Vildtbiolog med hjortevildt som speciale kalder aktuelt lovforslag for “absurd og ødelæggende for den danske kronvildtstamme”
Vildtbiolog: Lovforslag er absurd og ødelæggende for dansk kronvildt
Tekst og foto: Egon Bennetsen, Vildtbiolog
JAGTTIDSRAMME
Model 1:
2/9-2025 har Jægerforbundet offentliggjort en jagttidsramme for kron- og dåvildt, som er Den Nationale Hjortevildtgruppes indstilling til jagttider m.v.
Hovedpunkterne er: (Max.ramme).
A) Hjorte 2+: 6 ugers jagttid.
Med brunstjagt: 2 uger 1/9 – 15/10 og 4 uger 1/11 – 31/12
Uden brunstjagt: 6 uger 1/11 – 31/12
B) Sprossefredning. Mindst 6 sprosser (12 ender) for at en hjort må skydes.
En gammel kronebærende tiender, der ikke længere må skydes, efter de nye regler. Absurd.
Model 2:
A) Regionalt valgte jagttider i perioden 1/10 – 31/1
B) Ingen brunstjagt på hjorte.
C) Tilstrækkelig andel af voksne hjorte (8+) sikres ved en passende kort jagttid på hjorte med mindst 3 sprosser i én krone (kronebærende hjorte).
Eks. Thy: 1/11 – 16/12
Eks. Djursland: 1/11 – 21/11
D) Kontrol med bestandsstørrelse ved passende lang jagttid på hjorte, der ikke er kronebærende.
Eks: 16/10-31/12
E) Hinder, kalve og spidshjorte.: 1/10 – 31/1
F) Ingen jagtetiske regler for hyppighed af jagt.
Må styres af behov.
En gammel kronebærende 10 -ender, der ikke længere må skydes efter det fremsatte forslag. Absurd. (Samme hjort som i opsatsfoto.)
Sammenligning af de to modeller, med henblik på en realistisk målsætning om at andelen af 8+ hjorte skal udgøre mindst 8 % af hjortebestanden:
Brunstjagt:
Ved en afskydning på 30 %, nogenlunde svarende til hver tredje hjort, i hver årgang, opnås denne målsætning, ved uændret bestandsstørrelse.
Det betyder, at 50 %, altså halvdelen af afskydningen, skal ligge på de 2 og 3 -årige.
Og helt simpelt betyder det, at afskydningen af mellemaldrende 4 – 7 – årige hjorte skal mindskes, og tilsvarende skal afskydningen af unge 2 – 3 -årige øges.
Dette er uomgængeligt!
Derfor burde det være indlysende, at brunstjagten, som er skræddersyet til forholdsvis let at fjerne hjorte i toppen – som ofte er 4-6 år – er helt ødelæggende.
Man kan roligt sige, at det er her, man kan plukke den lavest hængende frugt.
Sprossefredning:
Sprossefredning fra bunden – altså fredning af 6-, 8-, og 10-endere – øger bestanden. Men øgningen finder i sagens natur især sted blandt de yngre hjorte i 2- og 3- års al-deren som ofte fejlagtigt kaldes ”mellemhjorte”.
En del af den reducerede afskydning her vil blot overføres til unge og mellemaldrende 12-endere og opefter, hvorimod ”mellemhjortefredning” næppe påvirker af-skydningsprocenten for voksne hjorte.
Når 6-10 ender hjorte – som i sagens natur udgør den største del af de 2 – 3 – årige -totalfredes, vil facit være en stærkt voksende hjortebestand, med en meget beskeden stigning i antallet af 8+ hjorte, men et betydeligt fald i andelen af 8+ hjorte.
På sigt vil ”mellemhjortefredning” føre til en genetisk forringelse af trofækvalitet (og formentlig kropsstørrelse) af hjortebestanden generelt.
Det man freder, får man.
Og freder man de ringe hjorte i hver aldersklasse, vil man gennemsnitligt få ringere voksne hjorte, end uden en sådan sprossefredning. Findes der 6-, 8 – issesprosse 10 -endere blandt brunsthjortene, kan denne negative udvikling accelerere voldsomt.
Konklusion:
a.)”Mellemhjortefredning” modarbejder og vanskeliggør i høj grad hovedmålet om 5 % 8+ hjorte.
b.)”Mellemhjortefredning” medfører en genetisk forringelse af hjortebestanden.
Brunstjagt og ”mellemhjortefredning” er i fællesskab en særdeles giftig cocktail, der øger hjortebestanden, men sender den ud i en nedadgående spiral, hvad angår kvalitet og andelen af 8+ hjorte. Denne kombination gør det helt umuligt at nå hovedmålet om 5 % 8+ hjorte.
c.) Begrænset afskydning af kronebærende hjorte.
Efter min erfaring med iagttagelse af hundredvis af kronhjorte over mere end 30 år, må jeg konkludere, at issesprosser – eller fravær af issesprosser – intet siger om gevi-rets størrelse.
Dertil kommer, at issesprosserne ofte er spinkle og vanskelige at skelne i en jagtsitua-tion.
Desuden knækker de hyppigt i brunstkampe. Dette sker ikke i samme grad for krone-sprosser, der som regel er kraftigere, og hvor det er sjældent, det sker for mere end en sprosse i den ene krone.
I mange tilfælde vil man komme i den paradoksale situation, at en hjort er 12 -ender må skydes den 1/9, hvorimod den samme hjort ikke må skydes den 1/11 hvor den måske har mistet issesprosserne.
Fremfor at anvende sprossetal som indikator for om en hjort må skydes eller ej, er det et langt bedre kriterium at se på om hjorten er kronebærende (minimum 3 sprosser i den ene krone) eller ej.
a. Det bør være et mål, at voksne hjorte som minimum er kronebærende.
b. Det er forholdsvis let at konstatere, om en hjort er kronebærende.
c. Det er ligegyldigt for gevirets udvikling, om det er en kronebærende 12 -ender eller kronebærende 10 -ender.
d. Kronebærende 2- 3 -årige hjorte, vil gennemsnitligt udvikle sig til bedre voksne hjorte end jævnaldrende 6 – 8 – issesprosse 10 -ender hjorte.
e. Ifølge Model 1 må selv voksne og gamle kronhjorte aldrig skydes, hvis de er 6- 10 endere. Absurd. Derimod vil de, med en stadig stigende procentdel, deltage i brunsten og påvirke hjortebestandens genetiske grundlag negativt. Ifølge Model 2 (min mo-del), vil alle hjorte, uanset alder eller sprossetal, have en jagttid, og kunne skydes på et eller andet tidspunkt.
f) Det er min erfaring, at issesprosser ofte svinder ind med alderen, og helt kan for-svinde hos gamle hjorte. (Se foto).
Konklusion:
En differentieret jagttid med begrænsning i afskydning af kronebærende hjorte og tilsvarende øget afskydning af 2 – 3 -årige hjorte, vil fremme målet om en an-del på 5 % 8+ hjorte og samtidig forbedre bestandens genetiske grundlag.
Det fremsatte forslag er en katastrofe, og vil gøre ubodelig skade på den fremtidige kronhjortebestand.
