Kan den norske solojagtsmodel, der går ud på at sælge dagkort til storvildtsjægere, praktiseres på danske arealer? Netnatur.dk har rejst spørgsmålet i Naturstyrelsen …
Af Michael Sand
Den norske pendant til den danske Naturstyrelse har med stor succes udbudt dagkort til såkaldte solojægere, som ønsker at prøve kræfter med elgjagt.
“Statskog” giver dermed norske jægere, som står uden for etablerede netværk, en enestående mulighed for at opleve norsk storvildtjagt.
LÆS OGSÅ: SUCCES MED SOLOJAGT PÅ OFFENTLIGE AREALER
Spørgsmålet er derfor, om Naturstyrelsen tilsvarende bør tilbyde danske solojægere mulighed for at jage kronvildt, råvildt og dåvildt etc. på udstedte dagkort.
Umiddelbart ser løsningen ud til at falde indenfor Naturstyrelsens filosofi om mere statsjagt til jægere, der ikke er etableret i foreninger, konsortier eller andre former for sociale netværk. F.eks. tilbydes der hvert år drivjagter på kronvildt, ligesom nyjægerjagter også er et tilbud, som ikke forudsætter, at man er medlem af en forening eller et konsortie etc.
Men sociale jagter med mange deltagere er én slags oplevelse. Enkelmandsjagt eller det som i Norge omtales som solojagt, er en anden slags oplevelse, som kan appellere til jægere, som måske søger stilheden og oplevelser med vildt, som ikke er presset af jægere og jagthunde.
Også et spørgsmål om tillid
Den norske Statskog har valgt at stole på de jægere, som de udsteder dagkort til. Og selv om der er meget stor forskel på norsk “vildmarksjagt” og dansk jagt i kulturdrevne skovområder er spørgsmålet om tillid, det absolut første, man skal tage stilling til, hvis det overhovedet skal give mening at diskutere enkeltmandsjagt i danske statsskove.
Selv om det i sidste ende er en politisk afgørelse, er det mest naturlige sted at starte diskussionen naturligvis hos Naturstyrelsen, der allerede administrerer jagten på de statsejede arealer.
Netnatur har derfor den 30. oktober 2014 rejst følgende spørgsmål i Naturstyrelsen:
NETNATUR: Bør Naturstyrelsen overordnet set lade sig inspirere af den norske model, der betyder, at storvildtjagt på f.eks. kronvildt åbnes mere op og dermed bliver mere tilgængelig for de mange jægere, der står uden for de etablerede jagtkonsortier, som på kontrakt har lejet jagt på offentlige arealer?
NETNATUR: Hvor mange arealer udlejer Naturstyrelsen p.t. til private jagtkonsortier? Er der nogle af disse arealer, som vil være mere egnet til dagkortsjagt end andre, når skal tages hensyn til vildtets stressniveau og evt. publikums anvendelse af arealerne? Hvor ses den største forskel på kontraktjagt og dagkortsjagt?
NETNATUR: Overgang til dagkortsmodelen vil givetvis båndlægge en del administrative ressourcer i Naturstyrelsen, men hvordan ses der på anvendelsen af de teknologiske muligheder, som man har i dag og som man ikke havde tidligere, da den traditionelle jagtudleningsmodel var på Naturstyrelsens tegnebræt? Kan den teknologiske udvikling være med til at løfte den administrative udfordring? Giver anvendelse af hjemmesider, online registrering og bookning samt mobile APPS, SMS, GPS og evt. vildtkameraer i dag Naturstyrelsen mulighed for at tilgå udlejning af jagt på en helt ny måde?
NETNATUR: Hvis Naturstyrelsen beslutter sig for at gå i retning af den mere folkelige dagkortsmodel, hvordan vil dagkortsjægerne da kunne jage kronvildt? Kan der f.eks. tillades pyrsch eller vil dagkortsjagt kun kunne tillades via anstand og evt. arrangerede bevægelsesjagter, som dem Naturestyrelsen allerede tilbyder på “dagkortsbasis” i Vestjylland?
NETNATUR: Den norske stat tager cirka 250 norske kroner for et dagkort, som giver ret til at jage storvildt på offentlige arealer. Typisk kalv og ungdyr, som ikke blev nedlagt under de arrangerede drivjagter. Hvilken økonomisk beregningsmodel bør anvendes, hvis og såfremt der skal udstedes dagkort til jagt på offentlige arealer?
Redaktionen er i dialog med Naturstyrelsen om de rejste spørgsmål og ser frem til at bringe svarene senest medio december.
