Som aktiv bruger i naturen, er det oplagt at tage sit kamera med når man færdes derude. Således også for mig, da jeg den 4. maj 2006. var ude og gå en tur med hunden. Vi kom stille listende langs et læhegn. Kikkerten blev ivrigt brugt da vi passerede en lille bakketop, inden turen gik ned til åen, som bugter sig gennem terrænet. Pludselig stopper synsfeltet på en bevægelse i brakmarken på den anden side af åen. Tanken om bukken for gennem hovedet. Nej – ham var det ikke. Til gengæld var det en rå som sad i brakken ca. 30–40 m.fra åen.
Nu var det bare med at få lagt hunden dæk. Det lykkedes med underlige tegn og fagter, da det jo ikke gik an at fløjte. Og han gjorde det sgu! Og han blev der under hele det efterfølgende optrin, indtil jeg kom tilbage og hentede ham, – hurra for grunddressuren. Jeg blev opmærksom på en bevægelse bag råen, derfor kravlede jeg nærmere og kunne fra en lidt anden vinkel se, at det var et lam, som netop var kommet til verdenen. Så måtte det jo prøves – kameraet! Da det ikke er den stærkeste linse jeg har, måtte jeg prøve at komme tættere på. Det lykkedes at kravle ned i åen, og via den komme på en afstand af ca. 40 meter.
Vel fremme kom jeg op på kanten og fik så lidt af et chok. Der – ikke mere end 10 m. fra råen stod bukken. Han vejrede med næsen i luften, men stod i dårlig vind for råen, så han nærmest sneg sig rundt, dog skarpt overvåget af den siddende rå. Da han var i god vind, nærmest kravlede han, som en legesyg hund, der bliver usikker, nærmere og nærmere. Pludselig vaklede et andet lam på benene foran råen. Bukken sprang et par skridt tilbage – vejrede lidt – og sneg sig så igen tættere på. Først da han nåede frem så der var næsekontakt med lammet, prøvede råen at rejse sig. Så trak bukken sig lidt tilbage, – for efterfølgende at gentage optrinnet. Jeg fik taget et par billeder af optrinnet, så listede jeg mig samme vej tilbage som jeg var kommet.
Familie idyl eller bare et af naturens undere? Jeg er ligeglad – jeg fik en oplevelse ud over det sædvanlige. At jeg også fik det på foto må være skæbnen. Hele sommeren og efteråret gik hun troligt med sine to lam langs åen, og jeg fik mange gode oplevelser med dem. Skyde dem i efteråret kunne ikke komme på tale, jeg havde jo ”skudt ” dem en gang så det var nok for mig. Kameraet er siden denne oplevelse blevet en tro følgesvend på mine mange ture i naturen – for sæt nu, at den unikke oplevelse viser sig lige her og nu foran dig, uden du er i stand til at gengive den, – hvem vil så tro dig?