Nils Bierre Hansen og Henning Kørvel tog 9. februar på havjagt i det sydlige Storebælt for at opleve havdykandejagten i februar for sidste gang, før den fra den kommende jagtsæson stopper 31. januar.
Af Redaktionen
Gravøllet er erstattet af termokaffe, da vi står ud af havnen i Stigsnæs på det sydvestlige hjørne af Sjælland. Dato: 9. februar 2011. Klokken er 10.15, og Nils og jeg kan konstatere, at vejrgudernes pronose ser ud til at holde, idet vestenvinden med et par grader til nord har den lovede styrke af fire-fem meter i sekundet.
Kursen sættes mod Agersø. Kun for at komme i læ for vestenvinden. Vi vil herefter sætte kursen nordpå, og vil først kunne jage uden for EU-Fuglebeskyttelsesområdet, der omklamrer Agersø og Omø med zoner på fiskeriterritoriet til alle sider. Men mod nord er der kortest afstand til området, hvor vi kan begynde at jage. Derfor vender forstavnen den vej. Ellers ville vi have sat kursen mod det sydøstlige hjørne af Omø og derfra været fortsat til Stålgrundene, hvor vi flere gange har skudt pænt med fugle, flest edderfugle, men også enkelte sortænder, havlitter og fløjlsænder.
I år er der først i dag blevet tid til en havjagtstur. Det har holdt lidt hårdt med at få tid en dag, hvor vejret også var egnet til havjagt. Men vi havde dog længe været enige om, at i februar skulle vi på havjagt med det formål at opleve februarjagten på havdykænder for en sidste gang, før den fra den kommende jagtsæson slutter 31. januar.
En del edderfugle letter langt ude, inden vi nord for Egholm når uden for fuglebeskyttelsesområdet og kan begynde at jage. Der er pænt med fugle fra enlige udparrede par til flokke og enkelte fugle. Men i guder, hvor er de vilde. Hver gang vi prøver at sejle til et par, letter de flere hundrede meter fra båden. – De må åbenbart vare vant til mosten, bemærker jeg. Nils nikker, for det er dog helt vildt. Men med ét går den ikke længere.
En stor edderfugleandrik, der vel sagtens har haft modvilje mod at forlade en muslingebanke, lukker for sent vingerne ud og landes kort tid efter i ketsjeren på agterdækket. Men der går rimelig lang tid, inden den får selskab af ligeledes en fuldfarvet edderfugleandrik. Uden for fuglebeskyttelsesområdet vest for Agersø ligger en hel del sortænder og fløjlsænder, der ikke uventet går på vingerne på flere hundrede meters afstand. Man kan ligeså godt lade være med at sejle til dem og blot vinke til sortænderne med huen eller halstørklædet, hvilket ofte gør dem så nysgerrige, at de slår et smut forbi båden. I bedste fald på skudhold.
Det blæser lidt op til anslået seks meter i sekundet. Fugle går på vingerne. Med ét passerer to par edderfugle båden på kloshold, men vi nøjes med synet, for hunnerne flyver så tæt på andrikkerne, at de med stor sandsynlighed vil blive ramt, hvis vi dristede os til at afgive skud. Om det var af den grund, vi om eftermiddagen oplevede endnu to ”overflyvninger”, hvor hunner og andrikker fløj tæt sammen, så skudafgivelse ville have været halsløs gerning, skal forblive usagt. Blot fandt vi det klogest at holde pegefingeren i ro.
Efter yderligere nogen tid får vi endnu et par skudchancer, før vi beslutter os for at sejle ind under Egholm. Det minder os om, at vi under en havjagtstur for 20 år siden ankrede op på det samme sted på østsiden af øen for at spise frokost. Den dag blev der afviklet drivjagt på øen, og da jagtselskabet kom til såten lige ud for, hvor vi havde ankret op, spottede vi fasaner, der blev drevet på vingerne og fløj ud over Agersøsund for at lande på havoverfladen omkring 300 meter ude.
Vi troede, at de var dømt til druknedøden, men så snart fasanerne var landet på vandet, begyndte de at svømme ind mod øen, og straks de godt gennemblødte nåede ind til kysten, søgte de i dækning i det nærmeste krat. – Det var en skæg oplevelse, griner Nils. – Jeg er enig. Har fortalt historien mange gange, svarer jeg, før nuet kalder, og vi må forholde os til, at det er uigenkaldeligt sidste gang, vi får mulighed for at opleve havfuglejagt i Danmark i februar.
Fra den kommende sæson slutter jagten på edderfuglehunner 30. november, mens edderfugleandrikker, sortand, fløjlsand, havlit må jages indtil 31. januar, og jagten på dem slutter samtidig med jagten på troldand, taffeland, hvinand, bjergand og stor og toppet skallesluger. Dog får edderfuglen ingen jagttid på Bornholm.
Edderfuglehunner er trængt. Det er derfor rimeligt, jagttiden afkortes, kombineret med en fredning af edderfuglen ved Bornholm og Christiansø. Men der ville ikke have været det fjerneste til hinder for, at jagten på edderfugleandrikker, sortand, fløjlsand og havlit kunne have bibeholdt jagttiden uændret i resten af landet frem til 15. februar. Ja, det vil sige: Hindringen var Dansk Ornitologisk Forening, der i Vildtforvaltningsrådet endnu en gang trak det længste strå og fik deres brændende ønske om at få fjernet havfuglejagten i februar, opfyldt. Hvad bliver det næste? Stop for motorbådsjagt, al jagt ud af EU-Fuglebeskyttelsesområderne, alternativt stop for jagt på de vandfuglearter, det enkelte fuglebeskyttelsesområde er oprettet for, stop for al vandfuglejagt 31. december?
Du kan være helt sikker: DOF mangler ikke nye mærkesager og stopper ikke deres raids, før trækfuglejagten i Danmark er nivelleret ned til en skygge af sig selv. Lad os tales ved om 15-20 år. I mellemtiden kan der så drikkes gravøl over endnu en traditionsrig jagtform – februarjagten på udparrede havfugle – der forsvinder og gør saltvandsjagten fattigere.