Sneen fortæller meget om vildtets adfærd. F.eks. at haren cirkler om sædet, inden den sætter sig. Dermed undgå den at blive taget på sengen af ræv, mår eller hund …
Af Michael Sand
En god indianer efterlader ingen spor, men selv den bedste hare vil altid trække et færtspor bag sig som ræv, mår og andre, der sætter pris på harekød, kan forfølge. Derfor må haren hele tiden være på vagt og sikre sig, at den ikke bliver overrasket bagfra.
Harens rastløse natur gør, at den altid er et par hop eller flere foran sine forfølgere, der må bruge tid på at udrede harens mange afspring. Da haren tillige er sine forfølgere overlegen, når det gælder acceleration og fart, er det forklaringen på, at den som art har overlevet i millioner af år.
Selv når haren sætter sig i sædet, har den taget forbehold for forfølgere. For naturligvis går haresporet ikke direkte til haresædet. Da ville det så at sige være alt for nemt at tage den på sengen.
Som det kan ses på sporene i sneen på det vedhæftede billede, cirkler den i stedet rundt om den udvalgte rasteplads, inden den sætter sig med øjet vendt mod den retning, hvorfra den kom. En ræv eller en hund, der med lav næseføring, er på sporet af en hare, vil dermed skulle passere haren i sædet, før den kommer frem til sit mål. Inden det sker, er forfølgeren for længst opdaget.
Evnen til at cirkle og på den måde holde egen bagfod under opsyn ses hos mange dyrearter. Særlig kendt for denne evne er forfulgt såkaldt farligt storvildt, der hævdes at vente på jægeren, når denne i tæt krat forsøger at nærme sig. Men også vores egne og mindre farlige hjortevildtarter vil ofte slå tilbage efter en kort flugt for på den måde at holde øje med hvem, der er på sporet.
