Overjæger Mogens Andersen, der døde i marts i år, bliver mindet ved urnenedsættelse 11. september på Gunderslevholm Kirkegård, og efterfølgende bydes på traktement i Gunderslevholm Dyrehave. Tilmeldingsfristen er 4. september.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Overjæger Mogens Andersen, der i over 50 år var tilknyttet Gunderslevholm Gods, og som døde d. 23. februar i år, vil blive mindet ved urnenedsættelse på Gunderslevholm kirkegård, Gunderslevvej 13, Gunderslev 11. september klokken 15.00.
Herefter kører deltagerne til overjæger Mogens Andersens Korsvej i Gunderslevholm Dyrehave, hvor der vil blive budt på et traktement, og der vil blive lejlighed til snak om Mogens, livet, jagt og andre gode emner.
Tilmelding til arrangementet skal rettes til email: overjaegermogensandersen@gmail.com, og deadline er 4. september.
Mogens Andersen, der kom til Gunderslevholm Gods som skytte i 1962, og kort efter blev udnævnt til overjæger, blev en karismatisk skikkelse i dansk jagt.
Ikke blot gav hans lange skæg og hår ham karakter af en ener. Ved siden af overjægergerningen begyndte han, da Bent Hansen blev redaktør af ”Jagt & Fiskeri” i 1966 at tegne og fortælle om hjortevildt og andre emner af interesse for danske jægere. Måned efter måned gav han sit bud på dette og hint.
Senere skiftede han medie til ”Dansk Jagt”, og han tegnede og fortalte i dette tidsskrift, indtil dannelsen af Danmarks Jægerforbund med virkning fra 1. januar 1992, men han fulgte ikke med over til det nye tidsskrift ”Jæger”.
Han havde dog andre gøremål, idet han sammen med Carl Grønbjerg forestod Diana Jagtrejsers pyrschkursus i Polen, der gennem tiden tiltrak mange nyjægere, og mange af disse er i dag taknemmelige for den indføring i jagtens verden, som de fik af Mogens Andersen og Carl Grønbjerg, der instruerede på skydebanen og fortalte om korrekt omgang med skydevåben.
Overjæger Mogens Andersen ses her med en dåhjort nedlagt i Gunderslevholm Dyrehave.
Mogens Andersen valgte i en årrække desuden jagtvin ud for Axelsen Vin i Slagelse, hvortil han tegnede etikkerne, og han designede desuden ”Årets jagtpibe”.
Nogle bøger er han også forfatter til. Han har således skrevet bogen ”Hjortevildt under hegn”, og sammen med Henning Kørvel har han blandt andet skrevet bogen ”Det store hjortevildt”.
Han begyndte også at male, og inden han stoppede med at tage penslen i sin hånd og lade den stryge hen over lærredet, nåede han at male en række spændende værker. De minder i dag ejerne om Mogens Andersen, som først boede i Tokkeruphus og derefter på Krogvej i Rejnstrup, før boligen her blev skiftet ud med en lejebolig i Sorø, men han døde imidlertid på Stenmagle Plejecenter, hvor hans efterladte hustru, Keddy, stadig bor.