Kronik i Politikken rammer jagtens akilleshæl, når der peges på at anskydninger og længere flugtafstande er prisen for jagt på de store bestande af gæs.  Men gåsebestande skal fortsat forvaltes. det ønsker samfundet. Og skal alternativet til jagt være indfangning og gasning som i Holland? Derfor bør debatten ikke kun handle om jagtens ulemper, men også om, hvad jagten giver tilbage – og hvad der skal træde i stedet, hvis jægerne ikke kan levere på de principper som de danske jægere – repræsenteret ved Danmarks Jægerforbund – selv har sat samfundet i udsigt

Mens debatten om balancen mellem landbrug og natur i disse dage stjæler overskrifterne, retter formanden for DOF BirdLifes Naturpolitiske Udvalg, Hans Meltofte, opmærksomheden mod jagten på fugle.

I en kronik i Politiken fremhæver han to af jagtens mest sårbare punkter: Anskydninger og den forstyrrelse, som får jagede fugle til at holde større afstand til mennesker.

Resten af kronikken ligger bag betalingsmur, og Netnatur.dk forholder sig derfor alene til de synspunkter og oplysninger, som er offentligt tilgængelige for vores læsere. F.eks. på ornitologernes hjemmeside …

Der kan skrives mange linjer som modsvar til oplysningen om, at en betydelig andel af de undersøgte gæs har hagl i kroppen. Tallene varierer mellem arter, lande og aldersgrupper, og haglene kan være samlet op gennem flere jagtsæsoner og under både almindelig jagt og regulering. Dertil kommer, at anskydningsniveauet hos blandt andet kortnæbbet gås er blevet reduceret markant gennem oplysning, træning og kortere skudafstande.

Men selv efter alle nuancer er føjet til, står problemet tilbage: For mange gæs flyver fortsat rundt med hagl i kroppen. Det er jagtens akilleshæl, og det nytter ikke at benægte den.

Det samme gælder forstyrrelsen. Jagt forstyrrer. Den påvirker fuglenes adfærd og kan få dem til at flygte på større afstand end fugle, der ikke bliver jaget. Det kan have betydning for andre menneskers muligheder for at opleve fuglene på nært hold. Den del af kritikken bør jægerne heller ikke forsøge at tale væk.

Men konsekvenserne skal vejes op imod det, jagten giver tilbage.

Ikke alle gæs kan skæres over én kam

I kronikken skriver Hans Meltofte:

– For bare at nævne nogle af de værste (ved jagt red.) flyver omkring hver femte vildgås i Nordeuropa rundt med hagl i kroppen efter at være blevet ramt af skud uden at dø.

Påstanden henviser til en ny undersøgelse, hvor 3.843 vandfugle fra ni forskellige arter blev røntgenundersøgt i Danmark, Tyskland, Holland, Litauen, Norge og Sverige i perioden 2017-2022.

Samlet havde 17 procent af fuglene hagl i kroppen. Blandt voksne fugle var andelen 19 procent.

Det er tæt på hver femte, men undersøgelsen omfatter ikke kun vildgæs. Den omfatter også ænder og svaner, der må jages i nogle lande, og forskellene mellem de enkelte arter er betydelige.

Det er derfor en noget bred konklusion, at præcis hver femte vildgås i Nordeuropa flyver rundt med hagl i kroppen. Men hovedbudskabet kan ikke afvises: Anskydningsniveauet er fortsat højt hos flere arter.

Samtidig er det vigtigt at forstå, hvad røntgenbillederne viser. De indskudte hagl kan være opsamlet gennem flere jagtsæsoner. Undersøgelsen viste da også, at voksne fugle langt oftere havde hagl i kroppen end ungfugle. Blandt alle de undersøgte arter var andelen høj hos voksne fugle, og meget  lav hos fugle i deres første leveår.

Tallene fortæller altså ikke, hvor mange fugle der er blevet anskudt i løbet af en bestemt jagtsæson. De viser, hvor stor en andel af de undersøgte fugle der på et tidspunkt i livet er blevet ramt uden at dø.

Det gør ikke problemet mindre alvorligt, men det gør fortolkningen mere præcis.

Udviklingen er gået den rigtige vej

De aktuelle tal er væsentligt lavere end nogle af de anskydningsprocenter, der tidligere er blevet registreret.

Ifølge en fagfællebedømt undersøgelse i Journal of Applied Ecology faldt andelen af voksne kortnæbbede gæs med hagl i kroppen fra 36 procent i 1997 til 17,8 procent i 2005. Resultatet understøttes af en dansk DCE-rapport om anskydning af vildt, som konkluderer, at Miljøministeriets handlingsplan havde en tydelig positiv effekt. Forskerne knytter især forbedringen til øget opmærksomhed på den anbefalede maksimale skudafstand på 25 meter.

Forskerne forbinder altså den positive udvikling med oplysningskampagner, bedre træning og ændrede jagtmetoder i Danmark og Norge.

Det viser, at problemet ikke er uløseligt. Jægernes ændrede adfærd har allerede gjort en dokumenterbar forskel. Men der er næppe noget, der er så godt, at det ikke kan gæres bedre …

Gåsejagt kræver særlig disciplin

Gåsejagt er en disciplin, der kræver stor indsigt og måske mere selvbeherskelse end nogen anden form for haglbøssejagt.

Gæssene er store fugle, og netop størrelsen kan snyde øjet. En gås, der ser ud til at være inden for forsvarlig skudafstand, kan befinde sig betydeligt længere væk. Erfaringer viser at store fugle kan risikere at blive beskudt på længere afstande end ønskeligt, fordi de ser ud til at være tættere på, end de faktisk er.

Samtidig flyver gæssene ofte i flokke. Et skud rettet mod én udvalgt fugl kan risikere at ramme en anden gås længere tilbage i flokken. Risikoen for anskydninger stiger givetvis også, hvis jægeren skyder på kanten af den forsvarlige afstand …

Den bedste gåsejagt foregår derfor med velfungerende lokkefugle, et godt skjul og fugle, som kommer helt ind til jægeren. Afstanden skal reduceres, inden skuddet afgives – ikke diskuteres bagefter.

Jagt på overflyvende gæs – evt. uden brug af lokkefugle – kræver mindst lige så stor selvdisciplin. Fuglene flyver ofte højere, end jægeren umiddelbart vurderer, og et skud på for lang afstand kan sende enkelte hagl ind i fuglen uden at levere den nødvendige dræbende virkning.

Ingen jagt med hagl kan gøres fuldstændig fri for risikoen for anskydning. Men det er ikke et argument for at acceptere et højt niveau. Hvis jægerne følger anbefalingerne om korte skudafstande, korrekt ammunition, konsekvent afstandsbedømmelse og få, velvalgte skud, kan antallet reduceres væsentligt.

Jagt ændrer fuglenes adfærd

Hans Meltofte fremhæver også, at jagten forringer andre menneskers muligheder for at opleve fuglelivet:

– Anskydninger er blandt de væsentligste årsager til, at jagede fugle er så sky over for mennesker, at de letter på ti gange så stor afstand, som de gør i dele af verden, hvor fuglene kun jages lidt eller slet ikke.

Netnatur.dk har ikke adgang til dokumentationen bag den konkrete faktor på ti og kan derfor ikke vurdere netop dette tal. Den grundlæggende sammenhæng er derimod vanskelig at bestride.

Jagt forstyrrer, og regelmæssig beskydning ændrer fuglenes adfærd. Mange skud og gentagne forstyrrelser kan gøre gæssene mere sky og få dem til at søge mod områder, hvor de oplever større sikkerhed.

Men naturligvis har Hans Meltofte en pointe …

Danmarks Jægerforbund har selv været med til at formulere principper for fremtidens jagt og fastsættelsen af jagttider, hvorefter jagten ikke bør føre til unødigt store flugtafstande. Dette principnotat, der er udarbejdet af Danmarks Jægerforbund og Danmarks Naturfredningsforening, har udløst kritik – ikke mindst her på Netnatur.dk, hvor det blandt andet er blevet diskuteret ved flere lejligheder. 

Notatet sender nemlig et signal om, at jagt kan udøves uden konsekvenser for de mennesker, der gerne vil studere fuglene på nært hold. Det er ganske enkelt ikke muligt, når fuglene forbinder mennesker med jagt.

Derfor vil dette papir givetvis blive trukket frem af skuffen igen og igen. Jagtkritikerne vil næppe lade sig stille tilfredse, før jægernes største organisation sikrer, at jægerne lever op til deres egne principper.

I nogle land, hvor jagt med haglbøsse kun udøves i meget begrænset omfang, er resultatet fugle med en nærmest ikkeeksisterende flugtafstand. Hvis det er målet for jagten i Danmark, er de danske jægere kastet ud i en opgave, som de ikke kan løse.

Men jagt betyder altså ikke, at den danske befolkning generelt er afskåret fra at opleve gæs. Om efteråret og vinteren findes der store mængder gæs over store dele af landet. Omkring reservater og jagtfrie områder kan besøgende ofte komme ganske tæt på rastende fugle.

Ikke mindst om foråret ændrer de hårdt jagtede grågæs adfærd mange steder. Grågæssene har indtaget en lang række parker, damme og mindre moser – også i områder med et betydeligt publikumstryk. Flere steder optræder de næsten som halvtamme parkfugle.

Det modsiger ikke, at jagt øger flugtafstanden. Det viser blot, at adfærden afhænger af årstid, lokalitet, jagttryk og fuglenes erfaringer med mennesker.

Hvis ikke jagt – hvad er så alternativet?

Voksende gåsebestande medfører konflikter. Gæssene kan forårsage betydelige skader på landbrugsafgrøder, og fra landbrugets side er der et vedvarende krav om, at bestandene holdes under kontrol.

Derfor melder det centrale spørgsmål sig: Hvad forestiller Hans Meltofte sig skal erstatte jagten, når antallet af gæs skal reduceres?

I Holland er et af svarene indfangning og gasning. Under gæssenes fældeperiode, hvor fuglene midlertidigt ikke kan flyve, drives de sammen og ind i indhegninger. Herfra føres de ind i lukkede containere, hvor de aflives med CO₂.

Vil danskerne foretrække denne metode frem for jagt, som trods alt både reducerer bestandene og skræmmer fuglene væk fra særligt udsatte marker?

Se Netnaturs video: Sådan indfanges og gasses grågæs i Holland

Gasning kan være effektiv og reducere en lokal bestand hurtigt og kontrolleret uden ret mange brækkede vinger eller andre former for lemlæstelse. Til gengæld udsættes fuglene for betydelig stress, når de drives sammen på et af de mest sårbare tidspunkter i deres liv – nemlig under fældningen, hvor de skifter svingfjer og derfor ikke kan flyve.

Metoden fjerner da heller ikke behovet for at slå fuglne ihjel. Den flytter blot aflivningen fra jægerens haglbøsse til en organiseret og mere kemisk aflivning med meget stress, men meget lidt blod.

Jagten skal vurderes på hele sit regnskab

Jagtens påvirkning skal ikke skjules. Anskydninger er et dyrevelfærdsmæssigt problem, og jagt kan få fuglene til at ændre adfærd og holde større afstand til mennesker. Jægerne arbejder på dette allerede.

Men jagten skal vurderes på hele sit regnskab.

Den kan begrænse markskader, bidrage til forvaltningen af voksende bestande og levere kød fra fritlevende dyr. Den skaber desuden indtægter og giver lodsejere en økonomisk interesse i at bevare vådområder, enge og andre levesteder, som også gavner mange arter, der aldrig jages.

Hans Meltoftes kritik bør dog ikke alene mødes med forsvar. Den bør bruges som anledning til at se kritisk på den enkelte jagtudøvelse.

Hvor mange skud bruger vi pr. nedlagt gås? Er fuglene reelt tæt nok på? Er én fugl tydeligt udvalgt, inden skuddet går?

Gåsejagten kan altid gøres bedre. Det er ikke en indrømmelse til jagtens modstandere, men en forudsætning for at bevare en jagtform, som både skal være effektiv, etisk forsvarlig og accepteret af det omgivende samfund samt udøves med stor respekt for fuglene ikke mindst.

Debatten bør derfor ikke ende med en konstatering af, at jagt har negative konsekvenser. Den bør også handle om, hvad der skal træde i stedet – og om samfundet foretrækker disciplineret jagt eller indfangning og gasning, når antallet af gæs skal reduceres.

En ting står dog klart. Danske jægere har allerede flyttet sig markant i retning af færre anskydninger af gæs … Jægerne følger med tiden. Måske burde nogle af ornitologernes ældre stemmer prøve at gøre det samme. Tidligere tiders uetiske gåsejagt er en saga blot med mindre man leder efter håret i suppen og absolut vil hæfte uheldige oplevelser på hele jægerstanden …

Principnotatet, der har givet ikke-jægere falske forhåbninger, bør revurderes eller måske helt trækkes tilbage, da det indeholder flere principper, som jægerne reelt ikke kan leve op til.

Det kan man læse mere om på Netnatur.dk, som fra begyndelsen har forholdt sig kritisk til skrivelsen. Måske håbede man lidt naivt, at den kunne skabe borgfred mellem jægere og ornitologer, der på flere områder har meget forskellige opfattelser af forholdet mellem fugle og samfund.

LÆS også: Principaftale om jagt: Borgfred eller tikkende bombe?

Kronikken i Politiken viser at dette næppe blev tilfældet. Tværtimod udgør principperne drejebogen på en evig lang debat, hvor jægerne kan risikere at tabe stort på den lidt længere bane …

 Kort fortalt om det det stigende jagtudbytte

Den danske vildtudbyttestatistik, som udarbejdes af DCE ved Aarhus Universitet på baggrund af jægernes indberetninger, går helt tilbage til 1941. De lange tidsserier viser en tydelig udvikling: Gæs er gået fra at udgøre en forholdsvis begrænset del af det danske jagtudbytte til at være en stadig vigtigere gruppe.

Grågåsen tegner sig for den tydeligste fremgang. I takt med at bestanden er vokset og har bredt sig til nye områder, er det indberettede jagtudbytte steget markant. I jagtsæsonen 2009/10 blev udbyttet opgjort til omkring 42.500 grågæs. Det var væsentligt mere end blot få årtier tidligere og understreger, hvor stor en forandring der er sket.

Også udbyttet af kortnæbbet gås voksede. I 2009/10 blev der indberettet cirka 5.600 fugle, mens udbyttet i 2014/15 nåede omkring 12.200. Udviklingen hang sammen med en voksende bestand og en international forvaltningsplan, hvor jagten blev anvendt som et aktivt redskab til at styre bestanden.

Canadagåsen har ligeledes etableret sig og bredt sig i Danmark, mens bramgåsen er blevet langt mere talrig som trækgæst og lokalt ynglefugl. Bramgåsen har som udgangspunkt været fredet, men kan under bestemte betingelser reguleres for at begrænse skader.

Vildtudbyttet er ikke det samme som en bestandsoptælling. Det påvirkes også af jagttider, vejrlig, trækruter, jægernes indsats og reglerne for jagt og regulering. Men når udbyttet stiger over en længere årrække samtidig med, at nationale og internationale optællinger viser fremgang, er det en stærk indikation af, at flere gæs opholder sig i Danmark.

DCE understreger selv, at vildtudbyttestatistikken skal anvendes sammen med vingeundersøgelser og nationale og internationale bestandsoptællinger. Statistikken kan altså vise udviklingen i udnyttelsen af bestandene, men kan ikke stå alene som mål for deres størrelse.

Kilde: DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.