Jagt på den spiralhornede sitatunge er ofte forbundet med antilopejagt i gummistøvler, da arten skal opsøges i sumpede områder, hvor den lever hele sit liv
Sitatunga
Af Redaktionen
Sitatunga (Tragelaphus spekii) er ikke en af de mest kendte antiloper blandt danske jægere – men jagt på den spiralhornede antilope er en jagtoplevelse, der er lige så udfordrende som den er unik. Sitatunga lever et liv skjult i Afrikas sumpområder, og jagten foregår i antilopens naturlige habitat, da en fuldvoksen sitatunge sjældent viser sig i udenfor sit sumpede og ufremkommelige område …
Mens mange afrikanske antiloper jages på åben savanna eller i skov- og kratområder, holder sitatungaen sig til våde, ufremkommelige sumpe, hvor den bevæger sig lydløst mellem høje siv og papyrus. Herude bliver jagten mere end bare en udfordring med riffelen – det bliver en prøvelse tålmodighed og evnen til at læse terræn, og forudsige hvor en gammel sitatunge vil vise sig …
Sitatungaens adfærd adskiller sig markant fra de fleste andre antiloper. Når den opdager fare, flygter den ikke nødvendigvis – i stedet glider den ud i det dybe vand og bliver “usynlig”, ofte med kun næseborene over overfladen. Det gør den til et vanskelig og krævende vildtart at jage.
Det er ikke en jagt for alle. Mange professionelle jægere betragter sitatunga som en af de mest eksklusive og udfordrende trofæarter i Afrika. Og ofte dukker ønsket om at nedlægge en sitatunga først op relativ sent i en jægers karriere.
Måske ud fra ønsket om at fulde samlingen af Afrikas spiralhornede antiloper, der ud over sitatunge består af bongo, kudu, bushbuck, nyala, eland og herunder ikke mindst den store giant eland …
Tilpasset til et liv i vand
Sitatungaen har lange, brede og fleksible hove, der forhindrer den i at synke i den bløde sumpbund – og det gør den til en glimrende svømmer. Pelsen er vandafvisende, og dens farver – fra rødbrun til mørkebrun med hvide striber og pletter – giver den fremragende camouflage i sivene.
Kun hannen bærer horn, og de spiralformede horn kan nå en længde på op til 60 cm. Trofæet er derfor eftertragtet, og kombineret med den svære jagt gør det sitatungaen til et jagtmæssigt højdepunt for mange.
Hvor findes den?
Sitatungaen findes i Central- og Østafrika – i lande som Uganda, Tanzania, Zambia og dele af Kenya og DR Congo. Den kræver tætte vådområder med vegetation som papyrus, elefantgræs og palmer – og den lever sjældent langt væk fra vand.
Det betyder også, at levestederne er under pres, og derfor er jagten på sitatunga ofte reguleret og begrænset til bestemte områder og sæsoner.
En sky og stille skygge
Sitatungaen er mest aktiv i de tidlige morgentimer og ved skumring. Den lever solitært eller i små grupper – især hunner og kalve. Hannerne er mere territorielle, men sjældent aggressive.
Dens sky natur og livsstil i sumpen betyder, at jægere sjældent får andet end et kort glimt af den – og ofte må vente i timevis i skjul, hvor enhver bevægelse og lyd kan afsløre deres tilstedeværelse. Mange jægere bruger kanoer eller waders for at komme dybt ind i sumpen, hvor de forsøger at opspore spor, afføring eller stier i vegetationen.
Bæredygtig jagt – og beskyttelse
Sitatungaen er ikke truet globalt og klassificeres som “Least Concern” af IUCN. Men i visse områder er bestanden i tilbagegang – især på grund af ødelæggelse af vådområder og ulovlig jagt. Derfor spiller trofæjagt, når den foregår kontrolleret og bæredygtigt, en vigtig rolle i bevarelsen af arten og dens levesteder.
Jagt på sitatunge arrangeres ofte i forbindelse med jagt på andre arter men skal man lægge hånd på en nedlagt sitatunge skal man budgetterer med mindst 100.000 danske kroner, selv om der i denne pris som nævnt kan indgå nedlæggelse af andre arter i området. I følge hjemmesiden Book your hunt starter jagten ved godt 13.000 US
Ved på den måde at give økonomisk værdi til sumpområderne – gennem licenseret jagt og safariturisme – får både lokalbefolkning og myndigheder et incitament til at beskytte sitatungaens habitat.
