Mindeord over den evige fighter, bybonden og jægeren Tage Petersen, Vordingborg, der drog til de evige jagtmarker 13. september 2010
Af Redaktionen
Han var kendt som en person, der havde det bedst, når han havde noget at kæmpe for, og mange kampe har han kæmpet på indre og ydre fronter. Men Tage Petersen, Vordingborg, har kæmpet sin sidste kamp.
Han drog til de evige jagtmarker 13. september 2010 på den måde, han helst ville have det: Under udførelsen af sit erhverv som Danmarks sidste bybonde med driftsbygninger bagved villaen på Færgegårdsvej i Masnedsund i Vordingborgs sydlige udkant. Ni dage forinden havde han fejret sin 85. fødselsdag. Og i sin tale til sin familie havde han med et stænk af humor og sin vanlige ligefremhed instrueret i, hvordan den skulle håndtere hans afgang fra det jordiske rige, når han engang ude i fremtiden ikke var til mere.
Jeg traf Tage Petersen første gang i drengeårene i 1950-erne på Nordfalster. Tage, kendt under kælenavnet ”den jordløse bonde”, fordi han ikke ejede, men lejede det areal nord for Gåsetårnets by, han dyrkede med kartofler og korn, deltog ofte i træningsskydning her. Og jeg kan stadig se ham for mig ankomme på sin Zundap motorcykel iført arbejdstøj og gummisko med haglbøssen over skulderen. Godt skydende var han allerede dengang, hvilket fulgte ham livet igennem på såvel skydebanen som på jagt.
Efter drengeårene på Nordfalster genså jeg først Tage Petersen, da jeg som journalist på Næstved Tidende i 1970-erne blev involveret i nogle af hans fights.
Tage var i 1954 blevet formand for Vordingborg-Dybsø-Aunø Strandjagtforening, der dengang havde 48 medlemmer og 268 kroner i kassen. Med Tage ved roret voksede foreningen eksplosivt, og blot 10 år senere var Vordingborg-Dybsø-Aunø Strandjagtforening landets største med over 500 medlemmer. Foreningens formue var mangedoblet på bankospil, der trak folk til fra nær og fjern. Og snart havde foreningen både egen skydebane og bådehavn. Men uden problemer var navnlig skydebanen ikke, idet den blev ramt af støjklager.
Tage løste problemet på sin egen måde, idet han fik Vordingborg Kommune til at købe nabogården, som støjklagerne kom fra. Så var det problem løst. Tage havde et vindende væsen og troværdighed som adelsmærke. Han havde derfor ikke svært ved at få Vordingborgs borgmester og byråd med på sine ideer. Endnu et problem opstod i 1970-erne. Vordingborg-Dybsø-Aunø Strandjagtforenings mega blishønsejagt i Aunø Fjord, hvor der pr. gang blev skudt ikke under 1.000 blishøns, blev udsat for voldsom kritik af Pugnax, en kampgruppe under Dansk Ornitologisk Forening. Tage måtte igen på barrikaderne. Først ville han bekæmpe kritikerne, men under pres lod han sig overbevise om, at kritikken af anskydningsfrekvensen var berettiget og skulle nedbringes, hvis blishønsejagt der var et mega aktiv for foreningen, skulle have chancer for at overleve.
Næste gang der var blishønsejagt i Aunø Fjord, apporterede hundefolk de anskudte blishøns, der søgte på land, og bag den sejlende skyttekæde sejlede nu andre hjælpere, der havde til opgave at affange og opsamle anskudte fugle. Fra land overværede Pugnax-folkene jagten, og om aftenen blev Tage ringet op af gruppens talsmand, der roste jagtafviklingen og gav udtryk for, at hvis foreningen i fremtiden kunne afvikle blishønsejagt på tilsvarende måde, så ville man ikke høre mere kritik fra Pugnax. Men problemet løste sig selv, fordi blishønsemængden i Aunø Fjord aldrig igen kom op på tidligere tiders storhed efter fimbulvinteren i 1979.
Den aflivede blishønsejagten i Aunø Fjord, vel sagtens fordi isvinteren tog den vandplante – carra – der er blishønsenes vigtigste fødekilde. I sine unge dage var Tage en hård nyser som skydepramjæger med et årligt udbytte på over 500 svømmeænder, gæs og dykænder, navnlig troldænder. Men efter farens død i 1972, hvor han og hans kone, Gerda, overtog driften af bylandbruget på Færgegårdsvej, lagde han strandjagten – med undtagelse af blishønsejagt fra sin motorpram – på hylden og blev landjæger. I 1991 fik han jagten på Store Masnedøgård og havde denne indtil sin død.
Dygtig underviser
Tage har altid vægtet, at jægerne har en god uddannelse, og gennem mange år var han en skattet underviser af vordende jægere på Vordingborg Aftenskole. Og i 1995 fortalte han mig, at han gennem de foregående 25 år havde undervist over 800 jagttegnselever, og kun fem var dumpet til jagtprøven.
Efter 30 på formandsposten i Vordingborg-Dybsø-Aunø Strandjagtforening gik Tage Petersen af i 1984 i sikker forvisning om, at foreningen var velfungerende, og han havde aftjent sin ”værnepligt”. Han mente også, at dette var tilfældet i bredere forstand, men dannelsen af Danmarks Jægerforbund med virkning fra 1. januar 1992 ændrede hans standpunkt.
Han var først stemt for Jægerforbundet, fordi han mente, at jægerne ville stå stærkere i én end tre organisationer, men mente, at foreningen fra starten havde fået en helt forkert ledelse med Kristian Raunkjær som formand, en udemokratisk opbygning og et udemokratisk valgsystem til formandsposten. Han kunne heller ikke forliges med, at det var noget nær umuligt at nå igennem til hovedledelsen. Men det, der for alvor slog hovedet på sømmet var, at han af en skolekammerat der er ornitolog, fik at vide, at det ved forhandlingerne om Jagt- og Vildtforvaltningsloven af 1993 ikke havde været vanskeligt for DOF at overbevise den daværende formand for Jægerforbundet om rimeligheden i DOF’s krav om begrænsninger af jagten på fiskeriterritoriet.
Det fik Tage Petersen til at indse, at Jægerforbundet efter hans opfattelse ikke arbejdede for bredden i dansk jagt. Selv om han ellers havde det standpunkt, at han havde aftjent sin værnepligt, lod han sig herefter alligevel involvere i Dansk Land- og Strandjagt og stillede sig i spidsen for en lokal forening for Sydsjælland, Møn og Falster. Nu skulle der kæmpes for den almindelige jægers jagtmuligheder igen.
Men kampen blev ikke langvarig. Da nyhedens interesse havde lagt sig, veg medlemstallet, og da Tage Petersen samtidig kunne konstatere, at Dansk Land- og Strandjagt, stiftet i protest mod dannelsen af Jægerforbundet, på landsplan ikke kunne komme op over 1.200-1.400 medlemmer, og foreningen således ikke kunne få den indflydelse, han mente der skulle til, lukkede og slukkede han afdelingen af Dansk Land- og Strandjagt, men holdt fortsat et skarpt øje med, hvad storebror – Jægerforbundet – foretog sig.
Han løftede også sin røst på lokale møder i Jægerforbundet, når han var utilfreds med håndteringen af denne og hin sag, men han blev aldrig usaglig, personlig og perfid. Livet igennem levede han efter devisen, at hvis ikke man kan sige noget godt om sine medmennesker, så skal man tie. Det kunne andre i jagtens verden lære af.
Nu er hans røst desværre blevet tavs og vil være det i al evighed, men det han gav os som menneske og brav jæger med et godt hjerte vil for altid blive stående i erindringen om hædersmanden Tage Petersen, hvis sidste ønske her i livet var, at hans aske skal strøs ud i farvandet ud for Oringe-Pynten tæt på det sted, han var knyttet til og holdt af livet igennem.
Æret være hans minde.
