en fortælling.
I februar 1908 tog Patterson på en ekspedition til Kenyas nordlige grænse. Han var sammen med to nye venner, ægteparret James Blyth (1874-1908) og hans kone Ethel.
Både manden og konen blev snart syge, og Patterson gjorde sig tanker om at få dem bragt tilbage, fordi de på grund af sygdom sinkede ekspeditionen. En eftermiddag slog de lejr nær et vandhul ved navn Lersamis i the Northern Frontier District.
James Blyth var meget syg, og hans kone som han havde giftet sig med i 1903, sov derfor i Pattersons telt.
James død udviklede sig til en skandale
Det er i hvert fald, hvad myndighederne efterfølgende har informeret offentligheden om. Tidligt næste morgen lød der et skud.
Patterson løb til James telt og fandt ham død af et skud i hovedet. Fordi temperaturen var høj, og der var langt til den nærmeste by, blev James begravet på et skyggefuldt sted, og graven blev dækket til med sten.
Af ukendte årsager brændte Patterson James telt, hvilket senere øgede myndighedernes mistanke om, at han havde noget med James død at gøre. Patterson fortsatte derefter ekspeditionen til Marsabit.
Episoden udviklede sig ikke uventet til en skandale. Patterson og hans forsvarere fremsatte den teori, at James Blyth var vant til at sove med sin revolver under hovedpuden, og at han ved et uheld havde skudt sig selv.
Andre, mindre venlige folk rejste spørgsmålet, hvorfor fru Blyth havde tilbragt natten i Pattersons telt.
Dengang var utroskabssager på safari ikke almindelige, men senere blev de næsten et standard-element i safarivirksomhed.
Patterson blev fritaget for efterforskning i både Nairobi og House of Lord’s – Overhuset, som James far – Lord Blyth – var medlem af, og i 1909 rejste han til England, fordi han var syg af en tarmlidelse.
Andre kilder hævder, at Patterson blev frikendt mod til gengæld at fratræde sin stilling som oberst. Patterson fortalte om episoden i sin bog ”In the Grip of Nyika” (1909), og Blyth-affæren inspirerede Ernest Hemingway til historien ”The Short Happy Life of Francis Macomber.
Med støtte fra blandt andre præsident Theodore Roosevelt overlevede Patterson skandalen og fik i 1913 kommandoen over en irsk division.
Da Første Verdenskrig brød ud, fik Patterson kommandoen over et regiment af jødiske frivillige, hvoraf mange var flygtninge fra Østeuropa. Og i resten af sit liv var Patterson forsvarer for jødedommen.
Hans enhed tog sig af logistik. Ikke desto mindre var enheden ofte i ”skarpe situationer”, og den led store tab.
Patterson og hans mænd deltog i den forfærdelige Gallipoli-kampagne i 1915, og han fortæller om den i sin bog ”With the Zionists in Gallipoli”.
Patterson kæmpede i Gallipoli i syv måneder, før hans helbred kollapsede, og han blev sendt til behandling i England for tarmkatar og gulsot.
Han tjente zionismen livet igennem
Efter at være kommet sig gjorde han tjeneste i Palæstina i the Australian Mountain Division, og han fik igen kommandoen over jødiske kamptropper.
Han fik helbredsproblemer igen i 1919, og da han ankom til behandling i England, blev hans elskede jødiske tropper optaget som the First Judean Regiment i den britiske hær.
Patterson fortsatte sit engagement for den jødiske sag, og i 1920-erne og 1930-erne rejste han rundt i verden for at holde foredrag og rejse penge til jødedommen, hvilket dybest set var lidt underligt for en irsk protestant.
Da han i 1940 var på en rejse til Sydamerika i forsøget på at få de sydamerikanske jøder under det jødiske flag, blev han igen syg og tvunget til at søge behandling i USA.
Med hjælp fra en jødisk-amerikansk forretningsmand bosatte han sig i La Jolla i Californien. I en alder af 80 år døde han i Bel Air i 1947, og hans hengivne kone som han havde været gift md siden 1894, døde af sorg kun seks uger senere.
John Henry Patterson pryder selv forsiden af ”The Man-Eaters of Tsavo”. Wikipedia.
Manglen på manke hos the Tsavo man-eaters har gennem tiden givet anledning til spekulationer om afrikanske løver og deres underarter.
Mange forfattere og researchere har givet udtryk for, at mankeløse løver bør betragtes som en underart.
Moderne meningsdannere mener, at mankeløse løver er en individuel variation, og afrikansk løver har to underarter som en mulighed, nemlig henholdsvis the Cape og Barbary, men de betragtes begge to som uddøde.
Men det er dog muligt, at efterkommere af dem eksisterer i zoologiske haver rundt om i verden, uden at det dog forklarer manglen på manker hos the Tsavo man-eaters.
