En bog er ved at blive skrevet om ukendt tysk indslag under nazismen, hvor Leitz-familien, der stod bag det anerkendte optiske firma Leica, hjalp jøder ud af Tyskland
Leica hjalp jøder ud af Tyskland under nazismen
Leitz-familien, der stod bag det anerkendte optiske firma, Leica, ønskede ikke at blive krediteret for sin indsats for at hjælpe tyske jøder ud af Tyskland under nazismen fra 1933-1945, men da det sidste familiemedlem døde, kom historien om ”The Leica Freedom Train” for en dag. Leica sendte jøder ud af Tyskland som Leica-ansatte, og inden de ankom til New York, var der fundet jobs til dem i den fotografiske industri. Elise Kühn-Leitz fik efter Anden Verdenskrigs afslutning stor anerkendelse for sin personlige indsats for jøder, og hun blev anholdt og afhørt af Gestapo, men blev efter løsladelsen stadig mistænkt for sin hjælp til tyske jøder, der er en pendant til ”Shindlers lisr”.
Tekst: Henning Kørvel
Det tyske firma Leica, der blev etableret i 1849 i Weizlar, var pioner inden for 35 mm kameraer. De var både præcise og minimalistiske, men bag det verdensaccepterede anerkendte navn, der også kendes for fremragende sigtekikkerter, stod ifølge German Hunting Guns en familie, som i nazisttiden fra 1933-1945 udviste stort mod og opfindsomhed for at redde tyske jøder, som ”Nürnberglovene” fra 1935 dømte ude af det tyske samfund, og de mistede jobs, virksomheder og boliger og heller ikke havde de samme rettigheder i samfundet som andre tyske borgere, ud af Tyskland.
Efter det sidste medlem af Leitz-familien døde, er historien kommet frem, og Ernst Leitz II (1871-1956), den protestantiske patriark, som ledede firmaet, agerede i nazisttiden på en sådan måde i forhold til jøder, at Leica efterfølgende betegnes som ”den fotografiske industris Schindler”, der kendes fra ”Schindlers list”, som udspillede sig omkring Auschwitz-Birkenau koncentrationslejr i Sydpolen.
Så snart Adolf Hitler var blevet rigskansler i Tyskland i 1933, begyndte Ernst Leitz II at få telefonopkald fra jødiske organisationer, som bad om hjælp til at få deres familier ud af Tyskland. Som erklærede kristne mennesker var Leitz-familien totalt immune over for nazisterne og Nürnberg-lovene, som begrænsede jødernes aktiviteter og opretholdelse af livet i Tyskland.
”The Leica Freedom Train”
For at hjælpe jøder ud af Tyskland etablerede Ernst Leitz II et tiltag, som senere blev kaldt for ”The Leica Freedom Train”, som tog sigte på at få jøder ud af Tyskland som ansatte i Leica-koncernen.
Ansatte, detailhandlere og venner blev tildelt status af Leica-ansatte, som blev accepteret af firmaets oversøiske kontorer i Hong Hong og USA, men også i Frankrig og England, og intensiteten i at få jøder ud af Tyskland, voksede intenst efter ”Krystalnatten” 9. november 1938, hvor mange jødiske synagoger over hele Tyskland blev stukket i brand, jødiske butikker smadret og plyndret, og mange jøder blev dræbt og anholdt af nazisterne.
Længe før tyske ”leica-ansatte” jøder ankom til New York med oceandamperen ”Bremen”, havde Leica med udgangspunkt i Leica-kontoret på Manhatten i New York fundet jobs til dem i den fotografiske industri.
Historien om ”The Leica Freedom Train”, der blev holdt tæt ind til kroppen, var på sit højeste i 1938 og den første del af 1939. Efter Tysklands angreb på Polen i 1939 blev de tyske grænser lukket, men takket være Leica havde hundreder af jøder allerede forinden forladt Tyskland. Andre igen var ikke så heldige, men endte livet i en af nazisternes koncentrationslejre.
Leica var et internationalt anerkendt fabrikat, som nød nazisternes respekt. Firmaet producerede kameraer, sigtekikkerter og andre optiske instrumenter til det tyske militær. Desuden havde Tyskland desperat brug for udenlandsk valuta, og Leica var dengang den største aktør, der eksporterede sine produkter til hele verden.
Topdirektør løsladt mod bestikkelse
På trods heraf måtte Leitz-familien betale for deres gode gerninger. En topdirektør, Alfred Türk-Leitz, blev fængslet af nazisterne for at hjælpe jøder ud af Tyskland, men blev løsladt, efter at familien havde betalt en klækkelig bestikkelse til nazisterne.
Ernst Leitz’ datter Elise Kühn-Leitz (1903-1985) blev fængslet af Gestapo efter at være blevet pågrebet i færd med at hjælpe jødiske kvinder til Schweiz. Hun blev dog efterfølgende løsladt, men var stadig under mistanke og blev således ofte hentet ind til forhør hos Gestapo.
Hun blev mistænkt for forsøg på at forbedre vilkårene for 700-800 ukrainske kvindelige slavearbejdere i 1940, der havde arbejdet i landbruget, fordi alle våbenføre mænd var indkaldt til hæren.
Tyskland havde under Anden Verdenskrig omkring 10 millioner slavearbejdere i tyske industrier, og det er netop kommet frem, at jagtvåbenfabrikker i Suhl også brugte slavearbejdere, men historien melder intet om, hvorvidt de var beskæftiget med fabrikation af jagtvåben, eller det var militærvåben de fremstillede. Det må dog antages, at det var militærvåben, de fremstillede.
Efter afslutningen på Anden Verdenskrig blev Elise Kühn-Leitz tildelt flere udmærkelser for sin indsats for jøder. Hun modtog således Officer d’ honneur des Palms Academiques fra Frankrig i 1965 og The Aristide Briand Medal fra European Academi i 1970.
Ingen medlemmer af Leitz-familien ønskede at blive krediteret for den heltemodige indsats for jøderne, men da det sidste medlem af Leitz-familien døde, kom oplysningerne om ”The Leica Freedom Train” for en dag.
En bog er ved at blive skrevet om dette ukendte tyske indslag under nazismen. Forfatteren er Frank Sabra Smith, der var rabbiner og født i Californien, USA, men nu bor i England.
Leica har gennem tiden skiftet logo flere gange. Siden midten af 1980-erne har det set sådan ud.
Ernst Leitz II, der i nazisttiden hjalp jøder ud af Tyskland. Initiativet har efterfølgende fået navnet ”The Leica Freedom Train”.
Elise Kühn-Leitz fik flere udmærkelser for hjælpen til jøderne, og iblandt disse er Officer d’henneur des Palms Academiques, og en bog er ved at blive skrevet om familiens heltemodige indsats.
