Ole Winther, der er barnebarn til revirjæger Carl Brehm, fortæller her om julen og juledagene hos den berømte revirjæger i 1936
Af Henning Kørvel
Ole Winther, der er barnebarn til revirjæger Carl Brehm, som ved sin død i 1950 var ansat hos jagtlejeren på Rosenfeldt Gods ved Vordingborg, direktør Wilhelm Mønsted, fortæller her om julen og juledagene hos den berømte revirjæger i 1936, da de i hønsehuset skød en rotte. Carl Brehm er den danske jæger, der så vidt vi ved, har skudt mest råvildt, nemlig 2.085 stykker.
I 1936 var jeg syv år gammel og boede hos min bedstemor i Næstved. Væggene i hendes lille stue var tæt besat med billeder i rammer og over klaveret hang et stort biede af Beethoven, der sad med sin knyttede hånd på nodepapiret og så eftertænksom ud.
Bedste læste ikke bøger, men hun havde en stor bogreol, hvad jeg senere erfarede, var tidens klassikere som Andersen Nexø og Emile Zola, som hun havde arvet fra sin sidste mand, der havde været cigarmager. Han havde i 1890-erne rejst rundt med en anden ung cigarmager, der var selveste Thorvald Stauning og de to havde stiftet partiforeninger i de midtsjællandske byer.
Nu var det ved at være jul, og jeg skulle denne gang tilbringe juledagene hos min farmor og farfar. Bedste havde forsynet mig med hue og vanter og hjemmestrikkede sokker, og som julegave fik jeg et par nye gummistøvler. På perronen tog Bedste afsked og rakte mig den lille papbillet med besked om at passe godt på den, for den var til retur. Jeg vinkede farvel stående ved jernlågen og togvognens åbne forperron og gik ind og fandt mig en plads på et af de lakerede træsæder.
LÆS også: strabadserende rævejagt
Toget tøffede og stønnede af sted gennem det snetunge decembervejr, taktfast over hver skinnesammenføjning med da-dum-da-dum som den forventningsfulde melodi. Hver gang standsede standsede, tog jeg et sammenføjet stykke papir frem og konstaterede stationens navn, som var skrevet i rækkefølge med avisbogstaver, som jeg bedst kunne læse.
Jeg var således parat til at stige ud i den hvirvlende sne på Klarskov Station, hvor farfar holdt med bilen. Han så ud som en rigtig gammel jæger, hvad han jo var med snørestøvler, viklers og stortrøje og grøn har med sneppefjer, mustache og en krum pibe, som han holdt ild i trods snevejret.
Han sagde ikke meget under turen til Oreby ved Knudshoved Odde, og da vi ankom til Jægerhuset, sagde farmor heller ikke ret meget. Jeg vidste, at de begge havde glædet sig til, at jeg kom, og deres fåmælthed skulle vel opfattes, som om jeg havde været der hele tiden.
Drengen skal vel have en snaps?
Farmor vendte sig næppe om., som hun stod der ved jernkomfuret og flyttede ringene og lagde kvas på ilden. Jeg så også ind i stuen, at der var dækket bord. De ventede besøg. Farfar sagde med dyb stemme, at det var ”Fugle-Pedersen”, en ornitolog, som ville komme på besøg.
Fugle-Pedersen strøg sneen af sig ude på trappen og kom ind i stuen, mens han rullede den røde tophue sammen og stoppede den i frakkelommen. På stemmen og de hurtige bevægelser kunne man have antaget ham for en dreng, hvis man ikke så hans lille rynkede ansigt. Jeg hørte farmor flytte ringene på komfuret og mærkede duften fra tørvene og fra de stegte skovduer, som hun med to skeer løftede op af en sort gryde og anbragte dem i en blådekoreret skål.
Hun serverede for os, men trak sig tilbage og deltog i samtalen stående i køkkendøren, mens vi spiste ved bordet i stuen. Jeg skævede til væggene, der overalt var behængt med gevirer fra hjorte og opsatser fra bukke, hver med et påskrevet sted, hvor dyret var skudt og af hvem. På skænken stod et lille juletræ med kugler, glasklokker og fehår.
Fugle-Pedersen talte stille og knirkende, som om han stadig var bevidst om ikke at forstyrre naturen. Om vi havde set fiskeørnen? Jo, det havde farfar godt nok, men han var fraværende og kiggede mest op i loftet, indtil han sagde:
”Drengen skal vel også have en snaps”?
Det fik jeg. Jeg kiggede på det lille facetslebede duggede glas med det krasse indhold og lyttede til fuglemanden. Måske anså farfar ham for en stuelærd amatør. Men duften fra den stegne skovdue på min tallerken tog nu al min opmærksomhed, og den var det bedste, jeg nogen sinde havde smagt. Vi spiste halvt i tavshed. Mens der blev båret ud, stoppede farfar sin pibe med omhu, gik hen og rodede i tørvegløderne i kaminen og tændte piben med et sammenrullet stykke papir, og så begyndte ham at fortælle om fiskeørnen, hvor og hvornår og hvordan. Hvordan den jagede, retning og vejrlig og tid på dagen. Og den lille ornitolog syntes at kunne se det hele for sig og noterede energisk i sin sorte lommebog.
Jeg gik ud i køkkenet for at snakke med farmor og se, hvad hun havde i den firkantede Oma Margarine kagekasse. Jeg kendte den godt, for jeg havde set en reklamefilm, hvor Liva Weel stod og sang ved stegepanden. Farmor sad på tørvekassen ved komfuret under den lille grønne køkkenpetroleumslampe og lod mig tage ligeså mange af de gule småkager, som jeg ville have, mens hun fortalte om deres tid som tjenestefolk på et gods i Sverige, hvor de var blevet ansat, mens den spanske syge rasede i Danmark under Første Verdenskrig.
Da jeg kom ind i stuen igen,var Fugle-Pedersen gået. Farfar havde taget stortrøjen på og stod med en salonriffel i hånden.
”Drik nu snapsen, min dreng, og tag den lille luftbøsse. Vi skal ud at skyde et par rotter i hønsehuset, nu da det er mørkt”.
Revirjægeren skød rotten
Han tog en standlygte, tændte stearinlyset i den, og vi gik ind i hønsehuset. Det var stort, for der havde også været plads til en hest engang. Hønsene sad og sov på hjalet. Skyggerne fra lygten drejede sig højt oppe over loftsbjælkerne. Det var helt stille. Jeg havde før været på jagt med farfar, og jeg vidste derfor, at det gjaldt om at være stille.
Han havde placeret lygten, så vi kunne se det hul i væggen, hvorfra rotterne burde ankomme. Vi sad parat med bøsserne skudklare. Måske havde der allerede været en ældre erfaren rotte, der havde stukket snuden ud og havde opdaget os og var gået tilbage til familien for at fortælle det. Rotter er kloge dyr, og de kommer sjældent frem, når man sidder og venter på dem. Jeg begyndte at kigge rundt og så hønsene, der sov med hovedet under vingen. På loftsbjælken sås som en utydelig gråskikkelse med rød tophue.
Bang.
Fugle-Pedersen, råbte jeg. Vrøvl. Det var rotten. Den var stendød. Der lugtede af krudtrøg. Farfar gik hen og løftede den op i halen.
”Så har vi vist gjort os fortjente til fyraften”.
Men først gik vi hen og lavede foder til jagthundene, hakkede rugbrød og æltede det med ekstra godt i aften. De skulle også vide, at det var jul. Det sneede endnu, da vi med lygten traskede ned til hundegården. De hoppede og sprang af forventning, men også for at se mig. Jeg kendte dem, især den gamle Bulder, var jeg ven med. Vi gik så tilbage til stuehuset, og da vi kom ind, var farmor i gang med at fylde petroleum på hængelampen oven over stuebordet. Der duftede af andesteg, og jeg fik lov til at tænde julelysene på det lille juletræ.
Det var den eneste jul, jeg kom til at tilbringe der, og denne aften kom jeg til at opleve det lige så mærkelige, at farmor sad med ved bordet. Da andestegen var båret ind, foldede de begge hænderne og sang med faste stemmer. Jeg hørte dem aldrig før eller siden synge, og for resten talte de næppe til hinanden til hverdag, men her var som fortryllet. Deres ansigter blev yngre, og de talte med varme om ting, der var foregået for længe siden, og om mennesker, som jeg ikke kendte.
Gave fra Fugle-Pedersen
Efter middagen var der gaver, både de småting jeg havde med fra Bedste og mor, og nu også en lang pakke og en firkantet fra farfar og farmor. De lå på skænken, og jeg pakkede op. Det var en luftbøsse, som jeg blev henrykt for, selv om den nok skulle tage den fra mig, når jeg kom hjem. Den firkantede pakke var et paphylster med en grammofonplade med ”Gå med i lunden”, som jeg huskede fra i sommer, da jeg var her, og de havde inviteret unge mennesker, der dansede i haven under farvede papirlygter og en smuk pige havde løftet mig op og kysset mig og sagt, at hun ville gifte sig med mig, når jeg blev stor. Om jeg bare havde haft en grammofon.
Farfar fortalte jagthistorier, lange og spændende. Mange år senere hørte jeg ham fortælle lignende historier i radioen, og farmor fortalte om, hvor smukt alting havde været ved juletid på godset i Sverige, hvor de tjente før Rosenfeldt.
Det blev sent, og da vi ryddede op, fandt jeg endnu en pakke på skænken. Jeg tog den til mig og stak den inden for skjorten. Da jeg kom i seng, tog jeg den frem. Det var en lille blød pakke. I skæret fra stearinlyset på stolen pakkede jeg forsigtigt op. I det brune papir lå en rød tophue. Der var ingen navn på, ingen seddel ved, men jeg vidste nok, hvem, den var fra: Fugle-Pedersen.
