Ikke mindre end et unikt lucky punch. Jack Hansen har fotograferet og filmet to voksne duehøge i regulær infight med næb og kløer
En fredelig foto-fugletur, hvor Jack Hansen blev vidne til et regulært drama mellem to store og meget uenige duehøge, førte til dette læserbrev, hvor han ser nærmere på, hvor stor rolle duehøgen spiller for fasaner, agerhøns, ænder og harer
Tekst og foto: Jack Hansen 02.10.2022
Dette læserbrev indeholder:
Beskrivelse, foto og film af en set duehøgkamp.
Hvordan påvirker duehøge jægernes fasaner, agerhøns, ænder og harer?
Beskrivelse af duehøgen (underbyggende data).
Midtsjælland: – Voldsom kamp mellem to duehøge kl. 9.45
Den 31.01.2021 sad jeg i et let sneklædt og stille bøgeskovområde på mere end 90 hektar på Midtsjælland og studerede fugle.
Koldt var det i den smukke skov og alt åndede fred og ro – og flere fuglefotos var allerede ”i kassen”.
Pludseligt kom 2 meget store duehøge flyvende side om side meget, meget langsomt langt inde i skoven, 1½ – 2 meter fra hinanden og 4-5 meter over skovbunden.
De kom nærmere og nærmere mod mig, og jeg kunne nu se at de skulede til hinanden, og efter at have fløjet vel de 120 meter som jeg så, dykkede de begge, stadig med gang i vingeslagene, ned mod skovbunden.
At de skulede til hinanden tillagde jeg ikke nogen betydning, for jeg synes altid at duehøge har et stift, stirrende blik. Så min første tanke var ”nej hvor sødt” dér kommer far og mor.
Men så kom jeg i tanker om, at er der ikke noget med, at hannen er mindre end hunnen?
Lignende en fast skriftlig aftale, landede de nøjagtigt samtidigt i skovbunden godt en halv meter fra hinanden, stod stille lidt og vuggede op og ned med hoved og bryst næsten helt til jorden, og vippende halerne opad. De viste hele tiden siderne af hinanden og gjorde sig store, nok i håb om at den anden skulle tænke: ”jeg daffer”.
Ideen med at de landede samtidigt var nok, at den ene duehøg ikke skulle have den klare fordel at flyvende angribe den anden fra rygsiden. – Dette var helt sikkert et par rutinerede fugle.
Herunder vises og beskrives deres kampteknik, som jeg så den, og der afsluttes med en kort film af dramaet.
For at forstå hvorfor denne kamp fandt sted, har jeg så efterfølgende undersøgt nærmere om duehøge.
I dette faldt jeg over en beskreven tendens til at jægere og andre bestandsforvaltere altid har fået (eller måske endda stadig får) skylden for at duehøg bestanden ikke tæller flere end ca. 350 ynglepar (2019) – på trods af totalfredning og sammenholdt med, at hvert duehøg- par i gennemsnit får ca. 2 unger på vingerne, men alligevel ikke synes bestanden at vokse tilsvarende.
Derfor forsøger jeg hér senere i dette læserbrev at udrede – hvilken betydning duehøgene har for jægernes fasaner, agerhøns, ænder og harer.
Det skal understreges, at jeg ikke kender nogen jæger der kunne finde på at skyde en duehøg, og at jeg i dette ikke har nogen som helst stillingtagen til, eller mening om udsætning af fasaner, agerhøns og især ænder.
Tager duehøgene i Danmark virkelig så mange fasaner og agerhøns, som måske mange jægere, bestandsforvaltere og andre tror?
- Derefter gik de to store fugle uhyggeligt truende og langsomt rundt om hinanden, stadigvæk bukkende med hovederne, og jeg kunne hér se at den ene haltede kraftigt – så de havde givetvis allerede været i gang med et opgør længere inde i skoven.
Efter at have gået rundt om hinanden et minut, blev dansen vildere og nu med udslåede vinger. Man kunne tydeligt fornemme, at ingen af disse fugle ville give sig. De nu udslåede vinger fortalte, at kampen snart ville starte, da vingerne skulle være klar til kunne holde balancen i kommende sammenstød, hvor fuglene ville falde bagover for at få bryst og hoved længst muligt væk fra modstanderen.
Og nu gik det løs. De startede det regulære slagsmål med at hoppe rundt om hinanden og med et samtidigt angreb fik de greb om hinandens klør og lå et øjeblik bagover, støttende på de udslåede vinger og nedstirrede hinanden. Det var ligesom de først ville afprøve hinandens styrke i kløerne.
De kartede noget rundt om hinanden i denne fastlåste stilling og selv midt i kampen fik den ene øje på mig – og jeg var ellers godt camoufleret og sad helt stille. En duehøg har simpelthen et falkeblik.
De var meget opmærksomme på at hele tiden have fat i hinandens kløer, og de forsøgte hele tiden af få den anden klo fri til at gribe fat i den andens bryst eller hoved og især modpartens lår gik de meget efter, nok fordi en beskadigelse af muskler og arterier hér, vil hæmme modpartens gribe- og fastholdestyrke.
De holdt konstant hovedet længst væk fra modstanderen. – Hvis én af dem fik fat om den andens hoved, havde kampen været forbi.
Det virkede som om at klør og vinger var de vigtigste i kampen og ikke en eneste gang så jeg dem hugge hinanden alvorligt med næbbet (kun lidt napperi efter lår), hvilket lignede en stiltiende aftale mellem noble gentle- damer – men næbbet var skam nok blevet brugt, dersom én af fuglene havde fået godt fat om den andens hoved.
I denne forbindelse har jeg hørt at ornitologer, som ringmærker duehøge, oplever at duehøgene ikke forsvarer sig med næbbet, men at de bestemt ikke er sene til at tage fat med kløerne.
De to store fugle så nogenlunde lige stærke og jævnbyrdige ud, men man kunne se at den ene duehøg med det skadede ben virkede lidt mere besværet, tilbageholdende og forsvarende – men give sig ville den ikke. I øvrigt var det jo heller ikke nemt at slippe væk, da de hele tiden havde fat i hinanden med mindst én klo og at forsøge at slippe væk kunne nok let koste livet.
- De fortsatte kampen, et minut føltes som et kvarter, og jeg var så småt begyndt at tænke på at gå ned og stoppe dem (koste hvad det ville og ikke ”efter bogen”) – for dette kunne nu se ud til at ende med 2 døde og stadig uenige duehøge.
- Duehøg kampen varede vel 5-7 minutter.
Pludselig stoppede slaget og de to fugle fløj langsomt side om side (- ligesom da de kom), videre gennem skoven og ud af syne.
Jeg er ganske sikker på at de ville fortsætte kampen et andet sted, og gad vide hvad det mon endte med.
Jeg blev så overrumplet af dette drama, at jeg kun nåede at optage en lille kort film af kampen:
Startknap. Se filmen: ”Kort film duehøgkamp”).
Jeg er ikke så stærk i duehøge, så jeg undrede mig lidt over, hvad der fik de to flotte fugle til at slås på denne årstid, og jeg mente at det var 2 hunner. Derfor har jeg opsøgt lidt viden om duehøgen på nettet og i mine gamle og nyere fuglebøger, og jeg viser herefter blot andre hvad jeg fandt:
Der refereres hovedsageligt (og linkes sidst i læserbrevet), til: https://dofbasen.dk/, og andre referencer er særskilt belinkede i teksterne, og også anført sidst i læserbrevet.
Jeg fandt frem til, at der måtte være tale om to hunner (som er væsentlig større end hannerne), og jeg læste at duehøg-par bliver i deres yngleområde hele året rundt og kan forsvare deres territorier mod artsfæller.
Så det var nok dét der skete hér, og dette stemmer vel meget godt overens med, at hunnen allerede i januar begynder at kalde på en mage, og at man allerede om vinteren kan se ynglefuglenes parringsflugt over kommende ynglested og at duehøgene begynder at forsvare deres territorium fra medio februar.
I det følgende ses på, hvilken betydning duehøgen har for jægernes fasaner, agerhøns, ænder og harer. – Derefter vises grundlaget for denne vurdering.
Jeg har set, at høge i flugten pludselig kan trække vingerne godt halvt ind og kan i et gevaldigt styrtdyk opnå en anseelig fart. – Denne var nok 150 meter oppe. Jeg tror at en ældre duehøg er ekspert i at aflæse hastighed, retning og foranhold – og hvor en flyvende byttefugl eventuelt vil lande og søge skjul.
Føde og jagtteknik:
I Danmark er duehøgens føde især skovduer, tamduer, kragefugle og andre mellemstore fugle, f.eks. skovskade, husskade, hættemåger, sølvmåger, ænder, vandhøns, gøge, agerhøns, vadefugle, spætter og en ret stor andel andre rovfugle (link). Men føde er også egern og mus og hare (link) og også skovmår kan komme på menuen. Ådsler kan også blive nødvendigt at æde.
Som generalist-rovdyr kan duehøgen kun lokalt og midlertidigt begrænse bestandene af andre fuglearter, fordi den altid vil skifte til en ny bytteart, hvis den foretrukne er blevet for sjælden (link).
Hunnen tager bytte der er noget større (normalt i duestørrelse) end hannen, som dog godt kan tage en due men foretrækker lidt mindre bytte, i størrelsen fra stære og solsort op til due.
Dog kan hunnen binde an med så store fugle som bramgæs og fiskehejre, og selv musvåge og rød glente kan risikere at blive bytte (link).
I henhold til undersøgelser af hele 4.472 indsamlede byttedyr i perioden 1973 – 1981 (link) består duehøges føde af: 37 % duefugle, 13,5 % kragefugle, 12,6 % spurvefugle, 2,3 % fasaner, 2,6 % agerhøns (altså 4,9 % hønsefugle) og 3,4 % mågefugle (flest hættemåger). Dette er de væsentligste procenter, og pattedyr udgjorde kun 1 % – men hér skal man være opmærksom på, at mange mindre pattedyr (mus) forsvinder helt i duehøgene, og kun kan spores i duehøgens gylp.
Duehøgen jager fortrinsvis i eller nær skov, men i trækperioderne og om vinteren ses duehøgen oftere jage i det åbne land.
Duehøgen er ekspert i overraskelsesangreb, og den flyver elegant mellem skovens træer med stor behændighed. I skov er flugten ret hurtig og med nogle få hurtige vingeslag og lange strækninger med glideflugt. Ofte tager den i skoven byttet på jorden, hvor byttet bliver overrumplet af den stille og pludseligt opdukkende duehøg.
Jeg har også flere gange set duehøg der glider/svæver hen langs et hegn et stykke oppe, og så slå lynhurtigt til når småfugle eller duer i panik flyver ud fra hegnet.
Duehøgens foretrukne jagtstrategi er dog anstandsjagt, hvor den vælger en post på en gren med fint udsyn til et lovende sted. Går der for længe inden den ser bytte, skifter den til en anden post, ofte blot til et andet træ samme sted. Herfra vil den oftest slå byttet på jorden.
Forfølger duehøgen et flyvende bytte ret lavt henover terræn, følger duehøgen ofte fuglen lavere mod jorden end fuglen (nok for ikke at blive set), for så at afvente at byttet lander, og dér slår den til. Ænder tages ofte når de er ved, – eller lige har nået at lette fra vandoverfladen.
Når duehøgen forfølger et enten løbende eller flyvende bytte, følger den ikke nødvendigvis byttedyret lige i hælene (i samme spor), men ofte parallelt ved siden af sporet, og nok til dén side den forventer byttedyret vil dreje imod. Den ser bestemt også ud til at kunne ”stikke en kurs” og i denne afskærende kurs møde byttet.
Det siges at fangerne (ben med kløer) punkterer byttedyrets lunger, og at duehøgen klemmer livet ud af byttedyret. Men den tager givetvis næbbet i brug når lidt større hårvildt og andre rovfugle – ligesom en tårnfalk der næsten i samme øjeblik den slår en mus, straks hugger ned med næbbet i nakkehvirvler eller ryghvirvler på musen, hvor CNS befinder sig. Se nærmere om: CNS.
Det er næsten udelukkende den mindre duehøg- han, der skaffer føden til parret i hele perioden fra bygning af reden til ungerne er omtrent fuldvoksne, altså en periode på ca. 5 mdr. (link). Derfor tager duehøge gennemsnitligt større fugle (f.eks. fasaner) om vinteren, end i den 5 mdr. lange yngletid. Dog kan hunnen ind imellem i rede- og rugetiden tage på jagt efter større vildt.
Når hannen bringer føde til hunnen, plukker hunnen ofte disse i skovbunden under reden og derfor foretrækker duehøge forholdsvis lysfattig skovbund med ringe vegetation, i redens nærhed (link).
Når ungerne er omkring 25 dage gamle, er fødebehovet størst, og hannen bringer på dette tidspunkt bytte hjem cirka fem gange dagligt, og oftest med bytte op til duestørrelse (link).
De fleste unge duehøge forlader deres forældre primo august og søger hér let bytte i form af svækkede fugle og ådsler (link), og altså også ved fasanerier, hvis fasanerne er sat (for) tidligt ud.
Hvordan påvirker duehøge jægernes fasaner, agerhøns og harer?
Duehøge har tilsyneladende altid fået skyld for at tage en masse fasaner, hvilket angiveligt var grunden til at jægere og lodsejere tidligere (men ikke mere) legalt kunne bekæmpe arten ved fasanudsætningspladser. Det var især unge duehøge, fugle fra kuld der havde forladt deres forældre i august, som havde opdaget at der kunne være nemt bytte ved fasanerier. – Og i dag mener nok en del, at jo senere fasanerne (og ænderne) udsættes, jo mindre på kant kommer man med duehøgene (link).
Fasanens rolle som byttedyr for duehøg er størst udenfor duehøgens lange yngleperiode (en periode på hele fem måneder fra marts til august), fordi hovedparten af fasanerne bliver udsat i skovene efter at duehøgeungerne har forladt reden (link). De uerfarne fasaner er hér lettest og mest tilgængelige for duehøgene, hvor især ungfuglene er ballademagerne, som tiltrækkes af lettere bytte. Og dette er jo både naturligt og nødvendigt.
Man ser ofte fjerbunker efter duer slået af duehøg ved foderpladser for fasaner, men i forhold til duer må jeg sige at det er sjældent at jeg har set fjerbunker efter fasaner slået ved foderpladser.
Tidligere lokale, og ret omfattende, undersøgelser (i perioden 1973-1981) har påvist, at agerhøne og fasan udgjorde 4,9 % af duehøges (heraf fasaner kun 2,3 % (link)), og at langt de fleste fasaner tages af duehøg- hunnen om vinteren (75 %), og at det fortrinsvist er svækkede og syge fasaner der tages (link). Til orientering blev i starten af 1980erne nedlagt ca. 50.000 agerhøns og i 2020 ca. 18.000.
Til stor nytte for jægerne tæller duehøgenes store fødeandel af krager, skader og måger på hele mellem 16,9 (link) og 24 % (link) – og især kragefugle er jo fuglejægernes ”store fjende nr. 1 eller 2 (ræv)”, da de tager mange æg og unger af hønse- og andefugle samt endda harekillinger.
Ud fra dette, er eksistensen af duehøge absolut til jægernes klare fordel samlet set, også selv om det selvfølgeligt ikke kan overses, at især unge duehøges tilstedeværelse i områder med fasanopdræt visse steder, nok kan være et reelt problem, fordi de kan virke stærkt forstyrrende på opdrætspladsen (link). Dette kan jo nok virke overvældende på den enkelte fasanopdrætter, men i dag findes vel ret effektive modforanstaltninger – og duehøgen er jo totalfredet, og den kan naturligvis ikke stå for (for) tidligt udsatte små fasaner.
Der må også være grænser for, hvor mange fasaner og agerhøns duehøgene tager – især hvis kun 4,9 % af duehøges føde er fasaner og agerhøns, og hvis endda langt de fleste af disse er svækkede og syge, bør fuglejægerne vel være glade. – men lad os regne lidt på dette, groft og med højt satte antal fasaner som duehøgene tager (som et slags forsigtighedsprincip):
Da vi i Danmark har ca. 350 ynglepar af duehøge pr. 2019 (link) og hvis deres afkom er ca. 900 (350 x 2,6 i ungeproduktion), har vi altså ca. 1.600 fugle – efter den mest fødekrævende yngletid, plus et par hundrede vintergæstende duehøge, plus måske 600 stk. 1-2 årige ikke ynglende fugle (hvor dødeligheden siges at være ca. 65 % 1. år og 52 % 2.+ 3. år og 38 % 4. år – antageligt derfor så få). Og vel at bemærke i denne forbindelse, stiger ynglebestanden jo ikke mærkbart (svarende til rekrutteringen) år efter år, så vidt vi ved.
Dvs. at vi totalt efter duehøges yngleperiode har groft regnet (og ikke bekræftet) 2.400 duehøge (voksne og ungfugle), hvoraf hovedsageligt de større duehøg- hunner og de mest erfarne (ældre) af de mindre duehøg- hanner også vil gå efter fasaner (især høner) i vinterhalvåret, hvor der ikke længere findes uerfarne unge andre byttefugle og hvor de udsatte fasaner er blevet mere erfarne, men til gengæld også mere synlige og har ringere dækmuligheder.
Af disse ca. 2.400 fugle er ca. 1.200 de mindre hanner, som ikke tager nær så mange fasaner (og da primært kun høner) som de ca. 1.200 større hunner (som også tager haner). Af disse i alt ca. 2.400 fugle vil ca. 900 være helt uerfarne ungfugle, som i en periode efter fasanudsættelsestiden (når de udsatte fasaner er blevet mere forsigtige) og især senere på året, nok i overvejende grad vil efterstræbe mindre pattedyr og fugle, end fasaner.
Dvs. at, af duehøgene vil de mest effektive, mulige fasandræbere udgøre ca. 350 voksne hunner og måske 1/4 af de 350 voksne hanner, altså ca. 90 hanner (som oftest kun tager fasanhøner), samt måske 400 (godt halvdelen af de 0-2 årige hunner), samt måske 1/5 af de 1-2 årige hanner (max. 150) samt måske 60 % af de ca. 200 vintergæstende duehøge – altså en tilstedeværelse af i alt ca. max. 1.100 effektive, mulige fasandræbende duehøge der tager flest fasaner i ungefær halvdelen af året (sidste), og hvor føden, i henhold til tidligere undersøgelser (1973-1981), altså består af ca. 2,3 % fasaner og ca. 2,6 % agerhøns (link), men til gengæld ca. 13,5 % kragefugle.
Og vedr. fasaner ser dette ud til at være af bagatelagtig karakter, i første omgang – alt set i forhold til at jægerne i dag skyder ca. 570.000 fasaner årligt (og i 2010: 765.000), og at der trafikdræbtes i år 2000, i henhold til Jyllands-posten, ca. 150.000 fasaner i trafikken, men det fremgik også i artiklen, at der i Danmark år 2000 fandtes ca. 800.000 stykker råvildt i Danmark, hvilket efter min mening er voldsomt overdrevet, hvilket så trafikdræbte fasaner måske også er. Se min opfattelse af vores råvildtbestand og råvildtjagt på: www.netnatur.dk/tag/jack-hansen/.
Lad os sige at en voksen duehøg kan leve af en gennemsnitlig årlig fødemængde svarende til (nok højt sat) 50 % af egen vægt. Duehøg- hannen vejer i gennemsnit 0,85 kg og duehøg- hunnen vejer i gennemsnit 1,5 kg. Dvs. at en duehøg- han spiser max. ca. 0,5 kg føde dagligt og en duehøg- hun spiser ca. 0,75 kg føde dagligt (i gennemsnit ca. 0,65 kg føde dagligt for voksne duehøge).
Hvis en duehøgs føde består af 2,3 % fasaner (link), tillagt estimerede 95 % for at kompensere for en lav bestand af agerhøns (hvilket er mit skøn), består duehøges føde af ca. 4,5 % fasaner, som i snit vejer ca. 1,15 kg.
Vedrørende agerhøns er disse så få i dag, og duehøge menes ikke at gå udpræget efter bytte der er blevet forholdsvis fåtalligt. I dag kan man ikke regne med at 2,6 % af duehøges føde består af agerhøns, hvilket tidligere undersøgelser påviste – så man må nok regne med at duehøge i dag derfor tager flere fasaner end de 2,3 %, og jeg anslår altså andelen af fasaner til 4,5 %.
Det årlige fødebehov hos duehøgene kan da beregnes som følger, idet det dog må siges, at vi nok kun kender ynglebestanden nogenlunde, og at vi ikke rigtigt kender den egentlige bestandsstørrelse af duehøg i Danmark (altså ikke kender antal 1-2 årige ikke ynglende duehøge):
Vi har hele året: Ca. 350 voksne hanfugle, ca. 350 voksne hunfugle og måske 600 stk. 1-2 årige fugle = i alt ca. 1.300 voksne fugle á ((0,5+0,75)/2) 0,65 kg fødebehov = 845 kg føde dagligt hele året, altså 845 kg x 365 dage – altså i alt ca. 308.500 kg føde årligt.
Vi har i ungeperioden på ca. 1,25 mdr.: Ca. 900 unger á i snit vel ca. max. 0,45 kg fødebehov = 400 kg føde dagligt x 43 dage – altså i alt ca. 18.000 kg føde årligt.
Vi har årets unger resten af årets 5 mdr.: Ca. 900 fugle af 0,65 kg = 585 kg føde dagligt x 152 dage – altså i alt ca. 89.000 kg føde årligt.
Vi har vintergæstende duehøge i måske 3 mdr.: Ca. 200 fugle á 0,65 kg. = 130 kg føde dagligt x 91 dage – altså i alt ca. 12.000 kg føde årligt.
Dette giver et totalt årligt fødebehov for vore duehøge på ca. 428.000 kg, og hvis 4,5 % (2,3 % + 96 % i tillæg for ”manglende” agerhøns) af føden består af fasaner, ville dugehøgene i Danmark æde årligt ca. 19.300 kg fasaner, hvilket er ca.16.800 fasaner. – Men dette er hvis duehøgene tog lige mange fasaner i alle årets måneder – men dét gør de ikke, da det er duehøg- hannen (som primært tager mindre bytte end fasaner) der skaffer føden til parret i hele perioden fra bygning af reden og til ungerne, indtil disse er omtrent fuldvoksne, altså over en samlet periode på ca. 5 mdr.
Derfor kan min. fratrækkes ædte fasaner i fødeandelen i redebygningstiden, rugetiden og ungetiden for ca. de 700 voksne ynglefugle i ca. 5 mdr. + for de ca. 900 unger på rede i ca. 1,25 mdr. + for de ca. 900 flyvefærdige unger i yderligere ca. 1 mdr. (frem til august).
Dette giver et fradrag i fødemængde på: 700 voksne x 0,65 kg x 152 dage + 900 rede-unger x 0,45 kg x 43 dage + 900 flyvefærdige unger x 0,65 kg x 31 dage = i alt kg fødemængde ca.: 69.200 + 17.400 + 18.200 = totalt ca. 104.800 kg, hvoraf de ca. 4,5 % er fasaner – altså et fradrag i alt på ca. 4.700 kg fasaner, hvilket er ca. 4.100 fasaner á 1,15 kg – dette altså hvis ingen fasaner blev ædt i redebygningstiden, rugetiden og ungetiden. Men hér tillader jeg mig at antage, at der i denne periode alligevel er en fødeandel af fasaner på 2,25 %, så fradraget er kun ca. 2.000 fasaner.
Ud fra ovenstående tager vore duehøge max. ca. 16.800 – 2.000 = ca. 14.800 fasaner årligt, og man mener at duehøgene går mest efter de svækkede, syge eller anskudte fasaner – men dette er uden at indregne dødelighed hos duehøgene, så tallet 14.800 er givetvis mindre.
Tagne fasaner årligt er i virkeligheden måske kun ca. 12.700, dersom dødeligheden er 62 % i snit hos 0-2 årige duehøge og 38 % hos voksne duehøge (givende successivt færre fugle gennem året) – men lad os igen være forsigtige og alligevel regne med max. ca. 14.800 af duehøge tagne fasaner årligt.
Omvendt (og til fordel for jægerne og andre vildtforvaltere) tager duehøge kragefugle hele året, i et omfang af ca. 13,5 % (link) af samlede fødemængde. Dersom duehøges samlede årlige fødebehov er ca. 428.000 kg – svarer dette til at duehøgene æder 57.800 kg kragefugle, hvilket er ca. 105.100 kragefugle á 0,55 kg årligt.
Indregnet duehøgenes dødelighed (som ovenfor), er det reelle antal tagne kragefugle måske ca. 90.700 (krage, allike, råge, husskade og skovskade). Til sammenligning skød jægerne 133.873 krager, råger og husskader i 2020 (link). Og derudover æder duehøge jo også husmår, skovmår, egern, sølvmåger og andre rovfugle. – Og dette ligner jo en rigtig god forretning for jægerne og andre bestandsforvaltere af jagtbart vildt, også fordi der jo er en del fasaner og mange ænder samt få agerhøns der ruger ude i naturen.
Duehøges udtag af hare udgør i henhold til tidligere undersøgelser (link) under 1 % af føden og andefugle 0,6 %, hvilket er uden betydning.
Konklusion:
Der er altså, ud fra ovenstående, intet belæg for – eller fornuft i, eller retfærdighed i at have efterstræbt duehøge, for at opnå flere skydefugle som fasaner og ænder, og heller ikke harebestanden er påvirket af duehøge.
Duehøge tager max. ca. 14.800 fasaner årligt (og en del af dem er svagelige eller på anden måde svækkede), hvorimod duehøgene hele året nedkæmper ca. 90.700 kragefugle årligt, og derudover skader, skovskader, egern, sølvmåger, husmår, skovmår og måske lækatte, og minsandten også andre rovfugle. – At bekæmpe en fjendes fjende har vel aldrig været smart!
De max. 14.800 af duehøge ædte fasaner udgør altså kun 2,6 % af jægernes jagtudbytte pr. 2021 (570.000), og kun 1,5 % af de 958.358 fasaner der blev udsat i 2021 (link) – og dette ér af bagatelagtig karaktér. I øvrigt kender jeg ingen jægere som kunne finde på at skyde duehøg.
Dog kan det måske mistænkes, at duehøge har (eller snarere har haft) en vis betydning for bestanden af agerhøns (som siges at have været duehøgens livret), men det vil nok være forholdsvist sjældent og tilfældigt i dag, at en duehøg møder agerhøns, i deres forholdsvis lave antal. Duehøge menes at være mest interesserede i de byttedyr der er mange af.
Erfarne fasanopdrættere mener, at det er bedst at flytte fasanerne fra volieren ud i terrænet sidst i september eller oktober – dette ved en gradvis flyting af foderingen fra volieren til nærliggende marker, og til sidst ud til hvor fasanerne helst skal være når fasanjagten går ind.
Underbygning af ovenstående beregninger af duehøgens indflydelse på bestanden af bl.a. fasaner ses i det følgende, hvor man kan læse mere om duehøgen:
Udseende, levested og levealder:
Duehøgen (Accipiter gentilis) er en sjælden ynglefugl i Danmark, men til gengæld har den en enorm udbredelse i resten af verden, hvor den findes hele vejen rundt om Arktis (link).
Duehøgen er vores største høg, og er en standfugl. Kønnene er ens, men hunnen kan være op til 20 % større end hannen.
Hannen er på størrelse med en gråkrage mens hunnerne kan være musvågestore, men med en længere hale (link).
Ungfuglene er længdestribede på mere gulbrun underside og på de voksne fugle er undersiden hvidlig og med mange mørkebrune tværstriber. Oversiden er mørkebrun med et gråligt anstrøg. De udfarvede (voksne) fugle har tydelig hvid øjenbrynsstribe.
Duehøgen kendes især på sit kraftige bryst og den lange brede hale. Halen har 3–4 synlige mørke, brede tværbånd.
Øjne er gule, men hos nogle hanner er øjne orange.
I parringsflugt lægger man nok altid mærke til de hvide underhaledækfjer, som ofte er pustet godt op (link).
Det kan især være svært at skelne (den mindre) duehøg- han fra hunnen af spurvehøg, som dog er mindre (link). Her er de kraftige fangere (ben og kløer) på duehøgen gode kendetegn (link). Spurvehøgens ben virker længere og tyndere end duehøgens.
Duehøgen kan også forveksles med den mere sjældne unge jagtfalk, som dog har længere og spidsere vinger.
Fuglens længde er for hanfugl ca. 50 cm og for hunfugl ca. 60 cm.
Hannen vejer ca. 600-1.100 gram og hunnen vejer ca. 900-2.000 gram.
Vingefang er 98-117 cm. – Flugten er en kort serie af relativt langsomme og dybe vingeslag afbrudt af ret hyppig glideflugt. Duehøgens flugt er tungere og mere kraftfuld end spurvehøgens.
Den årlige dødelighed er beregnet med første leveår defineret som tidsrummet fra klækning til 1. juni det følgende år. Dødeligheden er da i 1. år: 65 %, 2. år: 52 %, 3. år: 52 % og 4. år: 38 % (link).
Levested: Yngler primært i større højstammede nåle- og løvskove (over 100 ha). Duehøgen er meget sky og lever relativt skjult (link) og diskret.
De fleste duehøge ses i større skovområder (over 100 hektar og med løvtræer over 80 år) og om vinteren ofte også når de jager i de åbne landskaber.
Den ses nok oftest i forbindelse med parringsflugten i det tidlige forår (eller allerede midt på vinteren), hvor de ses kredse og styrtdykke over skoven (over det kommende ynglested).
Levealder max. 20 år (link). Men kun få duehøge bliver ældre end 10 år (link).
Stemme:
Duehøgen giver ret sjældent lyd fra sig. I januar og begyndelsen af februar kalder hunnen på en mage, med et giak-giak (link) – gentaget i lange serier. Ellers er det et spættelignende, nasalt gek-gek-gek. Ved ynglepladsen kan den advare hurtigt og kraftfuldt med kje- kje-kje.
Udbredelse og bestandsudvikling:
Duehøgen forekommer i et bælte i den nordlige, tempererede klimazone i Europa, Asien samt Nordamerika. Desuden findes den i det nordvestligste Afrika, i det sydvestlige Kina samt Japan. I Europa er duehøgen vidt udbredt, men mangler på Island og i Irland.
Nogle få hundrede skandinaviske og tyske fugle tilbringer vinteren på vore breddegrader. Efterårstrækket kulminerer sidst i oktober, mens forårstrækket normalt finder sted i sidste halvdel af marts (link).
De danske duehøge er udprægede standfugle, der bliver i landet året rundt.
Frem til midten af 1800-tallet var duehøgen en almindelig fugl i det meste af Danmark. Men massiv bekæmpelse forårsagede at bestanden blev reduceret til få par (primært i de Nordsjællandske statsskove) allerede i starten af 1900-tallet.
Arten forsvandt helt fra det meste af Sjælland, Lolland/Falster og Østjylland og omkring 1960 var bestanden kun på ca. 100 ynglepar.
Med den omfattende fredning af rovfuglene i 1967 vendte udviklingen. I begyndelsen af 1980’erne var bestanden således vokset til ca. 500 par.
Som følge af et smuthul i lovgivningen blev der imidlertid fortsat nedlagt ca. 500 duehøge om året, idet jægere og lodsejere legalt kunne bekæmpe arten ved fasanudsætningspladser. Dette smuthul i lovgivningen blev endeligt lukket i 1994, og bestanden kom op på ca. 650 par. Siden er bestanden atter gået ned til ca. 600 par eller mindre, altså reduceret på trods af total fredning.
Ynglebiologi og dennes udvikling:
Frem til midten af 1800-tallet var duehøgen en almindelig ynglefugl i det meste af Danmark, men som følge af massiv bekæmpelse blev bestanden reduceret til få ynglepar, allerede i starten af 1900-tallet.
Disse få par fandtes dengang næsten udelukkende i statsskovene i Nordsjælland, og arten som ynglefugl forsvandt helt fra det meste af Sjælland, Lolland/Falster og Østjylland. Omkring 1960 var bestanden kun på ca. 100 ynglepar, men den omfattende fredning af rovfuglene i 1967 vendte udviklingen. I begyndelsen af 1980’erne var bestanden vokset til ca. 500 par. Efter 1994 var ynglefuglene blandt ca. 650 par og senere vurderinger (år 2000) er 600 ynglepar eller mindre. I 2011 havde vi i Danmark ca. 270 par duehøge (link).
I Danmark yngler duehøgen (selv om den er en sjælden ynglefugl) nu over hele landet, men forekommer i visse landsdele noget spredt. På mindre danske øer som f. eks. Ærø yngler arten ikke. Tætheden af ynglende duehøge er størst, hvor statsskove dominerer som f. eks. i Nordsjælland, Midtjylland og på Bornholm.
Hos de danske standfugle synes pardannelsen at være livslang (link).
Duehøgene yngler især i større løvskove (højstammede) over 100 hektar, men også i plantager med ældre, spredte gran og fyr. Reden placeres som regel højt oppe (og ofte halvvejs oppe) i en grenkløft i en bevoksning af gamle træer (oftest i en bøgeskov med træer ældre end 80 år), og reden fores gerne med grønne grankviste, som da ofte må hentes langvejs fra.
Det er især hannen, der bygger reden. Parringerne foregår sideløbende med bygning af reden. Fra rede- bygningens begyndelse, til ungerne er omtrent fuldvoksne (en periode på fem måneder), er det udelukkende hannen, der skaffer føden til parret. Derfor spiller hannens evne til at jage en stor rolle i duehøgens ynglecyklus, og man mener at en ældre duehøg- han med alderen opnår mere erfaring med at fange byttedyr, hvilket altså øger ynglesuccesen.
Hos duehøg er hunnens æglægningstidspunkt afhængigt af hannens evne til at fodre hende forud for æglægningen, da mange af hendes ressourcer til æglægningen leveres gennem fødetilskud fra hannen (link).
Duehøgehunner er meget stedtrofaste når de er begyndt at yngle i et skovområde. Duehøgen benytter ofte den samme rede flere år i træk, men kan også skifte mellem flere reder (link). Ofte udbygges reden hvert år, og derfor kan man nogle gange se ganske enorme duehøgereder i de bedste territorier (link).
Ynglepar i 2011: 270
Udvikling 1999-2011: Tilbagegang
Ændring: 50-100 %
I henhold til Dofbasen.dk/atlas 2019 har vi ca. 350 ynglepar i Danmark.
Duehøgenes ynglealder er 2 år, og de lægger 2-5 æg og kun ét kuld. Æggene er blegt grønhvide og ofte med diffuse grå eller brune pletter.
Æglægningen begynder fra slutningen af marts til midten af april og hvert æg lægges med 3 dages mellemrum (link). Tidlig æglægning øger ynglesucces og ungeproduktion, hvilket menes at have sammenhæng med fødetilgængelighed, som aftager senere på duehøgenes ynglesæson. F.eks. er der senere i ynglesæsonen færre let tilgængeligt byttedyr som f.eks. nyudfløjne og uerfarne unger af diverse spurvefugle og duer (link).
De voksne fugle ruger først effektivt, når alle æggene er lagt, og han-ungerne vokser hurtigere end hun-ungerne. Dette medfører, at størrelsesforskellene mellem ungerne bliver mindre, hvorved færre mindre søskende bliver mobbet til døde, eller bliver smidt ud af reden.
Det er først og fremmest hunnen, der ruger. I de første 16-18 dage kan hannen dog også ruge, ligesom den ruger, når hunnen fortærer byttet, som hannen har hjembragt (link).
Duehøgehunnen begynder at fælde svingfjerene under rugeperioden (link).
Rugetid er 40-43 dage og ungetid er 40-43 dage. Store unger på reden kan larme meget,
Hvis hannen skulle dø i tiden hvor hunnen ruger, må hunnen opgive kuldet på grund af sult, medmindre der kommer en anden han til (link).
Succesfulde duehøgepar har ifølge mangeårige undersøgelser udført af DOF’s Rovfuglegruppe en gennemsnitlig årlig ungeproduktion på 2,6 unger pr. rede med unger, hvilket ikke nødvendigvis gælder udfløjne unger, hvilket snarere menes at være en reel ungeproduktion på 2.
De voksne fugle bliver i deres yngleområde hele året rundt, hvilket nok giver dem større chancer for at holde konkurrerende artsfælder væk, hvorimod ungfuglene kan strejfe i op til en radius af ca. 100 km fra rede- stedet.
Ungerne flyver fra reden efter omkring 40 dage, men er først helt uafhængige efter omkring 70 dage (link). De fleste unge duehøge forlader deres forældre primo august (link).
Jeg kommer hér (i forbindelse med ynglebiologi) i tanker om: Jeg sad engang i en skov, hvor nogle ynkelige skrig gjorde mig opmærksom på en stor duehøg-unge som var faldet ud af reden og ned i skovbunden, hvor den forsøgte at komme i dækning. Omkring ungen var en hel flok nærgående krager, som den forsvarede sig imod, med en vis succes. – Med ét kom duehøg- hannen hvirvlende mellem skovens træer, slog en krage og fik jaget en del af kragerne væk fra ungen. Et par minutter efter tordnede duehøg- hunnen ind på arenaen, og nu havde alle kragerne set mere end rigeligt og sivede meget lydløst væk i alle retninger.
Status og trusler:
Global rødliste: livskraftig (LC – ikke truet) af IUCN .
DK rødliste yngle: VU – Sårbar
Ifølge: http://datazone.birdlife.org/ er verdensbestanden 1.000.000-2.499.999 individer, hvorimod bestandsudviklingen er ukendt.
Duehøgen synes ikke at have ret mange naturlige succesrige fjender. Husmår, skovmår, egern, skader, krager og andre rovfugle har nok ret få chancer for at finde reden forladt med æg eller mindre unger – men det sker af og til, især når det gælder mår. Stor hornugle siges at kunne tage selv voksne duehøge, hvilket jeg dog har svært ved at forestille mig at ske tit med duehøg- hunner, med mindre dette foregår i en meget sort nat).
Man mener, at dersom bestanden af stor hornugle og kongeørne øges, vil dette kunne nedregulere bestanden af duehøge.
Menneskelig forstyrrelse (primært længerevarende skovarbejde i nærheden af rede- stederne) kan medføre nedsættelse af duehøgenes ynglesucces (link). Forstyrrelser i skoven såsom orienteringsløb, mountainbikeruter mv. siges at ødelægge mange yngleforløb.
Illegal bekæmpelse af duehøgen siges at have været, eller er et stigende problem i områder med store jagtinteresser. Dette menes at være forklaringen på, at bestanden af ynglende duehøge på Fyn, Syd- og Vestsjælland og Lolland-Falster (med en stor bestand af udsatte fasaner) er unaturligt lav i forhold til de gode ynglebetingelser.
Siden midten af 1990’erne er duehøgen gået tilbage i visse dele af landet, f.eks. i Vendsyssel, hvor DMU i deres rapport ”Danske duehøges populationsøkologi og forvaltning, 2002” konkluderer, at den mest sandsynlige årsag til tilbagegangen er direkte bekæmpelse på ynglepladsen.
Kilder og anvendt litteratur:
Med dét nye formål at relatere de i nævnte litteraturs udvalgte anførte informationer til dette læserbrevs indhold, struktur og observationer af nyhedsmæssig art og karaktér.
Duehøg (Accipiter gentilis) | Dansk Ornitologisk Forening (dofbasen.dk).
https://dan.wikitrans.net/Skr%C3%A4nt%C3%A4rna (hvor øvrige kilder fremgår)
https://www.naturhistoriskmuseum.dk/viden/naturlex/fugle/dueh%C3%B8g.
https://www.naturbasen.dk/art/190/duehøg.
Danske duehøges populationsøkologi og forvaltning, DMU 2002.
https://www.danmarksrovfugle.dk/duehoeg.html
https://www.danmarksrovfugle.dk/PDFfiler/AG-1983
https://dofbasen.dk/atlas/artsopslag/DOF_Atlas_Artsopslag_02670_Dueh%C3%B8g.pdf
– samt fra min samling af nyere og ældre fuglebøger, og alt som jeg opfatter dette og efter min mening, og der tages forbehold for eventuelt fejlagtigt eller ikke opdateret materiale – og i dette har jeg ingen stillingtagen til, eller mening om udsætning af fasaner, agerhøns og ænder.
