Jagt med stående hund er en af de mest fascinerende jagtformer, der findes. Men når haglbøssen byttes ud med en vandrefalk, – verdens hurtigste dyr – er jagtoplevelsen uden sidestykke. Følg med til den nordtyske ø Femern, hvor den danske falkoner Frank Skårup hvert år giver opvisning i klassisk jagt med høg og falk
Tekst og foto: Michael Sands Jagtårbog første årgang 2003
– Vi starter med høg og jagt på kaniner, siger Frank Skårup, mens han stryger sin gamle duehøg over fjerene og fortæller om den jagt, der snart skal begynde.
– I skal være forberedt på, at kaniner ikke altid dør i samme sekund, som høgen slår den!
– Hvis ikke I allerede ved det, så kan jeg fortælle, at en skræmt kanin ofte vil skrige. Men sådan er naturen, siger den nordjyske falkoner til den lille gruppe danskere, der er rejst den korte vej til Tyskland for at overvære en falkejagt, som man kalder al jagt med rovfugle.
I Danmark er det ikke tilladt at drive jagt med dresserede rovfugle, og hvert år rejser danske falkonerer til Tyskland, England, Portugal, Italien, Skotland og andre europæiske lande for at drive jagt med deres fugle.
Pjuske
Når man driver høgejagt som i dag, er det den omvendte verden.
Frank er nemlig hunden, der skal finde vildt, mens høgen er jægeren, der skal nedlægge det.
Pjuske – ja, det hedder den gamle duehøg – virker da også ganske fornøjet med arbejdsfordelingen og sidder roligt på Skårups læderhandske, mens han sik-sakker ned gennem dagens første såt, en lille opharvet mark. Og det varer ikke længe, før der pludselig springer en hare. Lige foran støvlerne på falkoneren.
Duehøgen handler øjeblikkelig og sætter efter haren med det samme. Umiddelbart skulle man tro, at en høg skulle baske med vingerne, inden den kommer op i fart. I det mindste et par gange eller tre. Men sådan fungerer det ikke.
Farten er imponerende i det samme nu, fuglen slipper handsken. Et enkelt favntag med de brede vinger og et godt afsæt med de lange ben er åbenbart tilstrækkeligt til med stor hast at skyde fuglen frem mod sit mål.
Det er nærmest som at slippe en pil fra en spændt bue, og i næste nu er den gamle hun over haren. Jagten synes afgjort, inden den begynder, men i sidste øjeblik slår haren ud med bagenden og manøvren redder dens liv.
– Mange enkeltheder skal gå op i en højere enhed, før det lykkes, siger Frank Skårup, mens haren forsvinder over diget, og høgen kaldes tilbage på affyringsrampen. – Får vi bare ét stykke vildt i dag, er vi heldige. Til gengæld håber vi på, at vi får mulighed for at vise de tilrejsende, hvad falke- og høgejagt egentlig handler om, nemlig god flyvning, siger han, inden han trækker sig og overlader scenen til Jacob Borch og hans harrishøg.
Fritterne
En harrishøg er en mellemamerikansk art, som bedst kan betegnes som en blanding mellem en høg og en våge. Den har ikke duehøgens hurtighed, men er til gengæld mere socialt anlagt. Som den eneste rovfugl jager vilde harrishøge i mindre grupper, og arten er derfor genetisk indrettet til en eller anden form for samarbejde. På grund af dens omgængelige natur, kaldes den også himmelhunden.
Ligheden med en hund er dog begrænset, når den sidder på armen og spejder efter bevægelser i det lange græs. Hurtige bevægelser vel at mærke. De små håndtamme ildere – også kaldet fritter – der futter ud og ind af kaninhullerne, tænder ikke høgen.
– En dresseret rovfugl, der skal bruges til jagt, skal trænes på de arter, den skal jage. Og kun på dem, siger Frank Skårup.
– Skal man bruge den til kaninjagt, lærer man høgen at interessere sig for kaniner ved ganske enkelt at trække en død kanin efter sig i en lang snor. Når fuglen slår efter byttet, belønnes den for sin indsats og får lov til at spise sig mæt i fangsten. På den måde præger man høgen eller falken på det vildt, som man ønsker, den skal jage. I øvrigt slår fuglene ikke på dyr, med mindre de er i flugt. Rolige, selvsikre bevægelser gør fuglene usikre og blokerer deres angrebslyst, siger Frank Skårup.
Det vil da også være uheldigt, hvis høgen pludselig jager de små fritter, der gør et ihærdigt underjordsarbejde for at jage kaniner ud til høgen. Kaninerne er dog i bogstaveligste forstand som sunket i jorden, og vi ser ingen.
Ved et brat sving i kanalen er der en særlig koncentreret beboelse, og pludselig stryger en kanin ud af skrænten. Hvordan høgen opdager kaninen i virvaret af fotografer, falkonerer og frittfolk er ubegribeligt. Ikke desto mindre er kaninen spottet i samme sekund, den stikker snuden ud af hullet. Men selv om høgen sætter af med det samme, når den ikke kaninen, før den atter er i hul. Høgen ramte med andre ord forbi. Eller rettere, høgen var en forbier.
Et nyt liv
Der bliver ikke fanget kaniner langs skrænten. Alligevel får publikum en lille fornemmelse af jagt med høg. En jagtform, som bedst kan sammenlignes med jagt med armbryst. Modsat bue og pil er pilen på en armbryst altid spændt, og et lille tryk på aftrækkeren er nok til øjeblikkelig at udløse pilen. På samme måde er den målsøgende høg altid spændt og klar til dødelig afgang.
Efter et par forgæves forsøg med harrishøgen er det atter Franks gamle duehøg, der kaldes frem. Jagten slider på fuglenes kræfter og koncentration, og det er sjældent, at de er i stand til at slå mere end to stykker vildt på én dag. Franks gamle duehøg kender dog om nogen jagtens taktiske spil. Hun er den sidste vildtfangede duehøg, som holdes i dansk fangenskab.
I 1982, mens hun endnu var fri som fuglen, fik hun for vane at slå duer i et dueslag. En uskik, der dengang kostede en del duehøge livet. Det var nemlig lovligt at fange og aflive de ellers totalfredede rovfugle, hvis de gik løs på folks duer eller andre tamfugle. En dag gik det galt for Pjuske, og pludselig sad hun i fælden. Fuglen havde oplevet sin sidste jagt, men i stedet for en kæp i nakken, fik hun en chance til et nyt liv. Et liv i fangenskab.
Vildfuglen blev tæmmet, men dens lyst og forståelse for jagt blev bevaret og trænet. – Som en anden atlet holdes fuglen i form. Fedtprocenten skal holdes nede, og muskelkonditionen oppe. Hver dag vejes den, ligesom den trænes på de tidspunkter af dagen, hvor man forventer, at den egentlige jagt skal foregå. En fugl, der er trænet om formiddagen, jager også bedst om formiddagen, oplyser Frank Skårup.
Ingen skrig
Tilsyneladende er Pjuske i topform. På en lille eng springer en kanin, og med et gigantisk afsæt kaster høgen sig ud i jagten. Som det så ofte er tilfældet, formår kaninen dog at ryste sin forfølger af sig, inden høgens fanger lukker sig. Høgen glider dog videre og sætter sig på en lille hegnspæl, mens den spejder efter kaninen, der har valgt at trykke sig i det høje græs. Men kun for en tid.
Pludselig stryger kaninen atter over engen, og denne gang er der ingen pardon. I ét nu er høgen over den, og med et solidt greb om dyrets hoved og krop er det tilsyneladende ovre, endnu inden de to er færdige med at tumle rundt i græsset. For at sikre sig, at kaninen vitterlig er død, er Frank Skårup over høgen i et par hurtige spring. Der er dog ikke brug for kniv og affangelse.
Høgens flere centimeter lange fanger har klemt sig ind i kaninens hjerne. Ikke underligt at kaninen forendte uden det berygtede dødsskrig. Diskret, og uden at høgen opdager det, bytter Frank høgens bytte ud med et stykke kyllingekød.
Falkejagt
I princippet er høgejagt kun et mere eller mindre iscenesat glimt fra naturens dagligdag. Når det gælder jagt med falk og stående hund, er jagtformen dog uden sidestykke i vild natur. Jagttaktikken er ganske raffineret. Den stående hund skal afsøge terrænet for vildt. Når den mærker færten af en fasan eller agerhøne, skal den tage stand. Og hvis ellers vildtet vælger at trykke sig til jorden, slippes falken. Er det en god falk, som er trænet sammen med stående hund, vil den straks stige til vejrs og fokusere på hunden under sig. Den ved, at der foran hunden vil komme et byttedyr på vingerne.
Men falkoneren skal time jagten præcist. Han skal i videst mulig omfang være i stand til at forudsige byttedyrets flugtrute. Og om muligt forsøge at ændre den, hvis ikke denne rute er passende for falkens jagt. Måske skal han placere sig på den forventede rute for på den måde at presse byttet i den retning, som passer falken bedst.
Samtidig er det vigtigt, at fuglen rejses på et tidspunkt, hvor falken er 100% koncentreret omkring hunden.
Der skal dog meget held til, før det lykkes. I lang tid ser det sort ud! Selv om den muskuløse pointerhan er et studie i sig selv, skal den også finde vildt, før jagten kan begynde og fuglen slippes. Kun fra stor højde kan en falk indlede sit angreb.
Dødsdykket
Endelig trækker pointeren an ved en lille remise. Falken er allerede sluppet, og på virrende vinger glider den over hunden, som står langt under den. Det eneste man kan høre er fuglens to bjælder, der risler i vinden. Det er tydeligt, at falken ved, hvad der skal ske.
– Hold øjnene på fuglen, altid på fuglen, siger falkoneren. Og alligevel fokuserer jeg på fasanen, da den i næste øjeblik braser ud af krattet i rasende fart. Nu sker det! Et af naturens mest fascinerende skuespil er begyndt.
Vandrefalken – verdens hurtigste dyr – har indledt sit angreb og farer nu ned fra himmelrummet. Vingerne klappes sammen, og den store hastighed presser luften ud af fjerene. Rovfuglen er omdannet til en lille uanseelig streg. En rasende hurtig streg, der synes at flænge den tunge efterårshimmel.
Falkens hastighed er mindst dobbelt så høj som den unge koks, og falken accelererer tilsyneladende stadig. Det ser ud til, at den vil indlede sit endelige angreb bagfra, og fasanen virker allerede chanceløs. Hønsefugle har dog, ligesom kaniner og harer, en fantastisk evne til at undvige i sandhedens øjeblik. Men netop i sandhedens øjeblik forsvinder falken ud af syne for den flygtende fasan.
På den måde fratager den fasanen sin eneste chance. Nemlig muligheden for at undvige i absolut sidste sekund. Falken dykker ganske enkelt ned under fuglen, og fra fasanens blinde vinkel indledes det endelige angreb. Farten udvisker detaljerne, og jeg opfatter ikke, hvad der reelt sker, før fasanen eksploderer i fjer, og bytte og rovfugl tumler hen ad marken.
Falkoneren Tage Jessen og hans stakåndede pointer er hurtigt fremme ved falken, og først da falkoneren har sikret sig, at fasanen er død, kaldes publikum frem. Projektilet er atter blevet til en fugl med næb og kløer, og den virker helt upåvirket af den lille gruppe tilskuere.
Pardans
Først da den nærmet euforiske stemning blandt tilskuere og falkoner har normaliseret sig, fortsætter jagten. Denne gang er det parret Frank Skårup og Pernille Hansen, der vil vise en noget spektakulær pardans. Frank skal føre falk og Pernille bretoner. Og til at begynde med er det Pernille, der fører an i dansen.
På bedste vis leder hun de to bretoner frem til stand, rejsning, sekundering og alt, hvad der ellers hører sig til en god jagt med stående hund. Men selv om det ofte er ligeved og næsten, mangler der en eller flere enheder for at skabe den højere. Til gengæld ser vi flyvning. På et tidspunkt på så tæt hold, at vi kan mærke suset fra både falk og fasankok.
Dagen bringer dog ikke mere vildt til tasken. Det egentlige udbytte er da også mindet. Mindet om god jagtflyvning. Mindet om høgens lynangreb og falkens dødsdyk fra himmelrummet. Kaninen på asfalten, der ender sine dage med et bump, da Deres udsendte forlader terrænet og drejer ud på hovedvejen, danner et nærmest tragikomisk paradoks til det vildt, der sluttede deres liv i kløerne på nogle af naturens mest raffinerede jægere.
Hvordan træner man en falk
Skal man bruge sin høg eller falk på jagt i udlandet, skal man gå 100% op i livsstilen. Træningsprogrammet skal tilpasses de enkelte individer, og noget færdigpakket træningsmodul findes ikke. Frank Skårup skitserer dog her sine grundprincipper.
Når man begynder at træne sine høge og falke, starter man med at vænne fuglen til at sidde på hånden, som man gør klogt i at beskytte med en læderhandske. Naturligvis kan man vælge at præge fuglen fra den er helt lille. Dette giver dog problemer. Ikke mindst når fuglen bliver kønsmoden. Da vil den betragte mennesket som potentiel rival eller partner. Derfor er det en fordel, at fuglen er så rå som muligt, inden man begynder at tage den i hånd. Ikke mindst da tilvænning normalt forløber ganske problemløst.
De første gange skal man sørge for at vende fuglen mod ens ansigt. Hvis fuglen vil flyve fra hånden, skal den flyve direkte op i hovedet på en – og det ønsker den ikke. Og da den omvendt ikke tør vende ryggen til en, som den betragter som en mulig fjende, vælger den ofte det mest sikre; nemlig at blive siddende. Dog skal man altid starte denne tilvænning på steder uden forstyrrelser, og hvor man altid har fuglen under fuld kontrol.
Først når fuglen efter to, tre dage er vænnet til at sidde og spise på hånden, kan man tage den med ind i stuen, hvor man vænner den til børn, hunde og andre indtryk, samtidig med at man lærer den at hoppe til hånden. Man placerer den eksempelvis på en stoleryg eller et andet sted, hvor den synes godt om at sidde. Derfra lokker man den over til hånden, hvor der venter en rå og ubehandlet godbid. Når fuglen er helt dus med at flyve til handsken, fortsætter træningen udendørs, hvor man arbejder videre med fuglens lyst til at flyve til handsken. 10-12 dage efter at man tog fuglen i hånden, slipper man fuglen for første gang. Fuglen er nu forsynet med to bjælder, så man kan høre, hvor den er. Ligeledes er den altid forsynet med en kort læderstrop, så man har hold i fuglen, hvis den skulle finde på at lette fra handsken på et upassende tidspunkt.
I nogle tilfælde sker det, at fuglen flyver væk. Derfor er bjælderne placeret, så det er relativt let for fuglen at nappe dem over, når den eksempelvis pudser sig inden natten. Det samme er i øvrigt tilfældet med de radiosendere, som nogle anbringer på fuglen.
Skulle fuglen forsvinde, kan man pejle den indtil en afstand af 6-10 kilometer. Lykkes det ikke at finde fuglen, kan man eventuelt prøve fra fly, hvor man kan spore fuglen på en afstand af 25-30 kilometer. Alligevel sker det, at falkonererne kommer for sent. Det eneste de finder, er den afbidte sender. Fuglens læderstrop går som regel også i opløsning efter en tid, og fuglen vil derefter indgå i naturens egen bestand.
