Den stødende hund søger under bøssen og vil – modsat den stående hund – ikke stå for vildtet, men rejse det i samme øjeblik, den har lokaliseret fasanen, kaninen eller haren etc.
Af Michael Sand
Typen er særlig velegnet til jagt i områder med en tæt vildtbestand og har sin force i bevokset terræn, hvor vildtet traditionelt holder godt.
Hunden fødes i reglen med en udpræget trang til at holde sig i nærheden af sin fører. Spaniels har normalt et blidt og bøjeligt sind og er lette at dressere. Alligevel er det altafgørende, at jægeren bruger meget tid på at indlære hunden den tætte kontakt. Kun hvis hunden går i et kort siksak-søg foran sin fører, vil man få udbytte af jagten med stødende hund.
Man siger, at hunden skal pudse støvler, og at alt vildt, som rejses af hunden, skal kunne nedlægges med en haglbøsse.
Den ideelle spaniel skal være modig og pågående i tæt vegetation, have en medfødt spontan apportering med blød mund og desuden besidde stor vandpassion.
Selv om spaniels kategoriseres som stødende hund, anvendes den ofte som drivende hund. Den er ofte særdeles populære deltager på mange drivjagter, da den relativt hurtigt slipper drevdyret for atter at søge kontakt med sin fører.
Spaniels omfatter i virkeligheden otte racer. Engelsk springer spaniel, welsh springer spaniel, engelsk cockerspaniel, clumber spaniel, field spaniel, sussex spaniel, amerikansk cockerspaniel og irsk vandspaniel.
Selv om samtlige spaniels oprindelig har været jagthunde, holdes de fleste i dag mest som udstillings- og selskabshunde. Med undtagelse af amerikansk cockerspaniel kategoriseres de øvrige syv spaniels stadig som jagthunde. Dog er det næsten kun engelsk cockerspaniel og engelsk springer spaniel, som anvendes til jagt.