Som jæger og hundetræner er det vigtigt at undgå stress og optræde værdigt og ligevægtigt under såvel jagt som træning
Af Michel Sand
Denne artikel er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING. De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikker HER
For en jagthund er det afgørende at kunne reagere lynsnart i mange situationer. F.eks. er hundens helbred afhængig af dens evne til hurtigt at undvige angreb fra en skadet ræv eller anden hund etc.
Hundekroppens produktion af kamphormoner er derfor et vigtigt redskab i dens overlevelse.
Når hunden er stresset, slår hjertet hurtigere ligesom blodet forlader de indre organer og søger mod musklerne. Også blodsukkeret øges og fremmer koncentrationen.
Man skal under træningen være meget opmærksom på hundens stressniveau. Ikke mindst da hunde er meget individuelle og derfor reagerer forskelligt på forskellige tiltag.
Hvor en slags øvelser virker stærkt ophidseende på en hund, kan det ikke sætte sindet i kog hos en anden.
Derfor bør man tilrettelægge træningen efter den enkelte hunds temperament og mentalitet.
En lettere ugidelige hund kan man overveje at lade knaldapportere, hvorimod en let antændelig hund må lære at forbinde skud og vildt med noget passivt.
Hvor en hund har brug for fantasifulde og animerende indslag, har en anden mest af alt brug for passivitetstræning. F.eks. siges det om de generelt meget apportglade retrievere, at de ikke skal lære at apportere. Det er de født til. Først og fremmest skal de lære, hvornår de ikke skal apportere.
Men det drejer sig ikke kun om at kontrollere hunden under en stor fasan- eller andejagt, hvor der fældes meget vildt.
Klapjagtstemningen stresser den selv om den ikke kan få afløb for sin frustration, fordi den er i rem eller på anden måde er under førerens kontrol.
I stedet må den lære at tænke på noget andet under drevet. F.eks. kan simple apporteringsøvelser under kontrollerede forhold aflede dens opmærksomhed fra synet af de andre hunde, der styrter frem og tilbage med skudte fugle i munden.
Det virker generelt beroligende på hunden, hvis føreren under jagten optræder værdigt og ligevægtigt. Såfremt denne kræver ubetinget lydighed, selv under oplevelser som virker stressende, kan dette i sig selv aflede hundens opmærksomhed.
Overvurdering af unghundens mentale udvikling kan gøre næsten ubodelig skade, da man ikke må forledes af hundens hurtige fremskridt.
En ung hund, som man arbejder ihærdigt med, vil ofte gøre store fremskridt. Allerede i en ung alder, kan den virke klar til jagt. Men hunden er ikke mentalt moden til at rumme de mange indtryk.
Derfor er der stor risiko for at hundens koncentration ikke slår til. En række forskellige former for uheldig adfærd kan følge i kølvandet på den tidlige jagtstart.
Hunde har forbavsende gode evner til at se sammenhængen i forskellige oplevelser. F.eks. vil synet af remmen straks skabe en forventning om en gåtur.
Arbejder man med en hund som meget nemt lader sig ophidse, kan man forsøge at sløre sammenhængen så meget som muligt.
På jagtprøver ses ofte publikumer med hvalpe og unge hunde i rem. Ved at deltage som tilskuer forhindrer man, at synet af de andre hunde stresser den.
En hund, som første gang den deltager, slippes, vil hurtigt forbinde stemningen med en forestående jagtoplevelse. Nogle af de bedste prøvehunde, jeg har set, har virket fuldstændig afslappet mellem slippende. Enkelte har endda formået at sove, mens de ventede på at det blev deres tur.
Hunde, som på den måde forstår at koble af, sparer på de mentale kræfter. Et af kendetegnene ved store hunde, uanset race og type, er faktisk evnen til at slukke, tænde og slukke.
