Jack Hansen finder det “ufatteligt at vi stadigvæk diskuterer det bedste træfpunkt” og her ser han nærmere på CNS- kuglen og den nye alternative hjerte- og lungekugle til hjortevildt
CNS- kuglen og den nye alternative hjerte- og lungekugle
Tekst, foto og illustrationer: Jack Hansen, øvrigt er kildeangivet
Tænk at vi stadig gør det!
CNS- kuglen og den alternative Hjerte/lunge- kugle.
CNS- område, træfpunkt og træfområde.
Whitetail – CNS- kuglen vist på model.
Sammenfatning og konklusion – CNS- kuglen.
Kronvildt – CNS- kugle og alternativt træfområde.
Elg – CNS- kugle og alternativt træfområde.
De gængse træfområder – hjertekugle og lungekugle.
Min statistik over forløb efter skud til bukke.
– alt som jeg læser og opfatter dette og efter min mening og erfaring:
Tænk at vi stadig gør det!
I bund og grund er det vel ufatteligt, når vi har skudt hjorte i hundredevis af år – at vi stadigvæk diskuterer hvor det bedste træfpunkt er på hjortene!
I Danmark begyndte mennesker at gå på jagt for cirka 15.000 år siden, og kronhjorten indvandrede til Danmark for ca. 10.000 år siden. Rådyret har været her i 8.000 år og dådyr blev udsat i Danmark i 1100-1200 tallet.
Rifler har været kendt siden 1500- tallet, og vi sidder altså stadig og diskuterer hvor det er bedst at ramme en hjort! – Dog er dette nok begrundet i, at vi siden da er blevet meget mere opmærksomme på at overholde tidens gældende etik, hvilket sikkert ikke var så vigtigt før i tiden.
At etikken mildt sagt var anderledes i middelalderen fremgår f.eks. af, at fæstebønder og andre jordejere, der boede inden for kongernes vildtbaner, kun måtte holde én hund, og den skulle have det ene forben hugget af ved knæet (link).
CNS- kuglen og den alternative Hjerte/lunge- kugle.
Hér i 2023 vil jeg tillade mig at bedømme både den gængse hjertekugle og den gængse lungekugle, som ikke gode nok til nutidens etik.
Som erstatning for disse foreslår jeg anvendelse af CNS- kuglen og den alternative Hjerte/lunge- kugle. – Dette bygger alene på databaseret viden om dyrenes anatomi og jagtriflernes nøjagtighed, og underbygges af min egen erfaring gennem mange år.
Tilsigtet mål med dette er altså, at dokumentere bedste og sikreste træfområder på hjortevildt – og med håb om, at flest mulige vil anvende disse – af hensyn til hjortene.
Med hensyn til de gængse (hidtil anvendte) træfområder: ”Høj bladkugle” og ”Lav bladkugle” refereres til læserbrev: Netnatur.dk/dyreetik-hvor-paa-bladet-boer-man-skyde/ og ”Netnatur.dk/Høj og lav bladkugle og de bedste træfområder”.
Dér fremgår det at disse, med deres størrelse og placering af centerpunkter, giver betydelige muligheder for ikke omgående dræbende træffere, og for dødelige træffere hvor dyret kan tilbagelægge op til lange strækninger, og der er faktisk meget store muligheder for anskydninger – især i den ”Lave bladkugle”, altså: ”Hjertekuglen”.
Dette synes jeg er urimeligt og unødvendigt, og når dette helt påviseligt kan forbedres markant – og dette kræver ikke særlige skydefærdigheder, med nutidens rifler.
Og hvorfor egentlig skyde et dyr så det løber, frem for at skyde dyret så det falder på stedet – når nu dette absolut kan gøres?
Man kan undgå de allerfleste negative ting ved at vælge 2 andre træfområder, nemlig:
* CNS- Træfområdet, hvor dyret ”dør i knaldet” – suppleret med et tilstødende:
* Alternativt Hjerte/lunge- Træfområde af en størrelse og placering tilpasset dyrets anatomi, vist herunder for råvildt. – Dette alternative træfområde kan så vælges under forhold som f.eks. lidt længere skudafstande, eller hvis der opstår usikkerhed, men vær forberedt på at dyret kan flygte (- men generelt slet ikke så langt som for nuværende).
Senere vises dette: CNS- Træfområdet og Det alternative træfområde Hjerte/lunge- Træfområde, også for whitetail, kronhjort og elg – men først ses på råvildt herunder:
Den bedste kugleplacering til råvildt – opdelt i de to træfområder:
Illustration 1. – Denne illustration viser de ultimativt bedste træfområder på råvildt, i rent vandret sideskud: det gule CNS- Område (omgående dødelige, men undgå det med gult skråskraverede), og det absolut næstbedste: det hvide acceptable alternative Hjerte/lunge- Træfområde (dødeligt område, men ikke altid omgående). – Alt tilpasset rådyrets anatomi, som det ses i senere illustration 4. – Helt generelt bør undgås træf højst et par cm bagud for en lodret linje bag dyrets forløb, fordi maven/lever begynder dér, inde under de tyndere bagerste lungedele, og fordi selv en dobbelt lungekugle hér kan give lang flugtdistance.
Disse viste træfområder kan sandsynligvis også forventes at nedbringe antal eftersøgte dyr, da mulighederne for anskydninger er minimeret i disse to definerede træfområder, ligesom lange flugtdistancer generelt vil kunne reduceres betydeligt.
* Sigtepunkt for CNS- kuglen: 2/3 del op på kroppen, lodret fra rådyrets forkant af forløb (- i rent vandret sideskud).
Dette viste dyr (i Illustration 1 ovenfor) står ikke helt i rent sidskud, men en anelse skråt væk fra skytten – derfor er den viste lange blå lodrette streg trukket ganske lidt ind på dyrets forløb, i forhold til forløbets forkant, hvor den ellers skal placeres ved helt rent vandret sideskud (som faktisk er meget sjældent – chance herfor er 2/180).
Det med gult markerede område er CNS- Området, hvor dyret dør i knaldet (og altså bliver på skudstedet) – men undgå træf i de med gult skråskraverede risikable områder.
Den gule cirkel er CNS- Træfpunktet, som der sigtes efter i helt rent vandret sideskud – og hvor der korrigeres sigtepunkt/linje, i forhold til hvor skråt dyret står, og hvilken vej den står skråt (væk fra, eller mod skytten). Ligeledes skal korrigeres sigtelinje dersom dyret står lavt eller højt i forhold til skytten (se senere Illustration 5 og 6).
Den sorte cirkel er CNS- Træfområdet (fejlmargensområde), hvor dyret dør i knaldet ved træf i hovedparten af cirkelarealet. – Dette CNS- Træfområde burde ikke volde riffeljægere problemer at ramme.
Den hvide figur er det alternative acceptable træfområde: Hjerte/lunge – Træfområde, tilpasset i størrelse og form ud fra organerne vist senere i illustration 4 (- dette kan vælges hvis man er i tvivl, eller på lange afstande), og som ved træf dræber dyret med sikkerhed. – Dette giver træf i enten begge tykke lungedele i øverste del af den hvide figur, eller giver træf i hjertet samtidigt med træf i begge tyndere lungedele i nederste del af den hvide figur, og med en passende margen til både mavetræf, træf i forløb (Radius) og i bringe (Sternum). – Afhængigt af træfpunkt, vil dyret falde på stedet, eller nok oftest flygte en kortere eller måske længere distance før det forender, og dette er således ikke den etisk bedste kugleplacering, i forhold til CNS- området – men dog acceptabelt, da risiko for anskydninger herved er minimeret betydeligt.
– Den hvide figur er placeret og tildannet i bunden, så der så vidt muligt undgås maveskud, skud i forløb og bringeskud – og således at træf ved hjerteskud vil ramme den øverste del af hjertet, hvor de vigtige største arterier befinder sig (Dorsale/Abdominale Aorta, Aortic Arch og halspulsåren Arteria carotis). – Træf i disse giver optimal hurtigt tryktab i blodbanen og forblødning.
Det blå stolpekors i Illustration 1 markerer centrum af hjertet – iht. Illustration 4, men efter min erfaring sidder dette punkt lavere.
Ud fra senere viste Illustration 2, 3 og 4, kan uden nogen tvivl udledes dette:
* Et omgående dødeligt CNS- Træfpunkt i det omgående dødelige CNS- Træfområde, (som må være det bedste, og naturligvis det mest etiske)
* Og det næstbedste: Det alternative og acceptable Hjerte/Lunge – Træfområde (Illustration 1´s hvide figur) hvor dyret også dør, men ikke nødvendigvis i knaldet, da dyret kan flygte en nok oftest kortere, end en længere distance – afhængigt af træfpunkt.
En riffeljæger bør ikke have problemer med at træffe i nogen af disse anbefalede områder. Men jeg ville, hvis jeg var buejæger, absolut vælge at sigte efter den øverste halvdel af den hvide figur, for at undgå de ofte sete for lave træf, og for at være sikker på at træffe begge lunger i deres tykke dele med flest større blodkar – skulle buejægeren træffe lidt længere oppe rammes da CNS- området, og skulle buejægeren træffe lidt længere nede vil hjertet træffes, eller aorta som er den største arterie i den tykke, øverste ende af hjertet.
* De to træfområder giver et optimalt stort dødeligt og sammenhængende træfområde og reducerede muligheder for anskydninger.
* Det alternative ”Hjerte/lunge Træfområde”, tilstøder CNS- Træfområdet på en stor strækning – hvilket er en kæmpe fordel.
– Hvorimod at sigte alene efter hjertet (med både riffel og bue), med dettes usikre placering (se det blå stolpe- kors) tæt på dyrets forløb, mave og bringe – kun kan erklæres alt for usikkert – tænk på, at f.eks. rådyrets hjerte kun er knytnævestort, og hvor svært det kan være at afgøre hvor hjertet sidder, når dyret står skævt/lavt, eller i høj vegetation. Unge og subadulte hjorte har i øvrigt væsentlig mindre hjerte end voksne. I denne forbindelse ses på Link, at flere schweisshundeførere fraråder ikke-vandrette skud. – Kendt er det også, at man ofte ”dykker” lidt i skuddet, givende et træf i forløb.
Jeg skyder mine rådyr med riffel på op til ca. 90 meter i CNS- Træfområdet, men oftest og så vidt muligt på 45-70 meter, og vælger så rene sideskud som muligt. – På større afstande (eller hvis jeg er i tvivl) trækker jeg sigtepunktet vandret hen på midten af dyrets forløb, og kommer altså herved hen med sigtepunktet (den gule cirkel) til overgangen til den hvide figur på Illustration 1 ovenfor.
CNS- område, træfpunkt og træfområde:
Der refereres til Illustration 1 ovenfor, og de næste 3.
Hérunder vil blive dokumenteret på databaseret vis, at CNS- kuglen kun kan være den bedste placering af kuglen. – Se også detaljeret udredning af CNS- kuglen, hvordan CNS- kuglen ser ud i praksis og skudplacerings- eksempler mm. på: Netnatur.dk/CNS-kuglen:
Nedenfor vises CNS- Træfpunktet (kugleplaceringen), som hver eneste gang dræber dyret optimalt hurtigt og på skudstedet, og altså derfor er etisk bedst for riffeljægere – og giver meget mere sindsro for jægeren, da dyret falder på stedet.
De mange rådyr jeg har truffet med CNS-kuglen, og som jeg har kunnet se fra skudstedet, har efter styrtet ligget helt stille, uden at bevæge hverken løb eller ører. – Tydeligt var altså, at disse dyr var mindst besvimet (om ikke døde), og at de ikke var angste og ikke led. – Det samme har jeg set hos dåvildt og kronhjort, hvor kronhjorten lige kan rejse hovedet højt en enkelt gang i liggende tilstand, for umiddelbart derefter (sekunder efter) at ligge helt fladt og urørligt.
* Længere mod det etiske, og det hurtigst dræbte dyr kan man ikke komme.
Den viste anatomi i senere Illustration 4, ses principielt på stort set alle hjortearter, selv om større hjortearter har noget større skulderblad (scapula), og at rygsøjle på større hjortearter er lavere placeret i dyret. – ”Bladet”, altså skulderbladet sidder øverst oppe på alle hjortearter, hvilket ses herunder for råvildt.
– Grundet disse forskelle vil der være lidt forskel på CNS- Træfområdet fra råvildt til kronvildt (se Illustration 9), og især er der forskel ved elg (se Illustration 11).
Illustration 2. – Se blot på illustrationen ovenfor – træfpunktet ligner og udstråler da virkeligt et effektivt sted, og kan det overhovedet tænkes at et bløddels- træf, som f.eks. et højt eller et lavt lungetræf, eller et lavt placeret lunge/hjertetræf – skulle være en bedre og mere effektiv kugleplacering end illustrationens markerede CNS- kugle? – Se flere illustrationer på: Netnatur.dk/CNS-kuglen.
Den røde cirkel er tilsigtede ”CNS- Træfpunkt” og den gule cirkel er fejlmargenomkreds: ”CNS- Træfområde”.
CNS- kuglen træffer – eller dens trykbølge beskadiger eller forskubber ryghvirvlerne i rygsøjle (columna vertebralis) i overgangen til halshvirvler (cervicalis), og kortslutter herved dyrets nervebane, hvis ”hovedvej” er (medulla spinalis, se næste illustration 3).
Effekten af ben- splinter sammen med kuglefragmenter er optimal i dette træfområde med kraftig knoglemasse (skulderblads knogleskaft og ryghvirvler) – og i sig selv giver kugleanslag mod knoglemasse en nok betydelig chokeffekt/forplantning, og der er både blodkar og nerver i knoglemasse.
En CNS- kugle giver død ved Koma – svigt i nervesystemet, Cerebralt chok (vedrørende hjernen og nervebaner/neurogent/neurologisk rygmarvskollaps) og hydrostatisk stød (chokforplantning).
Se forskellen på dette CNS- Træfområde i forhold til de gængse træfområder ”Høj bladkugle” og ”Lav bladkugle” i læserbrevet: ”Netnatur.dk/Høj og lav bladkugle og de bedste træfområder”, på Netnatur.dk/tag/jack-hansen/, eller senere illustration 10 hér.
Centralnervesystemets princip:
Illustration 3. – Tværsnit og længdesnit i rygsøjle i egen tegning. – Det blå er de vitale nervebaner som fordeler sig ud til alle organer. ”Signaler” (millivolt) strømmer konstant i det blå område frem og tilbage mellem hjerne og alle organerne. – Ved kraftig beskadigelse af det blå område sætter alle organer ud på én gang, og dette er naturligvis det mest dødelige, mest smertefrie, mest angst, og stressfrie og hurtigst virkende – og også det mest praktiske for jægeren, da dyret falder på stedet?
Også smertemeldinger fra organers og vævs nervereceptorer til lillehjernen antages at stoppes herved, ligesom udsending af kamphormoner nok stoppes af samme grund.
Til dette må jeg sige, at jeg ikke selv er buejæger, og jeg er ikke helt klar over om en moderne pil er i stand til at, gennem knoglemasse skulderblad og rygsøjlehvirvler, at beskadige CNS- centralnervesystemet, hvis ”hovedvej” er Medulla spinalis, som ligger beskyttet inde i rygraden og i halshvirvler. – Jeg er også i tvivl om hvorvidt en buejæger tør sigte dét sted (så højt på dyret), at han træffer CNS- centralnervesystemet – men det ser ikke sådan ud, i de udtalelser man ser på nettet.
CNS- kuglen kan ikke sammenlignes med hjertekuglen, og med hensyn til hjertekuglen viser det sig, at går man på nettet og søger råvildtets anatomi – ses mange udgaver af især hjertets størrelse og placering. Nogle steder ses hjertet placeret helt fremme ved brystben/bringe/sternum, og andre steder sidder hjertet lige over forløbet, og igen andre steder sidder hjertet bag albuen (Olecranon tuber) (altså stedet hvor overarmsbenet (Humerus) (skjult inde i dyret) møder underarmsbenet (det synlige forløb Radius).
De rådyr jeg har skudt, har alle haft hjertet placeret næsten helt nede i bunden af kropshulen med hjertets spidse ende, og vendende lidt skråt opad mod hoved, med hjertets tykke del – vandret set har ca. det halve af hjertet været fri af forløb bagud for ”albue”. – I nogle illustrationer ses også meget store hjerter, der er næsten lige så lange som højden af lungerne – modsagt af, at et rådyrs hjerte måler vel ca.: 11-12 cm X 7-8 cm (ca. som en knyttet hånd og med noget aldersbetinget variation).
For at vurdere CNS- kuglen og dennes træfområde i forhold til rådyrets anatomi – kommer nu en ret autentisk illustration – mere databaseret grundlag kan næppe opnås:
Illustration 4. – Ingen illustration kan vel være bedre end et foto af et (går jeg ud fra) kløvet dyr, hér fra kilde: magasin.schweisshunden.dk, som bringes hér med det nye formål at dokumentere hvad det bedste kugletræf på et rådyr er i rent vandret sideskud – hvilket også gælder større hjortevildt, som dog har mere plads mellem hjerte og CNS- Område. – Generelt skal undgås træf et par cm bagud for en lodret linje bag forløb.
På denne illustration kan man direkte, og meget databaseret, afstandsmåle fra dødelige træfområder til områder der ikke er dødelige – og til de meget kendte anskydningsområder mave, forløb og bringe.
Det ses umiddelbart at hjertet er tæt omsluttet på 3 sider af områder der medfører grimme anskydninger, især ved skrå skudafgivelser og/eller ved dyr der er lavere placeret end skytten, og hvis man ikke korrigerer sin sigtelinje godt nok (se senere i Illustration 5 og 6).
* Den lille gule cirkel med sort omkreds er det tilsigtede CNS- Træfpunkt, og den sorte cirkel udenom er fejlmargensomkreds (CNS- Træfområde) – alt set i helt rent vandret sideskud, og inde midt i dyret – og som det ses i illustrationen, er CNS- kuglen ikke sart vedrørende afvigelse til højre og venstre for CNS- Træfpunktet (hvad hjertet derimod er) – og dette er et meget vigtigt punkt, når dyret står skråt for skytten.
* Sigtepunkt for CNS- kuglen: 2/3 del op på kroppen, lodret fra rådyrets forkant af forløb – i rent vandret sideskud.
Hér i illustration 4 ses de to anbefalelige træfområder på rådyr – og som burde erstatte vores nuværende: ”Høje og lave bladkugle”:
- CNS- Området er det med gult indrammede, hvor dyret vil dø i knaldet ved træf i næsten hele området (- men undgå den sidste ende af rygdelen og hele halsdelen).
- Den hvide figur er det træfområde, valgt som næstbedste og sikreste alternative træfområde, når man vil træffe enten begge lunger i tykke dele, eller begge lunger i tynde dele samtidigt med hjertet – og som ved træf dræber dyret med sikkerhed indenfor kort tid. Afhængigt af træfpunkt i dette træfområde, vil dyret falde på stedet eller flygte en kortere eller måske længere distance og dø.
– Dette træfområde (den hvide figur i illustration 4) kaldes hér et acceptabelt Hjerte/lunge – Træfområde, og sigter man i midten af den hvide figur, vil risikoen for anskydning blive mindst. – Sigter man i den nederste halvdel af den hvide figur (i hjertedelen), vil der være større anskydningsrisiko – men i forhold til den gængse ”Lave bladkugle” (se senere illustration 10) er anskydningsrisikoen betydeligt mindre.
Jeg ramte engang en buk lidt til venstre for hvor stregen for Lunge (øverst) ender, og dén løb små 50 meter, og hvor jeg måtte hente en hund for at finde dyret forendt inde i tæt underskov.
Jeg ramte engang en rå, hvor hjertet hang udenfor dyret hængende i aorta, dén løb små 40 meter med et yderligt ramt hjerte, hvor nederste tredjedel var næsten væk. Hér fejlbedømte jeg hvor hjertet sad, da dyret var inde på 15 meter, og jeg sad højt.
Jeg ramte en buk, hvor hele hjertet var fuldstændigt ødelagt, og dén løb 40-50 meter (siksakkede gennem en rapsmark og stoppede fordi den hang fast med opsatsen).- Se senere foto 3 og 4: ”Min sidste hjertekugle”.
Jeg ramte en buk ca. 8 cm til venstre for enden af stregen for ”Tapskud”, dén døde i knaldet (og var altså af et CNS- træf over rygsøjlen, skal undgås). – Se senere foto 2.
Jeg har skudt mange hjorte (vel over 50 i alt – bukke, råer, lam, dåvildt og kronhjort), hvor træf har været indenfor det viste gule CNS- Træfområde – og de er alle døde i knaldet, eller ganske kort efter, og ingen har forladt skudstedet. – Ingen forbi- skud og ingen ”tapskud” – Kun ét skud til hver – Èt tilkald af schweisshund.
Dette skal ses ud fra fakta: Et hjerteskud er ikke altid omgående dødelig og et lungeskud i endnu mindre grad – men en CNS- kugle er det altid.
Fakta er altså: At CNS- kuglen er den eneste kugleplacering af dem alle, hvor dyret altid bliver på stedet i knaldet – undtaget måske (dvs. ikke altid) Aorta- område ved toppen af hjertet, eller en kugle der træffer hjertet det helt rigtige sted, og som samtidigt med hydrodynamisk chokeffekt stopper hjertet. (Hovedskud er jo bandlyst hos jægerne).
Denne Illustration 4 må dokumentere følgende:
Den gule stregmarkering i Illustration 4 (”Omgående dødeligt CNS- Område”) er meget større end noget andet sammenhængende dødeligt organområde på dyret. – De dyr jeg har truffet indenfor hele dette område er alle faldet i skuddet, blev på skudstedet og var ”død i knaldet” eller ganske kort efter.
Fejlplacerer man kuglen i forhold til det definerede CNS- Træfpunkt (den gule cirkel) i ovenfor sete illustration 4), er der udenom dette CNS- Træfpunkt langt, langt større areal med ”dødelige” områder – end hvad der er gældende for Hjertekuglen.
Det ses af Illustration 4, at fra hjerte til lever er der 1-2 cm. – og fra hjerte til træf i overarmsben/forløbet (det med hvidt indrammede forløb) er der ingenting.
Selv hvis CNS- kuglen ”dykker” lidt i aftrækket, (hvilket ofte ses i de mange for lavt placerede hjertekugler som ender i træf i forløb), er der for CNS- kuglen langt fra CNS- Træfpunktet ned til et ikke dødeligt træf. – Ligeledes befinder Aorta (største arterie/hovedpulsåren i toppen af hjertet) sig i området ret tæt under CNS- Træfpunktet.
* Herved ses, at det samlede CNS- område, hvor dyret dør i knaldet, er større end hjerte- og lungeområdet som er dødeligt, men hvor dyret ikke altid dør i knaldet og ofte kan forlade skudstedet med lange flugtdistancer og sporlængder.
* Og det ses, at rammer kuglen under store dele af det samlede CNS- Område, dør dyret alligevel (men ikke altid straks, men dette er bedre end en for lav hjertekugle).
* Og det ses, at der ved hjertekuglen virkeligt er meget lidt fejlmargensområde, og herved de største muligheder for anskydning i 3 retninger, forstærket væsentligt dersom dyret står skævt og/eller lavt.
Foto 1. – Hér ses CNS- kugle placeringen på denne sympatiske buk, som nok ville kunne pulsen op til niveau for lige før hjertestarter. – Hvis han stod stille, ville viste træfpunkt give øjeblikkeligt styrt og klinisk død efter ganske få øjeblikke. – Det ses at den gule lodrette streg er trukket lidt frem foran dyrets forløb, da han står ret skråt mod skytten.
Taler risikoen for ”tapskud” imod CNS- kuglen?
Nogle har anført, at der ved brug af CNS- kuglen er for stor risiko for ”tapskud”.
Men hertil kan svares, at muligheden for, og risikoen ved et ”tapskud” ved brug af CNS- kuglen er langt mindre end mulighederne for, og risici ved anskydning under brug af Hjertekuglen. – Man kan jo direkte måle sig til i Illustration 4 ovenfor, om muligheden for at levere et ”tapskud” (ved brug af CNS- kuglen) er større, end muligheden for at levere en anskydning i forløb, lever/mave og i bringe – ved brug af hjertekuglen – og dét er den ikke.
Man kan nemlig i Illustration 4 ovenfor måle, at afstanden fra CNS- Træfpunktet (centrum af CNS- Træfområdet) til et ”tapskud”, er længere end afstanden fra hjertets midte til et træf i forløb (overarmsben og underarmsben, hvor underarmsbenet er dyrets forløb):
For at være helt præcis: Dette ses i Illustration 4, at den lodrette røde streg under den sorte lodrette pil under dyrets hals, er radius i den sorte cirkel (CNS- kuglens Træfområde) – og dén er længere end den blå lodrette streg til højre for den vandrette sorte pil (hvilket er mindste radius i hjertet), = dette betyder at det er mindre sandsynligt at afgive et ”tapskud” ved CNS- kuglen – end det er at afgive et skud i dyrets forløb ved en Hjertekugle, eller et strejfskud i hjertet som bliver en mave/leverkugle.
En kugle der træffer torntapperne (processus spinosus) tæt ved roden af disse, vil beskadige rygsøjle dødeligt, og træffer kuglen skulderbladet/scapula) foran torntapperne, bliver effekten større, da bensplinter fra skulderbladet vil deltage i beskadigelse af rygsøjlen og den abdominale, bagudgående Aorte, som ligger lige under rygsøjlen (se senere Illustration 8).
Anskydningsrisikoen er langt større ved Hjertekuglen, fordi der er tre muligheder for anskydning: bagved hjertet: (lever/mave træf) – foran hjertet: (træf i tynde, indsnævrede lungedele/bringe) – under hjertet: (træf i forløb/bringe) – og dette er 3 veje det kan gå galt – til højre, til venstre og nedad…
– i modsætning til CNS- kuglen, hvor der kun er én vej det kan gå galt – opad, hvor muligheden for et ”tapskud” vil være mindre, fordi der i CNS- Træfområdet befinder sig skulderbladet, som sidder foran torntappene. – Når skulderbladet træffes af kuglen, vil ben- splinter og kuglefragmenter (som slår meget hårdt og er skarpe), deltage i at beskadige rygmarven (CNS) sammen med trykbølgen fra kuglen, som ovenfra vil skubbe en ryghvirvel ud af forbandt med de tilstødende ryghvirvler (og herved beskadige CNS). – At dette er plausibelt, vil man se i næste foto af et nedlagt dyr:
Foto 2. – Hér ses en kugleplacering som de fleste nok ville kalde et ”tapskud”, i rent vandret sideskud. Men denne buk døde i knaldet trods dette risikable, forfejlede skud. Torntappene blev ramt, men kuglens trykbølge læderede rygmarvskanalen. – Dette foto fortæller at trykbølge fra kugle der gennembryder torntappe (altså over ryghvirvler og tilpas tæt herpå), kan give ”død i knaldet”, når man er heldig. – Denne risikabelt høje kugleplacering i vandret skud er dog bestemt noget man skal undgå.
Man skal i det hele taget ikke undervurdere effekten fra ben- splinter fra kuglens anslag mod kraftigt knoglevæv. Se et illustrativt foto vedrørende dette på: Netnatur.dk/CNS-kuglen/ (”det lille indvendige haglskud”), som viser at ben- splinter farer langt omkring ved kugletræf.
En særlig og særdeles effektiv fordel som CNS- kuglen giver, er altså at der ved kuglens knusning af kraftigt knoglevæv udslynges ben-splinter og muligvis kuglefragmenter i alle retninger – og dette danner således et ”lille indvendigt haglskud”, hvor yderligere væv, aterier, arterioler, vener, venoler og nervebaner bliver ramt – altså en langt større effekt end ”bløddels- kuglen” giver med sin kun hydrodynamiske effekt. – Kuglen ekspanderer måske også kraftigere når den ved træf rammer kraftigt knoglevæv. Da jeg skød en buk den 28.05.23 så jeg, i den tørre jord bagved dyret, 2 kraftige ”røgsøjler” rejse sig – hvilket formentlig var løsrevne kuglefragmenter fra kuglens møde med knogler.
Når vi taler om risiko for dyret (altså skadens omfang) ved ”tapskud” udenfor skulderbladet, kan dette slet, slet ikke sammenlignes med træf i dyrets forløb, lever/mave og bringe, som er langt værre anskydninger. Dette også fordi et ”tapskud” (et slags strejfskud) ikke beskadiger organer, men beskadiger ”kun” torntappe og giver kødsår som har mulighed for at hele, og det siges at dyrene ofte overlever et ”tapskud”, som ikke involverer skulderblade.
Ofte ender de fleste (men ud af et meget lille antal (2,7 %)) eftersøgninger af ”tapskudt” råvildt negativt. – Det lille antal eftersøgninger skyldes naturligvis at hjertekuglen fortsat er den mest anvendte, og at dyret ved ”tapskud” fortsat er mobilt – men det tyder måske også på, at det ”tapskudte” dyr har bedre overlevelseschancer, og at dyret med overskudt forløb, lever/maveskud eller bringeskud oftere findes, hvilket jo ikke er en reklame for Hjertekuglen.
Med hensyn til ”tapskud” har jeg i nu mere end 55 jæger- år aldrig leveret et sådan – på trods af, at jeg de sidste mange år er gået efter CNS- kuglen, hvilket nok har medført at jeg kun har haft én anskydning – og dén skyldtes en kugle der ekspanderede alt for sent. Dette spidsskud gik fra venstre bringe, hele vejen på langs gennem dyret og ud igennem højre bagkølle, hvor kuglen først ekspanderede. Dyret blev fundet i live hele 900 meter væk – tænk hvilken værdi det har, at vi har Schweisshundeførerne.
* Herved må det være fastslået: at heller ikke ”risikoen for et tapskud” kan bruges som saglig begrundelse for at ikke anbefale og ikke at anvende CNS- kuglen – og at risikoen for alvorlige anskydninger er langt, langt større ved brug af Hjerte- kuglen.
Hvilken kugle er bedst når dyret står skråt?
Er det CNS- kuglen, er det Hjertekuglen, eller er det Lungekuglen?
Der er ingen problemer med at vælge sigtepunkt lodret på dyret, i normalt fladt (vandret) terræn, fordi dyret som regel står lodret – men står dyret skævt (skråt) mod eller væk fra skytten, eller lavere – begynder problemerne.
Det er sjældent at dyret står vinkelret med siden mod skytten, og der er kun 2/180 chance for at dette er tilfældet. Af 36 bukke jeg skød, stod kun 5-6 % i helt rent sideskud.
Når man vender det skudte dyr og sammenligner indgangshul med udgangshul, bliver man ofte forbavset over hvor skævt dyret stod, i forhold til hvad man kunne se, da man klemte skuddet af. – Det er altså meget vanskeligt at vurdere hvor skævt dyret står, og derfor gælder det om at vælge dén kugleplacering som er mindst følsom overfor dette faktisk store problem.
Lige nøjagtigt dette forhold tror jeg er årsag til mange anskydninger. Fordi dét organ man vil træffe (f.eks. hjertet), ikke sidder lige bag dét sted man sigter – når og fordi dyret står skævt (og også lavt eller højt) i forhold til skytten. – F.eks. hjertet sidder inde midt i dyret, men man sigter udenpå dyret. – Ved større hjortearter med tykke korpus (dvs. med større afstand fra dyrets overflade til hjertet) bliver dette problem endnu, eller langt større end ved råvildt, som har en forholdsvis smal krop.
Man skal altså korrigere (flytte) sit træfpunkt udenpå dyrets overflade, således at kuglebanen passerer gennem ønskede organ inde midt i dyret. Står dyret skævt nok, kan man nemt komme til at træffe lever/maveregion, hvis man sigter på hjertet (hvor man tror at dette sidder) – ligesom det kan være vanskeligt at vurdere hvor hjertet sidder, selv når man er klar over at dyret står skævt. – I høj vegetation bliver dette endnu værre.
Og tror man at man træffer begge lunger, kan man sagtens kun ramme én lunge, dersom dyret står skråt nok mod skytten (- mere skråt end denne troede). – I øvrigt er en hjorts højre lunge mindre end en dets venstre lunge (da lever sidder i dyrets højre side). – Så dét man tror, er en dobbelt lungekugle, kan sagtens ende med en enkelt lungekugle samtidigt med en mave/leverkugle, givende lang: ”Tid for bevidstløshed/død”.
Herunder ses en lille illustration, som viser betydningen af ”Sigtelinjer”:
Illustration 5. Egen skitse. – Den sorte prik er dét sted (organ) man vil ramme inde midt i dyret – f.eks. CNS- Træfpunktet eller hjertet. – Hvis man tror at dette dyr står i rent sideskud, og dyret i virkeligheden står 30 cm. skævt væk fra skytten – vil kuglen træffe 40 mm. til højre for sigtepunktet (den røde sigtelinje) – og dette kan ved en hjertekugle være nok til en anskydning, hvis man sigter på hjertet i forkanten og måske lidt lavt, fordi man da kun træffer én lunge i allerforreste del mod dyrets bringe, hvor lungemassen indsnævres og har færre og mindre arterier. – Se mere på: Netnatur.dk/CNS-kuglen/.
Denne risiko er ikke til stede ved CNS- kuglen, hvor kuglen blot vil ramme længere til højre (forud) i CNS- området, hvor dyret også dør omgående. Se Illustration 4.
Hvis dyret står mod skytten, vil CNS- kuglen ramme længere henne til venstre (bagud) i CNS- området, hvor dyret også dør omgående – hvorimod en tiltænkt Hjertekugle i samme situation meget let kan blive en mavekugle/leverkugle, ligesom en tiltænkt Dobbelt lungekugle meget vel kan træffe kun én lunge og leveren. Se Illustration 4.
CNS- kuglen kan altså konstateres at være ikke sart overfor at dyret ikke står i rent sideskud, hvilket både Hjertekuglen og Lungekuglen bestemt må siges at være.
* CNS- kuglen er altså helt klart langt bedre end både Hjertekuglen og Lungekuglen også på dette vigtige punkt, som givetvis er årsag til mange fejlplacerede skud og anskydninger (- hvis ikke den største årsag til disse).
Illustration 6. – At korrigere sigtelinje/træfpunkt ved dyr der står lavere end skytten.
Hvordan virker CNS- kuglen?
CNS- området – som løber igennem alle halshvirvler og igennem de fleste ryghvirvler, og det er underordnet hvor dette CNS- område træffes, i halsdelen fra hovedet (hvor hjernestammen sidder) og helt hen i dyrets rygsøjle i lodret linje med dyrets mellemgulv. – Da danske jægere ikke anvender kugletræf i hjerne (hovedet), er CNS- området altså dødelighedsområde nr. 1, dvs. dét træfområde som er mest dødelig.
I henhold til (Link), falder én hjort altid ved direkte træf i det øvre centralnervesystem, som kan være et højt rygsøjletræf (i thoraxområdet) eller et træf i hjernestammen længere oppe mod dyrets hoved – og som normalt vil resultere i øjeblikkelig død, når kuglens egenskaber passer til det skudte dyr.
Et træf disse steder behøver ikke være et helt direkte træf, da et træf i nærheden (f.eks. under rygsøjlen, eller lige over) vil indebære at det fra kuglen skabte hydrauliske tryk vil omslutte rygsøjlen, hvori CNS befinder sig. Det hydrauliske tryk vil give en temporær kavitet (et hulrum/en sårkanal), hvor vævets elasticitet simpelthen overskrides og sønderflænses, herunder nervevævet i CNS, på grund af trykstigning i vævsvæske og eksplosiv læsion. – Således kan en temporær kavitet (midlertidig sårkanal) skabe en absolut og varig vævsødelæggende læsion, som ikke kan være voldsommere.
En anden indirekte effekt er hydrostatisk stød (tryk/trykforplantning). F.eks. blodets hydrostatiske tryk er det tryk som blodet yder indefra på blodåren (altså en væske som er ”spærret inde”). – Dette er skaden på hjernestammen eller hjernen ved et skud et andet sted i kroppen (f.eks. skulderen), hvor energipulsen fra stødet (kuglen) bevæger sig via det vaskulære system (kredsløbssystemet der via arterier og blodårer (vener) bringer ilt og næring til og fra væv) og kan slå ind i de ret sarte nervecentre i hjernen.
– Og alt dette stemmer helt overens med min erfaring med mange afgivne CNS- kugler, hvor alle dyr er faldet livløse i skuddet, og alle dem jeg har kunnet se fra skudstedet, har ikke rørt et øre eller et ben (døde i knaldet), og alle øvrige har været døde ved min ankomst til fald- stedet (gældende for råvildt og dåhjort). En kronhjort falder også på stedet, og kan lige løfte hovedet mod himlen, for derefter at være klinisk død efter ½-1½ minutter. – Til dato har jeg aldrig været nødt til at aflive en skudt hjort.
– Det ser ud til at der er buejægere, som godt er klar over eksistensen af, og effektiviteten ved træf i CNS- Træfområdet – da disse udtaler, at den eneste garanti for ikke at skulle vente på at opsøge dyret, efter at pilen er sluppet, er at anvende hoved- og rygsøjleskud. – Men ulempen (”manglen”) ved træf med pil (i forhold til træf med kugle) er, at piletræffet ikke skaber chok efter hydraulisk tryk eller hydrostatisk stød (trykforplantning).
CNS- kuglen vist på denne model af whitetail:
Det skal bemærkes, at CNS- træfpunktet vil være lidt forskelligt fra rådyr til Whitetail, Kronhjort og især Elg, på grund af forskelle i dyrenes anatomi og størrelse – og især vedrørende placering og størrelse af skulderblad (scapula) samt rygsøjlens svaj/vinkel fra ryg mod hals – hvilket varierer.
Som det ses nedenfor, er der ved whitetail (som er større end råvildt og ca. som dåvildt), faktisk slet ikke tale om et ”Høj bladtræf og et ”Lav bladtræf” – men derimod om et CNS- Træfområde (hvor dyret dør i knaldet) og et defineret Hjerte/lunge- Træfområde, hvor træf absolut vil være dødeligt, men ikke nødvendigvis straks i skuddet, da dyret ofte flygter og måske eller sjældent kan tilbagelægge relativt lange strækninger før det forender – afhængigt af træfpunkt.
For whitetail ser de to nævnte bedste træfområder således ud i rent, næsten vandret sideskud:
Illustration 7. – Denne og den næste illustration stammer fra kilde: Link, og bringes hér med det nye formål at dokumentere hvad det bedste kugletræf på en whitetail er i rent vandret sideskud, og at illustrere placering af organer i forhold til kugletræf – hvilket ligner bedste kugletræf for råvildt, og hvilket også gælder større hjortevildt, som dog har mere plads mellem hjerte og CNS- Området, og hvor der vil være en noget anden figur på Det tilpassede alternative Hjerte/lunge- Træfområde (den sorte firkantede figur).
Der er to områder som er dødelige træfområder: CNS- kuglen (det gule indrammede CNS- Område) og et tilpasset Hjerte/lunge- Træfområdet (den sorte firkantede figur).
Den lille gule cirkel er tilsigtede CNS- Træfpunkt og den sorte cirkel er CNS- Træfområde. – Truffet hér falder dyret omgående og forender meget hurtigt.
Jeg har for mange år siden næsten ”tapskudt” en råbuk (ved en fejl), se blå cirkel, hvor dyret døde i knaldet, hvorfor der var tale om en CNS- kugle – men ”tapskud” skal altid undgås. (Se tidligere Foto 2).
Jeg ramte en råbuk i næsten rent sideskud (altså gennem begge lunger), se grøn cirkel, hvor dyret flygtede små 50 meter, og hvor jeg nær ikke havde fundet dyret.
Jeg ramte to råbukke, se lilla cirkel, hvor dyret flygtede 35-50 meter, med helt klare hjertetræf (se den ene senere under ”Hjertekuglen” i Foto 3 og 4). – Således ved jeg ikke om hjertet sidder anderledes placeret på whitetail end på råvildt, men tror det ikke.
Illustration 8. – Hér ses dyret (whitetail) uden skulderblad (scapula) og uden forben – i rent, næsten vandret sideskud. – Ved træf indenfor området markeret med gult (CNS- Området), falder og dør dyret i knaldet. – Træf aldrig de med rødt skraverede områder, og undgå den yderste ende (fra lodret linje bag hjertet) af det med gult markerede, samt halsdelen. – Generelt skal undgås træf bagud for en lodret linje bag forløb.
Dette skal illustrere det hensigtsmæssige ved at definere det sorte figurområde, som vil friholde for træf i mave, lever og i ben – og vil friholde for træf til højre for den sorte figur.
Sigt ikke i det rødskraverede område bagved hjertet, da man hvis dyret står skævt (mod jægeren), meget let kan træffe kun én lunge og/eller leveren, eller maven (som jo sidder inde bag lunger). – Dette kan forstærkes af, at dyrets ene lunge (venstre) er større end den anden, fordi leveren sidder i dyrets højre side.
Den gule cirkel er CNS- Træfpunktet, hvor dyret dør i knaldet.
Den sorte cirkel er CNS- Træfområdet, hvor dyret dør i knaldet ved træf i hovedparten af cirkelarealet.
Den sorte figur er det tilpassede, alternative træfområde: Hjerte/lunge- Træfområde som er dødeligt og egnet til både kugle og pil, men hvor dyret ikke nødvendigvis dør i knaldet og kan flygte en kortere eller måske længere distance, afhængigt af træfpunkt.
Står dyret skævt eller lavt/højt, skal der korrigeres træfpunkt i disse træfområder, som da sidder inde midt i dyret, og altså sidder et (måske helt) andet sted, end som på dyrets overflade i dette viste rene sideskud. – Dette er en vanskelig vurdering inden for kort tid, og er givetvis årsag til mange (de fleste) anskydninger – se Illustration 5 ovenfor.
* Sammenfatning og konklusion – CNS- kuglen:
* Generelt kan siges, at der ikke bør placeres kugletræf længere bagud på hjortene, end allerhøjst et par cm lodret bagved dyrets forløb (- ikke albue men forløb under albuen).
* CNS- kuglen er den ultimative, mest dræbende og skånsomme kugleplacering, og kræver ikke særlige skydefærdigheder, bl.a. fordi hjertet er mindre end det anbefalede CNS- træfområde og hjertet er tæt omsluttet på 3 sider af områder der medfører grimme anskydninger. – CNS- kuglen er også klart bedst ved dyr der står skråt.
* Det samlede CNS- område (areal), hvor dyret dør i knaldet, er større end det effektive hjerte- og lungeområde (arealet) på råvildt, hvor dyret dør, men langtfra altid dør i knaldet. – Herved er CNS- kuglen mere human og etisk end Hjertekuglen og Lungekuglen.
* Risikoen for et ”tapskud” i CNS- Træfområdet er forholdsvis lille – og langt mindre end risikoen for ved Hjertekuglen at træffe forløb, lever/maveregion og bringe (især når dyret står skævt i forhold til kuglebane, og når dyret står meget lavere end skytten).
* Anskydningsmulighederne reduceres betydeligt ved anvendelse af CNS- kuglen, fordi denne har større fejlmargen i hele 3 retninger (højre, venstre og nedad) – hvor hjertekuglen har en yderst lille afstand fra hjerte til bagerste nederste lungedel/mave/lever, og fra hjerte til forløb, som begge er forfærdelige anskydninger – og ved skud skråt bagfra er der ved hjertekuglen stor risiko for anskydning i dyrets bringe, hvor lungerne indsnævres betydeligt, og hvor risikoen for ensidigt lungetræf er meget stor.
* CNS- kuglen er langt mindre følsom overfor sideværts vandret afvigelse i skuddet (når dyret står skævt/skråt), end gældende for Hjertekuglen, da et CNS- træf til højre og venstre for CNS- Træfområdet stadig dræber dyret omgående – hvilket bestemt ikke er tilfældet for Hjertekuglen, og heller ikke for lungekuglen.
Det må herved være påvist, at hjertet faktisk sidder meget risikabelt placeret, i forhold til et skud der ikke rammer hjertet eller snitter hjertet – og hvor et sådant fejltræf da vil blive et lever/mavetræf, et træf i forreste nedre tynde lungedele, eller i bringe, eller et overskudt forløb, og hvor dyret næsten altid flygter.
* Den mest smertefrie og absolut hurtigste død efter træf med kugle, er og bliver dét sted på dyret hvor centralnervesystemets (CNS) ”hovedveje” sidder placeret, hvilket gælder alle hvirveldyr. – Dette kan der ikke være tvivl om, uanset alt andet – og uanset hvordan man sætter hatten.
– At sætte centralnervesystemet (CNS) ud af funktion har jo også været anset som den hurtigste og mest effektive død i mange år hos slagterier (boltpistoler). – Mange hunde er nok også gennem tiderne blevet aflivet med skud i nakkehvirvler hvor CNS også sidder, eller i hoved som indeholder ”Centralstationen” for CNS.
* En anden klar fordel ved CNS- kuglen er, at sigtepunktet kan ses i høj vegetation. – Andre lige så klare fordele er, at dyret falder på stedet og ikke løber ind i skoven eller ind til naboen – og at det altid findes. – Jeg selv tør skyde dyr der står tæt på naboskel, men kun med CNS- kuglen.
* Og jeg vil da også mene, at et dyr der falder på stedet ved træf (- som det altid sker ved træf af CNS og nogle gange ved hjertekugle og ret få gange ved lungekugle), dør hurtigere, ligesom eventuel aflivning altid vil kunne foregå meget hurtigere – end når dyret flygter efter skuddet og skal ledes efter, kan være dødt eller levende når det findes, eller måske endda ikke findes og derved overladt til en uvis skæbne.
* Ingen vil kunne dokumentere, at CNS- kuglen ikke er dén kugleplacering som giver den hurtigste død (og hver gang) – bortset fra et vinkelret skud gennem midten af pandens frontalknogle, men en kugleplacering i hovedet er jo bandlyst hos jægere.
* Ingen vil kunne dokumentere, at der er større risiko og mulighed for ”tapskud” ved brug af CNS- kuglen – end der er risiko og muligheder for mavetræf, forløbstræf og bringetræf ved brug af Hjertekuglen – og som meget ligner risikoen og muligheden for at kun træffe én lunge ved skrå skudvinkler, ved brug af Lungekuglen.
* Ud fra ovenstående finder jeg det hermed databaseret påvist, at CNS- kuglen er den mest optimalt dødelige, har størst træfareal, har større fejlmargen, er sikrest ved dyr der står skråt og lavt, og at CNS- kuglen er den mest humane og etiske kugleplacering for råvildt og alle andre hjortearter, samt mange andre hvirveldyr.
* Længere mod det etiske, og det hurtigst dræbte dyr kan man ikke komme.
Hermed må det altså fremgå, at bedste træfområde på hjortevildt kun kan være CNS- Træfområdet.
Det næstbedste er et Lungetræf eller et Hjertetræf, men hvor det er meget vanskeligt at vælge mellem det traditionelle lungetræf: ”Høj bladkugle” (med stor sikkerhedsmargen, men hvor dyret nok flygter) – og det traditionelle hjertetræf: ”Lav bladkugle” (med uhyre lille sikkerhedsmargen og med uhyre stor anskydningsmulighed, men med chance for at dyret falder på stedet, hvis hjertet rammes helt rigtigt).
– Og præcist derfor foreslår jeg at kun have ét alternativ til CNS- Træfområde, i form af et nøje afpasset træfareal som rummer de sikreste områder at afgive både dobbelt lungetræf og hjerte/dobbelt lungetræf (se de sorte og hvide indramninger i illustrationerne – indramninger som er tilpasset hjortearternes anatomi) – og som kan kaldes: Det alternative, acceptable Hjerte/lunge- Træfområde.
Min erfaring med CNS- kugleplaceringen:
22 ud af 22 (100 %) skudte bukke ramt i CNS ”døde i knaldet”.
– og nøjagtigt det samme billede ses ved mine skudte råer og lam, samt kronhjort og dåvildt – samtlige skudt med kun ét skud.
Kødødelæggelse skal slet ikke diskuteres, fordi det drejer sig om at skyde et levende væsen med den mest dræbende og skånsomme kugleplacering. Men ved CNS- kuglen passerer kuglen under dyreryggen, og hjertet og leveren er helt intakte, og faktisk kun ”slaget i udgangssiden mangler et stykke oppe i toppen. – Et maveskud som kan ødelægge kødet bliver aldrig aktuelt ved brug af en CNS- kugle.
Ikke ét eneste såkaldt ”tapskud” har jeg leveret, ingen forbi- skud og alle beskudte dyr er fundet døde på stedet de blev skudt = 0 meter i gennemsnitlig flugtafstand.
Dette kan måske sammenholdes med, at (i hvert fald) i henhold til finske undersøgelse fra bueskytterne (Link), var den gennemsnitlige flugtafstand ca. 55,66 meter for riffelskud til whitetail (- hvilket jeg ikke håber/tror sandt) – men de reelle flugtafstande hos bueskytter, er for nyligt påvist til 89 meter for kronvildt og 78 meter for dåvildt. – Dette ses af de tekniske rapporter TR218 og TR257 fra Aarhus Universitet. Og dette kan sammenlignes med riffeljagtens gennemsnitlige flugtdistance på 14 meter, hvilket ses i tyske undersøgelser (Link) (Link). Og dette kan sammenlignes med mine skudte hjortes gennemsnitlige flugtdistance på 6,4 meter.
* Herudfra kan det vel godt påstås: At kan jeg få dyr til ”at dø i knaldet”, med mine nu over min. 22 CNS- skudte bukke, vel lige så mange eller flere råer og lam, samt andre hjorte- og dyrearter – så kan andre også.
Kronvildt – CNS- kugle og alternativt træfområde:
Hvis man lige skulle se på hvordan CNS- kuglen ser ud for Kronhjort og Elg – uden at gå yderligere i dybden med dette, men stadig ud fra dyrenes anatomi:
Illustration 9. – Dette er CNS- kuglen og det alternative træfområde. – Dette billede (og næste) stammer fra kilde: Link, og bringes hér med det nye formål at vise hvad de bedste kugletræf på en kronhjort er, i rent vandret sideskud. – det med gult markerede er CNS- Område (omgående dødeligt), hvor det med gult skraverede område bør undgås. – Den gule cirkel er CNS- Træfpunkt og den sorte cirkel er CNS- Træfområde.
Den sorte figur er det bedste træfområde for hjerte eller lungeskud, og kaldes hér: Det alternative Hjerte/lunge- Træfområde. – Indenfor de sorte stiplede linjer befinder sig også tykkere lungedele, men generelt skal undgås træf bagud for dyrets forløb.
* Sigtepunkt for CNS- kuglen: Knap 2/3 del op på kroppen, lodret fra kronhjortens forløb lidt over midten (- i rent vandret sideskud).
Som det ses, bliver fejlmargenen mindre, jo længere ned i den sorte figur man sigter, hvilket forstærkes markant, dersom dyret står skråt for skytten og/eller lavere.
Illustration 9 ovenfor kan så sammenlignes med den traditionelle ”Høje bladkugle” og den traditionelle ”Lave bladkugle”, som ses i tilsvarende figur (illustration 10) herunder:
Illustration 10. – Dette billede stammer fra kilde: Link, og bringes hér med det nye formål at vise almen opfattelse af høj og lav bladkugle på en kronhjort – i rent vandret sideskud. – Dette er givetvis et udmærket eksempel på en almindelig opfattelse af ”bladet” på hjortevildt, hér vist i høj og lav bladkugle. – Se også: Netnatur.dk/hoej-og-lav-bladkugle-og-de-bedste-traefomraader og Netnatur.dk/dyreetik-hvor-paa-bladet-boer-man-skyde/.
Cirklernes diametre ligner for mig at se noget der passer mere til bueskydning, og de er for store når det gælder riffelskydning, da træf flere steder indenfor (især i den nederste cirkel), er strejfskud i hjertet, mavetræf, træf i forløb/overarmsben, eller træf i ikke effektive lungedele (med ikke så mange større arterier).
Således er et træf i nederste cirkels omkreds kl. 8-10 er en mavekugle og muligvis kun med strejfet hjerte. – Kl. 10 til 11 er et lungeskud i tyndere lungedele. – kl. 3 er et strejfskud i hjertet og meget tæt på et bringeskud med meget lidt lungevæv. – Kl. 4 til 7 er et træf i dyrets overarmsben og hvor hjertet strejfes i nederste dele. – Står dyret så tilmed skævt for skytten og/eller lavere, forstærkes disse uhensigtsmæssige forhold væsentligt, og flugtdistancer kan hér være betydelige.
Elg – CNS- kugle og alternativt træfområde:
Illustration 11. – Dette billede stammer fra kilde: Link, og bringes hér med det nye formål at vise hvad det bedste kugletræf på en elg er, i rent vandret sideskud. – Det skal dog siges, at jeg ikke har skudt elg, men det med rødt markerede er CNS- området, hvor det med rødt skraverede område bør undgås. Den gule cirkel er CNS- Træfpunkt og den sorte cirkel er CNS- Træfområde. – Den røde markering er et meget fint, langt vandret dødeligt område at sigte efter, ved elg i bevægelse (ved alm. løb, ikke i spring).
Den hvide figur er det bedste træfområde for hjerte eller lungeskud, og kaldes hér Det alternativeHjerte/lunge- Træfområde. – Indenfor de hvide stiplede linjer befinder sig også tykkere lungedele, men generelt skal undgås træf et par cm bagud for dyrets forløb.
* Sigtepunkt for CNS- kuglen: Godt 1/2 op på kroppen, lodret fra elgens forløb lidt inde fra forkant(- i rent vandret sideskud).
Som det ses, bliver fejlmargenen mindre, jo længere ned i den hvide figur man sigter, hvilket forstærkes markant, dersom dyret står skråt for skytten og/eller lavere – hvilket er meget mere udtalt ved dyr med stor kropstykkelse.
De gængse træfområder i vitale dele:
Herunder bliver beskrevet de 2 gængse træfområder, med henblik på at afklare hvor gode de egentlig er – alt ud fra min viden, erfaring og foreliggende data, samt udtalelser set på nettet. Statistik for mine skudte bukke vil også fremgå.
Lungeskud:
I henhold til: Netnatur.dk/dyreetik-hvor-paa-bladet-boer-man-skyde/, ser det ikke ud til at forskere i Finland foretrækker og ikke anbefaler ”Den høje bladkugle” med riffel (en ren lungekugle i lungers tykke dele) – og dét betyder vel så at de foretrækker ”Den lave bladkugle” – altså en lungekugle i lungers tynde dele, med større chance for at træffe hjertet, jf. det tidligere beskrevne. – Men rammes hjertet ikke, eller rammes det yderligt, vil der være tale om en lungekugle i tyndere lungedele, med ikke så store arterier.
Min viden om træf i lunger med kugle og pil til hjorte er:
Et lungeskud omhandler ”Åndedrætssystemet”, og måden dyret dør på er ”Asfyksi – svigt i åndedrætssystemet” – og svigt i ét af de 3 livs- systemer: ”Nervesystemet”, ”Kredsløbssystemet” og ”Åndedrætssystemet”, vil føre til svigt i de øvrige livs- systemer.
Dyret dør af at gå i blødningschok (hæmorrhagisk chok – blodtab på akut basis), og af utilstrækkelig cirkulation til at ilte organerne.
Ved et dobbelt lungetræf indtræder døden enten fordi begge lunger kollapser – dvs. død som følge af ventilationsinsufficiens, eller dyret vil dø af forblødning (altså som følge af kredsløbsinsufficiens) – eller en kombination af begge. – Således vil dyret dø af manglende iltning af blodet i lungerne, og/eller utilstrækkelig blodcirkulation til at ilte organer.
Dyret dør altid af et dobbelt lungetræf, men det er uvist hvornår, hvor langt det løber og hvor mange lidelser dyret har – og der er ingen 100 % garanti for at man finder dyret (altså får dyret), afhængigt af hvor lunger træffes, og om træffet er et dobbelt lungetræf eller et enkelt lungetræf (hvor lange flugtdistancer ses), samt af omstændighederne.
Bestemt ikke alle lungetræf fælder altså dyret i knaldet, og oftest ses at dyret kan tilbagelægge betydelige strækninger, selv i ”rene sideskud” hvor begge lunger punkteres – og i denne periode kan dyret altid føle stress/angst (- ellers ville det jo ikke løbe), og i måske 40–60 % af tilfældene sikkert også føle smerte, som måske i et uvist omfang er gjort mindre, eller måske endda gjort ikke opfattelig af hormonerne endorfin og noradrenalin.
I forbindelse med dette skal man huske under eftersøgning af dyret, at blodsporet ikke altid fortsætter helt frem til hvor dyret ligger, men at en større hjort vil kunne løbe måske 20-30 meter længere. Således kan der gå en vis tid før dyret bliver fundet og konstateret dødt – i hvert fald længere tid end når dyret falder/lammes på skudstedet, og også hurtigst kan få fangstskud, dersom nødvendigt.
Det afgørende for flugtdistancen ved lungeskud synes at være: Tidspunkt for indtræden af lungekollaps, er begge lunger ramt, eller kun den ene lunge, hvor store og hvor mange arterier der træffes, og herved hvor stort det pludselige blodtrykstab bliver (hjertet svigter hurtigt) eller hvor stort tabet af blodmængde bliver (forblødningen – hæmorrhagisk chok (blodtab på akut basis). – Aktuelle nervebaner der træffes, er nok kun de PNS- nervebaner (de perifere nervebaner) der sidder mellem ribben (Costa), samt nervereceptorerne.
Lungetræf i begge lunger i de øverste kraftige dele af lungerne (hvor også mange store arterier og vener befinder sig i området) må være det bedste lungeskud, og hvor det siges at dyret dør ved indre forblødning i løbet af få minutter. – Men ved skrå sideskud (skrå skudvinkler) er risikoen for at kun én lunge træffes stor (især ved større hjortearter), og dette både ved lav lungekugle og ved høj lungekugle – og dette vil forlænge dyrets forblødningsperiode og flugtdistance betydeligt.
Når kun den ene lunge bliver truffet, kan dyret stadig leve, da blodet bliver iltet af den anden fungerende lunge. – Lungekredsløbet er en sjettedel af det systematiske kredsløb, og træffes en mellemstor til stor lungearterie eller vene, vil dyret dø af forblødning (kredsløbsinsufficiens) og ikke på grund af ventilationsinsufficiens. – Et lungeskud er dødeligt, når forblødningen overstiger en tredjedel af dyrets samlede blodvolumen, hvilket får dyret til at gå i blødningschok (hæmorrhagisk chok – blodtab på akut basis), og dø af utilstrækkelig cirkulation til at ilte organerne.
Angående blodtab har en voksen whitetail (størrelse ca. som en dåhjort) omkring 30 ml blod pr. kilo kropsvægt. For at dyret bliver immobiliseret skal den miste en tredjedel af sin normale kredsløbsvolumen – så når whitetail (og dåhjort) mister én liter blod, vil dyret blive immobiliseret. – Når dyret går i chok (hæmorrhagisk), vil mindre blod strømme til hjernen, og dyret vil begynde at vakle og til sidst dø. – Et rådyr kan leve efter tab af ½ liter blod.
Det er væsentligt at vide, at en hjort der træffes således at der er tale om en forblødningsproces (hjerte, lunger, i ikke vitale dele og ved træf i kun kar (arterier og vener) – ikke flygter til det dør, men at dyret langsomt vil sætte hastigheden ned, for derefter at gå videre, indtil dyret sætter sig (svag af blodtab) – for derefter at dø i sit leje.
Netop derfor kan man ikke udlede eller udregne ”Tid til bevidstløshed/død”, af hverken flugtdistancer eller af sporlængder. – Med dyr der flugter ud af syne, kender ingen jægere altså: ”Perioden fra træf til bevidstløshed/død”. – Og dette manglede, da buejægerne for nyligt blev tilladt at skyde større hjorte, hvilket forsøg ellers let kunne have påvist.
Forblødningsperioder og flugtafstande illustreres bedst ved at se på bue og pil, da et piletræf næsten altid vil dræbe dyret i en forblødningsproces:
– Nogle buejægere siger: Det vil tage 10 til 12 sekunder for et dyr med et dobbelt lungeskud at forbløde, hvis dyret har en meget hurtig forblødning. – Og løber dyret 55 km/tim, så vil det på 12 sekunder i princippet kunne flygte ca. 170 meter, men alt afhænger af hvor træffet i lungerne er, også de omtalte 10-12 sekunder.
– Nogle buejægere siger: Ved en langsom indre blødning, kan dyret løbe i op til 20 sekunder, før det forbløder med et dobbelt lungeskud. – Og i denne periode kan dyret i princippet i princippet flygte ca. 290 meter. – Imod dette taler, at buejægere ofte regner med at dyret faktisk kan leve i 30-90 min. efter skuddet, hvilket kan læses på nettet.
– Jeg har på nettet læst, angående træf i én lunge: Erfarne buejægere anbefaler at afvente mindst seks timer og op til 12 timer med at opsøge dyret (whitetail), fordi dyret falder efter en tid, men er stadig i live i forblødningsperioden – og hér gælder det om at ikke ”støde” dyret til yderligere flugt. – Dette er forhåbentligt ikke sandt, og gælder måske ikke mere. – Jo mere dyret slapper af i muskel- arterie- og venevæv, jo hurtigere er forblødningstiden – besvimer dyret helt, er forblødningstiden endnu hurtigere.
Forblødningsperioden efter piletræf vil give følgende flugtdistancer: sandsynligvis i gennemsnit for kronhjorte omkring 89 meter – og for dåhjorte 78 meter (alt iht. TR257) – hvor hjerteskud og dobbelt lungeskud var slået sammen (som vitalt træfområde). – Kun ca. 6 % af alle hjorte skudt med bue og pil, truffet i vitale træfområder, faldt i træffet, iht. TR257, hvilket betyder, at 94 % af hjorte skudt med pil flygter.
Andre buejægere skriver: Flugtdistance ved lungetræf med pil: 91-137 meter.
Dette kan sammenlignes med flugtdistancer med riffel: Flugtdistance for større hjorte truffet med riffelkugle, iht. TR257, tyske data: 48 % af alle træftyper havde 0 meter i flugtafstand, og de dyr der flygtede havde en gennemsnitlig flugtafstand på 14 meter. – I en anden tysk undersøgelse af riffelskudte rådyr, havde 68 % af alle træftyper en flugtafstand på 0-9 meter.
Og det kan sammenlignes med flugtdistance for mine 7 riffelskudte råbukke med lungetræf: 4 faldt i knaldet og 3 løb fra 3-80 meter (alle døde ved min fremkomst).
Min erfaring med træf i lunger med kugle til råvildt er:
1 ud af 7 lungeskudte bukke (14 %) ”døde i knaldet”.
3 ud af 7 (43 %) faldt på stedet, men døde ikke i knaldet.
3 ud af 7 (43 %) løb fra 3-80 meter.
– og nogenlunde det samme billede ses ved mine skudte råer og lam.
Jeg så engang et rå skudt med en ren, høj dobbelt lungekugle løbe over 150 meter – og et ”uheldigt” træf i lunger (f.eks. i de nederste tynde lungedele, kun i én lunge, eller i lungedele et par cm. bag dyrets forløb) kan utvivlsomt give meget længere flugtdistancer.
Jeg har hørt flere jægere udtale: ”Hvordan kan den dog rende så langt med denne kugle?” – og hvor kuglen er gået vinkelret igennem dyret lige til venstre for ”Den høje bladkugle” i Illustration 10 ovenfor, altså i yderkanten af den øverste cirkels omkreds kl. 9, i tidligere viste Illustration 10, af ”høj bladkugle” og ”Lav bladkugle” på kronhjorten.
Dette kan ses i sammenhæng med at råvildtets topfart er målt til 98 km/tim, hvorved f.eks. 150 meter i værste fald kun tager måske ca. 7-10 sekunder at tilbagelægge, indregnet accelerationstid – tænk hvad dette kan blive til på 2-3 minutter!
Jeg betragter en bevidst placeret ren lungekugle, som en kugleplacering en riffeljæger faktisk ikke kan være bekendt overfor dyret (- med dén præcision en riffel har). – Lungekuglen er ikke en optimalt dræbende kugle, som kan erstattes af en altid dræbende CNS- kugle – hvilket jo nærmest gør en bevidst placeret lungekugle uetisk, også overfor dyret. – Men hér i dette læserbrev fremkommer jeg med den alternative: ”Hjerte/lunge – Træfområdet”, som et acceptabelt træfområde, tilpasset hjortenes anatomi.
Selv den bedste rene lungekugle, som træffer begge lunger i deres øverste del (tykkest og med flere og større arterier omkring (mellem og over) lungevæv) er godt nok den hurtigst dødelige af lungekuglerne (høj og lav) – men ikke, eller sjældent med effekten: ”død i knaldet”, og oftest flygter dyret (- hvilket jo kan undgås – og derfor er dette uetisk når det gælder riffeljægere, med deres meget præcise våben).
Begge typer lungekugler (høj og lav), og som begge er ”bløddels- kugler”), mangler helt dén meget effektive chokeffekt og effekt fra bensplinter og kuglefragmenter, som træf i kraftig knoglemasse giver – og som ses i CNS- kuglen. – Også knogler indeholder væv med både nerver og blodkar.
Hjerteskud:
Dette er så ”Den lave bladkugle”, og oftest med samtidigt træf i de nederste tyndere lungedele – der vel så kan kaldes ”Hjerte/lungekuglen” i de finske forskeres måske snart anbefalede ”Lave bladkugle” for riffeljægerne jf.: Netnatur.dk/dyreetik-hvor-paa-bladet-boer-man-skyde/. – Men et hjerteskud kan ofte involvere maveregion.
Forskerne i Finland foretrækker og anbefaler tilsyneladende denne ”Den lave bladkugle” – og dét betyder vel så, at de foretrækker et hjerte- lungetræf. – Dette indebærer, at man rammer enten hjertet og lunger – eller kun lunger over hjertet (se nederste cirkel i Illustration 10), hvilket jo i sig selv udgør en væsentlig forskel, da hjertekuglen må betragtes som hurtigere dødelig end lungekuglen. – Men der er ingen garanti for at hjertet vil stoppe ved et yderligt placeret træf, hvor dyret da vil dø af forblødning i lungeregion med færre større arterier, eller værre: i mave/leverregionen, som giver mangedobbelt forblødningstid, dersom der ikke indtræder Septisk chok (akut organpåvirkning fra infektion, hvor bakterier fra mave/tarme går i blodbanen).
Septisk chok, som er fuldstændig ligeså dødelig som f.eks. akut blodtab. – Hér forårsager tarmindfald i bughulen, at bakterier kommer ind i blodbanen, hvorved dyret dør af en infektion eller af et septisk chok. – Døden indtræder fra 5-10 minutter op til 2-3 dage, afhængig af hvilken del af tarmen som er skadet og af tyktarmens indhold og bakterieindholdet – og jo højere bakterieindhold, jo hurtigere død.
Læst på nettet: Ved træf i maveregion kan dyret leve i 8-12 timer eller længere, og erfarne buejægere anbefaler først at opsøge dyret efter op til 12 timer (om dette gælder endnu, ved jeg ikke). – Jeg har ramt et rådyr i maveregion med riffel (30-06), og dén døde efter 10-12 min.
Min viden om træf i hjerte med kugle er:
Et hjerteskud omhandler i første omgang ”Kredsløbssystemet”, og måden dyret dør på er ”Synkope – svigt i kredsløbssystemet”, og svigt i ét af de 3 livs- systemer: ”Nervesystemet”, ”Kredsløbssystemet” og ”Åndedrætssystemet”, vil føre til svigt i de øvrige livs- systemer.
Det rene hjerteskud fører til dødeligt, momentalt fald i blodtryk og/eller ”Hæmorrhagisk chok (blodtab på akut basis)” og herved manglende iltning af organer og væv.
Når træf i hjerte (som er dødeligt, og man siger indenfor et par minutter), er det afgørende herfor, om hjertet træffes distalt (yderligt) eller centralt i den øvre ende (hvor aorta og Aortic Arch befinder sig), i hjertekamrene, eller i den nedre ende (hvor der kun er tværstribet muskelmasse) – hvilket afgør flugtdistancer og altså ”Tid for besvimelse/død”.
Det må antages at hjerteområdet med hjertekamrene og hjertets centrale del og øverste del, er de mest effektive steder at træffe hjertet. – Men selv med helt sønderrevet hjerte (fra kugletræf), kan f.eks. et rådyr flygte 50-100 meter, og de større hjortearter betydeligt længere. – De fleste hjertetræf (men ikke alle) vil dog også træffe én eller to lunger (afhængig af skudvinkel), men i deres tyndere dele uden større arterier og vener, eller i lungekanten. – Det kan lade sig gøre, at træffe hjertet, uden at træffe lunger.
Det siges også: Det vil tage 10 til 12 sekunder for et dyr med et hjertetræf at forbløde, hvis dyret har en meget hurtig forblødning. Ved en langsom indre blødning, kan dyret faktisk løbe i op til 20 sekunder, før det forbløder. – Og hvor andre siger at døden ved et hjertetræf indtræder indenfor et par minutter. – Dette er jeg ikke enig i da et dyr, med en langsom indre blødning ved f.eks. strejfskud i hjertet (især mod mave/leverregion), kan overleve timer. Og det samme ses ved træf foran hjertet, hvor der er aftagende lungemasse. – Dette understøttes af:
Hvis en kugletræf kun er centimeter bag hjertet, perforeres kun lungekanten plus formaven og eventuelt leveren (på dyrets højre side), hvilket kun forårsager minimal indre blødning, og altså meget lang flugtdistance (Link).
Selvom hjertet måske er blevet fuldstændig ødelagt, kan der være lige nok resterende blod leveret til hjernen gennem muskelbevægelser rundt i arterierne, mens dyret løber, men uden nogen mekanisme til at pumpe blod til lungerne via lungepulsåren, vil iltet blod hurtigt mangle. Da den indledende spurt kan være hurtigt, kan dyret tilbagelægge afstande op til 100 meter på kun få sekunder. – En flugtperiode på f.eks. 1½ – 5 minutter (hvis skuddet i hjertet ikke var en fuldtræffer, eller hjertet kun er strejfet) kan derfor blive en anseelig strækning.
Dyret dør altid af et hjertetræf, men det er uvist hvornår, hvor langt det løber, hvor mange lidelser dyret har – og det kan endda være uvist om man finder dyret (altså får dyret), afhængigt af træfpunkt i hjertet og af omstændighederne. – En hjort kan tilbagelægge op til 80-100 meter med en hjertekugle, og oftest flygter de i fuld fart efter hjertetræf.
Hjertet sidder (efter min opfattelse) meget længere nede i et rådyr, end det ses i mange illustrationer, som også er meget forskellige. Nogle anatomi- illustrationer viser hjertet placeret med overkant af hjerte helt oppe over midten af dyrets brysthøjde, og de samme store forskelle ses i illustrationer for kronvildtet. Meget store forskelle ses også i hjerternes forholdsvise størrelser og placering sideværts i dyrets længderetning.
– Jeg har skudt rådyr hvor træfpunktet var kun 4-5 cm. over dyrets bryst- underkant og lige bag ”albuen”, og hvor hjertets nederste halvdel (i siden af hjertet) var truffet af kuglen og hvor det halve af hjertet næsten var skudt væk – dette dyr løb ca. 35 meter. – Se et andet eksempel på at hjertet sidder lavt, i foto 3 og 4 under: ”Min sidste hjertekugle”.
Langt fra alle hjertekugler fælder dyret i knaldet, og oftest ses at dyret kan tilbagelægge betydelige strækninger, selv med et gennemskudt hjerte – og i denne periode kan dyret altid føle angst (- ellers ville det jo ikke løbe), og i måske 40–60 % af tilfældene sikkert også føle smerte, som måske i et uvist omfang er gjort mindre, eller endda gjort ikke opfattelig af de smertehæmmende hormoner endorfin og noradrenalin.
Går man efter at træffe midten af hjertet, er der (hos råvildt) kun 5-6 cm længere nede tale om et træf i ekstremiteten, altså i forløbet, eller i brystbenet, og sigter man længere nede i hjertet er denne afstand endnu kortere. – Tidligere undersøgelser viste, at hele 12 % af alle registrerede anskydninger hos råvildt skyldes for lavt placerede hjertekugler, hvilket kan sammenholdes med at kun 2,7 % skyldtes for højt sat skud (”tapskud”).
Hjertekugler resulterer også ofte i leverkugler eller waidkugler (mavekugler), og med mange lidelser til følge – da lever/mave begynder blot nogle centimeter bagved hjertet. – En kugle med træf ganske få cm. bag hjertet, vil kun træffe underste, tynde del af én lunge eller måske begge lunger samt leveren/mave, hvilket giver en meget lille indre blødning, og hermed en lang flugtdistance og med mulighed for forlænget angst, stress og lidelse for dyret.
Ved et fejlplaceret hjerteskud foran hjertet, bliver der tale om et træf i dyrets tynde, nederste, indsnævrede lungedele (og måske kun i én lunge, afhængigt af skudvinkel) og/eller i bringe (sternum).
Hjertekuglen er en ”bløddels- kugle”, hvor det afgørende for tid inden dødens indtræden er: hvor stort det øjeblikkelige blodtrykstab bliver (hjertet svigter), eller hvor stort tab af blodmængde bliver (iltning af alt væv forsvinder). – Det øjeblikkelige tryktab ved et centralt hjertetræf er større end ved lungekuglen – og meget større end ved et strejfskud i hjertet. Der er ved et hjerteskud chance for at træffe aorta (den største arterie af dem alle) og et meget effektivt træfpunkt, hvor besvimelse indtræder hurtigt grundet pludselig og voldsomt tab af blodtryk, hvorefter døden indtræder meget hurtig. – De få dyr jeg har truffet i aorta er alle faldet i skuddet og døde ganske kort tid efter.
Min erfaring med træf i hjerte med kugle til råvildt er:
1 ud af 3 hjerteskudte bukke (33 %) ”døde i knaldet”.
2 ud af 3 (67 %) løb op til 50 meter.
– og nogenlunde det samme billede ses ved mine skudte råer og lam.
Se hvad der sker ved en hjertekugle på: Netnatur.dk/CNS-kuglen/.
Jeg betragter hjertekuglen som en kugle der burde fyres straks. – Hjertet sidder så lavt i dyret, at risikoen for en anskydning i dyret forløb er meget stor. Træffer kuglen bagved hjertet sker en anskydning i lever/mave. – Træffer kuglen foran hjertet sker der anskydning i dyrets indsnævrede lungedele og/eller bringe. – Træffer kuglen over hjertet, er dette et træf i lungers ikke tykkeste dele, og dette træf behøver nødvendigvis ikke at ramme aorta, som sidder øverst for enden af hjertet.
– således er fejlmargens-området meget lille omkring hjertet, og træf udenom hjertet behøver ikke at være hurtigt dødelige – og flere steder vil træf, ikke ret langt udenfor hjertet, medføre anskydning, hvilket ofte sker når dyret står mere skævt end jægeren regnede med, eller lavere end jægeren.
Hjertekuglen (”bløddels- kuglen) mangler også helt dén meget effektive chokeffekt og effekt fra bensplinter og kuglefragmenter, som træf i kraftig knoglemasse giver – og som ses i CNS- kuglen. – Knogler indeholder væv med både nerver og blodkar.
Og, vel at bemærke, dør dyret ofte ikke i knaldet og kan løbe langt – selv ved et rent træf i hjertet – se et eksempel herpå:
Min sidste hjertekugle:
En hjertekugle kan få et dyr til at dø næsten i knaldet, men dette er langt fra sikkert – hvilket er bevist mange gange og hérunder vises, at selv med et helt sprængt hjerte, kan et rådyr løbe min. 40-50 meter:
Endnu engang fik jeg selv den 29.05.22 atter bekræftet (sammen med en jagtven), at hjertekuglen er en vældig usikker og ikke human kugleplacering. – Jeg vil i øvrigt vædde med at de allerfleste (om ikke alle) råvildtjægere, dåvildtjægere og kronvildtjægere har oplevet, at dyret efter en hjertekugle er løbet væk og at rigtigt mange har oplevet at skulle tilkalde en sweisshundefører efter en afgivet hjertekugle som også, meget let (få cm fra hjertet) kan blive til en grim anskydning.
Foto 3. – Hér ses en ren Hjertekugle (bag ”albuen”). Dette dyr løb ca. 40-50 meter ind i en rapsmark med et helt knust hjerte. – De første 25 meter på en eng var i absolut topfart. Han var formentlig løbet endnu længere, dersom han ikke hang godt fast med opsatsen i rapsstængler. – Blodet på hver side af dyret viser at han blev skudt i rent, meget lavt sideskud. Kuglebanen var næsten helt vandret. – Se mere herom på: Netnatur.dk/er-53-skudte-bukke-for-meget/.
Af fotoet fremgår også, at hjertet sidder ret langt bagud for dyrets højt siddende skulderblad/scapula (bladet), og det ses at hjertet sidder meget lavt – dette har jeg også set på mange andre rådyr, og derfor mener jeg at mange sete illustrationer af rådyrs anatomi er misvisende på dette område, og de er meget forskellige og de kan ikke alle være rigtige. – Derfor valgte jeg illustration 4 som grundlag for mine betragtninger angående råvildt, hvad angår at finde og direkte måle mig til de bedste træfområder på råvildt.
Foto 4. – Og sådan så hjertet ud, hvor vandret kugleindgang var placeret meget lavt og lige bag Olecranon Tuber ”albuen” (hvor skjulte overarmsben (Humerus) møder synlige underarmsben (Radius – forløbet)). – Hvis en buk kan løbe 40-50 meter med et sådant hjerte – bør man da aldrig bruge Hjertekuglen, men skifte den ud med CNS- kuglen, hvor dyret styrter på stedet, i besvimet (smertefri og angstfri) tilstand og næsten altid død i knaldet.
Som alternativ til CNS- Træfområde kan bruges et nøje tilpasset træfområde, som hér kaldes det alternative Hjerte/lunge- Træfområde (se Illustration 1 – 4), et træfområde hvor dyret stadig kan flygte, men hvor træfområdet i størrelse og form er tilpasset, således at der kan undgås de grimme anskydninger som er tilknyttet en forfejlet hjerte- kugle samt skrå skudvinkler ved lungekugler, hvor kun én lunge træffes.
Dette hjerte er ramt af kuglen, som har skabt trykstigning i hjertets vævsvæske ved eksplosiv læsion, hvor hjertevævet er blevet udvidet i en sådan grad, at grænsen for hjertevævets elasticitet er passeret/oversteget, hvorfor hjertevævet er sønderrevet. Således er dette ikke kun en såkaldt temporær kavitet, men en absolut og varig læsion, som ikke kan være voldsommere, men hvor dyret altså alligevel kan flygte.
– så hvis man med ”En lav bladkugle” mener træf i hjertet, så viser ovenstående altså, at dette langt fra altid er den mest etiske placering af træfpunkt med kugle – og at dyr ved endda rene hjertetræf er i stand til at løbe videre angste og stressede og måske oftest også med smerte, afhængigt af udsendte smertehæmmende hormoner – og intet af dette sker ved brug af træf i CNS.
Min statistik over forløb efter skud til bukke:
Siden jeg begyndte at registrere mine skudte bukke, ser min statistik over forløb efter skuddet sådan ud:
Dette vises for at underbygge mine påstande i den øvrige del af dette læserbrev.
Statistik over mine 36 registrerede skudte bukke. – Visende forløb efter skud.
Hovedbudskabet hér må være, at CNS- kugleplaceringen er langt at foretrække frem for hjertekuglen og også Lungekuglen, som begge burde fyres straks. – Se mere om min statistik for skudte bukke (opsatse, alder, tandhøjde mm.) på: Netnatur.dk/bukkes-aldre-bedoemt-paa-taender-og-opsatser/.
