Det danske udbytte af ringduer er faldet, men nedgangen skyldes ikke en tilsvarende tilbagegang i bestanden – tværtimod
Færre ringduer på vildtparaden – men bestanden er fortsat stor
Af Redaktionen
Det danske udbytte af ringduer er faldet fra omkring en halv million til cirka 122.000 fugle om året. Men faldet skyldes ikke en tilsvarende tilbagegang i bestanden. Jagttiden er blevet stadig kortere, mens ringduen har bredt sig i Danmark og landene nord og nordøst for os
Der skydes langt færre ringduer i Danmark end tidligere. I slutningen af 1960’erne kunne det årlige udbytte nærme sig en halv million fugle. I jagtsæsonen 2023/24 blev der til sammenligning registreret cirka 122.000 nedlagte ringduer.
Umiddelbart kan kurven ligne historien om en vildtbestand i alvorlig tilbagegang. Men ringduens udvikling viser, hvorfor jagtudbyttet ikke altid kan bruges som et direkte mål for, hvor mange dyr der findes.
Mens udbyttet er faldet, har ringduen gennem flere årtier været i fremgang i både Danmark og store dele af Nordeuropa. Arten er rykket ind i byerne, har bredt sig længere mod nord og har fået bedre mulighed for at overvintre tættere på yngleområderne.
Det store fald i det danske udbytte skyldes derfor først og fremmest, at jagttiden gennem flere omgange er blevet forkortet for at beskytte ringduer, der stadig yngler.
Den danske bestand voksede gennem årtier
Den danske ynglebestand er blevet anslået til omkring 319.000 par. Ifølge den seneste vurdering fra Aarhus Universitet voksede bestanden gennemsnitligt med 1,1 procent om året fra 1976 til 2023.
Fremgangen var særlig markant gennem 1980’erne og 1990’erne. Ringduen blev mere talrig i det åbne land, samtidig med at den indtog parker, kirkegårde, haver og villakvarterer. En fugl, der tidligere især blev opfattet som en sky skovfugl, lærte at leve tæt på mennesker.
I dag yngler ringduen stort set overalt i Danmark.
De seneste års udvikling er dog mere afdæmpet. Fra 2014 til 2023 var ynglebestanden omtrent stabil, mens vinterfugleindekset viste en faldende tendens. Det er derfor ikke dokumenteret, at den danske bestand netop nu er større end nogensinde. Men den befinder sig fortsat på et historisk højt niveau.
Lokalt kan oplevelsen være en anden. I byområder og egne med meget raps, majs, spildkorn, bog og agern kan antallet af ringduer være betydeligt større end tidligere.
De danske duer står ikke alene
De ringduer, som danske jægere ser om efteråret og vinteren, tilhører ikke nødvendigvis den danske ynglebestand.
I oktober og november trækker store antal ringduer fra Norge og Sverige mod syd og sydvest. Også duer fra Finland og andre områder nordøst for Danmark indgår i det omfattende efterårstræk gennem Skandinavien og Østersøområdet.
Nogle fortsætter mod Holland, Belgien, Frankrig og Den Iberiske Halvø. Andre bliver i Danmark, hvis vinteren er mild, og der stadig findes rigeligt med føde.
Det betyder, at den danske vinterbestand kan svinge kraftigt. I et godt oldenår kan skovbunden under bøg og eg tiltrække enorme flokke. I andre år samles duerne omkring majsstubbe, rapsmarker og steder med spildkorn.
Kommer der hård frost eller sne, kan flokkene forsvinde næsten fra den ene dag til den anden. Men under en mild vinter kan de nordiske duer blive hængende langt længere end tidligere.
Sverige har omkring en million ynglepar
Sverige rummer en af de store ringduebestande nord for Danmark. Bestanden er anslået til omkring 980.000 ynglepar, og de svenske fugletællinger har vist en moderat fremgang over både en 10-årig og en 20-årig periode.
Ringduen yngler nu i alle svenske landskaber uden for de højeste fjeldområder. Som i Danmark har den tilpasset sig byerne og er blevet almindelig i parker og boligkvarterer.
De svenske duer er vigtige for det danske efterårstræk. Når fuglene forlader yngleområderne, kan store flokke bevæge sig gennem Sydsverige og videre over de danske øer.
En mark med tusindvis af ringduer i oktober eller november fortæller derfor ikke nødvendigvis, at den lokale danske bestand er vokset. Fuglene kan være på vej fra yngleområder flere hundrede kilometer mod nord og nordøst.
Den norske bestand er stor og stabil
Den norske ynglebestand blev i 2015 anslået til mellem 700.000 og 1,4 millioner individer. Bestanden blev vurderet som stabil, og nyere faglige vurderinger peger ikke på nogen markant tilbagegang.
Ringduen har samtidig udvidet sin norske udbredelse. Den findes i alle landsdele og har bredt sig fra lavlandet mod både nordligere og højere beliggende områder.
De fleste norske ringduer er trækfugle. Om efteråret søger de mod syd, og en del passerer gennem Sverige og Danmark. Andre følger den norske kyst eller krydser Nordsøen.
Mildere vintre har dog ændret trækket. Et stigende antal duer kan overvintre i det sydlige Norge eller andre dele af Skandinavien, hvis vejret og fødeudbuddet gør det muligt.
Ringduen blev Finlands største vildtart
Også i Finland har ringduen bredt sig og fået større jagtlig betydning. Arten har udvidet sin udbredelse mod nord og er siden 1990’erne blevet mere almindelig som ynglefugl i finske byer.
Udviklingen afspejles tydeligt i jagtudbyttet. Siden 2014 har ringduen været Finlands talmæssigt største vildtart. I 2023 blev der ifølge det statslige finske naturressourceinstitut Luke nedlagt cirka 242.000 ringduer.
Det er omtrent dobbelt så mange som i Danmark.
Jagtudbyttet kan heller ikke i Finland stå alene som mål for bestanden, men det viser, hvor talrig og jagtligt betydningsfuld ringduen er blevet i landet. Det er sket samtidig med, at andelen af finske jagttegnsløsere, som rent faktisk går på jagt, er faldet.
Mange finske duer trækker mod sydvest om efteråret. Nogle følger ruten gennem Sverige og Danmark, mens andre bevæger sig gennem de baltiske lande og videre ned gennem Centraleuropa.
Baltikum ligger på en anden trækrute
Estland, Letland og Litauen ligger nordøst og øst for Danmark og fungerer både som yngleområder og som passage for ringduer fra Finland og det nordvestlige Rusland.
En stor del af disse duer trækker sydpå gennem Polen og Centraleuropa og kommer derfor ikke nødvendigvis til Danmark. Men der er ingen skarp grænse mellem trækruterne, og vejr, vind og fødeforhold kan påvirke, hvor fuglene bevæger sig.
De nord- og nordøsteuropæiske bestande skal derfor ses som dele af et større sammenhængende system. Nogle ringduer er forholdsvis stedfaste, andre trækker over store afstande, og stadig flere ser ud til at forkorte trækket under milde vintre.
På europæisk plan er udviklingen tydelig. Den samlede bestand er omtrent fordoblet siden 1990.
Jagten begyndte tidligere midt i yngletiden
Frem til 1994 begyndte den danske jagt på ringduer allerede den 1. august. Det var en effektiv jagttid, fordi høsten samlede duerne omkring marker med korn og spildfrø.
Men august er også en måned med omfattende yngleaktivitet. Ringduen har en af de længste ynglesæsoner blandt de danske fugle og kan have æg eller unger fra det tidlige forår til langt ind i efteråret.
Fra 1994 blev jagtstarten derfor flyttet til den 1. september. I 2007 blev september fjernet, så jagten først begyndte den 1. oktober. I 2011 blev åbningen endnu en gang udsat, denne gang til den 11. november.
Den ordinære jagttid er i dag fra 11. november til 31. januar.
Hver gang en af de gode efterårsmåneder forsvandt, faldt udbyttet mærkbart. Udviklingen i vildtudbyttet kom derfor til at afspejle jagttidens længde mere end bestandens størrelse.
Ringduen kan yngle næsten hele året
Begrundelsen for den sene jagtstart er forståelig, men biologisk er problemet vanskeligt at løse fuldstændigt.
Ringduer kan i princippet yngle næsten hele året, især når vinteren er mild, og der er rigeligt med føde. Aktive reder kan derfor forekomme på tidspunkter, hvor den normale ynglesæson ellers betragtes som afsluttet.
Det betyder, at selv en jagtstart den 11. november ikke giver en absolut garanti for, at ingen af de nedlagte fugle har æg eller unger. Risikoen er blot væsentligt mindre end i august, september og oktober.
Hvis enhver teoretisk risiko for at nedlægge en ynglende ringdue skulle fjernes, ville det være vanskeligt at fastsætte en jagttid overhovedet.
Regulering afløste en del af jagten
Samtidig med at den almindelige jagttid blev forkortet, voksede behovet for at regulere ringduer, som gør skade på landbrugsafgrøder.
Naturstyrelsen kan blandt andet give tilladelse til regulering på raps, ærter, kål, nysåede marker og ikke høstede marker. I egne med omfattende skader kan der også gives tilladelse til regulering frem til den ordinære jagt begynder.
Dermed er en del af den beskydning, der tidligere foregik som almindelig jagt, blevet flyttet over i reguleringssystemet. Regulering er dog ikke en forlænget jagttid. Den skal være begrundet i et konkret problem og udføres efter vilkårene i tilladelsen.
Den etiske udfordring forsvinder heller ikke, blot fordi jagten kaldes regulering. Den kan tværtimod være særlig tydelig, fordi reguleringen ofte foregår i måneder, hvor nogle duer stadig har æg eller unger.
Anbefalingen er derfor, at der kun skydes til ringduer, som optræder i flok. Enlige fugle eller duer, der flyver parvis eller målrettet mellem en mark og en bevoksning, kan være aktive ynglefugle.
Læs mere i Netnaturs artikel om etisk regulering af ringduer i yngletiden.
Færre skud er ikke det samme som færre duer
Ringduens historie viser, hvor forsigtigt vildtudbyttestatistikken skal læses.
Der skydes i dag under en fjerdedel af det antal ringduer, der blev nedlagt i de største år. Men bestanden er ikke reduceret tilsvarende. Tværtimod voksede både den danske og den samlede europæiske bestand i store dele af den periode, hvor det danske jagtudbytte faldt.
Jagten mistede først august, derefter september og til sidst oktober. Tilbage blev en kort vinterjagt, der først begynder, når en stor del af efterårets mest koncentrerede og effektive duejagt er forbi.
Ringduen er fortsat en talrig og livskraftig art i Danmark. Samtidig ligger der store bestande i Sverige, Norge, Finland og områderne længere mod nordøst. Deres træk og overvintring er med til at afgøre, hvor mange duer danske jægere møder fra år til år.
Den faldende kurve over nedlagte ringduer fortæller derfor først og fremmest historien om en jagttid, der blev kortere. Ikke om en vildtart, der forsvandt.
Sådan har jagttiden flyttet sig
Frem til 1994 kunne ringduen jages fra den 1. august til den 31. januar. I 1994 blev august fjernet, og jagtstarten blev flyttet til den 1. september.
Fra 2007 begyndte jagten først den 1. oktober. Ved den næste ændring i 2011 blev også oktober taget ud af jagttiden, som siden har været placeret fra den 11. november til den 31. januar.
Ændringerne blev gennemført for at mindske risikoen for at nedlægge ringduer med æg eller unger. Da ringduen kan yngle meget sent og under milde forhold næsten hele året, kan risikoen dog ikke fjernes fuldstændigt.
Samtidig er regulering uden for jagttiden blevet mere udbredt. Det præcise antal regulerede ringduer kendes ikke, fordi regulerede og jagtnedlagte fugle indgår i den samme vildtudbyttestatistik.
