En ualmindelig handlekraftige kvindelig jæger nedlægger råbuk med de bare næver. Råbukken var efter faglig vurdering stærk beruset …
Af Redaktionen 24. november 2014
I sidste kunne vi her på siden berette om et stykke råvildtet, som pludselig gik i stå i en rapsmark:
LÆS HER: MINUTTERNE INDEN RÅDYRET STIVNEDE
Redaktionen har nu modtaget en mindst lige så opsigtsvækkende beretning fra Therese Wallem, som udover at være mor og biologistuderende også er jæger og buejæger.
Forleden nedlagde hun en råbuk med de bare hænder.
Hendes dugfriske beretning kan læses herunder.
I morges på vej hjem, efter at have sat pigerne af i skole, ser jeg ud af øjenkrogen, på en mark lige uden for byen, et rådyr. Jeg fornemmer ret hurtigt, at der er noget galt, da den ikke opfører sig som rådyr normalt gør. De er sky og skræmte ved den mindste lyd.
Jeg kørte bilen ind til siden for at se om det dyret var kommet galt af sted.
Jeg går forsigtigt ind på marken, opmærksom på, at den har set mig, så jeg ikke pludselig forskrækker den. Den ser mig og tager ingen videre notits af det. Jeg står på måske 50 meters afstand på åben mark og iagttager den for at se efter eventuelle skader. Umiddelbart ser den fin ud, ingen brækkede lemmer eller sår. Tænker at det stadig er muligt, at den har indre skader, for den opfører sig i hvert fald ikke normalt!
Jeg forsøger at nærme mig den langsomt og sætter mig indimellem på hug for at virke mindre farlig og for at den langsom kan vænne sig til min tilstedeværelse. Den har registreret mig og værdiger mig indimellem med et vagtsomt blik.
Da jeg er jeg ca. 15 meter fra den, fornemmer jeg, at den ligesom cirkler rundt i dens færden. Under hele forløbet har jeg snakket med den og lavet kaldende lyde for at berolige den. Det ser ud til at virke.
Jeg sætter mig på marken i skrædderstilling og snakker forsigtigt med den og forsøger at kalde den til mig. Langsomt begynder dens cirkler at gå i min retning. Efter ca. 45 minutter kommer den helt hen til mig. Jeg snakker stadig beroligende med den, selvom jeg dirrer af spænding inden i. Samtidig er jeg ved at være godt forfrossen, da jeg selvfølgelig kørte af sted uden min jakke.
Jeg får langsomt hevet mobilen op af tasken, da jeg tænker, at ingen vil tro på det her uden billeder! Får taget et billede og langsomt lagt mobilen i tasken igen. En bil standser op og spørger om den er blevet påkørt? Jeg sætter langsomt pegefingeren op foran munden og smiler, så manden ved, at jeg ikke har brug for hjælp, men bare skal have ro.
Råbukken er nu begyndt at bevæge sig ud mod vejen og er gået mere eller mindre direkte ned mod grøften. Jeg tænker, hvis det skal være, skal det være snart! Hvis det bliver nødvendig kan jeg følge den over på den modsatte side af vejen, så den kan komme i læ og så se om det rigtige tidspunkt kommer.
Den stiller sig halvvejs nede i grøften i læ og står og kigger over på den anden side af vejen. Jeg tænker, at den gerne vil over i mere læ. Men hvor den står nu, blæser vinden heller ikke så den ser ud til at slappe af.
Den er gået ned i grøften 1,5 meter fra hvor der er en overgang. Mærkeligt at den ikke har registreret det, tænker jeg. Jeg sætter mig på broen der går henover betonrøret, hvor grøften løber igennem.
Sidder her meget tæt på den lille råbuk og tænker, at det nok er nu, jeg skal slå til. Jeg ligger forsigtigt mit røde tørklæde, som tidligere var ved at skræmme den, da vinden pludselig fik fat og blafrede med det. Også min taske.
Jeg overvejer, hvordan jeg skal nedlægge den? Hvor meget modstand gør den mon? Skriger den? Kan jeg binde den med mit tørklæde?
Jeg kravler forsigtigt ned i grøften og kommer tættere på den. Jeg aner en bus, et par hundrede meter bag os. Jeg er nu så tæt på den, at jeg kan røre den. Bussen er kommet tættere på nu.
Rådyret drejer nu hovedet for at kigge bagud efter bussen.
1, 2, 3. Jeg griber fat om forbenene. Da den opdager det, tager den fra i et voldsomt baglæns spring og spræller og sparker alt hvad den kan med bagbenene. Det er lige før vi ryger i grøften.
Passagererne i bussen har fået sig noget af syn, for brudstykker i mit hoved siger mig, at vi på et tidspunkt var ude i ukristelige stillinger under kampens hede.
Til sidst får jeg bukken nedlagt og tænker, at det nok skal gå hurtigt det her! Mine hænder er sindssygt kolde og stive, men det lykkedes mig at få fat i for og bagben med hver sin hånd.
Jeg løfter ham så hurtigt jeg kan op og går hen mod bilen. I dette sekund ville jeg så lige ønske, at jeg havde taget imod min søde nabos tilbud om hjælp, da hun også langsomt kørte forbi, da vi sad i grøften.
Heldigvis når en sød kvinde at komme mig til nøds, inden jeg er nået helt hen til bilen. Jeg forklarer hende hurtigt situationen og siger, at jeg tager den med hjem i bagagerummet og får en til at se på den, når jeg kommer hjem. Hun holder godt fast i den, mens jeg får åbnet og tømt bagagerummet og forsikrer mig om, at hun har styr på det, da hun selv har hest og hendes far er jæger. Inden længe ligger bukken i bagagerummet. Jeg siger pænt tak for hjælpen og vender næsen hjem af.
På vej hjem, blev jeg slået af hvad der egentligt var sket. “Shit” og den næste tanke er “Hvorfor sker sådan noget altid for mig”? “Og hvad skal der ske nu?”
Jeg ringer med det samme til min dyrlæge, som sender mig videre til Dyrenes beskyttelse. Damen jeg talte med bad mig vente et øjeblik, mens hun ville tale med en schweisshundefører om hvad der var bedst at gøre.
– Den er temmelig sikkert fuld, lød der pludselig i den anden ende af røret.
– Ja, det er nu de går og spiser alle de nedfaldne frugter, som har lagt og gæret …
Det var ikke lige umiddelbart en tanke, som har strejfet mig at rådyrenes til tider mærkelige adfærd skulle skyldes alkohol!
Jeg bliver sendt videre i røret til en shweisshundeførerer på en vildtplejestationen.
Vi aftaler, at jeg selv skal køre den derhen for at stresse den mindst muligt! En hurtig kop kaffe at varme fingrene på og 2 min efter er jeg på vej ud af indkørslen, da jeg pludselig hører høje bump fra bagklappen.
I bakspejlet ser jeg pladen hoppe op og ned og i panik springer jeg igen ud af bilen og ind på bagsædet for at holde pladen nede, så jeg ikke pludselig har rådyr i hele bilen.
Mobilen ligger selvfølgelig i tasken på forsædet, lige uden for min rækkevidde.
Jeg venter til der er et stille moment og herefter kaster jeg mig over forsædet og får fat i mobilen og med den ene arm henover pladen, får jeg ringet op til schweisshundeføreren.
– Den er ved at gå i panik. I er nød til at hente den. Jeg tør ikke køre med den sådan her, forklarede jeg.
– Du må hellere lukke den ud. Den risikerer at være død når vi er fremme om en time. Så det var det vi aftalte.
Jeg åbnede forsigtigt bagklappen på bilen og satte mig tæt, men alligevel på afstand, så jeg vidste, at den ville turde gå ud. Pludselig var den helt stille og stod et øjeblik med panden nærmest lænende ind imod betrækket på bilen. Jeg kunne ikke lade være med at grine stille inden i mig selv! Det var måske ikke helt ved siden af. Måske havde den spist for mange gærede æbler.
Jeg sad længe og ventede på, at den skulle komme ud. Da den halvvejs var væltet ud af bilen, stod den også der og observerede og lugtede til det nye sted. Jeg snakkede nu roligt med den igen og forsøgte at give den lidt lærkenåle, som stadig sad på en gren. Pludselig gik den og jeg sagde farvel.
Jeg nåede lige ind og fik lavet en kop kaffe og tænkte at jeg ville stå i vinduet, på afstand og se hvordan det gik med den udenfor mens jeg fik varmen.
Ret hurtigt fik den bevæget sig ud til den lille vej, som ligger op til vores grund.
Da jeg havde kigget et stykke tid på den for at se hvordan den gebærdede sig, var det tydeligt, at den nærmest igen gik i cirkler.
Ud på vejen, tilbage mod huset og når den så var nået ind på marken, var næsen den anden vej.
– Hmm! Hvis den fortsætter ligeud, kommer den igennem et kvægbrug, ikke just et godt sted for en fuld råbuk! Går den mod højre, ja så kommer den over og siger goddag til vores gode nabo, som er jæger og som nok ikke ville være så betænkelig ved om det var et let bytte eller ej.
Nej. Det gik heller ikke. Jeg var nød til at få den hjulpet ned mod vores frugthave, hvor der er læ for blæst og regn og udsigt til åbne marker.
Jeg hoppede igen i tøjet og gik i rask trav ned mod den lille buk. Først da jeg var ret tæt på den, blev jeg forsigtig med mine bevægelser og lyde for ikke at forskrække den.
Jeg nærmer mig med de velkendte lyde, som den virker til at genkende. Den var i hverfald slet ikke bange. Jeg får den langsomt, men sikkert fulgt ned mod frugthaven. Først går jeg rundt med den i cirkler og forsøger at presse den i den rigtige retning uden at den føler at det er mig der bestemmer hvad vej vi skal gå.
For enden af marken er der et stødhegn (uden strøm) som skiller marken og frugthaven. Da vi var kommet derned og var blevet enige om, at den skulle gå den vej, hjalp jeg den under hegnet. Her stod den længe og jeg fik lov til at give den en ordentlig kæletur, inden jeg sagde farvel for anden gang – en stor oplevelse meget rigere!