Jysk dyrlæge mistænker det høje indhold af kobber i svinegylle for at fremkalde kobberforgiftning, som råvildt på Fyn kan være døde af, og som nu rammer råvildt på Sjælland …
Af Redaktionen
Det begyndte på Fyn i 2003. I 2010 er den indtil videre ukendte sygdom hos råvildt nået til Sjælland, hvor der er fundet døde dyr nær Vordingborg, Sorø og i Nordsjælland. Men til trods for, at Center for Vildtsundhed har haft syv år til opgaven, så er det endnu ikke lykkedes for centrets veterinærer at stille en diagnose. Nu kommer dyrlæge Hanne Koplev, Viborg, imidlertid med et opsigtsvækkende indspark.
Hun mistænker nemlig kobber i svinegylle for at fremkalde kobberforgiftning, som råvildt og dåvildt på Fyn kan være døde af, og som nu er begyndt at hærge i råvildtbestande på Sjælland.
– Jeg er så sikker i min mistanke, som jeg kan blive ud fra den viden, jeg har fået gennem tyske undersøgelser, siger Hanne Koplev til Netnatur.dk og føjer til, at påpegningen af, at sygdommen hos råvildt på Fyn og nu Sjælland kun anvendes for at få sat fokus på problemet, idet hun primært selv fokuserer på det humane (menneskelige) aspekt.
– Nogle racer af får er meget følsomme over for kobber. Hos hjortevildt er dåvildt mest følsomt, og herefter følger råvildt, mens kronvildt er mindre følsomt over for kobber end både dåvildt og råvildt, siger Hanne Koplev, der er vidende om, at det blandt fåreavlere er almindelig praksis, at får kun lukkes ud til græsning på arealer, hvor der ikke er spredt svinegylle som gødningsstof inden for de seneste to år, og der således ikke skulle være risiko for, at får bliver syge og dør af kobberforgiftning efter at have ædt græs på stedet. Hunde er ligeså følsomme over for kobber som dåvildt og råvildt.
Grisene får kobber i sig gennem foderet. Kobber, der er billigt, er vækstfremmer, og i stedet for antibiotika blandes det i foderet for at undgå, at grisene får diarré. De vokser derved hurtigere og kan tages tidligere fra deres mødre, end hvis der ikke anvendes vækstfremmer. Små grise får op til 170 mg kobber pr. kg foder, hvilket er cirka 34 gange mere, end de har behov for.
Større grise får cirka seks gange deres daglige behov for kobber. Også økologiske grise må i henhold til lovgivningen fodres med kobber i disse mængder. Grisene udnytter kun cirka fem procent af kobberet. Resten ryger lige igennem dem og spredes via gyllen på markerne. Og her såvel som i svinestaldene opstår der superbakterier, der er resistente over for antibiotika, hvilket kan få konsekvenser for behandlingen af sygdomme hos mennesker.
– Via svinegylle spredes der i Danmark omkring 200 tons kobber i naturen årligt, fastslår Hanne Koplev.
Foto: DTU Veterinærinstituttet
Andre kilder mener, at der medregnet anden husdyrgødning årligt spredes 380 tons kobber i naturen, uden der i nævneværdig grad er blevet fokuseret på påvirkningen af miljøet, grundvandet, dyr og mennesker. Kobberet i gyllen kan optages i markafgrøderne og overføres til fødemidler, bindes i jorden eller fordeles til overfladevandet. Også grundvandet berøres, og den øgede mængde kobber i grundvandet i egne af landet med svinefarme mistænkes at stamme fra disses spredning af gylle.
– Jeg begyndte at fokusere på problemstillingen, efter at jeg for ni år siden selv blev ramt af metalforgiftning på grund af lidt af det ene, bl.a. kviksølv i tandfyldninger, og lidt af det andet, siger Hanne Koplev, der således heller ikke kan udelukke, at der kan være en sammenhæng mellem øget indtagelse af kobber og visse sygdomme, fx parkinsonisme.
I udlandet nævnes kobber desuden som en mulig årsag til andre neurologiske sygdomme såsom Alzheimers.
– Jeg tror, at der er mere kobber i alting end i ”gamle dage”, og der således kan være mere kobber i leveren hos råvildt, der enten lever fast på markerne eller fouragerer der fast, siger Hanne Koplev, der i begyndelsen af november gjorde Center for Vildtsundhed opmærksom på sin mistanke om, at kobberforgiftning kan være årsagen til dødsfald hos råvildt på Fyn siden 2003 og nu på Sjælland. På spørgsmålet, hvorfor dyrlæger ikke for længst er blevet opmærksomme på denne sammenhæng, svarer Hanne Koplev uden omsvøb:
– Dyrlæger er i lommen på landbruget. Det er deres kunder, og dyrlæger passer meget på med ikke at angribe landbruget.
