Jagtudøverne bør juble over Folketingets beslutning og VFR bør acceptere tingenes tilstand uden at spille fornærmet over folkestyrets afgørelse … Det mener Henning Kørvel
Udsætningshalløjet starter igen om fire år
Synspunkt af Henning Kørvel
Modstanderne af udsætning af vildt til jagt i Danmark bør for deres egen skyld indse, at slaget er tabt, fordi et flertal i Folketinget går ind for udsætning af vildt til jagt. Folketingsbeslutningen er således pejlemærket for fremtidens jagt i Danmark, men de der helst ikke vil forstå og acceptere Folketingsbeslutningen, efterlyser svar på, hvad der sker med Vildtforvaltningsrådets indstilling om ophør af gråandeudsætning om fem år, hvilket er spild af tid og kræfter. Miljøministeren har jo ikke pligt til at følge VFRs indstillinger, men når udsætningsforliget ikke er fulgt, må det skyldes, at en overordnet ide om, at uden udsætning er det slut med gråandejagt i Danmark om få år. I stedet for at spille fornærmet bør VFR acceptere tingenes tilstand, og jagtudøverne bør juble, for Folketingets beslutning er en stor sejr for jagtsagen i Danmark.
Uartikulerede angreb på udsætning af vildt til jagt i Danmark og ”industrijagt” på under 100 af landets 770 godser, kan principielt ses som et angreb på markedsøkonomi, fordi godserne naturligvis tager betaling for aktiviteten, hvilket er fuldt legalt, fordi vi jo heldigvis ikke har planøkonomi i Danmark, og vi forhåbentlig aldrig nogen sinde får det. Sporene i Rusland, Kina, Cuba og Nordkorea skræmmer.
Sagligt set er det vanskeligt – for ikke at sige totalt umuligt – overhovedet at se et problem i, at nogle godser med et jagtvæsen arrangerer dagjagt, fordi det er efterspørgslen, der skaber grobund for denne aktivitet, som der er behov for, ligeså længe som den efterspørges.
Devisen er:
- Efterspørgsel = stor udsætning af vildt og afvikling af dagjagt.
- Uden efterspørgsel = lille udsætning og ingen eller stort set ingen dagjagt udover for ejerne.
Hvis det er misundelse over omsætningen, det handler om, må det for den yderste venstrefløj i Danmark sikkert heller ikke passe ind i krammet, at mange flere af landets 770 godser, end der arrangerer dagjagt, udlejer deres jagtarealer for ofte høje beløb (1.000 kroner og derover pr. hektar), samt for fleres vedkommende udlejer råbukke, kronhjorte, dåhjorte, sikahjorte og muflonvæddere til afskydning til priser, der er afstemt med tilsvarende trofæjagt i udlandet.
Udsætning i mange små enheder
En samlet udsætning på over en million stykker vildt i Danmark til jagt lyder voldsomt, men når antallet splittes op på godser med jagtvæsener og jagtlejere, så er det jo næsten det rene ingenting, der sættes ud pr. enhed, fordi mange mindre jagtlejere sætter mellem 50 og 100 fasaner ud.
Jagtlejere med større revirer udsætter maksimum 1.000 fasaner og nogle gråænder, for at der skal være vildt at jage på reviret, og ifølge undersøgelsen, som Danske Herregårdsjægere fik udført i 2016, sætter kun nogle få godser over 7.500 fasaner ud.
Udover at nogle venstreorienterede personer er vrede på alt det etablerede i samfundet, herunder på udsætning til jagt og navnlig betalingsjagt, fordi man jo skal have penge på lommen for at kunne erlægge 375 kroner + moms (i alt 468,75) kroner eller mere pr. nedlagt fasan, er det svært at se det relevante argument imod denne aktivitet, fordi den er fuldt ud lovlig og bæredygtig, og tilmed nu oven i købet har fået Folketingets blå stempel, da tinget nedstemte Alternativets forslag om forbud mod udsætning af vildt til jagt i Danmark, og med vedtagelsen er Folketinget således principiel tilhænger af udsætning af vildt til jagt i Danmark.
LÆS mere på netnatur.dk/FASANJAGT
Man kan vælge at tage beslutningen som udtryk for, at Folketingsflertallet anser jagt på udsatte fugle som fuldt ud bæredygtig, fordi den i kun mindre grad tolder af bestande af vilde fugle.
Folketingets behandling af forslaget var således en stor begmand til den yderste venstrefløj, og godt for det, og det vil vare mange år, før venstrefløjen igen kan få folkestyret med på den galej for kun at mele deres eget paranoide tankegods.
Desværre har Vildtforvaltningsrådet fireårige cyklusser i flere sagskomplekser, hvilket – med mindre en forstandig miljøminister siger fra – betyder, at udsætningsproblematikken kommer på bordet igen om fire år. Det ligner næsten beskæftigelsesterapi, og man må med rette spørge: Har de i VFR dog ikke andet og mere fornuftigt, de kan kaste sig over?
Hvis man derimod vælger at anskue udsætning af vildt til jagt i Danmark ud fra den entreprenante tidligere overjagtkonsulent Egon Sørensens filosofi, så matcher denne aktivitet heller ikke hans synspunkt i talen, som gjorde ham ekstra upopulær på Nordisk Jægersamvirkes kongres i Elverum i Norge i 1982, fordi han nedgjorde al jagt i Norden med undtagelse af den, der blev udøvet af den ”anonyme jæger i Syvmileskoven”, der stort set næsten intet vildt skød, og måske havde Sørensen selv som rollemodel.
Der er desværre nogle personer i 2024, der ikke har fattet, at den jagt, som Sørensen ville pådutte nordiske jægere for 42 år siden, men som ingen har taget til sig, er totalt uønsket i også det 21. århundrede. Siden 1840 har vi udsat fasaner til jagt i Danmark, og gråænder er blevet udsat her siden 1960-erne. Fasaner er altså kommet for at blive i stort set samtlige europæiske lande samt USA. Og det kan den yderste venstrefløj heldigvis ikke ændre på.
Sideløbende med, at vi i dag jager målrettet i henhold til økonomisk formåen, og således bestiller en klapjagt i den størrelse, som vi kan magte økonomisk, efterspørger vi i stor stil trofæjagt, som er så massiv, at Danmark ikke kan efterkomme efterspørgslen, og vi derfor rejser til Polen, Sverige, Norge, Skotland, England, Irland Tyskland, Tjekkiet, Rumænien, Bulgarien, Grønland, Argentina og Spanien, samt Sydafrika, Namibia og Zimbabwe for at få vores ønsker opfyldt.
Hvordan forestiller nogle personer på den yderste venstrefløj sig, at vi med de behov, som udbyderne og vi har skabt i fællesskab, og efterspørger, ønsker at vende tilbage til entreprenante Sørensens og andre personers fantasibillede af jagt, der mest af alt ligner produktet fra en gammel mavesur mand, der er gået i kloster, og gerne vil formene alle nulevende jagtudøvere adgang til de herligheder, som vedkommende selv må formodes at have nydt, eller i det mindste gerne ville have oplevet, før han gik i kloster.
Fordi ingen efter Folketingets beslutning om at vrage Alternativets forslag, har meldt ud, hvor udsætning står i dag, mener formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, at man skal have ”boret” ud i problemstillingen, så vi mere præcist ved, hvor vi står i forhold til fremtidens udsætning af vildt til jagt i Danmark.
Juster VFRs sammensætning
Det er det dog uhyre let at finde ud af. For det første er Folketingets flertal for udsætning af vildt til jagt i Danmark. Men fordi nye regler ikke er meldt ud, må man naturligvis tage for givet, at de hidtidige regler gælder, hvorefter enhver kan udsætte 100 fasaner på arealer op til 100 hektar, og der på større arealer kan sættes op til 12 fasaner ud pr. hektar med biotopplaner. Med hensyn til ænder kan der sættes en ælling ud pr. 150 kvadratmeter vandspejl eller en voksen gråand pr. 300 kvadratmeter af vandspejlet.
Jægerforbundets formand ser med bekymring på, at miljøministeren i sagen om udsætning af vildt til jagt i Danmark har valgt ikke at følge en næsten enstemmig indstilling fra Vildtforvaltningsrådet, der ikke er enstemmig, fordi Danmarks Naturfredningsforening – landets største grønne forening med cirka 130.000 medlemmer – ikke medvirker, fordi man er modstander af udsat vildt til jagt i Danmark. Det trækker foreningen ned til 0 på min karakterskala.
Jægerforbundet har indgået en principaftale med Danmarks Naturfredningsforening, og fordi DN har valgt at stå uden for udsætningsforliget, bør jægerforbundet sige til DN, at hvis foreningen ikke bakker op om udsætning af vildt til jagt i Danmark, at så opsiges principaftalen.
Mens Ole Roed Jakobsen var formand for Jægerforbundet (2006-2012), blev en aftale med DOF skrottet. Den var indgået af Kristian Raunkjær og gik på, at hvis Jægerforbundet undlod at kræve jagt på mørkbuget knortegås og regnspove, så ville DOF til gengæld undlade at kræve stop for udsætning af vildt til jagt.
Vildtforvaltningsrådet er et rådgivende politisk organ for miljøministeren, men denne har ikke pligt til at følge indstillingerne fra VFR. Tre gange har han således valgt at vrage en indstilling fra VFR om arealkrav, og Vildtforvaltningsrådet kan ikke forvente, at det altid rammer miljøministerens holdning til de sager, som VFR afgiver indstillinger i, men må derimod acceptere, at miljøministeren har det sidste ord. Han er jo i modsætning til VFR folkevalgt.
Men det er forståeligt, at miljøministeren har valgt ikke at følge VFRs indstilling om stop for gråandeudsætning om fem år. Miljøministeren må have vidst eller af sine rådgivere fået at vide, at uden udsætning af gråænder svinder jagten på gråænder ind til stort set ingenting.
Udsætning af gråænder er således i høj grad med til at holde den danske bestand af gråænder kørende, og det vil se sort ud, hvis udsætning af gråænder skulle ophøre på et ikke sagligt grundlag.
I stedet for at klandre miljøministeren for dette, er der mere grund til at acceptere Folketingets holdning, for den redder gråandejagten fremadrettet. Jagtudøverne og Jægerforbundet bør være yderst tilfredse.
Jeg ved meget vel, at DOF og DN er totalt ligeglade med dette, for DOF ser med andeudsætning faren for, at vilde gråænder mister deres særkende, men det er sket for længe siden, og et stop for udsætning vil ikke kunne få den gamle danske gråand tilbage. På grund af mikset imellem vilde og udsatte gråænder er de gråænder, der findes i Danmark i dag, således 200-300 gram større end de oprindelige vilde gråænder, og for den sags skyld de nordiske gråænder, som kommer på træk hertil sidst på efteråret.
Vildtforvaltningsrådet kan dog gøre jagten en tjeneste ved at justere VFRs sammensætning, så jagt får mere vægt i rådet, hvilket kan ske ved at tilføre Bæredygtig Jagt, som repræsenterer godser der udsætter vildt til jagt, herunder til kommerciel jagt, og hvor vi aktive jægere går på jagt.
Det er upassende, at de ikke allerede er medlem af VFR, mens jagtmodstanderne både er repræsenteret med DOF, DN og DB (Dyrenes Beskyttelse).
Fordi paraplyorganisationen, Friluftsrådet har sæde i rådet, ville det se godt ud, at Bæredygtig Jagt kom ind i varmen, selv om det vil overlappe Dansk Skovforening og Landbrug & Fødevarer, men Friluftsrådet overlapper jo i forvejen samtlige foreninger i VFR, uden at det gør paraplyorganisationen uværdig til et sæde i VFR.
KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker.
Undermagasinerne på netnatur.dk samler og organiserer nyheder og aktuelt indhold