Tæt på 1.000 ynglende trane-par i Danmark

Engang blev tranen i Danmark betragtet som de store vidders og mennesketomme egnes fåtallige fugl. Den opfattelse bør revideres i Danmark, for Europas højeste fugl, der forlod os som ynglefugl i 1800-tallet, fordi den blev efterstræbt og forstyrret, rykker i stigende grad tættere på mennesker, og bestanden går frem år for år.

– I begyndelsen af 2021 lavede vi et skøn over den danske ynglebestand af traner, og nåede da til et sted mellem 750 og 900 ynglepar. Siden er fremgangen fortsat, og det er ikke urealistisk, at vi i løbet af de kommende år vil have en ynglebestand på i nabolaget af 1.000 par, siger Sten Nielsen, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) artskoordinator for tranen. Han samler de regionale yngletal til et nationalt overblik.

Fremgang i et halvt århundrede

Tidligere var tranen i Danmark næsten udelukkende knyttet til magre, sandede vestjyske lokaliteter. Omkring 1980 ynglede blot 1-2 par traner i landet allerlængst mod nordvest i Thy.

– Ligesom rovfuglene, der i årtier har været fredet, er tranerne blevet mindre sky. Det bevirker, at de kan rykke tættere på mennesker og yngle i selv beskedne naturområder. De senere år har vi set, at tranepar etablerer sig i små mergelgrave og mindre vandansamlinger, der tørrer ud i løbet af sommeren. De bedste ynglepladser er formentlig optaget, så nu må tranerne tage sekundære redesteder i brug, siger Sten Nielsen.

I 2021 blev den danske ynglebestand af traner anslået til et sted mellem 750 og 900 ynglepar.

Mens lokaliteter, der måske ikke umiddelbart ser gunstige ud for traner, bliver hjemsted for et enkelt ynglepar, så er tendensen, at de optimale tranelokaliteterne tiltrækker flere og flere ynglepar. Og det i en grad så der ligefrem visse steder er tale om løse kolonidannelser.

Fra enegænger til kollektivist

– Kongens Mose i Sønderjylland er den enkeltlokalitet, der i forhold til sit areal har det største antal ynglepar. Her har der i flere år ynglet 11 par traner. Og det er set, at der kun har været 200 meter mellem nogle af tranerederne, så fuglene har kunnet se hinanden fra deres reder. Der er tale om en form for løs kolonidannelse, som for få år siden var ukendt i den danske natur, når det handler om traner, siger Sten Nielsen.

Også i Svinemose og Bastemose på Bornholm, Hønning Mose i Sønderjylland, Gårdbo Sø, Lille Vildmose, Store Vildmose, Vejlerne og på klithederne i Nationalpark Thy er der en tendens til så mange ynglepar, at det tangerer løse kolonier.

– At tranerne optræder så tæt, gør det faktisk vanskeligt at få overblik over ynglebestanden, fordi der ofte holder oversomrende fugle til på ynglelokaliteterne. For eksempel oversomrer 80 traner i Hønning Mose og de færdes ofte sammen med de 10 ynglepar, der er i dette område, siger Sten Nielsen.

Blev landsforvist i 1800-tallet

På et Danmarkskort kan man finde mindst 59 stednavne, hvori ”trane” indgår. For eksempel Tranekær og Tranebjerg. Det vidner om tranens vide udbredelse i tidligere tiders Danmark. I dag vil man med rette kunne døbe tranenavnet ind i mange flere danske lokaliteter.

Tranernes føde er blevet rigeligere, fordi industrilandbruget i stor stil dyrker foderafgrøder, der er blandt tranens livretter. De store fugle æder mange levninger efter høsten.

Tranen var udryddet i Danmark fra slutningen af 1800-tallet til 1950’erne. Formentlig har ureguleret jagt og udbredt forstyrrelse fået den til at forlade sine danske terræner. Tranen er formentlig blevet skudt og spist, ligesom det skete med for eksempel grågåsen og knopsvanen, der blev næsten udryddet som danske ynglefugle i løbet af få årtier fra midten af 1800-tallet.

Mere fred og føde, færre folk

Det danske landskab var i 1800-tallet så hårdt udnyttet, at den sky trane havde svært ved at finde fred og ro til sin rede. Der var mange folk på landet og færdsel overalt i terrænet. Græssende husdyr skabte åbne biotoper uden ly for den sky fugl til at skjule sin rede. At næsten alle mennesker på landet på den tid fik haglbøsser gjorde livet ekstra svært for mange større fugle, der ganske enkelt blev skudt og spist ud af Danmark.

I dag er tiden en anden og mere fredelig. Udviklingen i landbruget har på flere måder været en fordel for tranen. Flere mennesker er flyttet til byen, og der græsser ikke længere husdyr overalt i terrænet.

Affolkningen på landet har givet tranen flere rolige og tilgroede skjulesteder, hvor den kan bygge rede. Desuden er fuglenes føde blevet rigeligere, fordi industrilandbruget i stor stil dyrker foderafgrøder, der er blandt tranens livretter. De store fugle æder mange levninger efter høsten.

I det hele taget er tranen ikke nogen kostforagter. Den æder både vegetarisk og animalsk føde som mus, padder og fugleunger.

Fri for farer og spild af kræfter

– I store dele af Europa går tranen frem. Formentlig er øget dyrkning af majs en medvirkende årsag til artens succes. Majsmarkerne byder på foder om efteråret og vinteren i form af spildte korn og halve kolber. Dertil kommer, at der er mange mus knyttet til majsmarker, siger Sten Nielsen.

– De senere år har vi set, at tranepar etablerer sig i små mergelgrave og mindre vandansamlinger, der tørrer ud i løbet af sommeren. De bedste ynglepladser er formentlig optaget, så nu må tranerne tage sekundære redesteder i brug, siger Sten Nielsen.

– Rigelig føde og klimaændringer i retning af mildere vintre har fået flere og flere skandinaviske traner til at droppe et langt og farefuldt træk mod vinterkvarterer i Spanien eller Nordafrika. De senere år har der været adskillige eksempler på flokke af traner, der er blevet vinteren over i Nordvesteuropa heriblandt Danmark. Det har øget både overlevelse og frugtbarhed. Fordelen ved at droppe trækket er, at fuglene befinder sig tættere på deres ynglepladser, når foråret kommer. De er klar til at etablere sig, straks foråret blæser milde vinde over landet, siger DOF’s artskoordinator for trane.