Af Per Storm 18. januar 2017
Under en klassisk hagl-drivjagt i cirka 95 ha skov, var jeg i lørdags blevet udstationeret i et særdeles velplaceret tårn.
Drevet ville fra morgstunden starte langt væk fra “mit” tårn. Det gav masser af tid til at nyde stilheden og naturen.
På vej til tårnet bemærkede jeg, at skovbunden var frossen og at det visne løv var meget “støjende”.
Det håbede jeg ville falde ud til min fordel, når først jeg var kommet på plads i tårnet. Pürsch jagt ville derimod være særdeles svært under i disse forhold.
Det første stykke råvildt kom forbi mit tårn efter cirka 2,5 times tid.
Jeg hørte det, før det kom til syne.
Dyret strøg forbi i høj fart og kunne end ikke bringes til standsning ved fløjt.
Mere råvildt …
10-12 minutter senere kom et lidt mindre rådyr til syne og det løb knap så hurtigt. Situationen virkede lovende og jeg udvalgte mig en åbning mellem nogle bøgetræer, som dyret havde retning mod.
Afstanden var cirka 70 meter.
Ved første fløjt stoppede dyret op. Jeg holdt på bladet og slap kuglen.
Dyret gav et lille hop og faldt derpå til jorden.
Jeg var opstemt over den vellykkede situation og det gav et lille bidrag til kropsvarmen i den ellers kølige vind.
Lidt efter begyndte det at sne og efter yderligere et par timer nåede driverne til sidste såt og mit tårn.
Jeg lagde riflen fra mig, mens drivere og hunde passerede – og en af driverne slæbte mit rådyr med ned til samlingspladsen.
Jeg gik dermed glip af det øjeblik, hvor jeg går ud til det nedlagte dyr og iagttager dyret på helt nært hold.
Da drevet var blæst af gik jeg til skudstedet og blev mødt af dette syn.
Fascinerende syn
Jeg havde skudt rålammet inden snevejret satte ind, hvilket skabte denne fascinerende silhuet af dyret.
Fra mit tårn så jeg i løbet af dagen i alt 5 rådyr, heriblandt en kastebuk på blot 30 meters afstand.
Jeg valgte blot at nyde synet af det stærke dyr – med et stille håb om et gensyn til maj-juni.
