Det er snart 110 år siden, at vi i bredere forstand begyndte at jage fra motorbåd i Danmark, men det kan hurtigt få en ende, mener Henning Kørvel
Bag om motorbådsjagt
Tekst: Henning Kørvel
Hvornår begyndte vi at jage fra motorbåd i Danmark? Samme år, som benzinmotoren blev opfundet i 1891, var Boganis på motorbådsjagt, og det må således formodes, at båden var dampdrevet. Først efter at små motorer fra 1915 begyndte at dukke i Danmark, vandt de indpas hos fiskere, jægere og lystsejlere. Det er med andre ord snart 110 år siden, at vi i bredere forstand begyndte at jage fra motorbåd i Danmark, men det kan hurtigt få en ende, hvis ”biodiversitets-tosserne” får jagt ind i en biodiversitetslov, som næppe vil tillade motorbådsjagt i Natura 2000-områder. Jægere, der gerne vil beholde denne mulighed, skal se at komme på stikkerne og tale imod, at jagt sættes ind i en biodiversitetslov.
Tekst: Henning Kørvel
Før opfindelsen af benzinmotoren i 1891 var lystbådssejlere, fiskere og jægere henvist til at bruge sejl og senere dampmotor, men dampdrevne lystbåde må antages at have været relativt få, mens sejl var billigere, og derfor må have været mere udbredt, men det var først efter benzinmotorens opfindelse, at motorkraft udbredtes bredt til fiskeri og jagt på havfugle (og knortegæs) først i 1900-tallet.
Rasmus Sigvardts Motorfabrik i Orehoved på Falster startede produktionen af bådmotorer i 1915. Det var totaktsmotorer på 3-5 HK. Også andre fabrikker tog teten op: Marstal, Korsør og svenske Solo m.fl.
Sigvardt var i 1904 startet med at reparere cykler og fremstille cykelstel, før den iderige fabrikant i 1915 begyndte at fremstille bådmotorer og senere motorspil, radioer og dykkerpumper.
I 1926 startede fabrikken produktion af sprøjter til landbrug og gartnerier, og denne fabrikation stod på, indtil fabrikken 1970 blev solgt til Hardi International A/S.
I ”Gyldne dage” (Laurids Rieck, 1969) berettes om jagt på knortegæs på Limfjorden fra sejldrevet båd, og i ”Boganis jagtbreve” (Gyldendal 1955) fortælles om jagt fra motorbåd i 1891, og fordi det var året, hvor benzinmotoren blev opfundet, må drivkraften antagelig have været en dampdrevet motor.
”Marken er lige tilsået, der er ingen jagt på landjorden. Men det er der på søen – i vore bugter og fjorde og bælter. Det er knortegæssene. Nu er de komne og skal nordpå for at yngle, højt mod nord, siger man. De må skynde sig; thi de forlader os først i juni og er her igen med de fuldvoksne unger i september. De ligger i flokke, store og små langs kysterne, men de kommer aldrig i land, de går ikke som grågåsen op på markerne, de holder sig omtrent på samme sted i søen, og letter de, kaster sig snart igen”.
Le-o-ni-das
”Der er mange gode jagtgrunde: Limfjorden og Øresund er blandt de bedste; henne om Saltholm, oppe ved Rungsted, og i Nivåbugten er der fuld af dem.
Fra ro- og eller sejlbåde giver jagten kun et højest tarveligt udbytte, men må give 40 kroner (40 kroner i år 1900 svarer til 3.328 kroner i 2024) for leje af en lille damper en dag”. Lejen af en damper har således været for velhavere.
Helst skal man være ude om morgenen i dagbrækningen, men for resten må man jage knortegæs hele dagen, og fangsten retter sig, når man da forstår kunsten og har passende våben – en muskedonner.
Vejrliget skal være frisk kuling, så havfladen er lidt bakket uden at skade sejladsen, det er hovedbetingelsen. Så sejler man fra flok til flok, man må ikke lade sig skuffe af afstanden, som man på søen er tilbøjelig til at beregne for kort, og derfor åbner ild for tidligt, men kan man skelne gæssenes øjne, er det tid.
Tit letter ikke flokken på én gang, en del er mindre ængstelige, og navnlig er kurmagerne så optagne af de skønnes yndigheder og forstår at hviske disse så fortryllende ting i øret, at øjet blændes, og ikke ænser den lille sorte båd, der hurtigt nærmer sig gennem vandet, at øret for kælne ord ikke har plads til de taktfaste stød fra maskinen.
”Leonidas”, kan jeg huske, en sådan lille provinsbåd hed. Og stemplet slog uafbrudt ”Le-o-ni-das, der som klapperslangens raslen melder om faren. Mens gåsen nejer og krummer hals og drejer sig og snadrer og gør sig så smuk som muligt, og gåsen er i henrykkelse, men lader som ingenting, og båden nærmer sig”.
Med høj hat på motorbådsjagt efter knortegæs. Illustration fra Boganis Jagtbreve og nye jagtbreve (Gyldendal 1955). Det må tages for givet, at båden blev drevet frem af dampmotor.
I 1940 fik søværts jægere en forening: Dansk Strandjagtforening. Den blev udtænkt af smed Ingvardt Nielsen, Seden i utilfredshed men en ekstraordinær fredning af dykænder i 1940-1941, som han var stærkt uenig i.
Den ekstraordinære fedning skal have været foreslået regeringen af initiativtagerne (kapitaljægere) til Dansk Havjagtforening, der så dagens lys i 1945.
Det var en forening for velhavere: Dr. Bøje Benzon, ingeniør Niels Monberg og grosserer Ludvig Svendsen, der ejede Jagt- og Fiskerimagasinet i København, og sammen med bagermester van Hauen var de jagtlejere på Saltholm. Foreningen ernærede sig ved donationer, der ofte blev givet af Boye Benzon, der havde en fornem adresse i Springforbi.
Foreningens erklærede mål var at fremme sportsmæssig jagt på havet og skaffe pattedyr og fugle fred i yngletiden.
Foreningen ville desuden bekæmpe ”skydning af søfugle i våger i isen, dyreplagerisk jagt, olieforurening og ulovlig jagt og især den form for kystpramjagt, der drives som påskud for at kunne begå jagtlovsovertrædelser på strandbredderne. Desuden ønskede foreningen et søgående jagtpoliti og flere vildtreservater.
Overraskende man kan sejle til havfugle
Foreningen udgav ikke et medlemsblad, men blev betjent redaktionelt af ”Jagtvennen”, der blev udgivet af redaktør på Sydsjællands Tidende (Det radikale Venstres talerør) i Næstved, K.W.J. Thureholm, som fik tilskud til udgivelsen af det læste tidsskrift af Jagtfonden.
Dansk Havjagtforening var en lille eksklusiv forening, men havde på trods heraf indflydelse på Jagtloven af 1967. Men herefter blev foreningen opløst.
Sven Thorsen skriver om foreningen i værket ”Strandjagt”, men en billedtekst er kikset, fordi han tillægger edderfugle at være ”ikke særligt spiselige”.
Det er der ikke belæg for, for edderfugle er sammen med de andre havdykænder velsmagende. Hvorfor tror han mon ellers, at de skydes i Danmark?
Strandjagt og havjagt får fyldig omtale af Ludvig Svendsen i ”Jagthåndbogen” (J. Fr. Clausens Forlag 1945) og af samme forfatter i ”Jægeren, hunden og bøssen” (J. Fr. Clausens Forlag 1931).
Egentlig mente Boye Benzon, at det er overraskende, at man overhovedet kan sejle til fugle på havet og beskyde dem. Havfuglene ser overordentligt godt, og det hører til sjældenhederne, at jægeren ser dem, før de får øje på vedkommende. På havjagt overrasker man ikke byttet, men ukendskab eller uerfarenhed, nysgerrighed eller ulyst til at forlade en god ædeplads, bevirker, at man sommetider kan sejle ind på skudhold af fugle.
I ”Ænder, andejagt og andeskydning” (Chr. Erichsens Forlag 1956) beretter Bent Hansen, der oprindelig var handelsuddannet i Jagt- og Fiskerimagasinet i København, før han blev redaktør af ”Jagt & Fiskeri” i 1966, om havjagt.
”Efter en times sejlads begynder det at lysne. Lampen i det lille kompashus slukkes, og ”overbygningen” rulles af stiverne, og stuves ned i rummet forude. Vinduesskærmen beholder vi. Forude kan vi nu skimte odden (formentlig Knudshoved odde, red.), og vi styrer lidt mere vestligt. Ganske vist sker det, at der ligger fugle helt inde under odden, men der er er for lavt selv for vores båd. Derimod er revet vores mål. Nu er vi så nær, at kikkerten kommer frem.
Horisonten afsøges stille og roligt. Jo, der er en flok edderfugle, og der er der en til.
Hvor mange? Det er svært at bedømme, for der går en anelse sø her, og når nogle fugle er væk, ses andre, men den flok længst mod syd er ikke ret stor, så den vælger vi. Erfaringen har nemlig lært os, at større flokke holder dårligst for motorbåd.
Vi har vinden lige imod, hvorfor vi skal slå et ordentligt slag uden om. Båden hugger for bølgerne, da vi sætter farten op, stikker mod øst og derefter i en stor bue ned mod flokken.
Godt dækket i båden følger vi fuglene. At de har set os, er der ingen tvivl om, men de dykker stille og roligt, som om vi aldrig havde eksisteret. Da vi er et par hundrede meter fra dem, sætter vi farten ned og skjuler os godt nede i båden. Kursen er vist rigtig nok. Vi går skråt mod fuglene, som om vi vil sejler forbi dem. Jollen her egner sig ikke til at speede op, hvorfor vi må sejle stille og roligt ind til dem. Altså med vinden skråt ind agter hele tiden.
Nu er der 150 meter – nu 125 meter, og nu 100 meter. Der er knapt en halv snes edderfugle, men fem af dem trækker væk. Man kan se, hvordan de ligefrem synker i vandet, parate til at dykke. Vi sætter farten op og drejer ned imod de nu sky fugle. De bruger benene godt, mens vingespidserne slår smæld mod vand og fjer.
Bum, bum.
Mere blev det ikke til. To gik ned tæt på båden, døde inden de slog mod vandet. En tredje gik skråt ned på vandet på stive vinger. Anskudt. Den bliver svær at få fat i.
Patroner med 6-hagl til skydning af den anskudte edderfugl sættes i bøsserne, og kursen sættes mod stedet, hvor den gik ned.
Vi har heldige. Et eller flere hegl må have ødelagt fødderne, for den dykker ikke ret godt. Den kommer op og får skuddet. Fuglene samles op med en fangstkrog, hvis egentlige opgave det er at lande laks på kysten og hænges ud under halvdækket. Det var det.
Selv om Bent Hansen ikke var den store jæger og således heller ikke havjæger, så er beskrivelsen nogen lunde rammende, fordi havfugle ofte ser jægeren, før han ser dem, og der ofte er langt imellem fugle, der holder for motorbåden.
Nej, motorbådsjagt svarer ikke til jagt fra ATV
Denne fortælling er valgt til anskuelsesundervisning for Knud Flensted og andre DOF-er, der har den fejlagtige opfattelse af, at enhver havfugl holder for motorbåde.
Flensted, der overhovedet ikke har nogen erfaring med motorbådsjagt, har beskrevet, at motorbådsjagt svarer til, at man på ATV kører i terrænet og skyder harer og råvildt.
Hvorfor denne uhyrlige sammenligning? Har Flensted prøvet at skyde harer og råvildt fra ATV? Hvis ikke, så hold mund, og brug en anden lignelse, der ikke er populistisk.
Da Bent Hansen før 1956 oplevede havjagt i Smålandsfarvandet, før han sejlede videre til Agersøsund og Storebælt, var bådene af træ i varierende størrelse, men først i slutningen af 1960-erne begyndte havjagtsbåde af glasfiber at ramme markedet, og det tog fart i 1970-erne: Hornsyld, Barracuda, Mopa, Havjagt 16, Havjagt 22 og Arkavi er nogle af de kendteste fabrikater, der helt udkonkurrerede havjagtbådene af træ, og især tog Mopa der findes i flere versioner kegler, og der dannedes ligefrem en Mopa klub, der årligt afvikler Mopa Træf forskellige steder i landet. Og den indvarslede en helt ny trend, at havjægere transporterer båden på trailer og sætter ud der, hvor der formodes at være fugle. Træbåde var uegnede til at traile med, og de lå gerne på en fast plads i en havn eller for svaj.
Havjagt er ikke for tøsedrenge, men fordi ungjægere i dag ikke er til hverken skydepramjagt eller for den sags skyld havjagt, så udøves den af de, der holder ved til den bitre ende, men selv om også det er for meget for DOF, hvor” den gamle garde” hader jagt af et godt hjerte, og påstandene sidder løst, er det et godt spørgsmål, hvad der vil være tilbage, når teoretikerne og ”biodiversitets-tosser” har fået jagt ind under biodiversitetsloven, sådan som de stræber efter.
Mit bud er, at de virkelighedsfjerne mennesker, som vi sætter til at lave love og bestemmelser, uden tøven vil droppe megen jagt med et pennestrøg, og herunder naturligvis motorbådsjagt i Natura 2000-områder, der efter teoretikernes mening er skadeligt for den biodiversitet, som de tror, at de ved alt om, men som de alligevel er totalt uvidende om. Ganske som de fleste politikere.
Hvis motorbådsjagt og skydepramjagt, ja, jagt i det hele taget skal have en chance i dagens Danmark, så skal jagtudøverne se at komme op af stolen og skaber stemning for, at jagt ikke under nogen omstændigheder skal ind i en biodiversitetslov. Den skal jo nemlig handle om biodiversitet og ikke jagt.
Modstanden skal afklares med folketingsmedlemmer, der er venlige stemt over for jagt, og det haster, for teoretikerne helmer ikke, men har allerede bearbejdet venstrefløjen i Folketinget, der sammen med Liberal Alliance skriger efter en biodiversitetslov.
Jagtudøvere på tværs af sociale klasseskel må samles i modstand imod en biodiversitetslov, men med den opbakning en sådan lov har hos intetanende danskere, er det et must, at man får hele højrefløjen i Folketinget til sammen med Socialdemokratiet at sige stop hertil, og ikke længere.
Hvis venstrefløjen og de såkaldte ”eksperter”, der presser på hos regeringen, får magt som agt, så vil de få en biodiversitetslov, og fordi nogle politikere allerede taler om ”strengt beskyttet natur”, så giver det næsten sig selv, at motorbådsjagt så ikke vil have en chance i Natura 2000-områder, men vil blive ofret i biodiversitets navn.
Skal det forhindres, så brug den demokratiske ret til at tale jagtens sag for politikere, der er venligt stemt for jagt. Men det haster.
Denne 22 fods motorbåd tilhørte Keld Hansen, Kalundborg, og det var fartøjer i stil med den, der blev anvendt til havjagt. Keld Hansen var havjæger og sæljæger, og i 1941-1942 skød han 232 sæler, hvoraf 39 var gråsæler. Skindene blev solgt til pelshandler Birger Christensen, København, og sælspækket blev lige efter Anden Verdenskrig solgt for ni kroner pr. kilo, svarende til 10 gange så meget som i 1940.
Ludvig Svendsen brugte dette foto af ham selv i Jagthåndbogen (1945) på kutterjagt efter havfugle, primært edderfugle. Edderfugle holdt relativ godt for fiskerbåde, men det var alligevel jagt med udfordringer og begrænsninger.
Her ses Sigvardts lille benzinmotor, som blev fremstillet i 1915 med 3-5 HK. Det vides desværre ikke, hvor mange der blev fremstillet, og hvor længe produktionen stod på.
Motorer og andre produkter fra Rasmus Sigvardts Motorfabrik, var forsynet med dette messingskilt. Fabrikken blev i 1948 aktieselskab.
Efter bovvandet at dømme blev der sejlet med høj fart under sæljagt. Dette foto er fra ”Jægeren, hunden og bøssen” fra 1931.
Jægerne er ukendte, men fotoet fra ”Jægeren, hunden og bøssen” fra 1931 skulle stamme fra Rødsand. Tilbage først i 1900-tallet var der stadig mange sæler ved Rødsand, men brødrene Landts sælfangst med ruse stoppede i midten af 1960-erne, fordi der var for få sæler.
Denne petroleumsbåd fra Magdeburg blev markedsført i ”Dansk Jagttidende” december 1892. Båden kunne leveres både med og uden kahyt og med motorer op til 40 HK, og den blev forhandlet af G.H. Jørgensen, Vesterbrogade 35, København V., men det vides ikke, om den fandt udbredelse i Danmark.
Denne Havjagt 22 er blandt de populære havjagtbåde af glasfiber, der er blevet fremstillet i Danmark. Denne båd ejes af Næstved Strandjagtforening, og tv ses Thomas Bülow Larsen og ved siden af Lucas Sonne, der er formand for foreningen, som udlejer båden til medlemmerne. Foto: Henning Kørvel.
