Et dansk forbud mod halalslagtning får skarp kritik af overrabbiner, der mener, at forbuddet er ren populisme, så længe Danmark tillader jagt …
Kommentar af Michael Sand
Argumentet plejer at pege den anden vej. Det er normalt jægere, der retfærdiggør drab af vilde dyr med henvisning til de vilkår, som husdyr tilbydes i den mere industrialiserede del af landbruget.
Men nu vendes argumentet …
“Så længe Danmark tillader jagt, er forbud mod jødisk slagtning ren populisme”. Det hævder overrabiner Bent Lexner på religion.dk
Baggrunden er, at Danmark d 17. februar indførte et forbud mod, at dyr kan slagtes uden bedøvelse. Forbuddet har rejst kritik og er blevet kaldt “et angreb mod de jødiske og islamiske spiseregler”.
“Som jøde kan jeg ikke acceptere, at nogen mener om min religion, at den ikke skulle gøre det bedste for dyrene”, hævder Bent Lexner.
Fødevareminister Dan Jørgensen afviser kritikken og peger på, at slagtning uden bedøvelse ikke har været praktiseret i Danmark i mange år. Både lovgivningen og debatten virker i det lys lidt besynderlig. Men det er trods alt de små slag, der vinder krigen og måske fører til et samlet løft for husdyrenes trivsel i Danmark.
Dan Jørgensen har nemlig dyreetik som en hjertesag, og han har ved flere lejligheder udfordret det danske landbrug, som han mener bør arbejde meget mere aktivt med dyrevelfærd.
Personer, der har jagt som livsstil, har ytret bekymring over den skærpede debat om dyrevelfærd, som Dan Jørgensen er bannerfører for. Vil den mon ramme jagten og føre til indskrænkninger, der alene bunder i følelser helt uden forbindelse med vores oplevelse af virkeligheden?
Om skeptikerne har hold i deres frygt, kan der kun gisnes om. Men i de seneste år har jagt i Danmark ikke tilkaldt sig rabiate dyrevenners opmærksomhed. Men også Dan Jørgensen har brug for resultater, når man arbejder for dyreetik i en milliardindustri, der ikke længere ser dyr som levende væsner, men som enheder i en produktionsvirksomhed. Derfor kan det blive meget vanskeligt for ministeren at få halekrøllen tilbage på den danske gris.
Derfor er det naturligvis fristende at rette fokus mod minoriteterne. F.eks. mod jøderne og muslimerne, som er “tvunget til” at slagte dyrene på en måde, som er anderledes end den måde vores grise, køer og kyllinger etc. normalt kommer af dage på. Her kan man nemmere sætte sit aftryk og trods alt gennemføre nogle af sine mærkesager. Forbuddet mod halalslagtning tyder på, at den nye minister blev forført af behovet for trods alt at gennemføre et eller andet. Denne gang gik det ud over danskere, der tilhøre det jødiske og muslimske mindretal.
“Det er min klare opfattelse, at det er en menneskeret at kunne dyrke sin religion i ord og handling, og når man forbyder schæchtning, har man forhindret mig i at dyrke min religion”, skriver Bent Lexner om indførelse af forbud mod slagtning uden bedøvelse.
Enhver er naturligvis i sin gode ret til at mene om de religiøse slagtninger, hvad man vil. Men inden man hopper med på vognen af fordømmelser, bør man tænke sig godt om. Især hvis man har jagt som livsstil.
Selv om overrabinerens sammenligning mellem jagt og jødiske slagtninger ved første øjekast kan virker provokerende, har Bent Lexner måske alligevel en pointe. Også jægere afliver vildt efter nogle rituelle spilleregler, som er anderledes end de slagtemetoder, som anvendes på slagterierne.
“Fuglene skal være høje, og man skyder ikke en hare i sædet eller en fasan på jorden”. Det er usportslig, selv om det måske er mere sikkert og i de fleste tilfælde fører til en hurtigere og mere smertefri død.
Vi har indført strenge regler for det, vi kalder jagt. Bl.a. fordi jagt skal være jagt og ikke slagt. Det er hele fundamentet for den livsstil, som vi har.
Hvad vil vi sige til, at der blev indført forbud mod at skyde fasanerne i luften, da man havde fundet frem til, at skud mod fugle på jorden førte til færre anskydninger og mindre stress blandt fuglene?
Er scenariet fortænkt? Var mediestormen om giraffen Marius? Alt kan ske, når stærke følelser sættes i sving og selvsving.
Jægerne har dog alt i alt en god sag. Men ikke fordi vores aflivningsmetoder altid er super effektive. En ikke helt ubetydelig andel af de fugle, vi nedlægger, hører rent faktisk knaldet fra bøssen. Underforstået de er stadig levende, når de samles op af jægeren eller dennes hund, inden de affanges. Alt sker så hurtigt og smertefrit som muligt, men dog uden at tilsidesætte de jagtetiske regler.
Derfor bunder den gode jægersag i, at de dyr vi nedlægger har haft et godt liv. De har levet frit og naturligt og er ikke frarøvet helt basale rettigheder.
Så længe fokus ligger på livet og i mindre omfang døden, har vi som jægere ikke noget at frygte. Hverken fra Dan Jørgensen eller andre, der ønsker dyrene det bedste. Da har vi nemlig en rigtig god sag. Men flyttes fokus mod aflivningsmetoder er vi lige så sårbare over indgreb som det jødiske og muslimske mindretal. Da kan vi også blive “uskyldigt” offer for en godhjertet ministers behov for trods alt at skabe resultater i en verden, hvor prisen for øget dyrevelværd ikke må koste.
Dyrevelfærd må nemlig ikke gå ud over vores eget behov for øget velfærd. Det er holdningen, som Dan Jørgensen og andre er oppe imod. Til trods for at vi alle væmmes, når vi præsenteres for de vilkår, som vi byder de danske opdrætsdyr, er dyrevelfærd først og fremmest noget vi praktiserer i opblæste mærkesager. Som f.eks. sagen om giraffen Marius og de religiøse slagtningsmetoder. Det er nemlig gratis og uden omkostninger for den måde som vi selv lever på.
Og holdt op i mod den holdning, eller mangel på samme, kan vi alle argumentere forgæves.
