Udviklingen i jagtudbyttet tyder på at bestanden af fritlevende mink voksede i perioden 1985-1995, men at den måske er stabiliseret i de seneste år viser DMU rapport.
Omkring 80 % af det samlede udbytte tages i Jylland og mere end halvdelen i fælder. Det fremgår af en ny rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet. Det årlige udbytte af mink steg markant fra midten af 1980’erne og toppede i midten af 1990’erne med 7.000-8.000, men har efter år 2000 ligget forholdsvis stabilt på 5.000-6.000.
Denne udvikling afspejler utvivlsomt en væsentlig forøgelse af antallet af fritlevende mink i naturen i perioden 1985-1995, men muligvis også en vis stabilisering i de seneste år. Rapporten præsenterer resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse af forekomsten af fritlevende amerikanske mink i Danmark og jagten på den i jagtsæsonen 2007/08. Der blev udsendt 1.958 spørgeskemaer, og der blev modtaget 1.503 brugbare svar (76,8 %).
Mere end halvdelen af udbyttet fanges i fælder. De fleste mink fanges/nedlægges i naturlige minkbiotoper som søer og samt mose, eng og rørskov (25,7%), mens godt en fjerdedel blev fanget/nedlagt i og omkring hønsehuse, dueslag, ande- og fasanopdræt eller beboelsesbygninger, stalde, lader og lignende. Forfatteren vurderer, at den samlede fældefangstindsats på landsplan ligger på min. 25.000 fældemåneder per år. Udbyttet af fældefangstindsatsen kan formentlig optimeres ved at prioritere fangst i månederne januar-marts og august-oktober i endnu højere grad, end det allerede er tilfældet. Brug af SMS-fælder og flydeplatforme vil måske kunne reducere tidsforbruget til fældetilsyn i fremtiden.