Det er ikke nødvendigt at anvende vildt hver gang man træner den apporterende jagthund, men tilvænning til f.eks. kaniner og fuglevildt inden jagten kan vise sig afgørende
Af Micheal Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Under træningen kan man komme ganske langt med anvendelse af dummyer. De fleste hunde finder apporteringen af disse ganske spændende, og derfor er det ikke nødvendigt at anvende vildt, hverken hver eller hveranden gang man træner. Men naturligvis skal hunden tilvænnes vildt, inden den skal med på jagt.
Det er en god idé at starte tilvænning med en fjer- eller skindomklædt dummy. Volder dette ikke nævneværdige problemer, bortset fra almindelig undren og akavet hjembringelse de første gange, gås der videre til anvendelse af rigtig vildt. Evt. aflivede kaniner.
I begyndelsen skal kaninen være lille og kold. Først senere introduceres hunden for en varm og nyaflivet kanin. Målet er, at hunden skal være i stand til at hjembringe en varm kanin i harestørrelse, hvilket vil sige ca. 4 kilo. Samme tilvænning anvendes ved apportering af fuglevildt. Også her startes der op på fjerklædte dummyer, hvorefter der gås over til kolde og varme duer i nævnte rækkefølge.
Vildtet, der anvendes, skal være rent og uden blod og indvolde i fjer eller hårdragt. Det medfører blot, at hunden begynder at slikke, snuse og bide i apportemnet, og da der satses på en hurtig og resolut opsamling af vildtet, er denne adfærd absolut ikke ønskelig.
Overgangen fra skind og fjerklædt dummy sker nemmest, hvis man efter et par apporteringer uden stor dramatik hiver en due eller kanin op af tasken. Også denne smides ud som de forudgående dummyer. I samme øjeblik, hunden bøjer sig over kaninen eller duen, kaldes den hjem. Tøver hvalpen kan man evt. bakke, alt imens hjemkaldet gentages. Hunden tvinges nu til at tage en hurtig beslutning, og i de fleste tilfælde ender det med, at den snupper den uvante dummy. Men i stedet for at gentage øvelsen, stoppes der for den dag, alt imens overvindelsen lagres som en positiv oplevelse i hundens erindring.
Hvis hvalpen, i stedet for at apportere med det samme, begynder at snuse eller lege med emnet, kaldes den hjem – også selv om den ikke kommer med duen eller kaninen. I stedet hentes den, hvorefter man kan prøve at tirre hvalpen til at tage det uvante. Begynder hvalpen at gribe efter duen eller kaninen går det efter planen, og apporten smides, hvorefter hvalpen sendes med det samme. I ren og skær ophidselse vil den måske overvinde sin skepsis og tage apporten.
Svigter denne metode også, kan man lade den overvære andre hundes apporteringer. Det kan være startskuddet. Og ellers kan man, ved bevidst at spille på misundelse, få hvalpen til at åbne gabet over apporten for første gang. En ældre hund medbringes til dressurområdet. Duen eller kaninen placeres synligt for begge hunde, der sidder tilbage. En hjælper trækker den ældre hund frem mod apporten i samme øjeblik, hvalpen sendes. Hvalpen ser nu, at den anden hund nærmer sig. Går det efter planen vil hvalpen i ren og skær jalousi snuppe duen eller kaninen og vende triumferende tilbage, som om den aldrig har lavet andet.
Begynd med kaniner
Når hvalpen vil apportere en kold kanin, kan man prøve med andre kolde dyr, fasaner, agerhøns, ænder o.s.v. Duer er ikke velegnede i begyndelsen, da de løse fjer klæber sig fast i munden på hunden, hvilket kan få den til bide og lege med dem. Duer kommer først ind i billedet senere i forløbet. Den samme modvilje ses over for bekkasiner, skovsnepper samt skader, krager og måger.
Fra at apportere koldt vildt til at bære varmt, er der kun et lille skridt. Dog skal man være særlig opmærksom, hvis dyret lige er skudt, idet lugten da er meget stærkere. Urin, ekskrementer og blod på pels eller fjerdragt kan distrahere den unge hund og medføre dårlig greb og vildtbehandling.
Dummykaster
En dummykaster er efterhånden blevet ret almindelig i træningen af navnlig retrievere. Især under markeringsøvelserne er dummykasteren særdeles nyttig. Braget og synet af dummyen, der farer af sted i høj fart, virker stærkt provokerende og sætter dressuren på en mindre prøve. Selv en ellers stabil og rolig apportør vil være tilbøjelig til at knaldapportere de første gange, den hører braget og ser bolden eller dummyen suse gennem luften.
Dummykasteren sparer desuden træneren for en del vandreture, når man skal smide dummyen ud på længere afstande. Det skal nævnes, at hunden skal være skudvant, inden man begynder at anvende dummykasteren, der i reglen lades med en lille cal. 22. Af samme årsag kræves våbentilladelse til kasteren.
Dummykasteren er særlig effektiv for den, som normalt træner alene. Er man flere, som træner hund sammen, er anskaffelsen ikke strengt nødvendig. Da kan man simulere fald over store afstande ved skiftevis at placere sig forskellige steder i terrænet.