Når man står med en Blaser R93 eller Mauser M03 i hænderne, kan jagtriflens udvikling virke ganske overvældende, men i realiteten er der næsten intet nyt eller revolutionerende sket de sidste godt hundrede år
Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)
Storhedstiden for nytænkning i våbenbranchen lå fra 1848, hvor Prøjsen indførte den første brugbare bagladerriffel, nemlig Dreyse model 48, via Smith & Wessons første enhedspatron .22 Kort fra 1857, over Lebels røgsvage patron i 1886 til Mausers uovertrufne riffel fra 1898.
Alt hvad der er kommet herefter, er stort set bare forbedringer af hundrede til hundrede og halvtreds år gamle opfindelser. Ja selv Schmidt-Rubins første rettrækker riffel kom på markedet 104 år før Blasers nye vidunderbarn.
“På ét punkt er der sket helt utrolige fremskridt, især gennem de sidste godt 75 år; nemlig selve jagtkuglens konstruktion.”
Fra de første ”geværer” dukkede op i Europa omkring år 1500 og indtil Henri-Gustove Delvigne opfandt den koniske kugle næsten 350 år senere, skød man med runde bly kugler.
Disse kugler blev for det meste affyret i glatløbede Musketter, der var så upræcise, at man ikke kunne garantere træf på et mandsstort mål selv på ganske kort afstand.
Denne svaghed blev der rettet lidt op på ved opfindelsen af det riflede løb. Denne satte den runde kugle i spind og gav den en gyroskoplignende påvirkning, der væsentligt forbedrede præcisionen.
Men da denne kugle skulle lades forfra, kunne den ikke have en kaliber større end løbets mindste diameter over felterne. For at få ”bid” i riffelgangen pakkede man derfor kuglen ind i en fedtmættet klud.
Denne løsning virkede, men det krævede en del kræfter og tid at støde kuglen hele vejen ned i bunden af løbet.
Ladning af forladerriffel med rund blykugle
Her bliver kuglen, med fedtmættet klud, startet på sin tur ned gennem løbet ved hjælp af en såkaldt kuglestarter.
En rund trækugle med to korte ladestænger der presser kuglen det første stykke ned i løbet, inden den lange ladestok kan afslutte ”sætningen” af kuglen ovenpå krudtet i bunden af løbet.
Løsningen var den før omtalte koniske kugle, der blev videreudviklet af Claude-Étienne Minié, som herefter lagde navn til kuglen. Den blev færdigudviklet af arsenalet i Harpers Ferry, West Virginia i 1855 og derefter indført i den amerikanske hær.
Den amerikanske Minié var særdeles præcis takket være hulrummet i bunden af kuglen. Ved hjælp af affyrings gasserne forårsagede den en udvidelse af kuglens skørt og derved sikredes et solidt greb i løbets riffelgange.
Samtidig resulterede et træf med den store tunge kugle i nogle voldsomme sår på personel eller dyr. Den vandt derfor hurtigt frem også som jagtkugle og regerede scenen de næste 30 år.
LÆS OGSÅ: Hvad er bedst – rund eller spids?
