Midtengland var lagt i dybfryseren, da Henning Kørvel og hans spanske venner jagede muntjac, men det atypiske vintervejr lagde ikke hindringer i vejen for jagten
Dybfryseren tur retur
Midtengland, der normalt har milde vintre, var lagt i dybfryseren, da Henning Kørvel og hans spanske venner jagede Reeve’s eller kinesisk muntjac i Cambridgeshire. Men det lagde ikke hindringer i vejen for jagten, der resulterede i nedlæggelse af tre gode bukke, som er efterkommere af individer, undsluppet fra Woburn Abbey Park i Bedfordshire i år 1900.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Gerald og jeg spotter bukken på den snedækkede mark med vinterhvede samtidig, da vi i den forreste af to biler klokken cirka 14.30 kører hen ad en grusvej med skiftevis mark og skov på begge sider.
Målet er en skov længere fremme, hvor vi skal jage Reeve’s eller kinesisk muntjac på anstand, når dyrene i skumringen ventes at søge ud på marker med vinterhvede eller vinterraps for at fouragere.
Totalt upåvirket af de to biler, der standser, for at vi – passagererne og de to respektive førere – kan skue bukken, som er en ”repræsentativ” muntjacbuk med en opsats på fire-fem centimeter, æder den uden at værdige køretøjerne videre af den grønne vinterhvede, som skrabes fri af sneen med forløbene.
Det opleves næsten, som om den har en instinktiv fornemmelse af at være i sikkerhed, fordi den står på nabomarken, hvor Gerald – vores agent – ikke har jagtretten.
Stedet er Tilbrook i Cambridgeshire i Midtengland. I går jagede mine spanske venner – Rafael, hans søn, Rafael Junior, en fælles ven, Pedro, og jeg med ubetinget succes kinesisk vandråvildt på Beckering Park Estate i Bedfordshire.
Tre guldmedaljer kom i hus. Og dagen i dag – 11. februar – er den første ud af tre, afsat til at jage Muntiacus reevesi, der – om jeg så må sige – har haft indfødsret i England, siden nogle få dyr omkring år 1900 slap ud fra Woburn Abbey Park i Bedfordshire og trivedes så godt i det engelske parklandskab, at arten i løbet af få år havde etableret levedygtige bestande, der både er hadet og elsket.
Hadet, fordi muntjac gør betydelig skade på vegetationen i skove og parker og på landbrugsafgrøder ved at æde al vegetation op til bidehøjde, og biodiversiteten rammes, og elsket fordi tilrejsende jægere som vi gerne betaler for at jage den, og den således har værdi som oplevelses- og jagtobjekt.
Helt upåvirket fouragerer bukken stadig på vintersædmarken, da vi efter få minutters stop fortsætter ad grusvejen. Lidt længere fremme kører vi ind på en improviseret parkeringsplads og parkerer bilerne.
Sneen trædes flad, og jeg er klar …
Selv om frosten har gjort sneen så hård, at den knirker højlydt, når vi går på den, og pyrschjagt således er totalt udelukket, så mener Gerald alligevel, at det vil være informativt at traske en tur langs skovbrynet for at se, hvad der rører sig, før han senere vil anvise os hvert sit sted til anstandsjagt, hvor fodaftryk fra muntjacs godtgør, at de søger ud for at fouragere.
Vi når da heller ikke at gå ret langt i skovbrynet, før vi spotter de to første muntjacs, der spurter af sted, og kort tid senere endnu to, uden vi når at fastslå deres køn.
Da vi efter et kvarters gang når frem til det vestlige skovbryn, der stadig begunstiges af lidt varme fra solen, konstaterer vi, at der flere steder er frisk fod af muntjacs på veksler mellem skoven og vintersædmarken.
Vi kan nu fastslå, at vinterkulden ikke lægger en dæmper på aktiviteten. Det troede Gerald ellers først, ville være tilfældet, idet han aldrig tidligere i de cirka 25 år han har opereret som jagtagent med speciale i kinesisk vandråvildt og muntjacs har været udsat for at guide klienter i så koldt vintervejr, som vi bydes med 12-15 minusgrader.
Nu erkender han, at han til sin store overraskelse har fået ny viden, nemlig den, at hård kulde ikke hverken ændrer eller lægger en dæmper på aktivitetsmønstret..
Tilbage ved bilerne efter en halv times rekognoscering, hvor vi har set yderligere to muntjacs, byder Gerald på en sandwich og en kop te fra en medbragt termokande.
Han fortæller nu, at sporene af muntjacs i sneen i kombination med de muntjacs, vi indtil videre har observeret her, giver ham en ide om, at bestanden af Muntiacus reevesi på stedet nu har et mere passende niveau, efter han sidste år tyndede ud og skød ikke færre end 40 hundyr. Bestandsregulering er nødvendigt nu og da, fastslår han, fordi trofæjægere udelukkende fokuserer på bukke og kun i sjældne tilfælde skyder hundyr.
Han fortæller videre, at han ikke sælger de nedlagte muntjacs til private forbrugere, men derimod afsætter dem til en lille fabrik, der anvender kødet til pølser.
Vi får også at vide, at den samme fabrik aftager de ringduer, han nedlægger for at bruge brystkødet til ligeledes pølser.
Han får imidlertid kadaverne fra duerne tilbage for at kunne lægge dem ud på foderpladser for rød glente, som i kraft af den menneskelige håndsrækning har fået en tiltrængt opblomstring i Midtengland, og nu ses mange steder ved vejene på udkig efter ådsler.
Da klokken er blevet 15.30, og kopperne tømt for vederkvægende te, gør Gerald tegn til, at det er tid til at bryde op.
Han instruerer nu Peter i, hvor i reviret han skal postere Rafael og Rafael Junior, mens Pedro og ego skal følge med Gerald.
Da vi når frem til en mark med vinterraps, der grænser op til skoven på to sider, byder han mig at tage opstilling ved nogle tjørnebuske ved en grøft i kanten af marken.
Herfra vil jeg både kunne skyde til en muntjacbuk, der kommer ud af skoven lige over for cirka 150 meter borte og på min venstre hånd, hvor afstanden til skovbrynet er cirka 125 meter.
Han og Pedro fortsætter langs grøften, hvor Peter støder til, og jeg ser nu, at Pedro og Peter sætte sig rette under et træ i kanten af den vinkelretgående grøft cirka 400 meter borte for at dække den del af marken, der støder op til det nordlige skovbryn, som jeg ikke kan se herfra, hvor jeg står.
Efter at have sat skydestokken op og sikret mig, at den står perfekt og vil kunne anvendes i de skudvinkler, jeg har til rådighed, tramper jeg sneen flad i et felt omkring den, således at jeg vil kunne skifte position, uden knirkende lyde fra den frosthårde sneskorpe røber mig, og får muntjacs til at suse tilbage til skoven.
Lam under bugen på råen
Riflen, Geralds .222 Remington, ligger for alle tilfældes skyld klar i skydestokken, mens jeg har fat om skæftet og således er klar til action.
På marken lige over og lidt længere ude til højre i retning mod Pedro står to skræmsler, der har til formål at holde ringduer borte.
Da jeg ikke har set dem i funktion, skal jeg afstå fra at udtale mig om effektiviteten, men kan fastslå, at fasaner, der fra skoven snart søger ud på marken, negligerer dem, fordi de er vant til dem. Det er heller ikke dem, de skal holde borte fra rapsmarken, hvor jeg snart tæller 38 fasaner, flest kokke, der – fordi de puster sig op på grund af kulden – tager sig dobbelt så store ud som normalt.
Uden varsel af nogen art kommer en muntjac klokken 16.15 ud af skoven lige over for mig og går straks i gang med at æde vinterraps.
Et view med min 10×56 Zeiss Victory håndkikkert afslører, at dyret er en afskudsbar buk med en opsats på fire-fem centimeter á la den, vi spottede på nabomarken, da vi tidligere på eftermiddagen ankom til stedet.
Jeg drejer riflen i skydestokken en kende, så den peger i retning af bukken. Da den indfanges af sigtekikkerten, og det røde sigtepunkt låses fast på det vitale punkt lige bagved forløbets bagkant, og riflen er afsikret, kommer jeg i vildrede: Skal, skal ikke?
Ud fra betragtningen, at én fugl i hånden er bedre end 10 på taget, burde jeg trykke på aftrækkeren, men jeg vælger at lade være.
Det siges ganske vist, at den der gemmer til natten, gemmer til katten, men jeg er villig til at løbe risikoen, for hvem ved. Måske dukker en større buk op? Det er i hvert fald det, jeg venter på, vil ske.
Efter kort tid løber bukken tilbage til skoven. Det er, som om noget har skræmt den, hvad det så end kan være.
Men der kommer hurtigt en anden muntjac på banen i skovbrynet til venstre. Det er en ung buk med en opsats i vækst på blot et par centimeter.
Snart får den selskab af en rå, som jeg umiddelbart tipper til samme alderstrin på omkring et år. Omkring 10 minutter senere støder en rå med et lille lam til. Det ser ud til at være blot én uge gammelt, men eftersom muntjac yngler hele året rundt, så er det ikke et særsyn.
Men alligevel er synet unikt, taget i betragtning, at det byder sig til en februardag med cirka 15 graders frost.
Mens moren æder vinterraps, følger lammet med inde under hende for at die af brystvorterne. Synet rører mig.
Jeg er dog også på det rene med, at i Kina, hvor Muntiacus reevesi er naturligt hjemmehørende, lever den antagelig under nogen lunde samme vilkår som her.
Jeg må derfor tage for givet, at muntjac på trods sin lidenhed er en hårdfør hjorteart, hvis afkom kan overleve i selv strenge vintre. Ellers giver det jo ikke mening, at arten fra naturens side er udstyret med evnen til at yngle året rundt.
Endnu et par muntjac kommer på banen, men fouragerer i skovbrynet, hvor knopper på buske og træer står til rådighed.
Dyrene er en ung buk og en rå, der er ret fyldig, og som jeg følgelig slutter, er drægtig. Status er nu, at jeg på samme tid kan se fem muntjacs, hvoraf to af dem er råen og dens lille lam.
Herudover tæller jeg spredt ud over rapsmarken 31 fasaner, overvejende kokke. Viserne på uret nærmer sig 17.00, da jeg får øje på en sjette muntjac på vej ud på marken på min venstre hånd.
Da jeg retter min kraftige håndkikkert mod dens hoved, bliver jeg straks klar over, at dyret er en stærk buk, hvis opsats er cirka 10 centimeter høj.
Stivfrosne fingre gav først forbier, og så …
Bukken går straks i gang med at æde vinterraps. Jeg drejer riflen en kende i skydestokken, men skal ikke lægge skjul på, at jeg fryser på fingrene, til trods for, at jeg bærer handsker.
Da sigtet står låst fast på bladet, trykker jeg på aftrækkeren, men fornemmer tydeligt, at jeg ikke har føling med aftrækket.
Kuglen går da også blankt ved siden af. Bukken ser op for ligesom at tage bestik af, hvad det var for et smæld, den hørte.
Jeg repeterer omgående, og da det røde sigtepunkt atter nagler sig fast til bladet, trykker jeg lidt forsigtigere på aftrækkeren.
Og da det lyddæmpede skud lyder i den frostklare luft, ser jeg i sigtekikkerten bukken vælte om på stedet. Jeg repeterer for en sikkerheds skyld en ny kugle i kammeret, men da bukken ikke rører på sig, går jeg straks hen til den og får nu på tæt hold bekræftet, at jeg gjorde det rigtige, da jeg lod den første buk med fire-fem centimeter høj opsats gå for at vente på en mulig bedre buk.
Denne var værd at vente på, idet opsatsen er 10-11 centimeter høj og ret kraftig ved basis. Et smukt trofæ, jeg længe har haft på ønskesedlen efter hidtil kun at have nedlagt en mindre muntjacbuk på Elveden Estate i Suffolk over 20 år tidligere.
Efter at have taget fotos af den ældre buk og ventet i yderligere en halv time, indtil mørket har sænket sig så meget, at jeg tager for givet, at ingen længere kan se at skyde, går jeg stille og roligt langs grøften over til Pedro og Peter, der ønsker mig tillykke med bukken, som de dog ikke havde spottet, før de hørte første skud – forbieren.
De havde også skuet bukken, som jeg lod gå samt råen med det lille lam. Sammen går vi nu videre til det sted, hvor Rafael Junior har siddet, og da vi nærmer os, og jeg ser, han taler i sin mobiltelefon, tager jeg det som udtryk for, at han har haft heldet med sig.
Det viser sig da også snart at være tilfældet, da han omkring klokken 17.17 – godt et kvarter, efter at jeg har skudt min buk – skød en buk af samme størrelse som min.
Han fortæller, at han kun har spottet denne ene muntjac og skød den på en afstand af cirka 100 meter, da den trådte ud på vintersædmarken fra skoven.
Han er tydeligt glad. Og det var da også hans søde kæreste, Carmen (nu hustru), som selv er jæger, han berettede om jagtheldet for i mobiltelefonen, da Pedro, Peter og jeg gjorde vores entré.
Hun var i lighed med os glade på hans vegne. Glæden på vegne af Junior bliver forståeligt nok heller ikke mindre, da hans far og Gerald kort efter dukker op.
Rafa’ får sin buk
Selv har Rafael Senior dog ikke set skyggen af muntjac, forklarer han, før Gerald og jeg trasker af sted for at hente min muntjac og skydestokken, som jeg har efterladt ved den nedlagte buk.
Da vi kort efter når frem, stikker Gerald mig hånden og ønsker tillykke med bukken, som han vurderer, er minimum ni år gammel, men meget vel kan være både 12 og 13 år.
Den er til en bronzemedalje, fastslår han, men hvis den skulle have været bedømt efter de tidligere medaljekrav, så ville den have været en guldmedalje.
Gerald føler sig overbevist om, at bukken er den, han har set tæt på skudstedet 14 dage tidligere. Han anser det nemlig for helt utænkeligt, at der i dette hjørne af skoven skulle have stået to bukke af en kaliber som denne.
Næste dag kører vi ved middagstid til en anden skov i ligeledes Cambridgeshire. Her trykker vi en part af skoven af, efter Gerald forinden har sat Pedro på post ude på den tilstødende mark.
Vi rejser dog kun hundyr, men hvis et af de dyr, der tog flugten ud over marken kun et halvt hundrede meter fra Pedro, havde været en afskudsbar buk, så ville han til gengæld have haft alle tiders chance skudchance.
Den udeblev desværre, og vi kører herefter en tur gennem skoven i bilerne. Med i Gerald’s bil er Rafael Senior, og vi har ikke været på hjulene i mere end cirka 10 minutter, før vi spotter en muntjacbuk lidt længere fremme til venstre.
Gerald og Rafael stiger ud af bilen og pyrscher nu frem ad skovsporet, men får dog ikke bukken at se.
Gerald føler sig overbevist om, at den har sit territorium i denne del af skoven og mener derfor, det vil kunne betale sig, at Rafael sidder på anstand efter den, mens Pedro anvises at sidde på anstand et andet sted i selskab med Peter og Rafael Junior.
Jeg bliver tilbage sammen med Rafael Senior og Gerald. Vi tager opstilling i kanten af et skovspor med udsigt til den tilstødende mark. Tiden snegler sig af sted, men kort før klokken 17.00 sker der noget.
To muntjacs kommer ud på vinterhvedemarken cirka 125 meter borte. Få minutter senere får de følgeskab af endnu en muntjac, der viser sig at være en stor buk og sikkert den, vi havde spottet inde i skoven i eftermiddag.
Umiddelbart kan Rafael ikke afgive skud, fordi der er buske og træer i kuglebanen, men skridt for skridt flytter Gerald skydestokken fem-seks meter længere til højre, og da udsynet er frit, lyder smældet fra .222-eren. I min håndkikkert ser jeg bukken gå ned i skuddet og de to andre muntjacs flygte tilbage til skoven.
Gerald og jeg ønsker ham tillykke, og sammen går vi nu ud til bukken, som vi kan konstatere, er på samme størrelse som hans søns og min buk.
Da vi næste dags formiddag skærer capen af de tre bukke ude hos Gerald, der bor i en hyggelig landsby nær Thrapston i Northamptonshire, bliver bukkene ”køkkenbordsopmålt”.
De er alle i bronzeklasse, og kompletterer sammen med de tre guldmedaljer af kinesiske vandråbukke, vi blev begunstiget med på vores første jagtdag tre dage forinden, således denne jagtrejse til det dybfrosne England på allersmukkeste vis.
