Ræv og mårhund spiser meget af det samme og færdes mange af de samme steder. Men hvis mårhunden får lov til at brede sig, betyder det så, at ræven bliver presset tilbage?
Ræv mod mårhund – hvem vinder kampen om det danske landskab?
Af Netnatur-Redaktionen
Ræv og mårhund kan ved første øjekast ligne to konkurrenter på kollisionskurs. De er omtrent samme størrelse, begge tilhører hundefamilien, begge er overvejende aktive om natten, og begge er opportunister, der stort set æder det, landskabet tilbyder.
Alligevel er der en afgørende forskel.
Ræven er en hjemmehørende og særdeles specialiseret jæger, der kan leve næsten overalt fra åbent land til storbyer. Mårhunden er i højere grad en langsomt fouragerende altæder med forkærlighed for fugtige områder, tæt vegetation, søbredder, moser og andre steder, hvor den kan finde padder, æg, smådyr, ådsler og planteføde.
Spørgsmålet er derfor ikke nødvendigvis, om den ene art vil fortrænge den anden.
Det mere interessante spørgsmål er, om Danmark kan ende med at rumme begge arter i stort antal.
Og biologisk set er svaret sandsynligvis ja.
LÆS mere på netnatur.dk/RAEV og netnatur.dk/MAARHUND
En asiatisk hund i dansk natur
Mårhunden (Nyctereutes procyonoides) kommer oprindeligt fra Østasien. Arten blev i stor stil udsat i den europæiske del af det daværende Sovjetunionen i første halvdel af 1900-tallet, først og fremmest med henblik på pelsproduktion.
Mere end 9.000 dyr blev udsat forskellige steder, og herfra begyndte en af Europas mere bemærkelsesværdige rovdyrspredninger.
Mårhunden bredte sig mod vest og nord gennem blandt andet Finland, Baltikum, Polen og Tyskland og nåede til sidst Danmark. I dag betragtes den som en invasiv art, og dens europæiske spredning og mulige påvirkning af hjemmehørende arter er grundigt behandlet i en videnskabelig gennemgang af mårhundens invasion af Europa.
Den danske bestand bekæmpes derfor målrettet. Det er ikke uden grund.
Mårhunden har flere egenskaber, som gør den usædvanligt god til at etablere sig i nye områder. Den spiser næsten alt, tåler meget forskellige klimaforhold, kan vandre langt og har et meget stort reproduktionspotentiale.
I undersøgelser fra Europa ligger almindelige kuldstørrelser omkring otte-ni hvalpe. Arten kan dog under usædvanligt gode forhold præstere langt større kuld, hvilket understreger dens potentiale for hurtig bestandsvækst.
Ræven er den stærkere jæger
Ræven (Vulpes vulpes) angriber derimod byttedyr på en måde, som mårhunden sjældent kan matche. Den er hurtigere, lettere bygget og langt mere udpræget rovdyr.
Mus og andre smågnavere spiller en vigtig rolle, men ræven kan også tage fugle, æg, harer, kaniner og andre mindre dyr. Samtidig lever den af insekter, frugt, ådsler og menneskeskabte fødekilder.
Det er netop denne fleksibilitet, der har gjort ræven til et af verdens mest succesrige rovpattedyr.
I Danmark findes ræven stort set over hele landet og kan leve i skove, agerland, sommerhusområder og helt inde i byerne. Mere om artens danske biologi kan læses hos Dansk Pattedyrforening.
Mårhunden har en anden strategi.
Den er ikke bygget til at indhente bytte på samme måde som ræven. Til gengæld er den fremragende til langsomt at gennemsøge et område for lettilgængelig føde. Her kan næsten alt komme på menuen. Padder, insekter, orme, små pattedyr, fisk, fugleæg, fugleunger, ådsler, frugt og bær kan udnyttes.
Det betyder også, at de to arter kun delvist konkurrerer om den samme føde.
De kan bo næsten oven i hinanden
Netop spørgsmålet om konkurrencen mellem ræv og mårhund er undersøgt i Centraleuropa.
Her har forskere fulgt de to arter i kulturlandskaber og konstateret, at deres territorier kan overlappe betydeligt, uden at det nødvendigvis fører til direkte konflikt.
Mårhunden foretrækker i højere grad tæt vegetation og fugtige områder, mens ræven generelt anvender landskabet bredere.
Forskningen peger derfor på, at forskelle i deres brug af landskabet kombineret med rigelige føderessourcer gør det muligt for arterne at leve side om side.
Andre europæiske undersøgelser peger i samme retning. Der findes potentiale for konkurrence om blandt andet ådsler, skjul og attraktive levesteder, men der er ikke påvist en generel udvikling, hvor mårhunden fortrænger ræven fra områder, hvor begge arter findes.
Det ændrer billedet af den mulige kamp mellem arterne. Det er ikke nødvendigvis en kamp med én vinder.
Mårhundens stærkeste våben er formeringen
Hvis ræven har fordelen som jæger, har mårhunden en anden fordel. Den kan producere mange unger.
Mårhunde danner normalt faste par, og både han og hun deltager i pasningen af hvalpene. Hunnerne kan blive kønsmodne tidligt, og store kuld betyder, at bestanden kan vokse hurtigt, når føde og levesteder er til rådighed.
I de nordligste dele af udbredelsesområdet har arten yderligere en egenskab, der er usædvanlig blandt hundedyr: Den kan gå i vinterhvile og reducere aktiviteten markant gennem de hårdeste vinterperioder.
Danmarks milde vintre er næppe nogen alvorlig barriere. Tværtimod kan et mildt klima betyde, at mårhunden kan fouragere gennem en større del af året.
Tallene afslører et betydeligt pres
Den danske vildtudbyttestatistik giver et interessant billede. I jagtsæsonen 2024/25 blev der foreløbigt indberettet 8.886 mårhunde. Det var 28,6 procent flere end året før. Til sammenligning blev der indberettet 24.256 ræve.
Tallene fremgår af DCE – Aarhus Universitets opgørelse over vildtudbyttet 2024/25.
Tallene er ikke bestandsoptællinger. De fortæller altså ikke direkte, hvor mange ræve eller mårhunde der findes i Danmark. Men de viser noget om størrelsesordenen.
Når næsten 9.000 mårhunde kan fjernes fra naturen på ét år, samtidig med at arten er genstand for en målrettet bekæmpelse, er der ikke længere tale om enkelte strejfende dyr. Mårhunden har etableret et alvorligt fodfæste.
Udviklingen bliver særlig interessant, når man ser på ræven.
I 1960’erne blev der enkelte år nedlagt mere end 55.000 ræve i Danmark. I de seneste år har udbyttet ligget omkring 24.000, og siden 1995 er det registrerede ræveudbytte faldet. Sygdomme som ræveskab og hvalpesyge har flere gange reduceret regionale bestande kraftigt.
Det betyder dog ikke, at mårhunden er årsagen til rævens tilbagegang. Der findes ikke dokumentation for en sådan direkte sammenhæng.
Kampen foregår især omkring vandet
Hvis de to arter skal støde sammen økologisk, vil det sandsynligvis især ske i mosaiklandskaber med krat, vådområder, søer og landbrugsarealer.
Her finder begge arter rigeligt med føde.
Men mårhunden synes at være mere knyttet til fugtige områder end ræven. Europæiske undersøgelser beskriver en tydelig præference for vådområder, bredzoner og tæt vegetation. Det er også her, naturforvaltningen især interesserer sig for arten.
Jordrugende fugle, padder og andre dyr, der er lette at opsøge, kan være sårbare over for endnu et mellemstort rovdyr i landskabet.
Hvor stor mårhundens samlede effekt på europæiske fuglebestande er, er dog vanskeligere at dokumentere, end man undertiden får indtryk af. Den videnskabelige litteratur peger på lokale negative effekter, men finder ikke entydigt dokumentation for store generelle nedgange blandt fugle som direkte følge af mårhunden. For padder findes der eksempler på betydelige lokale påvirkninger.
Ræven har én fordel, mårhunden aldrig får
Der findes desuden en afgørende forskel mellem de to arter i Danmark. Mennesket ønsker grundlæggende, at ræven fortsat skal eksistere.
Det samme gælder ikke mårhunden. Ræven er en naturlig del af den danske fauna. Selv om den både jages og reguleres, er målet ikke at udrydde den.
Mårhunden er derimod invasiv, og hele den danske forvaltning arbejder imod dens etablering og spredning.
Naturstyrelsen beskriver den danske indsats mod invasive rovpattedyr og samarbejder blandt andet med jægere om målrettet regulering af mårhund. Det er sandsynligvis den vigtigste faktor i hele regnestykket.
Så hvem vinder?
Hvis mennesket blev taget helt ud af ligningen, er det langt fra sikkert, at der ville komme en egentlig vinder.
Erfaringerne fra områder længere mod øst viser snarere, at ræv og mårhund kan eksistere side om side i store bestande.
Ræven er hurtigere, mere alsidig som aktiv jæger og bedre til at udnytte åbne landskaber og byområder.
Mårhunden har til gengæld en voldsom formeringsevne, kan leve af næsten alt og er særdeles godt tilpasset fugtige og tætte naturtyper. Den ene behøver derfor ikke at fortrænge den anden.
Det mest sandsynlige naturlige slutresultat ville snarere være et dansk landskab med to talrige mellemstore rovdyr i stedet for ét. Og netop derfor foregår den egentlige kamp ikke mellem ræven og mårhunden.
Den står mellem mårhundens formeringsevne på den ene side og jægere og myndigheders bekæmpelse på den anden.
Foreløbig er næsten 9.000 nedlagte mårhunde på én sæson et temmelig tydeligt tegn på, at den asiatiske udfordrer ikke har tænkt sig at forlade Danmark uden kamp.
Kort om ræv og mårhund
Ræven (Vulpes vulpes) er naturligt hjemmehørende i Danmark og findes stort set over hele landet. En voksen dansk ræv vejer typisk omkring 6-11 kilo, og et kuld består normalt af fire-syv hvalpe, selv om større kuld forekommer.
Mårhunden (Nyctereutes procyonoides) stammer fra Østasien og er indført til Europa. Den er omtrent på størrelse med ræven, men mere kompakt bygget og har kortere ben. Arten er invasiv i Danmark og kan få store kuld, ofte omkring otte-ni hvalpe under gode forhold.
Begge arter tilhører hundefamilien, men mårhunden er ikke nært beslægtet med vaskebjørnen trods dens karakteristiske sorte ansigtsmaske.
