Axishjorte, der lever naturligt i Asien blev i 1959 indført til Hawaii som jagtobjekt, men axishjorte er stort set altædende og truer nu ø-systemets økosystem
Axishjorte truer Hawaiis økosystem
Axishjorte, der lever naturligt i bl.a. Indien og det sydlige Nepal, blev i 1959 indført til Hawaii som jagtobjekt, men fordi axishjorte er stort set altædende, og Hawaii ikke har rovdyr, truer axishjortene økosystemet og landbrug på Hawaii, hvilket har fået alarmlamperne til at blinke. Eksperter anslår, at der skal skydes cirka 18.000 axishjorte årligt for at holde bestanden på et nogen lunde tåleligt niveau, men der mangler meget i at nå dette mål. En måde, målet kan nås på, er ved at tillade jagt på jord, udlagt til byggeri, og sammen håber organisationer på Hawaii, at det vil lykkes at få bestanden af axishjorte under kontrol.
Tekst: Henning Kørvel
Hawaiis enestående økosystem er ifølge Conservation Frontline alvorligt truet af en hurtigt voksende bestand af invasive axishjorte (Axis a. axis).
Axishjorte blev i 1959 indført til Hawaii og blev udsat i Maui, men på grund af fraværet af rovdyr har de formeret sig så hurtigt, at det har fået alarmlamperne til at blinke.
Axishjorte er naturligt udbredt i Indien, det sydlige Nepal og Sri Lanka, og udover til Hawaii er axishjorte indført til Australien, New Zealand, Argentina, Brasilien og Texas og Californien i USA), og med deres hvide pletter er de smukke at se på.
Men det, som i Hawaii startede som en kontrolleret introduktion, er nu blevet til en regulær krise, der forårsager omfattende skader på såvel landbrug som natur.
Axishjorte er ikke kræsne, men er stort set altædende og efterlader nøgen jord, efter at de har ædt alle planter og urter, og dette fourageringsmønster har ført til tilbagegang af oprindelige skove, øger jorderosionen og spredning af invasive plantearter.
På steder som Maui, hvor de første axishjorte blev udsat i 1959 er situationen særlig alvorlig, fordi naturlige underskovsplanter forsvinder, og deres forsvinden gør det lettere for sygdomme som Ohi’a Death – en svampeinfektion, der ødelægger ohi’a-træer – at sprede sig. Oven i købet forhindrer hjortenes fødevaner skovkronearter i at regenerere, hvilket truer den langsigtede sundhed for Hawaiis økosystemer.
18.000 skal skydes hvert år
Axishjorte skaber også kaos for landbruget. Landmænd og kvægavlere rapporterer om alvorlige tab, da hjortene fortærer afgrøder og konkurrerer med husdyr om en begrænset mængde foder. I tørketider bliver problemet endnu værre, fordi hjortene vover sig ind i bolig- og landbrugsområder på jagt efter føde og vand, hvilket intensiverer presset på allerede anstrengte ressourcer, og for mange jordejere er omkostningerne ved at håndtere skaderne ved at blive uholdbare.
Det er ikke nogen let opgave at styre bestanden af axishjorte. Eksperter anslår, at omkring 18.000 hjorte skal fjernes hvert år for at forhindre bestanden i at vokse yderligere, men tallet ligger langt over, hvad den nuværende indsats opnår. Selv om jagt og til dels hegning bruges som kontrolmetoder, har de vist sig ikke at være tilstrækkelige. Hegn kan fungere i små specifikke områder, men er dyre at etablere, og de er svære at implementere på tværs af Hawaiis barske og varierede terræn. I mellemtiden viser hjortene sig at være meget tilpasningsdygtige, hvilket gør reguleringen af bestanden til en stor udfordring.
I erkendelse af den voksende trussel er Department of Hawaiian Home Lands (DHHL) gået sammen med Department of Land and Natural Ressources (DLNR) for at tackle problemet.
Sammen har de to åbnet landområder, der traditionelt er reserveret til husbyggeri for indfødte hawaiianere, for lovlig jagt. Dette giver mulighed for en bedre og bredere bestandskontrol, samtidig med, at lokalsamfundene for at chance for at genvinde beskadiget jord.
Beboerne har været højlydte over den pris, hjortene har taget, og dette partnerskab er et skridt i retning af at genoprette både jorden og de kulturelle værdier, der er knyttet til den.
Axishjortene på Hawaii er et tydeligt eksempel på, hvordan introduktionen af ikke-hjemmehørende arter kan komme ud af kontrol. Det er endvidere en lektion i vigtigheden af løbende, videnskabelit baseret ledelse og meningsfuld samfundsinvolvering. Bevaring kan ikke lykkes i et vakuum, men skal være forankret i samarbejde, kulturel bevidsthed og langsigtet tænkning.
