Jagtformand imod kvinder på jagt

Med oprettelse af Dansk Jagtforening var han med til at vende en  negativ udvikling til en postiv, men den ellers fremsynede jagtforeningsformand var imod kvinder på jagt

Jagtformand imod kvinder på jagt

Af Henning Kørvel

Engestofte Gods står på jægernes landkort, fordi den tidligere ejer, kammerherre og løjtnant Henning Wichfeld var med til at stifte Dansk Jagtforening i 1884, og han fra år 1900 til sin død i 1907 var formand for foreningen. Den væsentligste grund til at stifte en jagtforening var vildtets katastrofale tilbagegang, fordi det næsten måtte jages hele året. Foreningen ønskede først og fremmest en ny jagtlov med nye fredningstider, hvilket kom i 1894, og med den nye lov fik foreningen knækket kurven, og med anderiers udsætning af gråænder hjalp tillige med til at bestanden af den populære and blev bragt på fode. Henning Wichfelds datter, Ella Adeleide Wichfeld fortæller her om jagten på Engestofte, og hvordan godset opstod i sin tid.

Engestofte Gods nær Maribo er vedkommende for danske jægere, fordi kammerherre og løjtnant Henning Wichfeld (1849-1907) var medstifter af Dansk Jagtforening i 1884, og fra år 1900 til sin død i 1907 var formand for foreningen.

Hans datter Ella Adeleide Wichfeld (23. juni 1898 – 7. maj 2001) husker (”Jægerbogen” 1961) tydeligt, at hendes mor ofte havde fortalt om, hvor ”rædsomt”, det var, at han rejste bort i fire dage, da hun som nyforlovet første gang opholdt sig på Engestofte.

Det har, når man tænker på forholdet imellem generationerne dengang, nok ikke været let for den kun 22-årige københavnerpige, datter af generalmajor Adalbert Brun og Ella A. Bluhme at gå alene sammen med de gamle svigerforældre, hvoraf kammerherre Jørgen Wichfeld var født i år 1800, og hans kone, f. Warinka Rosenkrantz i 1822.

Inden Henning Wichfeld i juni 1884 rejste til Fredericia for at være med til at stifte Dansk Jagtforening, havde der været et stort arbejde forud for det stiftende møde. Allerede først i 1880-erne havde der i dels i dagspressen og dels mellem jægere været drøftet nødvendigheden af at få oprettet en jagtforening her i landet. Men det tog tid at få tankerne omsat til konkret handling.

Den altoverskyggende årsag var, at vildtet var ved at forsvinde, og dette gjaldt så at sige over hele landet. Jægere og venner af vildtet forstod, at hvis der ikke blev grebet kraftigt ind, ville den fuldstændige ødelæggelse stå for døren.

Vildtet har brug for jagtforening

I en artikel i ”Tidsskriftet for Sport” blev der meget betegnende spurgt, om danskere jægere kunne forestille sig, at vore marker er blottede for harer og agerhøns, alle vores skove for råvildt, harer og snepper og alle vore enge for ænder, bekkasiner og andre vadefugle.

Det var altså en god grund til dannelse af en jagtforening, og en lille kreds af jægere tog fat på opgavens løsning. Der blev holdt nogle forberedende møder i foråret 1884, og derefter udsendtes en opfordring til jægere rundt om i Danmark, der mentes at have interesse for en forening af denne art om at støtte oprettelse af en jagtforening. Opfordringen var underskrevet af følgende personer:

• Baron A. Berner-Schilden-Holsten, Holstenshus.
• Greve A. Brockenhuus-Schack, Spanager.
• Greve F. Holck Winterfeldt, Rosendal Gods.
• Branddirektør Justesen, Ringkøbing.
• Hofjægermester Mourier Petersen, Rugaard.
• Skovrider Rosenstand, Vallø.
• Forpagter Thalbitzer, Thurebyholm.
• Løjtnant og kammerherre Henning Wichfeld, Stamhuset Engestofte.

Mødet var fastsat til søndag 8. juni 1884 i Fredericia, og cirka 100 mænd fra alle egne af landet var mødt op. Resultatet blev stiftelse af Dansk Jagtforening. En bestyrelse blev valgt, og lensbaron Reedtz-Thott, Gaunø, blev formand og overauditør, Herredsfoged Becker, Fredericia blev næstformand.

Henning Wichfeld blev distriktsforstander (forløber for kredsrepræsentant, red.) for Maribo amt.

Selv om foreningen fik en god start, så lå store opgaver forude. Den første var at få lavet jagtloven om, og vildtet fik mere fred. Fredningstiderne så i 1884 således ud:

• Råbukke: 1. juli – 12. september.
• Råer: 1. februar – 12. september.
• Harer: 1. januar – 1. oktober.
• Grævlinger: 1. februar – 12. september.
• Bekkasiner: februar – 1. august.
• Ande, sump- og vadefugle (undtagen hejrer): 1. februar – 12. september.
• Agerhøns: 1. november – 12. september.
• Urfugle: Totalfredet.
• Ræven var ”selvfølgelig” fredløs hele året, og dette gjaldt også snepper, skovduer, ænder, gæs, og svaner.
• Fasanen var slet ikke nævnt, for udsætning af dem var i 1884 endnu i sin vorden.

En ny jagtlov kom efter mange vanskeligheder i stand i 1894, og her kom fasanen med som fredet fugl.

I året 1900 blev Henning Wichfeld formand for Dansk Jagtforening, et hverv han varetog med stor interesse til sin død i 1907. Der var stadig nok at arbejde for, idet den øjeblikkelige situation i store træk blev opgjort sådan:

Rovvildtet var i sikker aftagen. Enkelte steder på Øerne er ræven et meget sjældent syn. Af krager og skader er der endnu for rigeligt. Kronvildtet findes kun få steder i Jylland. I hedeplantagerne findes der enkelte steder nogle få stykker. Mens der er nogen fremgang for råvildtet, er det modsatte tilfældet for harerne. Det samme gælder for agerhønsene, der på allemandsrevirer ikke har kunnet genvinde tilbagegangen for tre år siden.

På reserverede terræner må de konkurrere med fasanen, der er i fremgang.  Gråænderne er i fremgang takket være anderierne. Bekkasiner er i afgjort tilbagegang som ynglefugle. Af urfugle er der ved udsætning opstået en stærk bestand to steder på Sjælland (Tisvilde Hegn). I Jylland synes urfuglen at stagnere. Tjuren er med held indført på Bornholm. Derimod er et forsøg på at indføre grousen på den jyske hede meget tvivlsom.

Skovens træer var ”levende væsener”

Og så tilbage til Engestofte. Min far var en ivrig og brav jæger, der altid med glæde færdedes i den smukke natur ved Maribo Sø. Som uddannet forstmand nærede han en forståelig kærlighed for skovene, hvis drift han selv passede. De var for ham mere end træer og dyr, de var levende væsner og venner, som han færdedes iblandt. Damer på jagt var han stor modstander af, og hvis han havde levet, til jeg blev voksen, havde jeg nok aldrig fået lov til at gå på jagt.

Pyrsch efter råbukke og sneppejagt var hans foretrukne jagtformer. Sneppetrækket på Engestofte var bedst om efteråret, men mine brødre husker hvorledes de også, når de kom hjem på påskeferie, straks skulle i skoven med min far for at se efter snepper. Han havde for det meste en pointer, og som barn legede jeg ofte med den.

Det er betegnende, at der ved hans bryllupsmiddag den 30. oktober 1884 blev serveret en hel sneppe til hver af de cirka 60 gæster. Snepperne var dels skudt på Engestofte, dels hos min fars bedste ven, greve Tage Thott på Skabersjö Gods i Skåne.

Ellers var det ikke de store tal, der prægede den tids jagter. Jeg så engang et brev, hvori far havde skrevet: ”Jeg har været på en jagt, vi fik 12 stykker vildt, heraf to stykker råvildt”.

På samme gods har jeg cirka 40 år senere været deltager i en jagt, hvor der blev skudt næsten 500 stykker vildt.

Dog har han også været med til jagter, der gav de helt store udbytter, men det var i Tyskland, hvor hans gode ven og nabo fra Hardenberg (nu Krenkerup Gods), greve H. Haugwitz-Hardenberg Reventlow ejede store besiddelser i Schlesien. Det var dels agerhøns og dels harer, der blev skudt. Min mor fortalte, at da hun engang var med på jagt i Tyskland, blev der på en dag skudt cirka 1.200 harer.

Også kronvildt og vildsvin har far nedlagt på jagter i Krappitz og Rogau.

Mærkeligt nok findes der ingen personlig jagtjournal efter min far. Ingen kan huske at have set en sådan. Regnskab med, hvad kan skød, har dog sikkert været ført, for da han havde skudt sin sneppe nummer 1.000, blev den udstoppet og stod i mange år på skabet i hans kontor.

En jagtjournal for Engestofte gods findes dog, og i den kan man læse mange interessante ting. Den gamle bog, som ligger foran mig, går fra 1847 til 1907, det år, hvor kammerherre Henning Wichfeld døde. De første år er der kun indført jagtudbyttet pr. år. Først fra 1876 er hvert enkelt stykke vildt ført ind.

Lad os se på tallene i de første år, hvor totaludbyttet ligger på 188 stk. i 1847, ned til 70 stk. i 1851 og derpå op til 206 stk. i 1857. Denne stigning skyldes ”71 stk. forskelligt”, men hvad disse er, vides ikke, kun at en af disse var en dåhjort.

Jeg undres over det store antal nedlagte bekkasiner, de første år 32-33, så går de derefter pludselig ned til 7-8 for at forsvinde helt nogle år senere. Er det mon, fordi ingen har interesseret sig for at skyde dem? Antallet stiger heldigvis igen for at kulminere i 1891 og 1893, hvor der blev skudt 94 og 97.

Agerhønsebestand gik op og ned

Af agerhøns blev der i 1847 skudt 46, i 1848 67, mens udbyttet i 1857 falder til 15. Herefter faldt udbyttet til nul i 1868, og det nåede toppen i 1906 med 183 stk. Herefter ses svingninger fra år til år fra 2-3 over 10-20, 50 og op til 80-90.

Ænderne udviser de største tal, 86 stk. i 1847, herefter 50-60 stk. pr. år, i 1864 dog 159. Enkelte år står der en lille anmærkning, 50 eller 41 ”afslåede krikænder”.

De første fasaner, seks stk., skydes i 1876, og først i 1893 kommer man op på mere end 20 af disse ”fremmede fugle”.

At de sjældnere vildtarter ikke gik ram forbi i de tider ser vi også bevis på. Både i 1873 og 1881 er der skudt kongeørn, den sidste af skovrideren med kugle. Dens vingefang var tre alen og fire tommer, hvilket svarer til to meter.

Guldpirol, hærfugl, svane og rørdrum står også anført som skudt. I 1881 står der en grævling, den første på stamhuset Engestofte.

Fra først i 1890-erne er jagtjournalen antagelig ført af en skytte eller skovfoged, der ikke var stiv i skrivekunsten. Ikke engang navnet Wichfeld blev skrevet fuldt ud. Man skrev blot et enkelt V, og greve Haughwitz blev til Hauvits og Tesdorpf til Thesdof. Ænder bliver til ender, og han er for ingenting lollik, fordi han ser stort på de stumme d’er i ”Røbyfjor”.

Inden vi forlader den gamle jagtjournal, ser vi på skydepengene i 1890:

• Råvildt: 66 øre.
• Harer: 33 øre.
• Fuglevildt: 25 øre.
• Rovfugle og krager: 12 øre.
• Kramsfugle: 10 øre.
• Hønsehøge: 2 kroner.
• Ræve, gamle: 3 kroner.
• Ræve, unge: 1 krone.
• Grævling, gammel: 2 kroner.
• Odder og mår: 3 kroner
• Katte: 33 øre.

Som dommer på hundeudstillingerne virkede min far kun i de år, hvor Dansk Jagtforening stod for dem, men det var et hverv, han vist ikke brød sin synderligt om. Jeg husker i hvert fald, at min mor fortalte mig, at han havde sagt, at man ikke kunne undgå at komme op at skændes med folk ved en sådan lejlighed, fordi ingen ville finde sig i. at man talte nedsættende om deres hund, fordi den ikke kom i den højeste klasse.

På udstillingerne har min far dømt eller været med til dette for alle hunderacerne, men det fremgår ikke af kataloget, om de seks dommere har dømt hver sin race, eller om de har dømt i to hold. Min far har skrevet point ud for alle jagthundene, undtagen for griffons d’arret og skandinavisk elghund, af sidstnævnte udstillede han selv en.

Det er morsomt at se, at der engang mødte 9 engelske settere, 14 irske og 36 gordonsettere. Sådan kan racernes popularitet skifte.

Pointerne stillede med 39, dog synes et par af disse at være blevet overført til ”almindelig korthåret hønsehund”.

Hvorfor rejse til udlandet?

Om Engestoftes historie har det siden barndommen ærgret mig, når folk sagde: ”Til Lolland, nej tak, der er så grimt”. Som født og opvokset i den kønne egn med de tre søer, de smukke skove og de frodige marker kunne jeg ikke begribe det. For der er virkelig smukt, og den gamle skovrider, Chr. Kann sagde: ”Hvorfor skal man dog rejse til udlandet? Man finder jo ikke noget skønnere sted end tangen imellem Hejrede Sø og Maribo Sø”.

Allerede i fjerne tider var egnen omkring de midtlollandske søer tæt bebygget. Herom vidner de rige fund af oldtidsminder. Og tidligt er af denne frugtbare jord opstået en kreds af anseelige hovedgårde, der i middelalderen hørte under kronen. Til disse hørte utvivlsomt også Engestofte Hovedgård i byen og sognet af samme navn. Det gamle herresæde ligger ved Maribo sø’s østlige bred, tæt op til sognets kirke, sikkert i dag på samme plet, hvor der i fjerne tider først rejstes med vid udsigt ud over søen og dens  skovklædte kyster..

Valdemar Sejr ejede gods i Engestofte By og et par hundrede år senere pantsatte Erik Af Pommern kronens daværende ejendom til en af sine tyske råder. Som pant var gården i en årrække på forskellige adelsmænds hænder, for derefter at vende tilbage til kronen, der dog allerede i 1499 for stedse skilte sig af med den. I nogle årtier ejedes den af slægten Urne, der af kronen erhvervede Engestofte Kirke, som siden kom til at følge gården.

Efter Jørgen Urnes død gik den fire gange i arv på spindesiden med det resultat, at besidderne i mindre grad blev knyttet til stedet, og gårdens historie i de følgende år er os kun lidt bekendt.

I 1695 købte etatsråd Christian Lerche på Nielstrup Engestofte. Han var gift med Sophie Ulrica von Reichau, der dog solgte den igen, fordi hun efter hans død giftede sig med en rytterioberst, der havde sit regiment i Norge.

Bertel Wichmand tilhørte en fynsk slægt, der talte både en række fremragende købmænd og flere præster, hvoraf en tilhører den danske litteratur.

Bertel Wichmand var købmand i Nykøbing Falster, hvor han havde samlet en betydelig kapital af 15.000 rdlr (rigsdaler), som han i 1727 betalte for godset. Med sølvprisen om grundlag vil det svare til omkring en kvart million kroner (1961, red.), en sum, der viser tidens lave ejendomspriser, svarende til mindre end 1.000 kroner pr. td. Hartkorn.  Det bestod af 280 td. Hartkorn, og resten bøndergårdene i Engestofte sogns tre byer: Engestofte, Forneby og Olstrup, i alt 21 gårde og seks huse, samt seks gårde og fem huse i den tilgrænsende by Refshale og lidt spredt gods i Slemminge og Fjelde sogne hørte også til.

Wichmand fik ikke meget glæde af sit gods. Han fortsatte nemlig sit købmandsvirke i Nykøbing og døde allerede i 1732, men hans enke har vel som ingen anden kæmpet for det gods, hun elskede.

I 1707 blev den kun 17-årige Bodil From, der også var af købmandsfamilie i Nykøbing Falster, gift med den 20-årige Bertel Wichmand. I deres 25-årige ægteskab fødte hun ham 19 børn, hvoraf dog 10 døde som små.

Ved mandens død fik hun Engestofte som sin andel imod, at hun påtog sig at betale de umyndige børns arvepart til sin tid.

Henning Wichfeld foran store opgaver

Men da hun allerede tre år efter atter giftede sig, måtte hun skifte med børnene, og dette belastede godsets rentabilitet på en skæbnesvanger måde. Dertil kom, at hendes nye mand trods sin høje og indflydelsesrige stilling absolut ikke sad i gode økonomiske omstændigheder. Det var højesteretsassessor Rasmus Rasmussen, hun indgik ægteskab med, skønt han var kendt som ”en mand af megen vidtløftighed og med tilbøjelighed for ilde økonomi”.

Det at han var blevet herremand, gjorde ikke hans flotte vaner mindre fremherskende, og gennem sine sindige pengetransaktioner og sin alt for høje levefod, blev han snart en byrde for hende.

Snart måtte han fraskrive sig al andel i Engestofte for ikke at ruinere sin hustru helt. Den eneste trøst for hende var hans embedsmæssige karriere. Han blev udnævnt til konferensråd, og det var en flot titel for den tidligere købmandsfrue. De enedes dog om at ophæve samlivet, så hun blev på Engestofte, og han bosatte sig i København, hvor han måtte leve af sit embede, så godt han kunne.’

Bodil kæmpede tappert under de vanskelige kår, som landbruget dengang arbejdede under. Den levende interesse, som allerede i hendes første besidderår havde givet sig udslag i oprettelsen af Engestofte hospital for seks fattige, bevarede hun stadig, men der var ikke muligheder for at holde bygningerne ved lige.

En gammel beskrivelse fortæller om de miserable tilstande, de efterhånden var kommet i. Det hele var bogstaveligt ved at falde ned over hovedet på hende. Hovedbygningen bestod af tre sammenbyggede bindingsværksfløje med tegntag. Beboelsesrummene lå i den vestre fløj, der havde 23 fag. Heri manglede efterhånden samtlige vinduer og de fleste af dørene, hele tagkonstruktionen var pilrådden, regnvandet sivede ned overalt og ødelagte lofter og gulve. Den nordre fløj, som rummede borgerstue, mælkestue, bryggers og køkken, havde 15 fag og var ikke meget bedre.  Det samme kunne siges om den søndre fløj, der havde 17 fag. Her var der rullestue, kværnhus, og forskellige kamre. Murstensgulvene var aldeles ødelagte, så man risikerede brud på hals og lemmer i travlheds stunder. Skorstenene var ved at styrte ned. Så det har haft sine gode grunde, når fru Rasmussen i sine sidste år flyttede til Maribo og overlod styringen af godset til sin ældste søn, Jørgen Wichmand. Hendes store mål havde været at bevare godset for slægten. Derfor havde hun klynget sig til denne gård og hellere lidt de store savn, fundet sig i de ringe boligforhold, end at have opgivet sit mål.

Jørgen Wichmand tog fat med en utrolig energi. Den fattige barndom havde gjort ham hård. Det blev sagt om ham, at han i sin arbejdsomhed forfulgte sine mål med stor stædighed, hvad der bragte ham en del langvarige bekostelige processer på halsen. Han var begunstiget af opadgående tider, så han af den forfaldne gård gennem et halvt århundreders arbejdsom flid kunne skabe stamhuset Engestofte, hvis areal var udvidet betydeligt dels ved køb, dels ved mageskifte. I 1777 blev han og broren Thomas adlet under navnet Wichfeld. Da var Bodil Wichmand for længst død, men hun havde dog nået at se godset i fremgang.

Etatsråd Jørgen Wichfeld var ugift, og hans brorsøn, Henning Wichfeld var hans universalarving og første besidder af stamhuset.

En af de første opgaver, han tog fat på, var opførelsen af en ny hovedbygning. Den gamle var så medtaget, at den blev revet ned til grunden, og en en ukendt bygmester rejste en ny i klassisk stil. Den gamle avlsgård nedbrændte i 1857, da min bedstefar, kammerherre Jørgen Wichfeld ejede stamhuset. Den flyttedes ved denne lejlighed længere væk fra hovedbygningen og genopførtes i smuk stil med stråtag. I 1921 nedbrændte den igen delvis og blev ved genopførelsen moderniseret.

Ved min fars død i 1907 overtog min ældre bror stamhuset. Ved lensafløsningen i 1923 blev der afgivet 225 tdr. land, men godset har dog stadigvæk 700 tdr. land ager og eng og 675 tdr. land skov.

Engestofte ejes i dag af Hans Peter Egeskov.

Mange oddere på Engestofte

Af jagtjournalen for Stamhuset Engestofte, som Ella Adeleide Wichfeld har bladret i, fremgår det, at der i 1872 blev skudt en kongeørn af skovrider Kann i Bøgeskoven og af samme to oddere i Sømosegrøften.

I 1875 skød Henning Wichfeld en odder i Udstolpemosen og senere på året- december – to oddere, mens skovrider Steenberg samme dag fik en.

I 1876 skød kammerherre Wichfeld en gås i Maribo Sø den 5. juli. I 1887 blev der i en saks fanget en odder i Røgbølle Sø. Her blev der et år senere fundet en død rørdrum. Desuden blev der skudt en fiskeørn, og iblandt de nedlagte bekkasiner var der seks tredækkere.

Skovrider Kann nedlagde igen på Ulriksdal en kongeørn, denne gang med kugle. Den havde et vingefang på tre alen og fire fod. Henning Wichfeld og skovrider Steenberg skød 20 snepper i Alsø Bøgeskov. På Engestofte blev der i 1883 skudt en hærfugl, og i 1884 blev den første grævling skudt på Engestofte.

Det lader til, at der dengang var mange oddere. Henning Wichfeld skød således tre oddere i 1894 ved en rævegrav i Sømosen. På en klapjagt 18. oktober 1889 blev der skudt 20 snepper, men historien melder intet om, hvor mange snepper der blev skudt til eller set.

8. juni 1897 skød skovrider Kann en hvid stær på Engestofte, og 24. april 1901 blev der udsat 3 par virginske vagtler fra USA, men disse blev set sidste gang 23. maj samme år.

Af andet jagtudbytte skal nævnes svaner, skovmår, uagtet at skovmår ifølge videnskaben ikke findes på Lolland-Falster. Grev Reventlow skød i 1877 to fasaner på Bogø, og i 1881 skød Henning Wichfeld en grågås, der sad inde i en bøgetykning.

Engestofte hovedbygning set fra den østlige side ud til Maribo Sø. Den nuværende hovedbygning blev opført af Henning Wichfeld, der var medstifter af Dansk Jagtforening og foreningens formand fra år 1900 til sin død i 1907.

Wichfelds våbenskjold. Familien hed først Wichmand, men blev adlet i 1777 under navnet Wichfeld.

Henning Wichfeld på havetrappen med sine børn.

Tre Wichfeld-brødre på vej til jagt først i 1900-tallet.

Henning Wichfeld som meget ung med sit første stykke nedlagte vildt.

Wichfeld-søskende på havetrappen. Ella Adeleide Wichfeld var sikker på, at hvis hendes far havde levet, da hun blev voksen, så havde hun ikke fået lov til at gå på jagt, for han brød sig ikke om, at kvinder gik på jagt. Det var en udpræget sport for mænd.

Uddrag af Stamhuset Engestoftes jagtjournal. Oddere, kongeørne og skovmår står flere steder i det digre værk, og man kan heraf udlede, at man ikke altid skal fæstne lid til videnskaben, der fastslår, at skovmår ikke findes på Lolland-Falster, for uagtet dette blev der skudt flere skovmår på Engestofte