Jægere med mindre arealer vil blive holdt fra fadet, når det gælder jagt på store hjorte. Det forudsiger Henning Kørvel, som mener, at Jægerforbundet opfører sig som en “gøgeunge”, når de arbejder for samforvaltning
Er jægerforbundet ved at blive en ”gøgeunge”?
Synspunkt af Henning Kørvel
I spørgsmålet om afskydning af kronvildt og dåvildt har jægerforbundet valgt en ny vej i stedet for at anbefale, at der skrues på jagttiderne, fordi forbundet vil have indført samforvaltning, hvor et områdes jagtrevirer skal gå sammen, og ud fratællinger beslutte afskydningens størrelse, og hvem der skal afskyde hjortene. Det er nemt at se, at vinden vil blæse den vej, hvor de store revirer vil kræve deres part, og til de mindre revirer vil der blive en stor hjort hvert femte eller syvende år. Det er uforståeligt, hvorfor jægerforbundet vælger samforvaltning i stedet for at anbefale, at der skrues på jagttiden. Det ser ud, som om jægerforbundet kun tænker på ussel mammon, og synspunktet rejser spørgsmålet: Er jægerforbundet ved at blive en ”gøgeunge”? ( I overført betydning bruges “gøgeunge” som et udtryk for noget, der overtager eller fortrænger noget andet, ofte på bekostning af det oprindelige Red. )
Læserbreve, der ønskes optaget på netnatur.dk, kan sendes til info@netnatur.dk
Synspunkt af Henning Kørvel
Danmarks Jægerforbund vil af grunde, som det umiddelbart ikke er til at få øje på, tage et opgør med jagttider, der har været en fast bestanddel af jagtudøvelsen i Danmark siden Dansk Jagtforenings grundlæggelse i 1884, hvor jægerne selv deltog i udformningen af en mere hensigtsmæssig jagtlov og jagttider, og jagtudøverne således fik indflydelse på lovgivningen for jagtudøvelsen.
Forbundet ønsker dette princip ændret, og der i stedet for indføres ”samforvaltning” for i første række de to store hjortevildtarter, henholdsvis kronvildt og dåvildt.
Man lægger sig her fx op af den ”svenske model”, hvor man ikke vil tvinge nogen ind i fællesskaber, men vil derimod lægge begrænsninger på de grundejere, der ikke ønsker at gå ind i samforvaltning (lav), og de vil få deres afskydning af det store hjortevildt begrænset, hedder det, før der overhovedet er truffet beslutning om den model, man vil vælge.
Det ligner valget imellem pest og kolera.
Det er blevet sagt før, og jeg bliver nødt til at gentage: Det ligner arealbegrænsning, som tre gange er blevet talt ned af Folketingspolitikere.
Hvorfor kommer jægerforbundet så igen med sådan noget rent ud sagt møg, der bliver hundedyrt og vil komme til at koste kassen, for samforvaltning vil kræve snesevis af rapporter, som man har en mistanke om, at jægerforbundet skal udarbejde (mod betaling), og ønsket om samforvaltning således ikke skyldes hensynet til jagten eller vilkårene for jagtens udøvere, men egoistisk skal tjene jægerforbundets pengekasse lukrativt, fordi samforvaltning vel sagtens forudsætter, at jægerne endvidere skal på kursus for at lære at agere sammen, og hvem skal have penge for det: Jægerforbundet.
Hvorfor skruer vi ikke på jagttiden?
Man kan læse opskriften af ”udsætningsforliget”, hvor jægerforbundet fik indført, at man skal have gennemgået et kursus for at kunne udsætte fasaner.
Go’dav, do.
Det ser ud til, at jægerforbundet er ved at blive en ”gøgeunge”?
Vi har hidtil kunnet administrere afskydningen af vildt ved at skrue på jagttiderne, og når arter som ifølge ”de klogere” ikke tåler jagt, bliver de således taget ud af jagttabellen, og for andre arter – der ikke tåler normal jagttid, men dog jagt – kan denne blive afkortet. For andre igen, der tåler jagt, men er blevet ”storpolitik”, får til gengæld ingen ny jagttid. Knortegæs, stor regnspove og hjejler er gode eksempler på dette.
Fører vi dette princip over på kron- og dåvildt, så kan der på samme måde skrues på jagttiden ved at forkorte jagttiden, hvis der i et givent område skydes for mange hjorte, hinder, dåer eller kalve på ofte relativt små revirer, men problemet er jo nok, at der nogle steder i Danmark skydes for mange kron- og dåhjorte, set fra godsernes side.
LÆS mere på netnatur.dk/HJORTEJAGT
Hvorfor i himlens navn sælger jægerforbundet, der skulle repræsentere Danmarks jægere i bred forstand, ud af ”arvesølvet” (jagttids-princippet) og foreslår noget så udansk og ukendt som samforvaltning, som vi ikke har kendskab til og erfaring med, og det reelt vil betyde den forhadte arealbegrænsning ad bagdøren?
I de fleste landsdele findes der store godser, der efter eget udsagn skyder nogle få store hjorte, og nogle af disse vi gerne have begrænset jagten for de jagtudøvere, der skyder flere hjorte end disse på deres 10, 20 eller 30 hektar store jagtarealer, hvor godserne holdt op herimod måske skyder to-tre store hjorte.
Er det mon godserne, som jægerforbundet vil hjælpe ved at foreslå samforvaltning, eller er årsagen blot ussel mammon?
Lad os prøve at se på princippet samforvaltning, hvor man vil have, at afskydningen af hjortevildt skal ske på bestandsniveau, altså lidt i lighed med adaptiv vildtforvaltning.
For det første skal en gruppe grundejere gå sammen i et lav i et givent område, og her skal man omtrentligt kende antallet af henholdsvis kronvildt og dåvildt. Man skal altså have folk til at tælle disse to hjortevildtarter, hvilket koster store beløb i kørepenge, og derud fra skal medlemmerne af lavet så bestemme, hvor stor afskydningen skal være. Man skal vel også afgøre, hvem der skal afskyde det antal hjorte, der skal afskydes?
De store arealejere vil skyde hjortene
Det ligner til forveksling ”fiaskoprojektet” med markvildtlav, som oprindelig blev startet af Dansk Jagtforening i 1980-erne, men der bliver i dag ikke oprettet nye markvildtlav, og hvis det ikke kostede jægerforbundet penge i tilskud fra jagttegnsmidlerne, var de formentlig blevet nedlagt for længst.
Hvis vi forudsætter, at størrelsen af jagtarealer vil svinge fra 1-10 og op til 1.000 hektar og derover, så tror jeg, at man vil komme til at se, at de der har de største arealer, vil argumentere for, at de skal skyde broderpararten af de store hjorte, som fouragerer på godsernes arealer og dem med de mindre arealer, fortrinsvis kan skyde små hjorte, hinder, dåer og kalve.
De store arealejere vil argumentere for, at hjortevildtet fortrinsvis fouragerer på deres marker, og at de derfor også vil høste del største andel af hjorte større end 12-, 14- eller 16-endere, hvilket fra deres side lyder rimeligt.
Læs flere synspunkter på netnatur.dk/LAESERBREVE
Diskussionerne om afskydningen kan udvikle sig til rene rivegilder, hvor de store arealejere vil tryne dem med mindre revirer. Har det noget med samforvaltning at gøre? Nej, men det vil altså bare blive sådan, at det vil komme til at forløbe, og i stedet for at samle jægerne, vil samforvaltning medføre større splittelse, end jægerforbundet i forvejen har skabt, og princippet vil ydermere gøre jægerne indbyrdes uvenner. Er jagtsagen mon tjent med dette? Nej.
Man kan også forestille sig, at nogle hjorte vil blive udloddet til afskydning, når godserne har fået deres tildeling og jægerne med de mindre arealer, således kun vil få en hjort til afskydning hvert femte eller syvende år, men de vil naturligvis kunne skyde alle de kalve, som de ønsker, for ifølge oplægget skal kalveafskydningen være fri, mens der lægges op til begrænsninger på afskydning af hjort større end spidshjort, hind, då og smaldyr.
Ligger der i området et stort gods på 2.000-3.000 hektar, så forudser jeg, at ejerne vil sige, at ”vores område er så stort, at vi betragter det som et selvstændigt ”lav”, og vi således ikke skal have andre jagtudøvere til at bestemme over vores jagt, men vil skyde det, som vi finder rimeligt, for sådan har vi altid administreret hjortevildtet på vores ejendom”.
Hvis de fleste godser og større landbrugsenheder vælger at stå uden for et lav, hvad så? Skal de så tvinges ind i et lav, eller hvad forestiller man sig at ville gøre, hvis (når) denne situation opstår?
Godserne kan jo med god ret sige: ”Vi forvalter vores hjortevildt ansvarligt og har ikke brug for samforvaltning for at kunne forvalte det, for det har vi hidtil kunnet gøre med jagttiderne”.
Se på Nordjylland og Sjælland
Hvis jagttiderne i Danmark er for lange for det store hjortevildt, så reducer dem for at mindske afskydningen af store hjorte, og drop brunstjagten, for den er en ren glidebane, for i brunsten tænker hjortene kun på at formere sig, og er således nemme at komme på skudhold af.
Jeg forstår ikke, at jægerforbundet ikke har brugt argumentet med at skrue på jagttiderne i stedet for at foreslå noget så udansk og indviklet som samforvaltning, der bliver hammerdyrt og vil kræve mange møder, snakke og rapporter både før og efter den enkelte jagtsæson.
Bliver der skudt for mange hjorte i brunsten, så gør som Nordjylland og på Sjælland. Her kan kronhjort heldigvis ikke jages i brunsten, men først fra 1. oktober til 15. november og i Nordsjælland med mindst seks sprosser på den ene stang fra 16. oktober til 30. november.
Fordi Sjælland og Nordjylland kan forvalte kronvildtet med et godt eksempel, kan dette praktiseres i resten af landet, hvis altså viljen til dette er til stede.
Jeg håber imidlertid, at den socialdemokratiske minister for Grøn arealomstilling og Vandmiljø takker nej til en så indviklet og hundedyr ordning for det store hjortevildt, som samforvaltning vil blive.
LÆs mere på netnatur.dk/ADAPTIVFORVALTNING
Skru på jagttiden, hvis der er behov for regulering. Det princip har vi altid hyldet i Danmark, og fordi det virker udmærket, hvorfor skal det så skrottes?
Man kan endvidere være urolig for, at hvis samforvaltning bliver indført for kronvildt og dåvildt, så vil dette give jægerforbundet blod på tanden for mere af den slags, og vi vil således komme til at se samforvaltning for også råvildt og måske tillige andre vildtarter, og jægerforbundet naturligvis (mod betaling) skal administrere (koordinere) lavene, udarbejde rapporter og afvikle kurser (mod betaling), for i dag kan jægerne med jægerforbundet som fortaler jo ikke udøve jagt uden at være skolet til den enkelte jagtform (af jægerforbundet).
Det billede, der står tilbage af jægerforbundet, er, at det mere og mere ligner en ”gøgeunge”.
Læserbreve, der ønskes optaget på netnatur.dk, kan sendes til info@netnatur.dk
