Råvildtets brunst er ved at være overstået for denne gang, og dyrene er vendt tilbage til den vante gænge med at æde, tygge drøv og raste
I Østdanmark er råvildtets brunst overstået for denne gang, og dyrene er vendt tilbage til den vante gænge med at æde, tygge drøv og raste. Territoriehævdende bukke beholder dog mere eller mindre deres territorier, og i næste måned begynder dyrene at skifte sommerdragt til den mørkebrune tykke vinterdragt.
Tekst og foto: Henning Kørvel, august 2021
Råvildtets brunst er overstået for denne gang, i det mindste i Østdanmark. Jeg så den sidste brunstaktivitet på Enø på Sydsjælland 13. august, da en pladsbuk forsøgte at finde en brunstig rå ved at snuse sig frem til den på en rås urin i græsset.
Jeg ved dog ikke, om det lykkedes for den at finde, hvad den søgte efter, men under alle omstændigheder har det så været sidste gang i denne omgang, hvis det lykkedes for bukken at beslå en rå, fordi brunsten i Østdanmark er ovre før 15. august.
I andre lande følger brunsten den østdanske norm. Mens jeg i cirka 15 år hvert år jagede brunstbukke i Tjekkiet med min tjekkiske kammerat, Frantisek Havranek, fik jeg et år ind på opleveren, at brunsten er ovre 15. august.
Det år havde jeg imidlertid kun tid til at rejse til Tjekkiet 14. august, og vi således kunne begynde jagten dagen derpå. Men lige så meget råer og bukke var på tæerne i første uge af august, var der 15. august overhovedet ingen aktivitet, da vi om morgenen lagde ud med at jage i Casov cirka 50 kilometer syd for Prag.
Vi så hverken råer eller bukke. Skoven var død. Og stubmarkerne var blæst for liv i kontrast til, at jeg var vant til at se adskillige bukke og råer i første uge af august, og jeg på tre dages jagt gerne skød fire-fem bukke, som jeg kaldte til mig med råpibe.
Når brunsten er forbi, kan bukken esse sammen med råen uden at skulle snuse til den og jage rundt med den.
Guiden pift stoppede buk
Jeg har lært det af virtuosen Vaclav Sloboda, og fra min første jagt med ham husker jeg, at han og jeg stillede os bag hvert et træ med et par meters mellemrum.
Forinden havde han fortalt, at der på stedet stod en pæn pladsbuk. Jeg drømte om, at den ville stille sig til skue i en lille lysning, som blev oplyst af solen, hvis stråler dannede en aura om et rødt egern.
Han blæste tre stød i hver retning, og få sekunder efter, at efterligningen af råens piben havde lydt, så jeg bukken ankomme og stoppe op i den soloplyste lysning, og den kiggede ivrigt efter den ”brunstige rå”, der havde lokket den frem.
Med fast anlæg mod træet, som jeg havde stået bag ved, slap jeg kuglen og så bukken gå i jorden som ramt af lynet.
Selv har jeg efterfølgende kaldt adskillige bukke til mig, men uanset hvor meget jeg end brugte råpiben det år, hvor jeg først begyndte at jage bukke 15. august, så jeg ingen reaktioner overhovedet. End ikke en rå blev lokket frem. Der var tavst som i graven.
Min guide var fortvivlet, men da vi en dag slentrerede af sted inde i skoven, stødte vi en ældre buk, som sprang af sted. Han var imidlertid ikke tabt bag en vogn, for snart piftede han højt, hvilket fik bukken til at stoppe, og i samme sekund slap jeg kuglen og fik dermed den eneste buk, der blev resultatet af det års brunstjagt.
Jeg måtte samtidig sande, at man skal kende sin besøgstid, og hvis man ønsker at skyde brunstbukke, så skal man være på pletten i første uge af august, når der er knald på brunsten, og de danser i heksering alle steder, og råer bliver beslået igen og igen.
Så snart råerne er færdige med at brunste, trænger både de og bukkene til at hvile sig. Bukkene har hver især i snit beslået to-tre råer, og det har været slidsomt, fordi råen brunster i cirka et døgn. Både bukke og råer er derfor trætte og har behov for at hvile ud for at komme til kræfter igen. Derfor så min guide og jeg kun den ene buk, som vi stødte inde i skoven.
Denne mega seksender er den største buk, som jeg kender på Enø. Men jeg fik den ikke at se i brunsten.
Fårefedt beskytter planterne
På Enø er situationen anderledes. Her ser man efter brunsten bukke og råer på deres vante steder. De er ikke udasede på samme måde, fordi de pladsbukke som jeg kender her, kun har en rå, som skal beslås, hvilket må bero på, at pladsbukkenes territorier er relativ små, og der således ikke er plads til, at der kan stå to råer inden for dets grænser. Hvad skulle forklaringen ellers være?
På Enø ruller debatten pro-contra om råvildt i sommerhusområderne videre. Det er ingen overdrivelse, at nogle beboere hellere ser råvildtets hæl end tå, og at mange beboere samtidig elsker at se dyrene i deres haver og på engen, fordi det øger livskvaliteten og oplevelsen af Enø som et refugium, hvor man tit også ser havørne og mange andre arter fugle.
En kvindelig sommerhusbeboer, som jeg talte med i sidste uge, fortalte mig, at da hun i parrets have så en rå med to lam, var hun ”solgt”.
Hun og hendes mand elsker at se råvildt og harer i deres have, og hun beskytter blomsterne med fårefedt. Det kan råvildt ikke lide. Råvildt kan heller ikke lide påskeliljer og pinseliljer samt taks, men æder gerne tulipaner og roser.
De, der gerne vil beskytte deres blomster og andre planter mod råvildt, får her et godt tip gratis, og hvis ikke fårefedt ikke er til at opdrive, så kan hegn om de planter som man gerne vil beskytte imod råvildt, stadigvæk afholde dyrene fra at æde dem.
På samme måde kan træer, som man ikke ønsker, at bukke skal feje på, beskyttes. Træerne kan også beskyttes med fejestokke, der sættes op på to sider af træet og bindes sammen med enten bånd eller tynd ståltråd. Vil en buk trods fejestokke stadigvæk feje på træet, går det kun ud over en af fejestokkene eller dem begge.
Der er en verden til forskel i adfærden hos en afbrunstet rå som denne her og en rå, som er i brunst, fordi den ikke er alene i ret mange sekunder.
”Hidsigbukken” har nu tid til at æde, mens andre gøremål tager opmærksomheden i brunstperioden.
Denne buk er i lighed med nogle andre bukke på samme alderstrin iøjnefaldende mørkere end andre bukke, hvis dragt er mere gullig end rødlig og rødbrun.
På Enø udgør sivskoven sammen med en del af engen og sommerhushaver den enkelte pladsbuks territorium. Selv om pladsbukke hævder territoriet fra fejningen af opsatsen og til efter brunsten, så holder de til i territoriet stort set året rundt.