Selv med et indgående kendskab til jagthunderacerne og de jagtformer, man driver eller agter at drive, kan det være vanskeligt at vælge type og race
Hundevalg – Hundevalgets fire t’er
Af Michael Sand
De jagtlige motiver er ikke de eneste købs- eller anskaffelsesmotiver.
Hundekøberens jagtpassion og mulighed for at drive jagt skal sammen med familie, tid og personlige præferencer for type og race gå op i en højere enhed.
De fire t’er, som jeg har kaldt: Tid, talent, terræn og tilgang af vildt, er de fire forudsætninger, som afgør, om man bør vælge den ene eller den anden type apporterende hund.
Det siges, at skyttens hund altid er en god hund. Hunden bliver nemlig god til det, den bliver brugt til. Og jo mere den bliver anvendt, jo bedre bliver den.
Alligevel må det understreges, at alle hundetyper starter med forskellige forudsætninger.
Hundevalg – apportør, stående eller stødende?
En retriever har et naturligt anlæg for andejagt. Den vandafvisende, let fedtede pels sammenholdt med stor vandpassion og et stærkt udviklet apporteringsinstinkt gør den velegnet til apportering i vand og hårdt terræn.
Retrieveren har således et mere naturligt anlæg for denne form for jagt end f.eks. settere og pointere. Disse er til gengæld mere velegnede til hønsejagt end springer spaniels.
Settere og pointere er nærmest utrættelige, når det gælder jagt på agerhøns og andre hønsefugle. Passionen for netop disse fuglearter ligger dybt begravet i de stående fuglehundes gener.
Omvendt er spaniels af field trail-typen de fleste overlegne, når det gælder evnen til at støvsuge vanskeligt fremkommeligt krat for vildt.
Det er en fordel, at jægeren kender de enkelte hundes anlæg.
Desværre er vi langt fra alle jægere på fuld tid. Vi kan derfor ikke give hunden så mange og alsidige oplevelser, som skytten, som ofte har sin hund med i terrænet hver dag.
Derfor bliver man mest tilfreds, hvis man vælger den hundetype, som passer bedst til de jagtformer, man driver eller agter at drive.
Den jagtlige begrundelse er kun et af de mange motiver, som afgør, om der investeres i den ene eller anden type hund.
Der kan være mange mere eller mindre velbegrundede årsager til, at en jæger f.eks. foretrækker en ruhår frem for en springer spaniel eller omvendt.
Ved at anvende de fire t’er som en slags guide, vil man få et modspil til de mere følelsesladede præferencer.
Såfremt der tages stilling til begreberne tid, terræn, talent og tilgang af vildt, kan man forholdsvis hurtigt bestemme, om det skal være en retriever, spaniel eller stående hund, som skal være ens jagtkammerat de næste mange år.
Fælles for alle tre typer er, at de er velegnede til at hente og bringe det småvildt, som nedlægges under jagt.
Generelt skal apporterende hunde således findes blandt de tre omtalte typer, og inden man begynder at diskutere racer, må man bestemme, hvilken type, som er mest velegnet til ens jagtmuligheder.
For alle racer er der anlæg, som kan kaldes racetypiske.
En stående hund skal selvfølgelig have anlæg for stand, ligesom en retriever skal have apporterings- og vandpassion.
En gravhund skal have lyst til at gå i grav.
En spaniel skal have en medfødt lyst til at arbejde i tæt vegetation, samt lyst til at holde tæt kontrakt til sin fører etc.
Visse racer skal være skarpe over for især rovvildt, andre kun over for vildt i almindelighed.
Desværre er der en tendens til, at racernes unikke anlæg udvandes, da man ikke altid afprøver hundene på deres særkende.
Eksempelvis vurderes alle stående hunde efter fælles markprøveregler, hvilket betyder, at f.eks. gammel dansk hønsehund må søge større og større for at gøre sig i forhold til reglementet.
Det korte søg under bøssen, som kendetegner racen, avles væk i bestræbelserne på at skabe en hund, som kan præmieres på lige vilkår med de øvrige kontinentale racer.
