Klassisk rabies har været kendt siden oldtiden og forekommer over det meste af verden. Sygdommen kan smitte til alle pattedyr – også mennesker
Rabies – eller hundegalskab
Af Redaktionen
Klassisk rabies kaldes også for hundegalskab, hvilket antyder, at hunde har været – og stadig er – en vigtig smittespreder mange steder i verden.
Sygdomstegn
Inkubationstiden (dvs. den tid, der går, fra dyret bliver smittet, til det udviser symptomer) kan variere en del. For kvægs vedkommende vil der typisk gå få dage, mens der kan gå flere måneder, før der ses symptomer hos hunde. Dette afhænger også af placering og dybde af biddet.
Mistanke om klassisk rabies bør rettes mod dyr (typisk ræve, hunde, ulve, katte, kvæg, får og gnavere), der udviser ændret adfærd, som f.eks. savlen, synkebesvær, stemmeforandring, urenlighed, uro, forvirret opførsel, raserianfald/angrebslyst, afløst af perioder med sløvhed og tiltagende lammelser af især underkæbe og bagparti.
Rabies hos vilde dyr
Det er karakteristisk for rabies hos vilde dyr, at disse mister deres naturlige skyhed og ikke flygter, når man nærmer sig.
Virus er ikke særlig stabilt, og smitte kræver direkte kontakt med smittede dyr i form af bid, da spyt er meget virusholdigt, eller overførsel af spyt til sår og slimhinder.
Fra indgangsstedet – det kan være bidstedet – vandrer virus via nervebanerne op til hjernen. Herefter spredes virus i hjernen og ud til nerverne i kroppen. Herfra sker en spredning til kroppens organer, især spytkirtler, men også i øjenvæske kan virus påvises.
For at kunne stille diagnosen kræver det aflivning af det mistænkte dyr. Diagnosen stilles ved viruspåvisning i hjerne eller rygmarv.
Behandling, bekæmpelse og kontrol
Rabies er altid dødelig, hvis der er opstået symptomer på hjernepåvirkning. Handles der hurtigt, kan sygdom undgås ved flere på hinanden følgende vaccinationer mod rabies.
Hud, der har været i kontakt med mistænkte dyr, bør vaskes grundigt med vand og sæbe og efterbehandles med et desinficerende middel.
Er et menneske blevet bidt, tages straks kontakt til en læge.
Er der mistanke om, at husdyr eller selskabsdyr (herunder hunde og katte) kan være smittet med rabies, tages straks kontakt til en dyrlæge. Kan mistanken ikke afvises, foretager dyrlægen anmeldelse til Fødevarestyrelsen, der anviser det videre forløb.
Der kan vaccineres forebyggende mod rabies, og ved rejse med kæledyr til udlandet er dette altid påkrævet.
Som følge af illegal import af selskabsdyr fra lande med rabies er der konstant risiko for introduktion af rabies.
Læs om regler for rabiesvaccination her: Rabiesvaccination
I Danmark var der en kampagne om kontrol med og udryddelse af rabies fra 1964-1982. Her blev hunde tvunget til vaccination i truede områder, f.eks. Sønderjylland. Det blev i disse områder også forbudt at gå på rævegravjagt med hunde.
Alle syge eller dødfundne dyr blev undersøgt, og der blev ført kontrol med rævebestanden.
Forekomster af rabies
Klassisk rabies er udbredt i det meste af verden, med undtagelse af Australien og New Zealand.
Det anslås, at der hvert år dør omkring 70.000 mennesker som følge af rabies. Størstedelen er børn i Asien og Afrika, der smittes gennem bid fra hunde.
Mange lande i EU er fri for klassisk rabies i henhold til OIE’s retningslinjer, herunder Danmark. Rabies forekommer dog stadig i dele af EU specielt i de østlige medlemslande, hvor smitten findes i bestanden af vilde dyr med lejlighedsvis smitte til husdyr og selskabsdyr.
Sidste tilfælde af klassisk rabies blev fundet i Danmark i 1982. I Grønland finder man jævnligt rabies i bestanden af polarræve.
Kilde: Fødevarestyrelsen
