Løver holder i reglen alle fire ben solidt plantet på jorden, men i sjældne tilfælde kan man se løver, som i bogstaveligste forstand søger op på den høje gren
Løver på den høje gren
Af Redaktionen
I visse områder har løver udviklet en overraskende vane: de klatrer i træer og ses blandt andet i Uganda og – mere sjældent – i det nordlige Tanzania. Her følger en beretning om mødet med løver, der i bogstaveligste forstand søger op på den høje gren …
Den første bevægelse, der fangede øjet, var en løvehale, der dinglede fra toppen af en lille gruppe træer i det ellers mere eller mindre træløse landskab, der prægede den vidstrakte Serengeti-slette, som jeg besøgte i foråret 2025 sammen med min søn Robin og vores gode ven og guide Godson …
LÆS mere om SAFARI I TANZANIA
Normalt forbinder man ikke løver med trækroner. Denne habitat er forbeholdt leoparder, der som regel tilbringer dagen på en passende hvilegren højt oppe i træerne. Løver derimod bliver på jorden, selv om de kravler ind i skyggen, når nattens jagt er overstået, og solen bevæger sig over savannen.
Men ingen regler uden undtagelser, og den dinglende hale fra trækronerne vidnede om, at vi stod over for en af naturens undtagelser.
Vi kørte bilen tættere på og opdagede, at løven – en hunløve – ikke var alene. Endnu en løve dasede på en gren, og i det høje, men delvist nedtrampede græs under træerne, var der mindst endnu en hunløve samt et kuld løveunger – skønsmæssigt fem-seks stykker. Det var lidt vanskeligt at danne sig et fuldt overblik.
Vi slukkede bilen og følte os lykkelige over, at vi endelig allerede fundet løver på vores første dag i Serengeti – men også over, at vi nu for første gang nogensinde så løver hvile i træerne, et fænomen, der kun optræder ganske få steder i Afrika.
Den ene hun på jorden havde åbnet for mælkebaren, og de få uger gamle unger nød den sorgløse tilværelse – ubevidste om, at hver dag er en forberedelse til det liv, der ventede. Livet som voksenløve er alt andet end sorgløst; det er en kamp for overlevelse hver dag og hver nat.
Da hunløven lukkede mælkebaren, søgte ungerne mod træerne. Deres overdrevne store poter trak dem op af stammerne og ud på de tykke grene nederst på stammen. Men de store poter er ikke designet til livet i træerne; de er redskaber til jagt.
Når føden især består af bøfler, siger det sig selv, at løvens våben skal være optimeret til jagt og kamp – ofte en kamp på liv og død, både for løven og for byttet. Naturen har ikke gået på kompromis: løver er skabt til jagt på store græssere, ikke til livet i trækroner.
Vi forlod den lille løveflok i træerne – en stor oplevelse rigere.
Omkring 20 kilometers kørsel senere stødte vi på to store hanner. De lå i græsset tæt ved det kørespor, der førte os fra den ene horisont til den anden i det enorme område. Måske var hannerne løvindernes nuværende beskyttere og jagtkompagnoner. Det var sandsynligt, men det kunne vi naturligvis ikke vide.
Til gengæld var synet af de store mankeløver et vidnesbyrd om det liv, der ventede de sorgløse løveunger i træerne.
Den ene af de store hanløver var dækket af helt friske sår – måske som resultat af en kamp med rivaliserende hanner- Måske sår fra nattens jagt på byttedyr. Det står hen i det uvisse, men når mørket sænker sig starter endnu en nat som beskytter og deltager i nattens jagt. Naturen opererer ikke med sygedage og “øvdage” – især ikke når man er øverst i fødekæden og altid er udfordret af rivaler.
Solen stod efterhånden lavt på himlen, og vi måtte forlade de to mankeløver. Man kan ikke uden helt særlig tilladelse og et betydeligt budget opholde sig i Tanzanias nationalparker efter solnedgang. Vi måtte derfor tilbage til vores lille tomandstelt – uden afskærmning mod den enorme natur, der omgav os på alle sider.
Men vores løveoplevelser sluttede ikke her. I løbet af natten holdt brølende løver os vågne, sammen med nærgående hyæner og græssende bøfler, så tæt på, at vi næsten kunne røre dem.
KORT om Tanzanias løver og naturområder
Tanzania regnes som et af de mest naturrige lande i Afrika. Omkring en fjerdedel af landets areal er beskyttet som nationalpark eller naturreservat, hvilket gør landet til en af verdens mest ambitiøse naturforvaltere.
Nationalparkerne er forbundet gennem et netværk af beskyttede områder, som tilsammen udgør store sammenhængende levesteder for mange dyrearter. For eksempel hænger Serengeti National Park, Ngorongoro Conservation Area og Maswa Game Reserve sammen i et stort fælles økosystem, hvor dyr som gnu, zebra og gazelle kan vandre frit. Denne sammenhæng er afgørende for, at rovdyr som løver kan overleve, fordi deres jagtområder ofte strækker sig over mange hundrede kvadratkilometer.
Serengeti – hjertet af løvernes rige
Serengeti er ikke bare Tanzanias mest berømte nationalpark, men et af verdens vigtigste økologiske områder. Det dækker omkring 14.750 kvadratkilometer og er kendt for den årlige migration af over 1,5 millioner gnuer og 250.000 zebraer. Denne massive bevægelse af byttedyr gør Serengeti til et ideelt habitat for store rovdyr, herunder løver, leoparder og geparder.
Forskning fra Serengeti Lion Project, et af verdens længst løbende rovdyrstudier, viser, at der lever omkring 3.000 løver i Serengeti-økosystemet. Her studerer biologer løvernes sociale struktur, territorier, reproduktion og dødelighed. Løverne lever oftest i flokke bestående af beslægtede hunner, deres unger og et par dominerende hanner. Hver flok kontrollerer sit eget territorium, og sammen udgør de et net af rovdyr, der er med til at holde økosystemet i balance.
Hvorfor klatrer nogle løver i træer?
Løver holder sig normalt på jorden, men i visse dele af Serengeti ses de lejlighedsvis i træer. mange har rejst spørgsmålet: Hvorfor søger visse løver op i træerne. Flere faktorer spiller ind:
Varme og insekter:
I træerne undgår løverne den værste middagshede og de mange stikfluer, som er almindelige i lavt terræn.
Udsigt og sikkerhed:
Fra et træ kan de overvåge deres omgivelser, se byttedyr på afstand og holde øje med rivaliserende flokke.
I Serengeti sker det mest sporadisk – ofte blandt unge eller hunner, og næsten aldrig for hele flokke. I Lake Manyara National Park og Ishasha-sektoren i Uganda er det derimod så hyppigt at se løver i træerne, at det regnes som en særlig lokal adfærd.
Løvebestandens udvikling i Tanzania
For hundrede år siden fandtes der løver i næsten hele Afrika syd for Sahara. I dag vurderes det, at kontinentet huser omkring 20.000–23.000 løver, hvoraf Tanzania alene har over en tredjedel. Landet anses derfor for at være løvernes vigtigste bastion i verden. ( I Asien finder man også løver)
Alligevel er udviklingen bekymrende. Siden 1990’erne er bestanden i flere områder faldet på grund af:
Menneskelig befolkningstilvækst og landbrugsudvidelse, som presser løverne ud af deres naturlige områder.
Konflikter med kvægbønder, hvor løver dræber husdyr, og bønder gengælder ved at forgifte eller eller på anden vise dræbe dem.
Krybskytteri og ulovlig handel med løvetænder, skind og knogler, som i stigende grad bruges i traditionel medicin i Asien.
Trofæjagt, som stadig er tilladt i visse jagtreservater, men som diskuteres internationalt af hensyn til bæredygtighed og etik, da det er meget vigtigt for flokstrukturen at det er de rigtige hanløver, der nedlægges.
På trods af disse udfordringer har Tanzania bevaret en relativt stabil løvebestand takket være store sammenhængende naturbeskyttelsesområder. Organisationer som Tanzania Wildlife Research Institute (TAWIRI) og Panthera arbejder aktivt for at beskytte løver gennem overvågning, DNA-registrering og samarbejde med lokale samfund.
Mennesker og løver – en kompliceret sameksistens
Konflikten mellem mennesker og rovdyr er en af de største udfordringer i moderne naturforvaltning. I mange landsbyer langs grænsen til Serengeti og Ngorongoro græsser kvæg frit, og når løver angriber husdyr, kan hævnaktioner hurtigt opstå. For mange familier er et tabt dyr et alvorligt økonomisk slag, og løverne bliver derfor fjender med mindre de kompenseres via indtægter fra turisme eller bæredygtig trofæjagt …
LÆS også om oplevelse med frisplukket kaffe på Afrikas højeste bjerg
Flere projekter forsøger at ændre dette billede. Et eksempel er Lion Guardians, et initiativ hvor lokale maasaier uddannes som “løvevogtere”. De hjælper med at spore løver, advare landsbyer om deres tilstedeværelse og undgå sammenstød. På den måde bliver de tidligere jægere nu beskyttere af det dyr, de engang jagtede.
Løvejagt og debat om trofæjagt
Trofæjagt på løver er fortsat tilladt i nogle tanzanianske jagtområder, men under stramme regler og kvoter – bl.a. anerkendt af EU-kommesion.
Tanken er, at pengene fra jagtlicenser skal bidrage til naturbeskyttelse og lokale samfund. I praksis er ordningen dog kontroversiel. Kritikere mener, at jagten kan ødelægge den sociale strukturer i flokken, fordi det ofte er de stærkeste hanner, der bliver skudt.
Når en dominerende han fjernes, kan nye hanner overtage flokken og dræbe ungerne fra deres forgænger, hvilket kan skade bestanden på længere sigt.
Der er derfor stigende pres fra både forskere og turismeorganisationer for at erstatte trofæjagt med fototurisme, som også giver økonomisk udbytte for lokalområderne uden at skade dyrelivet.
Serengeti og Ngorongoro fremhæves som gode eksempler på, at bæredygtig turisme kan være en mere levedygtig model. Desværre mangler debatten for og imod løvejagt ofte indsigt i de konkrete forhold, da mange løveområder er uegnet til fototurisme. Derfor kan eneste indtægt af betydning i disse områder være indtægter fra kontrolleret trofæjagt …
Bevaring og fremtid
Løvens overlevelse i Tanzania afhænger af, om landet formår at bevare de store sammenhængende naturområder og samtidig skabe økonomiske incitamenter for lokalsamfundene.
Tanzania har allerede vist vejen med sin stærke parkstruktur, men presset vokser – både fra befolkning, landbrug og turisme.
Træklatrende løver er et af naturens små mysterier – et glimt af tilpasning til de konkrete forhold. I Serengeti sker det kun sjældent, men det minder os om, hvor forskelligartet og dynamisk løvernes verden er.
Serengeti forbliver hjertet i løvernes rige, men Tanzanias mange parker – fra Lake Manyara til Ruaha og Selous – spiller alle en rolle i den større fortælling om Afrikas sidste store rovdyr.
