“Ulvens tilbagekomst til Jylland bliver ofte fremstillet som en naturhistorisk succes. Det skriver Poul Valdemar Nielsen som mener denne fortælling overser en afgørende realitet
Ulven er blevet et symbol – men biodiversiteten er blevet taberen
Synspunkter, der ønskes optaget på Netntur.dk, kan sendes til info@netnatur.dk
Synspunkt af Poul Valdemar Nielsen, Jægerrådsformand Fanø og formand i Dansk Breton Klub
“Ulvens tilbagekomst til Jylland bliver ofte fremstillet som en naturhistorisk succes. Men denne fortælling overser en afgørende realitet: Ulven vender ikke tilbage til sin gamle niche”.
Den indtager en ny niche i et Jylland, der på alle væsentlige punkter er fundamentalt ændret siden begyndelsen af 1800-tallet. I dette ændrede landskab bliver ulven ikke en gevinst for biodiversiteten, men tværtimod en begrænsende faktor.
Da ulven forsvandt for omkring 200 år siden, boede der kun 10-15 % af nutidens jyske befolkning i landsdelen. Jylland var et åbent, uhegnet og ekstensivt udnyttede kulturlandskaber, hvor husdyr gik frit eller under opsyn, og hvor hjortevildtet levede i et miljø, der var langt mere dynamisk og mindre fragmenteret end i dag. Ulven var en del af dette system, hvor tab af husdyr blev betragtet som en naturlig risko.
I dag er situationen en helt anden. Jylland er tæt befolket, intensivt udnyttet og gennemskåret af veje, hegn, byer og tekniske anlæg. Biodiversiteten er i høj grad afhængig af aktiv naturpleje, især græsning, og af sammenhængende spredningskorridorer, der gør det muligt for arter at bevæge sig mellem levesteder. Samtidig står får, kvæg og heste i indhegninger, som ulven har let adgang til.
Ulven kan passere færiste og åbninger uden problemer, mens husdyrene er indesluttet bag hegn, der forhindrer dem i at flygte. Det skaber en strukturel fordel for ulven, som den aldrig tidligere har haft i Danmark. Hegnene fungerer i praksis som kunstige fælder.
Ulve har lært sig at krydse færiste
Ulven opfører sig derfor økologisk som en invasiv art. Den er ikke invasiv i juridisk forstand, men dens adfærd følger samme mekanik: Den udnytter nye nicher, vokser i et system uden naturlige begrænsninger og forskyder balancen i økosystemet. Den påvirker både byttedyr, husdyr, naturpleje og menneskers brug af landskabet på måder, der ikke har historisk fortilfælde i Danmark.
En af de mest oversete konsekvenser er ulvens påvirkning af græsningen. Græsning er den vigtigste naturplejemetode i Danmark, og uden græsning forsvinder mange af vores mest truede naturtyper: overdrev, enge, heder og strandenge. Når lodsejere og landmænd af frygt for ulveangreb undlader at sætte dyr ud, eller når udgifterne til ulvesikre hegn bliver for store, ophører græsningen.
Resultatet er tilgroning, tab af lysåbne naturtyper og forsvinden af sjældne arter som engblåfugl, brun pletvinge og flere orkidéarter. Ulven bliver dermed en direkte begrænsende faktor for biodiversiteten.
Ulven ændrer også hjortevildtets adfærd. Efter 200 år uden store rovdyr reagerer hjortevildtet anderledes end i store, vilde økosystemer. Ulven presser hjortene sammen i store rudler, som søger mod områder, de opfatter som sikre – ofte tættere på bebyggelse, veje eller åbne marker.
Det fører til lokal overgræsning, nedtramning af vegetation og skader på både landbrugsafgrøder og naturarealer. Ulven ændrer ikke hjortens værdi som græsser, men den ændrer, hvor og hvordan hjortene græsser, og det skaber ubalance i et landskab, der er afhængigt af jævn og fordelt græsning.
Samtidig udnytter ulven en række menneskeskabte nicher, som ikke fandtes i Danmark for 200 år siden. Hegnede naturnationalparker, lavbundsprojekter med store græssere, sommerhusområder med stabile råvildtbestande og småbiotoper, der fungerer som spredningskorridorer, giver ulven adgang til ressourcer, den aldrig tidligere har haft. Det er præcis den type nicheudnyttelse, man ser hos arter, der opfører sig invasivt.
For at beskytte husdyr mod ulveangreb opsættes ulvesikre hegn, men disse hegn fragmenterer landskabet yderligere. De blokerer for rådyr, harer, ræve, pindsvin og en lang række smådyr, og de underminerer de spredningskorridorer, som Danmark har brugt årtier på at etablere. Det skaber en direkte konflikt mellem ulvebeskyttelse og biodiversitetsbeskyttelse.
Det nye naturparadigme blokerer for faglig debat
I de seneste år er et nyt naturparadigme blevet dominerende. Det bygger på idéen om, at naturen skal “genvildes”, at rovdyr skal genindtage deres plads, og at økosystemer skal regulere sig selv uden menneskelig indblanding. Paradigmet er inspireret af store vildnisområder som Yellowstone, hvor ulvens genindførsel har haft positive effekter. Men Danmark er ikke Yellowstone.
Danmark er et kulturlandskab, hvor biodiversiteten er skabt og opretholdt af mennesker gennem græsning, slåning, jagt og aktiv forvaltning. At overføre en amerikansk vildmarksmodel til et dansk kulturlandskab er fagligt uholdbart.
LÆS mere om ULV
 |
 |
|
|
Ulven er vendt tilbage til Jylland efter omkring 200 års fravær og lever nu i et stærkt menneskepåvirket kulturlandskab, hvor den primært lever af råvildt og krondyr, men i nogle tilfælde også kan tage husdyr.
Når ulven kritiseres for at reducere græsning, ændre hjortevildtets adfærd eller udnytte indhegninger som kunstige fælder, bliver det ikke mødt med faglige argumenter, men med ideologiske svar. Kritik af ulven tolkes som modstand mod naturbeskyttelse, og enhver faglig indvending affejes som “gammeldags” eller “antropocentrisk”. Dermed bliver det næsten umuligt at føre en faglig diskussion om ulvens reelle konsekvenser for biodiversiteten.
Hvis biodiversiteten i Danmark skal sikres, må naturforvaltningen igen bygge på økologi, erfaring, data og landskabets virkelighed – ikke på ideologiske forestillinger om en natur, vi hverken har eller får. Ulven er ikke en gevinst for biodiversiteten i Jylland, men en begrænsende faktor, og det er på tide, at forskere og politikere forholder sig til det, før konsekvenserne bliver uoprettelige.
Jægerne er en nødvendig del af løsningen
Skal vi lykkes med en faglig og realistisk naturforvaltning, er jægerne en nødvendig del af løsningen. Ingen andre grupper har samme praktiske erfaring med vildtets adfærd, landskabets dynamik og de konkrete konsekvenser af ulvens tilstedeværelse. En fremtidig forvaltning af både ulv og hjortevildt kræver samforvaltning, hvor jægernes viden og tilstedeværelse i landskabet ikke blot høres, men indgår som en central del af beslutningsgrundlaget.
Det er helt afgørende at forstå, at jagt og regulering ikke er to adskilte aktiviteter. I debatten fremstilles jagt ofte som rekreativ og regulering som en nødvendig skadebegrænsning, men denne opdeling er kunstig og fagligt misvisende. Jagt og regulering er én samlet naturforvaltningsopgave, og kun ved at se dem som en helhed kan Danmark sikre både natur, biodiversitet og en bæredygtig udnyttelse af vores vildtressourcer.
Vi skal også turde sætte tal på hvormange ulve der er plads til regionalt.
På Fanø ønsker vi ikke ulve. Dette skyldes flere forhold, dels at øen er tæt befolket i sommerperioden og dels at krondyrene ikke har andre muligheder end at udvandre fra øen. Hvis krondyrerene forlader Fanø vil det være et tab for biodiversiteten.
Mit håb for fremtiden er derfor, at naturpolitikken tør vælge en helhedsorienteret tilgang, hvor jægerne anerkendes som den ansvarlige, vidensbaserede og dagsordensættende aktør, de faktisk kan være. Det er denne tilgang, der kan bringe fagligheden tilbage i naturforvaltningen og skabe en mere realistisk og bæredygtig retning for Jyllands natur.
Synspunkter, der ønskes optaget på Netntur.dk, kan sendes til info@netnatur.dk
