I Nordamerika er det ikke kun juridisk blevet meget vanskeligt at kombinere jagt og fodring; det er også blevet mere og mere uacceptabelt at fodre ænder og gæs, da mange ser det som tyveri af en fælles ressource
Fodringsforbud i mere end 90 år
Af Niels Henriksen
I Nordamerika har brugen af udlagt foder i forbindelse med jagt på trækfugle været forbudt siden midten af 1930’erne – og de kan godt skyde ænder derovre uden.
Hvis en jæger eller en gruppe af jægere bliver taget i at udføre det, som foregår stort set alle steder, hvor der er vandhuller eller søer her i landet, ovre på den anden side af Atlanten, vil der både vanke store bøder, licenser vil blive inddraget, og der vil samtidig være stor risiko for konfiskation af våben og udstyr – herunder køretøjer, som er blevet brugt i forbindelse med lovovertrædelse.
Årsagen til fodringsforbuddet skal findes i det faktum, at en udbredt erhvervsjagt havde forårsaget kraftige fald i mange af bestandene i perioden fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet.
Bedre skydevåben og bedre transportmuligheder, kombineret med en umættelig appetit på vildt i de hastigt voksende storbyer, havde fået enorme mængder af fugle – som ingen rigtig troede nogensinde ville forsvinde – til at nærme sig udryddelse for flere arter.
Da der i 1930’erne indtraf en periode med tørket, fik de såkaldte sportsjægere i sidste øjeblik indført indskrænkninger i jagtmulighederne, som holder den dag i dag. Begrænsninger i forhold af nedlagte fugle pr. dag (bag limits) blev indført over en bred kam, handel med trækkende vildtarter blev forbudt, brugen af haglbøssekalibre større end 10 blev forbudt, forhold af patroner i geværet blev reduceret til tre – og brugen af foder som lokkemad blev forbudt.
Forbuddene blev naturligvis ikke modtaget lige positivt af alle, men med tiden er det blevet mere og mere uacceptabelt i jægerkredse at bruge foder, og det anses af de fleste i dag som tyveri af en fælles ressource.
Reglerne omkring brugen er ikke helt ens fra stat til stat og fra land til land, og definitionen af, hvornår noget er ”bait” – som udlagt foder som lokkemad kaldes – er ikke altid helt klar. Generelt må der dog ikke drives jagt ved eller i nærheden af udlagt foder.
LÆS mere om ANDEJAGT
I Canada er grænsen 400 meter , mens det i USA er en skønsmæssig vurdering, hvor langt væk man skal være. Der skal desuden gå en rum tid, efter at fodringen er ophørt, og det sidste foder er væk, før der må jages på stedet – typisk et par uger.
Det er den enkelte jægers eget ansvar at sikre sig, at der ikke skydes over foder, så det dur ikke at sige: ”Jeg vidste det ikke.”
Korpset af game wardens tager brugen af ”bait” meget alvorligt, og der findes mange eksempler på, at små fly er blevet brugt til at spotte udlagt foder fra luften. Særligt majs er let at se oppefra, når det ligger på lavt vand. Overvågning, brug af agenter og fotografering med skjulte kameraer bliver ligeledes anvendt.
Virker det?
Amerikanske vildtbiologer er ikke i tvivl om, at brugen af foder som lokkemiddel har indflydelse på omfanget af nedlagte fugle, men de fleste mener også, at fodringsforbuddets betydning i dag er mindre, fordi bag limits er så relativt strømme.
Som Michael W. Eicholz, professor og direktør for ”PSM Program in Wildlife Administration and Management” ved Illinois University, Carbondale, udtrykker det:
”Ud over jagtsæsonens længde er det forhold af fugle, der må nedlægges pr. dag, og jagtmetoden, der er afgørende for, om udtaget af bestandene er bæredygtige – og brugen af foder er en jagtmetode.
Uden bag limits vil brugen af foder være katastrofal, mens den ikke vil gøre den store forskel, hvis der er konservative bag limits, som i Norden bliver overholdt. derimod en anden konsekvens – den fordeler fuglene på en asocial måde, så de, der har råd til at eje eller leje jagt og fodre, har fuglene, mens resten af jægernes jagt bliver dårligere.”
I Europa har ”bait” – som vi kalder nedfodring – været brugt længe, men tidligere var anvendelsen begrænset til nogle få godser og havde ikke det omfang, som vi kender i dag, hvor der bliver fodret stort set alle steder, hvor det er muligt.
Brugen af foder tog fart i begyndelsen af 1980’erne som en konsekvens af, at korn blev billigt, og folk blev rigere og dermed havde råd til at fodre i stor stil. Det har blandt andet haft den konsekvens, at særligt gråænder og krikænder ikke i samme omfang som tidligere trækker til naturlige fødekilder som for eksempel kogleaks, men i stedet søger udlagt korn med et højt energiindhold. At mange af vores kogleaksbælter samtidig er forsvundet på grund af nedgræsning, har kun forstærket denne tendens. Også spidsænder og pibeænder optræder i stigende omfang i udbyttet ved nedfodring.
Vi har ingen bag limits, og ifølge Eicholz har vi derfor ikke rigtig styr på, om vores udtag er bæredygtigt. I Finland, hvor man har bag limits på nogle fuglearter, har man diskuteret et totalt forbud mod nedfodring, men foreløbig er det kun i forbindelse med jagt på grågæs og sædgæs på marker, at det er forbudt – sammen med jagt på bestemte foderafgrøder. I stedet er det blevet et lovkrav, at man indberetter beløbet af skudte ænder.
Nogle har betegnet kombinationen af den halvautomatiske, uplomberede haglbøsse og en sæk majs som den mest dødelige kombination for vandfugle. Fire mand omkring et vandhul med hver to skud udgør samme ildkraft som en halvautomat med magasinforlænger.
I Nordamerika skydes en meget stor del af især grå- og spidsænder på stubmarker. Naturlig landbrugsdrift anses ikke for ”baiting”. Bag limits varierer fra sted til sted og fra år til år, men ligger typisk på 4–8 fugle pr. dag pr. jæger.
